Klumme

Fuglesang og menneskemusik

Stilhed giver plads til tilstedeværelse og fordybelse. Støj distraherer og inspirerer til flugtforsøg. Den får tilstedeværelse i nuet og fordybelse til at kollidere
Debat
29. august 2013

Når vi får gæster fra byen, slår det sjældent fejl, at de ved ankomsten udbryder: »Hvor er her stille!«

Vi ved det, og vi værdsætter det. Stilhed giver plads til at være til stede i nuet. Hvis det blæser, kan vi blive helt irritable af træernes støjen, noget der får bygæster til at slå en høj latter op, når vi fortæller det. De tror, det er en vittighed. Det er det ikke.

Forleden skulle jeg tilbringe et par dage på Louisianas litteraturfestival, og så er der pludselig langt hjem, når man skal nå at skrive, så jeg fik natlogi hos min veninde. Hun bor praktisk lige i nærheden af Østerport, men nøj, hvor en togstation plus metrobyggeri larmer! Jeg forstod glimrende, hvorfor vores stilhed er bemærkelsesværdig, hvis man kommer fra København.

Da jeg kom hjem, blæste det. Man kunne høre Østersøens bølger, selv om vi bor et par kilometer væk, og træerne susede og brusede naturligvis også. Men alligevel: Hvilken forskel.

For det første vil jeg fra nu af lade være med at blive irriteret på bøgen og asken og valnøddetræet. Ja selv ahorntræerne, der rangerer nederst i vores hjemmelavede træhierarki (de spreder deres frø over alt, så man i ét væk må gå og fjerne små ahorntræer) – selv de skal ikke høre noget for deres rasleri.

Og for det andet var sansen for en anden slags havefred nyskærpet efter mit københavnerintermezzo. Vores have er så godt hegnet ind, at der er læ selv i stærk blæst. Så al uroen foregik oppe i luften over vores hoveder, mens der herskede solbeskinnet ro i bunden af haven.

Der nede på bunden kunne man så sidde en sensommereftermiddag i messinglyset med et glas kølig hvidvin, mens skyggerne blev lange, og man opdagede, at jordskokkerne havde anlagt gule kurveblomster, mens man var væk.

Så kan man slet ikke undgå at være til stede.

Der er imidlertid en tvetydighed i tilstedeværelsen. Man kan være til stede i nuet, og man kan være til stede i fordybelsen. I det sidste tilfælde er man jo et andet sted, end hvor man fysisk befinder sig. Det er to helt forskellige måder at være i verden på, men begge dybt tilfredsstillende hver især.

Det er det derimod ikke, hvis de to betydninger kolliderer, hvad de gør, når støj angriber høresansen. Støj avler ulyst, man vil væk fra stedet, men den distraherer også, så man flygter snarere end at fordybe sig. Når man kommer som en delvis udenforstående og iagttager den københavnske trafik, får man indtrykket af, at det er det, folk gør. Flygter. I metro og S-tog, i regionaltoget og på cykelstierne, alle vegne hænger der ledninger ud af ørerne på trafikanterne, mens øjnene er indstillet på uendeligt. Det er næsten kun meget gamle mennesker, som ikke lytter til et eller andet, der kommer fra et andet sted end der, hvor de selv befinder sig. Som om det at transportere sig i byens rum i sig selv fremkalder et ubehag, man må distraheres fra. Og samtidig befinder hver enkelt sig på den måde i sin egen verden, isoleret fra alle de andre, der også færdes i deres eget individuelle rum.

Det kan selvfølgelig diskuteres, om folk er fordybet eller på flugt. Men kan det diskuteres, at de har ulyst til at være dér, hvor de befinder sig?

På landet distraherer musik ikke fra støjen, her distraherer den tværtimod fra alle de lydindtryk, der omgiver én. I byen er støjen monoton og den samme, uanset årstiden. På landet kan man høre forskel på årstiderne. Forårslyde og efterårslyde er gåsetræk og tranetræk, vinterlyde er spurvepippen, snefaldsstilhed og svaneskræppen nede fra Stege Nor. Og fra maj til ind i juli er det hele fuglekoret, der har fået næbet på gled. Fra maj til juli vil jeg langt hellere lytte til fuglesang end til menneskemusik. Og det kræver ro uden distraktioner, for man kan aldrig vide, præcis hvornår havesangeren eller stæren eller kærsangeren eller lærken får lyst til at gi’ den gas.

Selv hvis musik ikke lige netop nu overdøver en fuglearie, kan den virke enormt forstyrrende, fordi ørerne, uanset hvad man ellers er i gang med, er indstillet på havens lyde. Selvfølgelig kan man være fordybet i en bog eller en artikel, man er ved at skrive, men ikke dybere, end at man straks ser op og lytter, så snart en ny lyd melder sig. Tænk hvis man gik glip af vipstjertens spinkle knirken. Eller græshopperne. Eller musvitungernes crescendo fra fuglekassen, når forældrene kommer med friske larver! Her drejer det sig om at være til stede. Musik kan man fordybe sig i, når fuglene sover. Uglen skal nok trænge igennem alligevel.

 

Karen Syberg er kulturjournalist på Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her