Kommentar

De historieløse politikeres håbløse ørkenkrig

I 12 år har vi bekriget afghanske stammekrigere, der aldrig har udgjort en trussel mod dansk territorium. Blot for at følge i fodsporene på et USA, som siges at kæmpe for det gode, men selv har skabt de trusler, som de og vi i skøn forening nu bekæmper
2. august 2013

Det var ikke blot en mindre fejltagelse at sende danske soldater ind i Afghanistan. Det var en historisk hovedløs forsvarspolitisk beslutning, som har kostet dusinvis af danske soldaters liv og milliarder af danske kroner. Penge, som eksempelvis kunne have været brugt på at lave hospitaler og skoler i andre tredjeverdenslande, som befinder sig i fredstid.

Samtidig må en udtalt historieløshed præge de krigspositive politikere, for er krigen virkelig en ædel kamp imod religiøse mørkemænd? Selv hvis vi – for argumentets skyld – tager den officielle krigsbegrundelse for gode varer, kan krigen højst opfattes som et omfattende oprydningsarbejde efter Reagans udenrigspolitiske parløb med fundamentalisten og ekspræsidenten af Pakistan Muhammed Zia ul-Haq, idet man med saudiarabiske midler i 1980’erne byggede islamistiske koranskoler i stor stil langs den pakistansk-afghanske grænse og sendte mange tusinde hellige krigere ind i Afghanistan for at bekæmpe den sovjetiske tilstedeværelse i landet. Efterfølgende så man den anden vej, mens både etableringen af al-Qaeda fandt sted, og grundlaget for det Taleban-styrede Afghanistan blev lagt. Den islamistiske radikalisering af såvel Pakistan som Afghanistan kan således ses som en utilsigtet konsekvens af en særdeles aggressiv koldkrigspolitik, men denne betydningsfulde nøgle til forståelse af konfliktens historik undlader bannerførerne for den aktivistiske udenrigspolitik i reglen at komme ind på. Derfor foranlediges man let til at stille spørgsmålet: Har de danske krigspositive politikere virkelig en så snæver historisk horisont, at de ikke formår at analysere blot få årtier tilbage?

Forsinket FN-sanktionering

Ser vi nærmere på krigens begyndelse, bliver det endvidere hurtigt klart, at de vestlige krigsmagter næppe har rent mel i posen. Krigen påbegyndtes mindre end en måned efter angrebet på tvillingetårnene d. 11. september. Et angreb, der ifølge den officielle forklaring primært blev begået af folk med saudiarabiske pas, som havde forberedt angrebet i Tyskland, hvorfor det altså ikke blev udført af hverken folk med afghansk baggrund eller forberedt på afghansk jord. Washington forlangte efterfølgende udlevering af Osama bin Laden, hvilket man nægtede fra afghansk side, såfremt der ikke blev leveret konkrete beviser på bin Ladens medskyldig. Et ganske legitimt krav kunne man mene. Sådanne beviser blev så vidt vides aldrig leveret, og krigen blev kort efter påbegyndt, uden at der forelå autorisation hertil fra FN’s Sikkerhedsråd. Teoretisk set betyder det, at krigen blev påbegyndt i uoverensstemmelse med folkerettens forskrifter – ligesom den senere Irak-krig. I hvert fald i starten. FN-sanktioneringen af krigen kom nemlig først kort tid efter krigen begyndte – altså retroaktivt.

De gode mod de onde?

Vi kæmper den gode krig på de godes side, forsikrer politikerne os, men krigen har gennem størstedelen af dens tid været logistisk muliggjort af Usbekistan, et af verdens mest korrupte og brutale diktaturer, og økonomisk af Folkerepublikken Kina, et andet af verdens mest repressive regimer, da den amerikanske del i krigen blandt andet finansieres gennem gældsstiftelse til Kina m.fl. Og har man ulejliget sig med at læse op på den amerikanske udenrigspolitiks historie, er det svært at se, at vores soldater skulle kæmpe blandt de noble og moralsk ophøjede. Det er der ganske enkelt ikke noget grundlag for at vurdere, såfremt man, ulig politikerne i det danske Folketing, besidder blot en smule historisk bevidsthed om den amerikanske udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig og især siden krigen i Vietnam. Det bliver ikke lettere at sluge denne underliggende påstand, når man tager med i betragtningen, at vi, blot to år efter Afghanistan-krigens påbegyndelse, blev løjet med ind i anden ørkenkrig, der som bekendt baserede sig på til lejligheden fabrikerede ’beviser’. Næppe ligefrem noget man ville forvente af de noble og moralsk ophøjede.

Aktivismens fallit

Tilbage står, at vi i 12 år har været i krig med afghanske stammekrigere, som aldrig har udgjort nogen trussel mod dansk territorium. Det, vi nysprogligt kalder forsvarspolitik, burde vel derfor snarere oversættes til en udbredt vilje til at bakke fuldstændig ukritisk op om den amerikanske dominanspolitik. På trods af at det er velkendt, at USA benytter sig af tortur, fortsat støtter repressive regimer verden over, nærmest har været i konstant krig de seneste 65 år og – senest – at det er blevet kendt, at den amerikanske stat udspionerer os, støtter politikerne dem fortsat ubetinget, hvilket både er ganske sigende og foruroligende.

Den aktivistiske udenrigspolitik har været alt andet end en succes. Afghanistan er langtfra aftalebaniseret og er igen centrum for verdens opiumsproduktion. Irak er stadig nedsunket i kaos oven på angrebskrigen mod landet, og Libyen-interventionen skabte ikke et demokratisk paradis på jord, men blev i stedet kilden til den nuværende konflikt i Mali. Alligevel er man mere end villig til at drage i krig igen, så snart Washingtons diktat lyder. Det burde vække større forundring, skepsis og kritik – for blot få årtier siden var det modsatte tilfældet.

Thomas Bonde er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Daniel Mikkelsen
  • Simon Olmo Larsen
  • Ivan Ziz
  • randi christiansen
  • Niels Mosbak
  • Ingrid Uma
  • steen hjortsø
  • Stig Bøg
  • Niels P Sønderskov
  • Steen Sohn
Daniel Mikkelsen, Simon Olmo Larsen, Ivan Ziz, randi christiansen, Niels Mosbak, Ingrid Uma, steen hjortsø, Stig Bøg, Niels P Sønderskov og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Rystende perspektivering i denne opsummerende fremlæggelse af de yderst kritisable og mistænkelige forhold der altid har gjort sig gældende ifht dansk udenkrigsaktivisme - især under AFR.

At melde DK i krig med det mindst mulige folketingsmandat, er et udemokratisk misbrug af det danske system og mangel på respekt for det store mindretal, som var imod krigsdeltagelsen.

Michael Kongstad Nielsen

Beslutningen handlede om at følge USA, intet andet. Og alle fejlene og fiaskoerne og det historieløse osv. fejes af bordet ved at henvise til, at vi følger USA. Ligesom vi nu følger USA´s krænkelser af egen og andres forfatninger, ved at overvåge internettet. Alt hvad USA gør, accepteres og bakkes op af Danmark, sådan er det.

Danskernes følgagtighed overfor big brother støttes bredt politisk. Snart følger dokumentation i Inf., der ikke står tilbage for engelsk og tysk underordning.