International kommentar

Indiens gældsboble brister

Indiens aktuelle økonomiske problemer gentager et velkendt mønster fra tidligere finanskriser. Alligevel har økonomiske eksperter og den indiske regering ignoreret alle symptomer og blinkende advarselslamper
Debat
29. august 2013

Inden for de seneste ti dage er rupeen faldet til sin laveste kurs nogensinde. Den indiske økonomi vakler på randen af regulær valutakrise. Den febrilske situation har givet næring til rygtedannelse og pessimistiske forudsigelser, som truer med at blive selvopfyldende.

Investorerne har travlt med at sprede mismod og arbejde sig endnu længere ud i mørket. Alle regeringens bebudede politiske foranstaltninger – forhøjelse af afgifterne på guldimport, strammere kontrol med kapitaludstrømning, liberaliseringer af reglerne for kapitalindstrømning osv. – har indtil videre haft den modsatte effekt af den tilsigtede. Alt, hvad Delhi gør, synes at være for lidt og for sent, hvis ikke direkte kontraproduktivt.

Det vi ser, er alle de klassiske karakteristika ved den finansielle markedscyklus’ panikfase. Et regulært krak er måske ikke uundgåeligt, men risikoen forekommer stadigt mere overhængende. Det eneste overraskende er, at investorer og de indiske politikere spiller så overraskede. Uvist af hvilken grund forudså de ikke den drejning, begivenhederne tog, selvom læren fra alle tidligere finanskriser, nogle af dem i meget nær fortid, burde have rustet en eller anden til at udvise rettidig omhu.

Gældsdrevet forbrugsorgie

Indiens økonomi har længe vist symptomer på problemer. Det kan kun have undgået ens opmærksomhed, hvis man bevist har valgt at holde sig for øjnene. Vækstraterne har nok været ganske høje, men i snart flere år har de udvist en aftagende tendens. Samtidig er de private investeringer faldet i 10 på hinanden følgende kvartaler, mens industriproduktionen er gået støt tilbage det seneste år. Endelig bliver forbrugerprisinflationen ved med at være tocifret. Således er alle de væsentlige elementer for stagflation – stigende priser med aftagende vækst i indkomst – til stede.

For øjeblikket er eksporten det svageste led. Den halter, mens importen boomer. Konsekvensen er, at handelsbalancens og betalingsbalancens løbende underskud har nået historiske højder. Begge har i høj grad været finansieret af ustabil og kortfristet kapital, som allerede er begyndt at forlade landet: Siden juni er over 12 milliarder dollar trukket tilbage, alene af porteføljeinvestorer.

Situationen er et resultat af interne og eksterne ubalancer, der er blevet bygget op over en årrække. Den indiske højkonjunktur baserede sig på et gældsdrevet forbrug og et investeringsorgie, der især forlod sig på kortsigtet kapitalindstrømning. Det skabte en tilvækst af aktiver inden for områder såsom byggeri og fast ejendom, snarere end inden for handel. Og det førte så igen til en følelse af økonomisk eufori, der igen udløste omfattende kreditter til både virksomheder og husholdninger, hvilket yderligere har forværret problemerne.

Spildt opsving

Beklageligvis blev mulighederne i opsvinget spildt, i den forstand at det ikke har ført til mærkbare forbedringer i levestandard for de fleste indere. Offentlige investeringer i grundlæggende infrastruktur samt ernæring, sundhed, sanitet og uddannelse er nemlig ikke steget i nævneværdig grad.

I dag burde vi vide, at en sådan gældsdrevet boble er uholdbar. Den ender i gråd og tænders gnidsel. Men de, som dristede sig til påpege det, blev hængt ud som lyseslukkere helt uden forståelse for Indiens særlige potentiale. Noget lignende er sket i en række andre asiatiske økonomier såsom Indonesien, der også mærker lommesmerter på nuværende tidspunkt. Selv den brasilianske økonomi udviser lignende symptomer. De nuværende indiske problemer er værre, men afspejler, hvad der burde være en velkendt proces i alle større regioner i verden.

Opskriften på nedtur

Det typiske forløb, som blev beskrevet for et halvt århundrede siden af økonomen Charles Kindleberger, er noget i retning af: et land ’opdages’ af de internationale investorer og bliver mål for stor kapitaltilstrømning. Den bidrager til at skabe en indenlandsk højkonjunktur og driver valutakursen i vejret. Derved mindskes incitamenterne for eksportører og producenter af varer, der kan erstatte import, hvorefter investorerne søger mod ikkeomsættelige sektorer såsom byggeri og fast ejendom. Boomet bliver drevet af stigende aktivværdier, fast ejendom og produktion til lager. Følgen er et stigende underskud på betalingsbalancen, som ingen dog hæfter sig ved, så længe pengene strømmer ind og økonomien vokser.

Men alle bobler brister. Det eneste, der skal til for at få hele processen til at gå galt, er en eller anden ændret opfattelse af en eller anden faktor. Det kan være en ændring i de globale relationer, kraftig opbremsning i den indenlandske indkomstvækst, ny politisk ustabilitet eller økonomiske problemer i et naboland.

Og så snart markedet begynder at ane uråd, bliver netop de funktioner, som blev lovprist under højkonjunkturen, sablet ned – både af investorer og af offentligheden. Den finanskrise, som bliver resultatet, rammer herefter hårdest hos dem, der aldrig høstede de store fordele på opsvinget. Konsekvensen bliver højere ledighed og lønnedgang for arbejdstagere.

Det er præcis, hvad der nu sker i Indien, og sandsynligvis også vil ske for en del af de øvrige nye vækstøkonomier. Men alle led i denne proces har allerede udfoldet sig flere gange før i forskellige dele af verden: Latinamerika i 1980’erne, Mexico i 1994-95, Sydøstasien i 1997-98, Rusland i 1999-2000, Argentina i 2001-02, USA i 2008. Irland og Grækenland i 2009 osv.

Hvorfor bliver vi så opskræmte hver gang? Hvorfor ser vi det aldrig komme?

 

Jayati Ghosh er professor i økonomi ved Jawaharlal Nehru-universitetet i New Delhi, Indien

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her