Læsetid: 4 min.

Det jublende brystbillede

Tv-nyhedskonkurrencens store tabere og en vinder
Debat
3. august 2013

I udlændigheden er tv i lånelejligheden eksklusivt indstillet på nyhedskanaler: CNN, BBC, de stedlige italienske af slagsen, samt al-Jazeera. Sammenligningen falder i det store og hele ikke ud til de vestlige kanalers fordel. Den faglige målestok anlægges her på dag-til-dag-dækningen af verdens skæve gang, den kongelige barsel i London, samt togkatastrofen i Santiago, tre kategorier inden for klassisk nyhedsformidling, der beretter bøger om stationernes selvoplevelse og kvalitet. Togkatastrofen dækkede de stort set på samme måde i samme repeterede optagelse af det frygtelige øjeblik, med egne topreportere som ifølge nyhedsliturgien står midt i billedet og ikke ved ret meget, men taler højt og længe. Stationen viser at den er til stede, det er meningen. Vandbærerne, i mindre grad Al-Jazeeras, jager ved et sted i terrænet den menneskelige positive historie, et lystglimt af håb midt i tragedien: om mod og selvopofrelse, om den enkeltes indsats midt i alt det organiserede, individets handling til bekræftelse af individets betydning. Eller noget rørende der befordrer seerens tåreproduktion, hvilket man i øvrigt ikke skal underkende betydningen af, når man brutalt påmindes om det skrøbelige menneskes ubodelige ensomhed i døden og tilværelsens almindelige meningsløshed. CNN sørger for den religiøse dimension, parentetisk bemærket egentlig bedre håndteret end dækningen af den nye pave, hvis besøg i Rio også var i fokus, men uden at kommentator helt havde grejet mandens upavelige fremtoning med almindelige håndtryk og sjove grimasser til børnene. What’e pop’e! som de sagde hjemme i gaden og med italiensk accent.

CNN i Santiago toppede i alle følelsesmæssige og mere eller mindre bevidst ideologiske manifestationer samt i et hartad forarget tonefald: hvordan noget sådant dog kan ske i en verden af CNN.

Ukueligt engagement

Hvad angår dækningen af kloden som sådan, må vurdering og kritik i pågældende uge nødvendigvis hænge sammen med de respektive stationers prioritering og vægtning af den britiske prinsesses nedkomst og ikke mindst det unge pars præsentation af deres barn, en højst fremtidig om nogensinde britisk konge.

Igen kom CNN ind på en førsteplads hvad angår intensitet, længde, redundans, gentagelse igen og igen af en længst fortalt historie, samt ikke mindst studiepersonalets ukuelige engagement. CNN var viet den kongelige fødsel i timevis ’live’. Det betyder naturligvis ikke at CNN’s medarbejdere var med ved selve fødslen, så meget live var det trods alt ikke, men ’live’: uden for klinikken, uden for paladset, uden for pub’en, uden for parlamentet, kort sat udenfor ’live’, hvor reporterne kædet samen af en triumferende Becky Andersson ned til mindste detalje beretter fra stederne og spørger høj og lav, hvad studieværten allerede on the top of her voice har overkomprimeret ud i knolden på sine seere af højstemt snobberi og slidder og sladder og ustandselig brug af glosen baby boy, som var hun kongefamiliens skyggetante. Becky Anderson er omnibus-tv’s ideal: overenergisk, overstyret, overfrisk, overbetonet, kort sagt over-hvad fanden det skal være, altid på den sikre side af den indlysende holdning. Hvem er imod en fødsel? Uanset ophav og fremtidig beskæftigelse – inden for rimelighedens grænser – er tilkomsten af børn jo glædelig.

Hvor kæden hopper af – den skeptiske seer genkender Becky Andersons institutionaliserede overlykkelige kagl på folkets vegne i hjemlig tv-dækning af kongelige begivenheder – er i formidlerens (journalistens) redaktionelle og selvpålagte fraskriven sig dialektikken. Ikke at man nødvendigvis behøver være sur over en kongelig fødsel, men et sted i mentaliteten må seeren i journalisten jo gerne ane en eller anden form for grundlæggende neutralitet og et muligt afsæt for kritik. For nu at sige det sådan.

Al-Jazeera klart bedst

Al-Jazeera leverede varen uden at gå i den modsatte grøft eller undervurdere det britiske kongehus’ betydning. Journalister med jubel og tendens i stemme og sind burde tage ved lære af kollegerne i Doha.

Ligeledes af den arabiske, nu verdensomspændende stations almindelige dækning kloden rundt.

Var meningen ikke, eller er det noget man har drømt, at civiliserede nationer som Danmark skulle levere elektronisk public service med relevante nyheder til folket og bred og dyb orientering om verdens gang? Er dette, når det kommer til stykket, ikke altafgørende for et land, hvis afhængighed af omverden er af en sådan beskaffenhed at global oplysning er en noget nær eksistentiel forudsætning? Åbenbart mener Al-Jazeeras redaktion at den forudsætning er lige så global, som Al-Jazeeras dækning konsekvent er det.

Det er muligt al-Jazeera ejes 100 procent af en sheik, der er bonkammerat med Qatars konge, og det er ilde, samt at stationen er mindre kritisk indadtil end udadtil, det er også ilde. Sikkert nok. Og hvorfra er det så lige man genkender den slags, og uden at nogen af den grund falder besvimet om: hvor tit er det at DR og TV 2 bringer noget kritisk om Mærsk eller kongehuset eller egen bestyrelse eller Fox News om Fox News eller CNN om det britiske kongehus, eller forholder sig kritisk til fænomener, som Becky Anderson & redaktion og kloner i andre lande snobber så henført for?

Det korte af det lange: Al-Jazeera slog (i denne hurtige gennemgang) andre stationer inklusive BBC-World med mange længder i disciplinen god journalistik worldwide, for den sags skyld også om den arabiske verden og det muslimske broderskab i Egypten. Uden som sagt at fortie nyheden om at England engang om mange år måske får en ny konge, men uden indbagt jubel og fremherskende dumhed.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Men Georg, sad du virkelig indendøre hele ferien og så tv? Kom du slet ikke udenfor?

Nå, spøg til side. I efteråret gik jeg fra en kanalløsning til en anden, og da fristede YouSee mig i en periode med alverdens kanaler ganske gratis - herunder Al Jazeeras engelske version, som bestemt ikke var dårlig.

Jamen skal vi da slet ikke vaere galde for vores frie presse ?