Kommentar

Lad hr. Smith møde hr. Marx

Kan vi lade Adam Smith og Karl Marx’ tankegods mødes i dansk erhvervsliv, er vi et skridt nærmere succesfulde virksomheder og flere arbejdspladser
22. august 2013

Det er ikke så lang tid siden, at medarbejderne hos Unimerco i Sunds ved Herning solgte deres aktier til den japanske koncern Kyocera. Det gjorde flere hundrede ansatte til millionærer. En særlig medarbejderkultur skabt af direktør Kenneth Iversen og konceptet om medarbejderaktier medvirkede til virksomhedens succes – en succes, der sikkert vil gå over i dansk erhvervshistorie.

Forrige år holdt Eks-skolens Trykkeri på Nørrebro i København 40 års jubilæum. Fra at være et ideologisk projekt har virksomheden udviklet sig til en professionel grafisk eksportvirksomhed. Tæt kundekontakt, høj kvalitet og fleksibilitet har været nøglen til fremgang. Igen har medarbejdereje været afgørende.

Men hvad er det lige, der sker her? Har hr. Marx infiltreret tankegangene i direktionslokalerne? Det var trods alt ham, der mente, at virksomhederne skulle være arbejdernes fælleseje. Eller er det hr. Smith, der så privat ejendomsret, egennytte og markedspladsen som igangsætter af samfundsmaskineriet. Eller er det pragmatisme, der forklarer succesen, fordi man har skabt gode resultater m.h.t. driften, produktiviteten og væksten? Gode arbejdspladser med højt motiverede medarbejdere opstår, når de ansatte er tilfredse? Den kloge landmand ved godt, at hvis han installerer musik i kostalden, bliver køerne mere glade med en forøgelse af mælkeproduktionen som følge.

Politisk vilje mangler

Debatten om medarbejderaktier blusser op fra tid til anden. Fra alle politiske partiers side er der enighed om, at medarbejderaktier i en eller anden form skal gennemføres. Men aldrig har vi i Danmark været længere væk fra at komme i gang med at gøre tanke til virkelighed end nu, hvor skattelettelserne på medarbejderaktier er fjernet, fordi de blev misbrugt.

Der findes naturligvis andre måder at skattebegunstige på, men de afprøves ikke. Danmark er et af de lande i europæisk sammenhæng, der har færrest eksempler og positive resultater at henvise til på dette felt. Det kan undre, at støtten er fjernet, for kun få erhvervseventyr i nyere tid er blevet til uden i det mindste indirekte statsstøtte.

Socialdemokratiets politiske ordfører Magnus Heunicke afviser imidlertid forslag om at ændre selv rammebetingelserne for medarbejderejede virksomheder. Og det er til trods for, at modellen vil kunne sikre beskæftigelse til langt flere end latterlige aktiveringskurser, hvor egen ’pipfugl’ skal findes, og hieroglyffer skrives. Aktiveringsordninger, der i øvrigt har kostet langt flere milliarder, end en hjælpende hånd til medarbejderejede virksomheder ville gøre.

Sikkert ivrigt assisteret af ’neutrale’ embedsmænd modsiger Heunicke sin egen formand. I 2002 skrev Helle Thorning-Schmidt i bogen Forsvar for fællesskabet, at der skal være demokrati i arbejdslivet, at ledelsesretten i hovedaftalen skal nyfortolkes, og at et center til støtte for medarbejdereje skal dannes med offentlig støtte. Hun har forhåbentlig fortsat de synspunkter.

Øger beskæftigelsen

Gennem årene har amerikanske National Center for Employee Ownership rapporteret om resultaterne fra forskning i medarbejderejede virksomheders præstationer. Og konklusionen fra studier i USA, Europa og Australien er klar: Kombinationen af medeje og deltagelse i ledelsen giver en konkurrencefordel. Medarbejderdeltagelse i beslutninger hos virksomheder uden medeje fører derimod kun til kortsigtede fordele.

Stikprøvestudier, hvoraf jeg selv har gennemført to i delstaterne New York og Washington, viser, at medarbejderejede virksomheder klarer sig bedre end traditionelle virksomheder, hvad angår de økonomiske resultater, de ansattes motivation, fravær og sygedage, beskæftigelse, vækst og produktivitet. Vi savner tilsvarende studier i dansk sammenhæng, hvor vi end ikke har en præcis virksomhedstælling at tage udgangspunkt i.

Resultaterne i europæiske sammenhænge er mere spredte, men et studie bestilt af Europa-Parlamentet i 2003 gennemgår tilsvarende international forskning. Her konkluderes det, at der er produktivitetseffekter, og at det kan forventes, at efterspørgslen på arbejdskraft vil forøges med den nye virksomhedsform. Lande som England, Frankrig og Spanien fremhæves i den sammenhæng.

EU bakker op

Stemningen i EU er positiv i forhold til at støtte virksomhedsmodellen. I et manifest til Europaparlamentsvalget i 2009 fra en række EU-parlamentarikere hed det, at udviklingen af deltagelse i ejerskab skal fremme en effektiv drift af de europæiske virksomheder.

Men helt eller delvist medarbejdereje folder sig først ud, når man har skabt de rette institutionelle rammer for disse virksomheder. Er de rette støttestrukturer på plads, kan medarbejdereje dog fungere autonomt på lang sigt. Det viser de indhentede erfaringer.

Støtten skal ikke alene komme fra staten, men også via pensionskasser, lønmodtagerkapital, private obligationsopkøb og EU. Og selv om finansieringsprojekter er vigtige, kan de gøres mindre nødvendige, hvis de suppleres med oplysningsvirksomhed, uddannelse gennem flere centre for anvendt forskning, uddannelse og formidling. Det væsentlige er at komme i gang, fordi medarbejderejede virksomheder under den økonomiske krise kan skabe og bevare job.

 

Gorm Winther er Ph.d., cand.oecon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu