Læserbrev

At måle sproget er en svær kunstart

Debat
21. august 2013

Mandag den 12. august kunne man læse, at Københavns Kommune vurderer, at 15-17 procent af en børneårgang på landsplan har sproglige vanskeligheder. Men hvad dækker begrebet ’sproglige vanskeligheder’ egentlig over?

De omtalte 15-17 procent er et skøn, der ikke umiddelbart er dokumenteret. Det er imidlertid en vurdering, der også er dukket op andre steder i landet, og som bliver stadig mere vedholdende efterhånden som sprogscreeninger af tre- og femårige vinder frem. Tesen er, at to tredjedele af de omtalte skønnes at have behov for en sproglig indsats, hvilket kan foregå som sprogstimulering i daginstitutionerne. Den sidste tredjedel skønnes at have sproglige vanskeligheder på et niveau, der kræver en mere specialiseret indsats, for eksempel henvisning til den stedlige talepædagog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, hvis altså en sådan stadig findes i den pågældende kommune.

Nu handler det imidlertid om at få testet sproget – og hvordan gør vi så det? Hvordan måler man sprog? Hvis det handler om ordforråd eller antallet af ord barnet kan, kan det jo blot lære tallene for at få en hurtig effekt. Hvis det er bestemte ord, hvilke ord er det så vigtigt, at børnene kan? Og hvem bestemmer det?

Det kunne også dreje sig om bøjning af ordene, men hvor gammel skal man så være, for at kunne anvende genitiv eller datid? Hvordan måles for øvrigt børns kommunikative kompetence, og hvor stor rolle spiller det enkelte barns sprogbrug i den sammenhæng? Selv om man har en masse ord, kan bøje dem korrekt og genfortælle et handlingsforløb ud fra en billedserie, er det jo ikke ensbetydende med, at man er god til at kommunikere.

Kvantitet frem for kvalitet

Sådan kan spørgsmålene blive ved med at hagle ned over de test og vurderinger, som børnene udsættes for i disse år. Måske er det netop grunden til, at kommunerne vælger meget forskellige tests og materialer.

Fælles for testene er, at de primært bygger på kvantitet, hvor blandt andet skøn og standardiseringer laver materialerne om til talværdier, der afgør, om barnet har problemer med det danske sprog. Derpå bliver sprogstimuleringen pædagogernes opgave – og måske har Allan Baumann (BUPL) og Ole Henrik Hansen (DPU) en pointe, når de i artiklen påpeger, at ressourcerne kunne anvendes anderledes, konstruktivt praktisk. Sproget kommer jo ikke af sig selv, men om det kommer alene ved testning, kan vel diskuteres.

Erik Cloyd Ebsen, formand for Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen (FTHF)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her