Klumme

I morgen: Genopstandelse

Eller skal parusien udskydes nok engang?
13. august 2013

Således læses i Den store danske Gyldendals åbne encyklopædi på nettet: »parusi, (af gr. parousia, af pareinai ’være (kommet) til stede’), ofte brugt betegnelse for Jesus’ genkomst, det vil sige hans andet komme til Jorden i herlighed ved dagenes ende.«

Thi således læses i dagbladet Information på papiret og på nettet i torsdags (den 8. august) under overskriften »Lidegaard: På onsdag genopstår klimadebatten.«

Med indledningen: »Hver anden dag står jeg op og læser om den sidste videnskabelige opdagelse eller den sidste stormflod eller oversvømmelse, der har ramt, og jeg tænker: Hvorfor kan det her ikke gå hurtigere? Hvorfor vil verden ikke vågne op og tage de nødvendige skridt, som oven i købet er overkommelige skridt?«

Det er Martin Lidegaard (R), der spørger. Klima-, energi- og bygningsministeren er frustreret og bekymret over, at klimaspørgsmålet nærmest er blevet tabu i dansk politik, hos de økonomiske vismænd, hos medierne og andre steder.

»Jeg har selv været del af det. Jeg har vurderet rent politisk, at jeg havde større chancer for at komme igennem med den grønne omstilling ved at nedtone klimaaspektet og fokusere mere på forsyningssikkerhed og økonomi. Nu synes jeg, at tiden er inde til at sige, at vi ikke kan nå klimamålene, hvis ikke vi tør tale om problemets omfang,« siger ministeren.

Dansk miljøs vækkelse

Han er netop tilbage med ny energi efter ferien og klar til i morgen – endelig, endelig – at præsentere regeringens store klimapolitiske virkemiddelkatalog: 80 gennemregnede forslag til, hvordan CO2-udledningerne kan bremses, så regeringens mål om 40 procent reduktion i 2020, målt i forhold til basisåret 1990, kan nås.

Men hvorfor dog rode klimadebattens parusi sammen med Vorherre Jesus Christensens genopstandelse?

Fordi den sidste nu har ladet vente på sig i ca. 2.000 år – og alligevel er håbet om den stadig levende.

Så skulle det gå så galt, at Martin Lidegaards evangelium ikke straks i morgen vækker verden til at tage de nødvendige skridt til at redde det materielle naturgrundlag for folkeslags civilisationer og højerestående plante- og dyrearters overlevelse – så er der trøst at hente. I den danske folkekirke:

Bare hold ud! Også selv om det mod forventning skulle tage lidt ekstra tid ...

Vækkelsen af klimaspørgsmålet skal altså bl.a. bestå i ophævelsen af det tabu, som klimaet (og miljøet i det hele taget) angiveligt er blevet underlagt i dansk politik, hos de økonomiske vismænd, i medierne og andre steder.

Læser man deraf regeringen som synonym med dansk politik, tager man dog ifølge evangelisten fandens fejl: »Denne regering vil både klimaet og økonomien, og nu kommer der på onsdag (i morgen, el) denne plan, hvor vi sammen med finans- og økonomiministerierne og de øvrige ressortministerier har regnet det hele igennem: 80 klimapolitiske virkemidler som i alle sektorer giver os et fantastisk beslutningsgrundlag for at vælge, hvad vi skal tage i brug,« siger Martin Lidegaard.

Skønt der i lederportrættet af ham her i bladet den 5. august netop henvises til den række af miljø- og udviklingsorganisationer, som for nylig i en Informations-kronik påpegede, hvordan det trækker ud – og trækker ud – med regeringens grønne omstillingsinitiativer.

Ida Auken lover ikke for meget

»Et par er ligefrem faldet – betalingsring i hovedstaden og kilometerbestemt lastvognsafgift – mens de store initiativer lader vente på sig: Lidegaards egen ’klimaplan’ – som ikke er en plan, men et såkaldt virkemiddelkatalog – og miljøminister Ida Aukens (SF) affalds- og ressourcestrategi, for ikke at nævne kronen på værket, selve den overordnede bæredygtighedsstrategi.

Hvor Lidegaards udspil nu ventes den 14. august og Aukens ’efter sommerferien’ (så har man ikke lovet for meget), er der endnu ikke sat offentlige regeringsord på, hvad bæredygtighedsstrategien egentlig er, endsige hvornår den måtte komme.«

For »selv i partier som SF og Radikale Venstre kan bølgerne gå højt i de interne diskussioner, når de miljøpolitiske ordførere nærmer sig den usynlige grænse, hvor de økonomiske ordførere siger stop og påberåber sig både vækst og økonomisk ansvarlighed – i gammeldags forstand,« har evangelisten selv bekendt for nogle år siden.

Kan leve uden at ødelægge

Af kristenhedens ældste vidnesbyrd, apostlen Paulus’ breve, fremgår, at al kristen teologi udspringer af den kendsgerning, at Jesus’ genopstandelse ikke er indtruffet. Paulus havde nemlig lovet parusien, før nogen kristen døde. Men så døde en af dem, og Jesus er stadig ikke genopstået, og så fik Paulus travlt. Efter ham kristne teologer til foreløbig dags dato.

Når håbet overlevede skuffelsen, er det dog et spørgsmål, om det virkelig skyldes al den teologiske (bort) forklaring i tusinder af år? Måske skyldes det, at manden fra Nazaret i sig selv, i sin livsførelse og -holdning, er håbet selv. Med eller uden genopstandelse. Han er bare vidnesbyrd om, at det faktisk er muligt at leve uden at ødelægge fundamentet for det hele.

Måske er det, hvad Lidegaard og alle vi andre trænger først og mest til for at bevare håbet: En økonomisk bæredygtighedsstrategi, der ikke ødelægger fundamentet for det hele: den levende natur.

Så skulle et par af de 80 ’virkemidler’ vel have en chance?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Michael Kongstad Nielsen
Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er nemt nok at bevare håbet. Det er et alment menneskelig princip at bevare håbet, det udspringer af selve livets eksistens.

'Håbet'
har sin rod i
forestillingsevnen,
-altså:
'Fantasien'.

Og dette ords etymologi
er det græske
'fantasthai',
som betyder:

’Det, som kommer
til syne’.

Hvad der igen
antyder en
’biologisk-spirituel’
forankring
i pattedyrenes
nattelige
drømmeaktiviteter.

Disse går jo
forud for
hver morgens
’genopstandelse’.

’Søg – og i skal finde’.

c’’,)
Med venlig hilsen

Simon Olmo Larsen, Michael Kongstad Nielsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Den store Dvaske beretter om hvordan det græske 'parousia' er blevet forstået og anvendt tidligere. Det er korrekt, at forståelsen 'ofte brugt betegnelse for Jesu genkomst, dvs. hans andet komme til Jorden i herlighed ved dagenes ende' er udbredt, men den udlægning af teksten er en overtro der har rod i moderne tid. Der kendes næppe kilder (sic!) der peger på, at den forståelse er blevet fremført (på skrift) tidligere end 1875!

Martin Lidegaard er ufattelig naiv, hvis han tror han kan få folketingsmedlemmer, ministre eller embedsmænd til at droppe andre varianter af moderne overtro (således som troen på at den evindelige, økonomiske vækst). Forsøget ville blot udløse nogenlunde samme effekt, som hvis man forsøger at tage en slikkepind fra et lille barn -- vrælen.

Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!

Michael Kongstad Nielsen

Forslagene i Lidegaards genopstandelseskatalog ser nu gode nok ud. Men nu begynder slagsmålet om, hvem der skal betale, og det er typisk de andre, ikke mig (os), for vi går fuldt ud ind for at bremse CO2-udledningerne, bare det er de andre, der gør det. Man har allerede i dagens debat hørt, at hvad skal det nytte, at lille Danmark indsnævrer sig selv og sine udfoldelsesmuligheder i den grad, når vi alligevel kun kan bidrage med ½ promille eller sådan noget til verdens samlede CO2-opbremsning. Men her skal man ikke tage fejl af eksemplets magt, når de andre ser vores fremragende resultater med at lægge låg på gylletankene, udtage våde og marginale jorder af drift, og genindføre godstogene, eller hvad der nu skal til.

Michael Kongstad Nielsen

Etymologisk er ordet "håb" formentlig knyttet til det at "hoppe", altså en kropslig udfoldelse af glæde og forventning, og dermed ikke fornuftmæssig eller intellektuel, men følelsesmæssig, og dog baseret på en vis iboende eller erfaret forestilling om, at noget kan ske og gå i opfyldelse. Man siger også, at håbet er lysegrønt.
Om det grænne, jf. ODS:
"Naturen saa huldt og skiønt
Sig fryder og klæder i Haabets Grønt. Oehlensläger.
"Lad os være modtagelige, lad os være begejstrede – lad os bevare Haabet grønt! Drachmann,