Klumme

De musikalske koryfæer rager mig en papand

Jeg aner ikke, om PJ Harvey er en mand eller kvinde. Eller om Leonard Cohen var den første, der sang ’Hallelujah’. Derfor stempler den kulturelle klasse mig som kulturel analfabet. For dyb musik kan kun leveres af hvide kunstnere
Debat
30. august 2013

»Jamen, så er du kulturel analfabet, og så kan du jo overhovedet ikke være med i den her diskussion.«

Ordene fik jeg smidt i hovedet af en kollega en dag, vi diskuterede musik på redaktionen. Grunden var, at jeg ikke kunne nævne et album fra 1980’erne af Prince, og at jeg havde tilladt mig at komme med min uforbeholdne mening om David Bowie uden at have lyttet til samtlige album, manden har udgivet. Som man nok kan regne ud, er jeg ikke nogen stor David Bowie eller Prince-fan. For at være ærlig synes jeg, det er noget lort. Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at pointere i løbet af diskussionen.

Min gode kollega har faktisk ret i sit udsagn. Jeg er kulturel analfabet. Især når det kommer til musik. For jeg kender ikke, er ikke opdraget med og har stort set aldrig lyttet til de store klassikere. Og det skal man åbenbart for at gøre sig gældende, når den kreative klasse diskuterer musik. Jeg har stadig ikke fundet ud af, om PJ Harvey er en mand eller kvinde, eller om Leonard Cohen eller Jeff Buckley var den første til at synge Hallelujah. Når nogen spørger mig, hvad jeg synes om det seneste album fra The (indsæt selv et eller andet engelsk ord), har jeg som regel ingen idé om, hvem de mener.

Og ved I hvad? Det rager mig en papand, for jeg gider ikke lytte til det. Jeg synes knap nok, man kan kalde det musik.

Ikke nok med at disse musikalske koryfæer skal anmeldes, hver gang de udgiver noget nyt; de skal også have mediedækning, fordi deres genialitet selvfølgelig ikke kun begrænser sig til musikkens område. Hele den danske anmelderstand valfarter til udstillinger for at anmelde Leonard Cohens eller Bob Dylans malerier. Og når PJ Harvey synger(?) en protestsang om en Guantánamo-fange, rydder aviserne en side eller to for at diskutere lige præcis dét indlæg i debatten. Når Amnesty prøver at sætte fokus på samme umenneskelige forhold, har vi jo hørt det før, og der kommer måske en lille notits i avisen – hvis de er heldige.

Der er en lille kreds af kunstnere, som har så høj en stjerne, at hvis man formaster – og her mener jeg virkelig formaster – sig til at sætte spørgsmålstegn ved deres geni, falder dommen hårdt og kontant: Kulturel analfabet! Når du ikke anerkender den åbenlyst gode smag, der her er konsensus om, er ethvert argument, du måtte fremføre om musik (og faktisk også al anden kunst) ugyldigt.

Min analfabetisme bliver for alvor tydelig i sociale sammenhænge. Musik er jo en fremragende icebreaker ved sammenkomster, hvor der jo som oftest kører en eller anden musik i baggrunden, der let kan bruges som anledning til at indlede en høflig samtale. Bare ikke for mig. Hvis jeg siger min ærlige mening, skal jeg for det første forsvare min uvidenhed og derefter gøre rede for, hvilken slags musik jeg så hører. Og jeg hører skam musik. Men når jeg forklarer hvorfra (jeg har opgivet at nævne genrer og kunstnernavne), dukker den latente orientalisme som regel op.

»Nå, afrikansk musik? Spændende. Også caribisk? Virkelig? Jamen, det er da også nogle livsbekræftende rytmer med masser af glæde og sensualitet,« lyder den lidt overbærende kommentar. For jeg er vel en af de vildmænd, der endnu ikke har fattet den vestlige kulturs overlegenhed.

Eksotisk musik er noget, man svinger hofterne til, og kan i det hele taget betragtes som en del af den menneskelige parringsleg, hvorimod gamle hvide mænd med en guitar bidrager med dybe eksistentielle betragtninger eller skarp samfundskritik. Det er vel nok synd for mig, at jeg må ty til ’livsbekræftende’ rytmer i stedet for at forstå Springsteens kapitalismekritik og Leonard Cohens dybsindige poesi om noget så kompliceret og svært som kærlighed og kvinder.

Som regel er det dog mig, der ler sidst. For lige så hurtigt som jeg har udstillet min begrænsede, men dog i et vist omfang eksisterende, viden om ’god’ musik, lige så hurtigt har modparten afsløret sin totale uvidenhed om den musikalske verden, der ligger uden for København, London og New York.

Det kan altid få mit humør op igen at tænke på, at det måske ikke er min kulturelle horisont, der er for lille.

Simon Fancony er journalist ved Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Hehe - lige i øjet! :)

Inger Sundsvald

Det minder mig om når man laver en tv-udsendelse, hvor Klaus Rifbjerg skal vurdere poesien i Kim Larsens musik og tekster. Han er ikke begejstret, for det er jo ”banalt”, og ikke RIGTIG poesi.

Jeppe Morgenthaler

Men Simon, hvad elsker du? Hvad vil du anbefale os at tjekke ud? Jeg savner tips til - og eksempler på 'din' musiksmag.

Inger Sundsvald

Jeppe Morgenthaler
Læs tredjesidste afsnit igen, så får du et hint om musiksmagen.
Men det er sådan set ikke vigtigt, for det er ikke det klummen handler om.

Simon mener at kvalitet er det samme som personlig smag
Det han ikke kan lide er dårlig musik (eller 'noget lort' som han siger)
det er ikke kun forkert men
det lukker jo diskussionen om musikken
Hvis han i stedet var åben for at der findes musik som er god ja måske genial som han bare ikke i øjeblikket bryder sig om - sådan har vi det jo alle med noget musik - kunne det måske åbne muligheden for at han prøvede at lytte igen og opdagede noget nyt d.v.s. af hans personlige smag udviklede sig

June Beltoft, Roald Andersen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Jeppe Morgenthaler

Og det var netop det hint jeg ønskede uddybet. Det svarer til at anbefale 'europæisk musik'. Det gir ikke rigtig praktisk mening. Og min kommentar var også en lille kritik af formen: det halvsure opstød uden at dele den musik som Simon åbenbart foretrækker - og som sandsynligvis er god!

Inger Sundsvald

Hvor skriver Simon Fancony at "at kvalitet er det samme som personlig smag"?
Jeg tror faktisk han taler om, at kvaliteten der kommer fra de gamle mænds "dybe eksistentielle betragtninger" og den dannede smag er 'noget lort'.

Børge Rahbech Jensen

Simon Fancony,
Din kollega havde jo ret i, at du overhovedet ikke kunne være med i den diskussion, som åbenbart handlede om noget, du ikke havde kendskab til.

"Når nogen spørger mig, hvad jeg synes om det seneste album fra The (indsæt selv et eller andet engelsk ord), har jeg som regel ingen idé om, hvem de mener."
Det er du langt fra ene om. Det er i øvrigt ikke ligegyldigt hvilket engelsk ord, der indsættes efter "The".

Som jeg læser artiklen, er de omtalte modparters viden om musik ikke kun begrænset til København, London og New York med tilhørende lande. Jeg kender ikke PJ Harvey, men de andre navne, der er nævnt i artiklen, forbinder jeg mest med vestlig musik for 30-50 år siden. Jeg ved heller intet om afrikansk musik, og mit kendskab til caribisk musik er begrænset til pop fra Rihanna og Cover Drive.
Hvad angår Londons musikalske verden kan jeg ikke overskue, om fx. The Saturdays (nutidig britisk popgruppe) er kendt for de omtalte modparter. Selv ved jeg nok lidt om britisk og amerikansk musik, men når jeg ser på Amazons og Ticketmasters anbefalinger til mig, kender jeg kun få af de anbefalede navne, og må derfor ofte se dem på YouTube.

Inger Sundsvald

De der bedstefaderlige råd om at være åben og lytte igen kan da muligvis føre til, at man kan hjernevaske sig selv til at have den helt rigtige musiksmag, som passer til den der kulturelle klasse, som véd hvad kvalitet er. Og så kan man måske gøre sig håb om at blive accepteret, også selvom man ikke er en hvid gammel mand.
Der er noget at stile efter, Simon Fancony.

Børge Rahbech Jensen

"Det han ikke kan lide er dårlig musik (eller 'noget lort' som han siger)
det er ikke kun forkert men
det lukker jo diskussionen om musikken"

Sådan er livet. Sandheden er formentlig, at Simon Fancony ikke kan være med i diskussionen, fordi det er en diskussion blandt kendere og fans af netop den musik. Det svarer til, at mennesker, der intet ved om frimærker, ikke kan deltage i ret mange diskussioner i en filatelistklub.

Inger Sundsvald

Men det var ikke i en specialklub, men blandt kollegaer i en diskussion om musik.

Børge Rahbech Jensen

"Men det var ikke i en specialklub, men blandt kollegaer i en diskussion om musik."

Det ene udelukker ikke det andet. Kolleger har også uformelle 'klubber', hvor de snakker om fælles interesser. Den type socialt samvær kaldes til tider "at nørde igennem".

Ivan Breinholt Leth

Ja, pas på musikpolitiet. De vil så gerne skille tingene ad i kunstige modsætninger og tvinge dig til at vælge. De store sammenhænge er ikke deres stærke side.

Børge Rahbech Jensen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Selvfølgelig må man have andre præferencer, end hvad der er mainstream smag på bjerget. Man skal bare være klar over, at de, der har kæmpet hårdt med sig selv for at indordne sig og få den samme smag, som den herskende, ikke uden videre vil tolerere opkomlinge, der tillader sig at gå efter egen smag, og endda skilte med det. Jeg har heller ikke meget fidus til David Bowie, og Leonard Cohen har jeg altid syntes var en halvklam sejtrækker i tristesse-afdelingen, men det behøver man jo ikke at sige højt (ligesom man ikke behøver at sige, at Woody Allan er ligegyldig).

Med hensyn til Fanconys musiksmag er vi måske ovre i "verdensmusik", hvilket ikke er dårligt at ice-breake til. Måske noget á la:
http://www.youtube.com/watch?v=uysTjnuWaWY
eller: http://www.youtube.com/watch?v=uecDNhJXdfE
eller - ja, så er der meget at tage af.

Børge Rahbech Jensen

"Med hensyn til Fanconys musiksmag er vi måske ovre i "verdensmusik", hvilket ikke er dårligt at ice-breake til. "

Det kræver bare, at det bliver spillet i baggrunden el. i det mindste er velkendt.

"Man skal bare være klar over, at de, der har kæmpet hårdt med sig selv for at indordne sig og få den samme smag, som den herskende, (....)"

Ok. Det er nok for gammel (51 år) til at forholde mig til. Bortset fra PJ Harvey, som jeg ikke kendte, da jeg læste artiklen første gang, fik artiklen mig til at tænke på ikke bare musik men også en tid med mange, lange politiske diskussioner, hvis grundlag kunne være sangtekster. Det passer nok meget godt, at David Bowie, Prince, Leonard Cohen og Bruce Springsteen var nogle af de sangere, hvis tekster blev diskuteret under fester på gymnasier og universiteter, da jeg var ung. (Jeg har aldrig gået på gymnasium og er opvokset i et arbejderhjem på landet, så jeg er opvokset med navne som Abba, Blondie, Suzi Quatro og The Sweet, mens David Bowie, Prince og Bruce Springsteen kun blev hørt sporadisk, og jeg slet ikke husker Leonard Cohen fra min ungdom.) De første gange, jeg læste artiklen, tænkte jeg faktisk på midaldrende mænd, som genoplevede diskussioner fra sin ungdom og mindede hinanden om, verden er af lave. Jeg kom også til at tænke på TV2s sang "Alt, hun ville, var at danse" om en kvinde, som har lyst til at danse, mens hendes kæreste er optaget af en diskussion med nogle af de andre i lokalet.

Det underlige er, at det er almindeligt accepteret at udtale sin foragt for popmusik men åbenbart ikke for fortidige musikalske koryfæer. Med andre ord behøver man ikke at tale nedsættende om fx. David Bowie og Leonard Cohen, mens det modsat er populært at tale nedsættende om fx. Medina. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle mennesker åbenbart synes, det er meget vigtigt, at sangtekster bekræfter, verden el. samfundet er noget skidt. Hvis jeg vil have det bekræftet, kan jeg nøjes med at læse el. høre nyheder, så jeg foretrækker musik uden politiske budskaber. Måske foretrækker andre politiske sange, fordi de giver mulighed for uforpligtende solidaritet og dårlig samvittighed over egen velstand.

Forresten troede jeg, 'mainstream' var et skældsord i forhold til musik.

@Inger: Der er for mig at se forskel på om man kalder noget for 'lort' eller om man siger 'jeg bryder mig ikke om det'.
'Lort' er selvfølgelig ikke værd at beskæftige sig med. Når dommen oven i købet bygger på manglende kendskab til den musik man dømmer ude bliver man offer for sine egne fordomme.
Jeg bryder mig f.eks. ikke om stor dele af Wagners musik selvom jeg erkender at det er genialt og ikke 'lort'.
Der ud over kan den 'gode smag' rende mig et vist sted

June Beltoft, Roald Andersen, Eddie Pier og Allan Hansen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Ole Falstoft,

"Jeg bryder mig f.eks. ikke om stor dele af Wagners musik selvom jeg erkender at det er genialt og ikke 'lort'."

Nej, det ord bruges ikke om klassisk musik. Det bruges om populærmusik. Mange af de, der ikke bryder sig om, de nævnte koryfæer kaldes 'lort', holder sig næppe tilbage fra brug af samme ord om det, de kalder popmusik.

Sören Tolsgaard

Idet SF indleder med at surmule over de sammenspiste kollegers tilbedelse af såvel en udpræget hvid (Bowie) som en udpræget sort (Prince) kunstner, har han jo allerede skudt sig selv i benet i forsøget på at overbevise læseren om, at kollegerne lider af den fordom, at "dyb musik kan kun leveres af hvide kunstnere".

Det er rimeligvis korrekt, at de fleste musikelskere med rødder i den vestlige folk- og rockmusik kun forholder sig meget perifert til mere eksotiske musikgenrer. Allerede sproget sætter jo visse begrænsninger, hvis altså lyrikken spiller en rolle for ens kærlighed til musikken, hvilket den selvfølgelig ikke behøver at gøre. USA er så netop den smeltedigel, hvor forskelllige kulturer har bidraget til et musikalsk udtryk, der rækker ud over race og etnicitet. Blandt gamle rockfans er Muddy Waters, Jimi Hendrix, Tina Turner og for den sags skyld Ravi Shankar stadig i høj kurs, blot for at nævne nogle af de største "ikke-hvide" fra min tid, men udgangspunktet var dog i al almindelighed, at man "minglede" med den amerikanske popkultur, hvis man ville nå ud til et større publikum, og naturligvis er det vanskeligt at finde en fællesnævner for musikalsk debat med almindelige vesterlændinge, hvis man udelukkende "er" til afrikansk trommedans eller sibirisk strubesang.

De store folk- og rockpoeters mission ligger i høj grad der, hvor fællessangen lå før i tiden. Til tider opsummeres et historisk forløb i en enkelt strofe. Deres digte er udgangspunkt for følelser og overvejelser, som man kan fremelske og dele - eller lægge afstand til. Nogle elsker Brorsons blidhed, andre elsker Halfdan Rasmussens finurligheder, og atter andre foretrækker Blichers melankoli. Og man kan ofte lære meget, også af den poesi og den musik, som ikke lige taler til ens eget hjerte.

Så måske burde SF give problemstillingen en grundig eftertanke fremfor fortsat surmuleri. Hans musikalske selvtilstrækkelighed synes ikke mindre end de anklagede kollegers, snarere synes den simpelthen at hævde sig ved sin "anderledeshed".

Søren Bonke, June Beltoft, Roald Andersen og Rune Lund anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Men hvorfor drejer debatten sig om, hvorvidt en given musik er god/dårlig/kulturel overlegen etc., når det ikke er det, klummen drejer sig om – men derimod om hvorvidt den ”kulturelle klasse” er hovmodig, arrogant, hovskisnovski eller direkte uopdragen ved at bortdømme andres vurdering og målestok end egen snæversynede?
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man bryder sig om Wagners musik eller ej, men om hvad den kulturelle klasse tillader sig at smide i hovedet på en kollega.
Er det ikke lidt sølle på den baggrund at bebrejde kritikeren for et enkelt ORD?

Et måske ret vigtigt element, som synes at være lidt overset her i kommentarerne, i artiklen er den kendte musikers mediedækning som journalisten begræder... At det er Cohen og Bowie's nye plader, der gang på gang anmeldes og ikke de eksperimenterende og ikke-kommercielle musikers ditto - det er for mig ligegyldigt. Jeg gider alligevel ikke lade mig diktere af en anden persons smag. Derfor kigger jeg aldrig på anmeldelser af kulturelt orienterede produkter. Der må man som menneske være i stand til selv at opbygge en holdning - og ikke lade sig pådutte en fordom over et geni eller en dets modpart. (jeg kommer nu i tanke om at jeg kunne skrive et helt indlæg om dette med afsæt i "ekspert i medierne"-dabet, som tidl. har floreret..)
Men jeg vil lige påpege at journalisten synes, at ærgre sig over en Bowie eksempelvis kan skabe opmærksomhed omkring en evt. politisk sag... Hvorfor er det nu en skidt ting? Jeg sad for nyligt og så dokumentaren om The West Memphis 3 (den er tilgængelig på dr.dk) og omhandler tre uskyldigt dømte, hvis sag dog er ekstrem i flere tilfælde.. blandt andet grundet kendisser som Eddie Vedder og Johnny Depps engagement i sagen - et engagement som givetvis har haft en vis portion indflydelse på sagens udvikling... Jeg synes blot at have læst en artikel om selvbekræftigelse og dobbeltmoral - fra journalistens egen side...

June Beltoft, Rune Lund og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg gider ikke beskæftige mig med folk, der ikke ved, at PJ Harvey er en mand.

Børge Rahbech Jensen

"Jeg gider ikke beskæftige mig med folk, der ikke ved, at PJ Harvey er en mand."

Dit valg. Wikipedia påstår, PJ Harvej er en kvinde. (http://da.wikipedia.org/wiki/PJ_Harvey og http://en.wikipedia.org/wiki/PJ_Harvey). PJ Harveys officielle hjemmeside bruger også "she" om hende, så vidt jeg kan se på http://www.pjharvey.net/profile.asp .

Torsten Jacobsen

Kære Simon Fancony

Næste gang du skal diskutere f.eks. David Bowie med kendere af hans musik, kan du med fordel udskifte 'jeg synes det er noget lort', med et mere eftertænksomt udsagn, så som: 'Jeg anerkender naturligvis Bowies betydningsfulde bidrag til vestlig populærmusik i det 20.århundrede, men mig personligt siger han ikke en skid.
Alternativt kan du naturligvis også argumentere sammenhængende for hvorfor du synes Bowies musik er noget lort.

Din holdning er ikke særlig interessant i sig selv. Den skal kvalificeres først.
Men det har i måske helt glemt, derovre, i den 'kulturelle klasse'?

Søren Bonke, June Beltoft, Rune Lund, Sören Tolsgaard og Allan Hansen anbefalede denne kommentar
Henrik Nielsen

Simon, det er da hverken Bowies eller P.J. Harveys skyld, at dine kolleger på avisen ikke har sans for andet end vesteuropæisk/amerikansk musik.

Ronan Vandrer

Hej Simon - du er et vrøvleho'ed.!
Her har jeg kopieret din tekst ind - men rettet alt om musik til matematik.
Spørgsmålet er så, hvorfor sku' en tåbe skrive alt dette, hvis han ikke kender en disse til matematik..?

»Jamen, så er du matematisk analfabet, og så kan du jo overhovedet ikke være med i den her diskussion.«

Ordene fik jeg smidt i hovedet af en kollega en dag, vi diskuterede matematik på redaktionen. Grunden var, at jeg ikke kunne nævne hvem der havde udviklet aksiomatisk definerede abstrakte strukturer, og at jeg havde tilladt mig at komme med min uforbeholdne mening om Poincaré, uden at have studeret det manden har udgivet. Som man nok kan regne ud, er jeg ikke nogen stor matematiker. For at være ærlig synes jeg, det er noget lort. Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at pointere i løbet af diskussionen.

Min gode kollega har faktisk ret i sit udsagn. Jeg er matematisk analfabet. Især når det kommer til algebra. For jeg kender ikke, er ikke opdraget med og har stort set aldrig løst en ligning. Og det skal man åbenbart for at gøre sig gældende, når den kreative klasse diskuterer matematik. Jeg har stadig ikke fundet ud af, om Poincaré er en mand eller kvinde, eller om Mandelbrot eller en anden var den første til at udforme en matematisk fraktal. Når nogen spørger mig, hvad jeg synes om det seneste udspil om Infinitesimalregningens hovedsætning (indsæt selv et eller andet videnskabeligt ord), har jeg som regel ingen idé om, hvad de mener.

Hvorfor har Information så ignorant en person i journalist-staben.?

Frank Hansen, Søren Bonke, June Beltoft, Torben Bruhn Andersen, Rune Lund, Roald Andersen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Pokkers til sammenligning.

Musik er et system, der bliver brugt, og for det meste, misbrugt.

Man kan - hvis det har interesse, sætte sig ind i det akademiske aspekt.

Musik bruger tid og tone - nogle føjer de menneskelige aspekter til, ved at synge om dem, eller om personlige katastrofer, der vinder genklang i andres sind - altså musik har intet at gøre med det, musikken er stadig tone og tid, og ikke følelse og selvhad.

Hvad tiden angår, kan den kompliceres, ved at bruge poly - altså mange - men tiden slår stadig med den tid tiden slår.

Tonen i vestlig henseende kommer i både ren og uren, og tæller tolv af arten, der så gentages i oktav forhold, indtil det menneskelige øre står af.

Er du døv, kan man mærke vibrationerne i stedet.

Hvis tonen ikke har interesse, kan man som Simon hoppe rundt til tiden, og skide på indlagte budskaber i systemet.

Selv hører jeg for det meste J.S. Bach - da matematikken er så vidunderlig, og musikken så abstrakt, at hans stykker kan spilles på kødgryder, og stadig virke på de fleste sind.

Er man allergisk overfor det vestlige system, findes der ikke nogle medikamenter mod det, men man må blot slukke, og hoppe med Simon, til tiden i poly-mønstre, og det gør jeg selv tit og ofte.

Men man kan lære det, lidt som at lære at læse, hvilket også er et system, eller matematik, som også er et system - systemer skal læres som regel for at få det bedste ud af dem.

Der hvor Simon og jer er enige, er at musikken bliver brugt som tørrestativ, og det gider jeg heller ikke at høre på. De kunne holde taler i stedet - så måske.

Og nu vil jeg høre lidt Mozart, for Mozart lod tonen holde talen om hvordan han havde det, uden at fortælle det, samtidigt med at han legede så intelligent med systemet, at keder det emotionelle, så er legen så underholdende, og rensende.

De tolv "musikterer," rejser mod nye erobringer, med eller uden Simon.

Peter Ravn Mikkelsen, Andreas Trägårdh, Karsten Aaen, Rune Lund og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar

Simon, jeg vil lige lære dig hvorfor det er hårdt arbejde at være udøvende instrumentalist i den emotionelle sfære.

Udover de rent tekniske besværligheder, som tager årevis at indøve, skal man være vred når man er glad, og ked af det, når man er ved at dø af grin - og det er ikke sjovt.

Nogle vælger så at improvisere, det giver chancen for at være ærlig.

Den tekniske følelse er helvede på jorden at viderebringe, men den virker, ligesom den ærlige kan være ligeså malplaceret som en svigemor vittighed med svigemor til stede.

Men for overhovedet at kunne viderebringe skal du lære hvad du viderebringer, så du slipper ikke for at studere kompleksiteten i systemernes fauna.

Så enten følger du med, eller også så skriver du til din folkeskole, og beder dem om at betale dig for den viden de ikke gav dig med - du ved at folkeskolen foragter musik, ligesom regeringen - og har nedlagt det - derfor kommer der i dag mennesker som er system-amøber

Man siger at det tager cirka ti år fra det første tegn på at man kan begå sig i et system med elegance, til at modningen er færdig - det gjaldt også for Mozart.

Og så skal du for at udviklingen skal bære frugt, være i et sundt miljø, hvor dine evner bliver udfordret.

Men lad os afslutningsvis hoppe sammen, Simon, for det elsker vi begge.

Lone Christensen, Søren Bonke og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Det, som Simon Falcony - såvidt jeg kan se - fejlvurderer, er, at han påstår:

"Der er en lille kreds af kunstnere, som har så høj en stjerne, at hvis man formaster – og her mener jeg virkelig formaster – sig til at sætte spørgsmålstegn ved deres geni, falder dommen hårdt og kontant: Kulturel analfabet! Når du ikke anerkender den åbenlyst gode smag, der her er konsensus om, er ethvert argument, du måtte fremføre om musik (og faktisk også al anden kunst) ugyldigt."

SF har jo selv ovenfor indrømmet, at han "kender ikke, er ikke opdraget med og har stort set aldrig lyttet til de store klassikere", og det er således på et meget fragmentarisk grundlag, han afviser disse klassikeres eventuelle geni og kalder deres produktion noget lort.

De kulturelle "kendere", som SF besværer sig over, er dog formentlig langtfra enige om hvilke klassikere, de opfatter som mere eller mindre geniale. De fleste, som har sat sig ordentligt ind i sagerne, vil dog formentlig være i stand til at uddrage visse kvaliteter, selv af de kunstnere, som ikke lige er deres favoritter, idet øget indsigt i reglen befordrer, at man aner sammenhænge og nuancer, som den uerfarne ikke opfatter - og i fordomsfuld ignorance kan stemple som lort.

Det er muligt, at SFs kolleger omvendt er fordomsfulde i relation til den eksotiske musik, som han er glad for. Det lyder dog i mine ører, som om de faktisk forsøger at udvise en form for tolerance eller imødekommenhed, fremfor blot at tale om lort. I sagens natur er vi dog næppe i stand til at sætte os grundigt ind i alle eksotiske kulturers frembringelser, om end vi kan lade os rive med af rytmen og livsglæden.

Når alt kommer til alt, er det vel meget naturligt, at vi først og fremmest er orienteret omkring den vesterlandske kultur, det være sig musik, sprog, historie, littteratur, etc. Uden et vist kendskab hertil er man vel grundlæggende som vesterlænding en kulturel analfabet. Hertil kan komme en interesse for andre kulturer, som ofte opstår gennem samspillet med vor egen kultur, mens den nærmest halalhippie-agtige forelskelse i eksotisk kultur, som SF lægger for dagen uden dybere kendskab til egen kulturkreds, kan forekomme rodløs eller eskapistisk.

Nu har SF formentlig overdrevet sin beskrivelse for at fremme forståelsen, samt muligvis for at hænge nogle "nørder" ud. Formentlig kender han faktisk i det mindste nogle enkelte klassikere, som begynder med "The", og der gives som sagt blandt kendere slet ikke konsensus om, hvem der er bedst. Det er i orden at mene, at Lennon er bedre end McCartney, ligesom det er i orden at mene, at Beatles er bedre end Stones - og omvendt. Man kommer dog ikke udenom, at det er nødvendigt at kende noget til Beatles og Stones, såvel deres musik, som deres poesi og deres historiske impact, hvis man vil forstå den vesterlandske kulturudvikling i 1960'erne.

Og som nævnt, sondringen mellem hvid og sort musik var ikke så udtalt i rockkredse dengang, som artiklen giver udtryk for, og er det vel heller ikke nødvendigvis i dag. I slutningen af 60'erne var næsten alting muligt, som her, hvor "The Jimi Hendrix Experience" fortolker Bob Dylan under påvirkning af hallucinogent sandhedsserum. Budskabet handlede ikke blot om politik, men om noget eksistentielt, noget langt mere vidtrækkende.

http://www.youtube.com/watch?v=pJV81mdj1ic

There must be some way out of here said the joker to the thief
there is too much confusion I can get no relief
businessmen they drink my wine plowmen dig my earth
none of them along the line know what any of it is worth

No reason to get excited the thief he kindly spoke
there are many here among us who feel that life is but a joke
but you and I have been through that and this is not our fate
so let us not talk falsely now the hour is getting late

All along the watchtower princes kept the view
while all the women came and went barefoot servants too
outside in the distance a wildcat did growl
two riders were approaching the wind began to howl

SF holdninger har jeg mødt ofte og har såmænd blot skuldertræk til overs for denne indsnævrede og arrogante tilgang til vestlig musik. Det er ikke der der støder mig i denne kronik, men at jeg som læser egentlig bliver i tvivl om den journalistiske tilgang og standard på herværende avis. Når der refereres til en diskussion i redaktionen, sidder jeg og overvejer om vi som læsere bliver indviet i interne uenigheder, som jeg grundlæggende mener bør løses på, netop interne redaktionsmøder. Ved ikke hvad SF normalt skriver om, men håber de emner han dækker bliver mødt med en noget anden indstilling, for hvem ville have lyst til at læse følgende: ”Min gode kollega har faktisk ret i sit udsagn. Jeg er samfundsmæssig analfabet. Især når det kommer til politik. For jeg kender ikke, er ikke opdraget med og har stort set aldrig læst om store klassikere. Og det skal man åbenbart for at gøre sig gældende, når den samfundsbevidste klasse diskuterer politik. Jeg har stadig ikke fundet ud af, om Manning er en mand eller kvinde (!!), eller om Putin eller Bresjnev var den første præsident. Når nogen spørger mig, hvad jeg synes om det seneste udspil fra FN (indsæt selv et eller andet engelsk ord), har jeg som regel ingen idé om, hvem de mener.
Og ved I hvad? Det rager mig en papand, for jeg gider ikke læse om det. Jeg synes knap nok, man kan kalde det politik.
Som regel er det dog mig, der ler sidst. For lige så hurtigt som jeg har udstillet min begrænsede, men dog i et vist omfang eksisterende, viden om ’rigtig’ politik, lige så hurtigt har modparten afsløret sin totale uvidenhed om den politiske verden, der ligger uden for København, London og New York.”

Børnefornærmet mænd, med korslagte arme og næsen i skyld, er der i forvejen alt rigeligt af, men journalister der er vidensbegærlige, opsøgende, nysgerrige og begejstret/interesseret i at formidle, det er dem der er brug for!!!

Lasse Tajmer, Lone Christensen, Sören Tolsgaard og Roald Andersen anbefalede denne kommentar

Når vesterlændinge nævner deres private musiksmag, så gælder det om, at fyre brands af, det som lyder godt, man skal jo nødig marginaliseres. Jeg kan godt lide the beatles, Mozart, David Bowie o.s.v Musik er vel marketing. Til gengæld er der ikke meget marketing i verdensmusik, så Simon har vel egentlig en spontan, musisk smag, det er vel bedre end den fede smag.

Søren Brøndholt

SF repræsenterer vel også en ny generation, hvor uvidenhed, flygtighed eller overfladiskhed tilsyneladende er en slags dyd, alternativt et produkt af den nemme tilgang til musik mv fra nettet, Hvor det er cool at være anti-elitær, men pro det eksotiske.Det er også en generation for hvem musikeren Hendrix ganske enkelt er ukendt. Og så er det en postmoderne generation, hvor musik først og fremmest er underholdning og noget, der kan understøtte ens personlige brand - se mig, jeg hører noget cool shit fra Carabien. For os andre ældre rockers & jazzers var (og er) musik noget, der var med til ændre verden til det, vi kender i dag - en verden, som SF tager som givet. The times they are a changing...og det vil de nok blive ved med.

Lasse Tajmer, Karsten Aaen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Søren Nielsen,

"For os andre ældre rockers & jazzers var (og er) musik noget, der var med til ændre verden til det, vi kender i dag - en verden, som SF tager som givet. "

Det gælder ikke for alle. Faktisk er min opfattelse som nævnt tidligere en anden, nemlig at nogle ældre 'rockers og jazzers' holder fast i sin ungdoms musik, som muligvis var med til at ændre verden til det, vi kendte for 20-30 år siden. Når det kaldes 'det, vi kender i dag' tænker jeg på mennesker, der lever i fortiden uden viden om, hvordan verden er forandret de seneste 30 år, og synes mest optaget af at undgå, at verden forandres mere, end de kan overskue.

Andre ældre 'rockers og jazzers' kan nu findes til fx. Medina- og Rihanna-koncerter.

Hendrix forbinder jeg ikke med rock el. jazz men med hash, psykodelisk blues i en tid uden bl.a. internet, charterrejser og farve-tv men med angst for atomkrig og atomkraft, og hvor den mest moderne pc var Commodore 64 med en 1 MHz processor og 64 Kb (ca. 0,008 MB) ram. Jeg ved ikke, hvor gammel Simon er.

Kære Simon

:D Smack!

Først og fremmest vil jeg sige velkommen i klubben. Dernæst kan jeg anbefale dig at begynde at lede efter "hvadfandensnakkerdeom?" ord og begreber. Du kan starte med at prøve at finde definitioner på smuk/grim, god/dårlig kunst, smag osv.

Jo ældre du bliver, og jo mere du snubler over ovenstående ord, desto mere går det op for dig at det meste i den "kreative" verden bedømmes ekstremt subjektivt, men også at der er en nutidig konsensus, som jo længere tid der går, bliver den mere og mere forældet. Det samme gælder, hvorvidt bukseben skal være smalle eller eller baggy.

Graver du tilsvarende lidt i historien, vil du sikkert også opdage, at det som var konsensus engang, ikke nødvendigvis er det fra den periode, du synes er fedt. Utroligt meget kunst forsvinder, for at bruge et Rutger Hauer citat: "Like tears in the rain".

Som du selv bemærker, følger smag også geografi og dermed kultur. Når du påpeger, at du synes noget musik eller kunst er noget lort, udfordrer du nogen mennesker på deres kultur. Det skal man være forsigtig med, og det er en af grundene til at du får de reaktioner du gør.

Mennesker er ekstremt sociale dyr, og det er formentlig en stor grund til vores "succes" som race. Det gør også, at det kan være personligt frustrerende, når man ikke kan være en del af fællesskabet, der synes at PJ er for vild, eller at Prince er for funky. På den anden side kan det også være befriende at indse.

Hvis du vil have dine egne holdninger, og det synes jeg absolut du skal holde fast i, må du også acceptere diverse massepsykoser, med et overbærende smil. Pas på med smilet, så du ikke fremstår nedladende.

Nu du har åbnet posen med tabuemner, kan jeg anbefale dig at tjekke Ernest Becker og Sheldon Solomon. Jeg tror de vil kunne give dig et par aha-oplevelser :)

Jeg kan sådan set godt lide Bowie og de øvrige men det kan selvfølgelig også blive lidt klaustrofobisk, hvis de bliver så kanoniserede at man regnes for en kulturel analfabet, hvis man ikke umiddelbart springer på. Hvis man for øvrigt vil høre nogle afrikanske og caribiske rytmer inklusive kapitalismekritik og dybsindigheder om det komplicerede forhold mellem mænd og kvinder, så skal man bare lytte til musik med en der hedder Kip Hanrahan, men her er nogle livsbekræftende rytmer plus en lidt vemodig tekst:

http://www.youtube.com/watch?v=BaN3FtiFkKU

Sören Tolsgaard

Det er interessant at overveje, at en LP-plade omkring 1970 kostede 40 kr. Det ville svare til, at en CD i dag kostede flere hundrede kr. Og der var dengang ikke noget nemt alternativ, så man måtte til lommerne, hvis man ville høre den musik, som kun sjældent blev spillet i radioen, men som var epokegørende i forhold til alle tidligere standarder.

Vennernes pladesamling kunne være en åbenbaring, som man ikke selv havde råd til, og der var ikke meget elitært over den glæde, som unge mennesker følte for den musikalske udvikling. Den trivedes snarere i forholdsvis anarkistiske subkulturer, specielt siden rockmusikkens frontfigurer flippede ud og for alvor udfordrede konformiteten.

At 60'ernes nu aldrende koryfæer er blevet mere tandløse med alderen, ændrer ikke ved, at det var tressernes musikalske udvikling, som banede vej for den bredspektrede musikverden, som ungdomskulturen i vore dage har adgang til. Der er nu så mange genrer og tilgange, at det kan være vanskeligt overhovedet at finde og uddrage essensen!

Tiden vil dog formentlig som hidtil lade det bedste bestå. Og i vor tid kommer den epokegørende udvikling naturligvis næppe fra de nu 60-70 årige rockkoryfæers produktion. Deres største bidrag ligger fortsat i de langtidsholdbare genistreger, som de kreerede dengang. Nyskabelsen, som vel fortsat finder sted i den vesterlandske musik, kommer fra ungdommen, og selv om jeg langtfra længere er på forkant med udviklingen, er jeg forhåbentlig ikke ignorant nok til i selvtilstrækkelig fedme at erklære, at det altsammen rager mig en papand. Forhåbentlig tværtimod.

@Børge Rahbech Jensen: Ældre "rockers og jazzers" hører fortsat med forkærlighed og går stadig til koncerter (såvidt det er muligt) med deres gamle koryfæer. Det er vel meget naturligt, uden dog længere at bibringe verden det revolutionære islæt, som musikken gav anledning til dengang. Ungdomsoprøret kan vel i mangt og meget betegnes som en massepsykose, idet mange blot blev revet med. I sin helhed medførte det dog en ændring i den kollektive bevidsthed, med afstandtagen fra autoritære tendenser, som blev bevidst orkestreret af bevægelsens førende kunstnere, som Bob Dylan, The Beatles, Jimi Hendrix, etc. Bevidsthedsudvidende stoffer var en del af konceptet og inspirerede til musikalske nyskabelser, men bevægelsen (og Jimi Hendrix) kan ikke reduceres hertil, idet den herudover havde vidtrækkende indflydelse på vestens kultur, trends og politik. Bevægelsen boostede tolerancen, økologien og miljøet, psykologien og endda den interesse for eksotisk musik, som Fancony er bidt af. Den lagde en dæmper på den hidtil enerådende imperialisme og kapitalisme, idet den fremhævede retten til at være anderledes, "the fool on the hill", uden dog at fornægte sit eget grundlag, idet den samtidig indbyggede klassiske komponenter i sit bredspektrede udtryk. Det er ikke uden grund, at en del unge fortsat bliver inspireret af datidens fremmeste kunstnere, det er jo ofte ved at indarbejde fortidens værdier i forsøget på nyskabelse, fremfor at fornægte denne fortid, at man når det mest virksomme og sublime resultat. Tressernes "rock" byggede således videre på de forudgående årtiers folk- og bluesmusik, idet nye dimensioner blev tilføjet.

Og således udvikler musikken sig forhåbentlig stadig videre..

Er der noget der hedder god og dårlig musik? Eller er det kun et spørgsmål om personlig smag?
En interessant diskussion!
Hvis der ikke findes andre gyldige kriterier end den personlige smag har ingens mening om emnet mere gyldighed end andres. D.v.s. alle de musikanmeldere som mener de skriver ud fra en indsigt og forståelse oparbejdet gennem mange år er nogle narrrø...der bilder sig ind de ved mere end andre, mens de blot udbreder sig om deres personlige smag. I virkeligheden kan ingen med nogen ret påstå at 'Jeg kommer fra Døllefjellemusse' er dårligere end Beethowens 5. klaverkoncert. Dem der påstår dette er højrøvede smagsdommere det prøver at pådutte andre deres private smagspreferencer.
Gælder dette for musikken må det vel også gælde for litteraturen og billedkunsten?

Sören Tolsgaard

Med en anden af Fanconys nylige artikler "in mind", hvor der på lignende vis kauseres over autodidakte vs. uddannede kvalifikationer, idet en konkurrenceorienteret situation skildres ud fra et indædt selvpromoverende synspunkt, må jeg næsten anse dette for en tendens i den fremstormende klummeskrivers - og muligvis Informations - redaktionelle linje.

Faktisk fostres et lignende fænomen mange steder. Det er moderne, i de skrevne såvel som i de visuelle medier, at skildre sit livssyn, sine sympatier og antipatier, med afsæt i personlige aggressioner og konkrete situationer, hvor man har følt sig trådt over tæerne, eller måske blot er stødt på et eller andet, som man ikke brød sig om.

Det er sådan set helt okay. Vi har alle behov for at læsse af, og der gives rigtignok mange anledninger, hvor irriterende eller rentud uforskammede mennesker burde tage ved lære og opføre sig mere værdigt. Desværre hører den forurettede dog ofte selv til samme kategori og nægter at forholde sig til sin egen indbildskhed.

Der er så yderligere den forskel på folk, at de mere velformulerede, vinderne, får plads til at udgyde selv de allermest indbildske holdninger i de landsdækkende og selv offentligt betalte medier. Den underlødige underholdningsindustri promoverer i stigende grad et udskilningsløb, hvor den mest uforskammede og indbildske deltager, den som mest effektivt og mest sublimt er i stand til at nedgøre og ydmyge sine opponenter, erklæres som vinder og siden ansættes som egenmægtig overdommer i et livsstilsprogram.

Vi andre må nøjes med at ytre vore synspunkter på mere ydmyge steder og med risiko for, at de slettes af censuren. Konkurrencesamfundets vindere er således de mennesker, som kan skaffe sig råderum til at "bulshitte" efter laveste fællesnævner og hermed indgyde taberne et håb om, at også vi en skønne dag kan opnå en lignende frihed.

Christian Fajfer

Tør dine tårer, Simon Falcony. Jeg er selv komplet analfabet mht. sport, og svarer som regel med énstavelsesord, når snakken falder på FCK's nye midtbane og lign. Tro mig, man kan overleve at stå udenfor et sådant fællesskab, og det er som regel muligt at dreje en samtale ind på andre emner.
I øvrigt skal kunstnere som Bowie og Prince høres mange gange før man ser deres genialitet, så jeg vil ikke undlade at anbefale at man hører deres bedste albums igen og igen!

Anders Sørensen

Hov, det var faktisk først nu, jeg fangede Falconys påstand om den kulturelle klasses opfattelse af, at "dyb musik kan kun leveres af hvide kunstnere".

Jeg er klar over, at denne påstand sandsynligvis er en smule spidsvinklet for effektens skyld -muligvis er vi endda ude i det, der på internetsk kaldes trolling - men ikke desto mindre fremføres den altså.

Og det er jo under alle omstændigheder det skinbarligste vrøvl. Oven i købet bruges Prince et par sætninger senere som eksempel på en kunstner, som Falcony ikke forstår eller kender til, og som altså er en del af den kulturelle klasses kulturkanon. Og han ER jo altså ikke hvid. Det ved Simon Falcony muligvis ikke, og han kunne derfor siges at være undskyldt. Men ignorance er sjældent en særlig gangbar undskyldning, i hvert fald ikke hvis man vil tages alvorligt som klummeskribent for en relativt seriøs publikation.

Ray Charles, Stevie Wonder, Kanye West, Jimi Hendrix, Miles Davis, og jeg kunne blive ved i en evighed, er altså heller ikke hvide. Og alle er de højt skattede kunstnere og en del af enhver kultursnobs musiksamling.

Ok, jeg ved, at jeg nok blev trollet. Men det er satme lidt svagt, at man skal trolles af Information og ikke af en bebumset teenager, der i det mindste er undskyldt af sin alder.

Anders Sørensen

Sorry, Fancony, ikke Falcony.

Nu hvor vi diskuterer afrikansk musik, så tillad mig at nævne Fela Kuti og hans Zombie:
http://vimeo.com/52550899

Og fra den engelske wiki:
http://en.wikipedia.org/wiki/Zombie_%28album%29

Lidt info om Fela Kuti
http://en.wikipedia.org/wiki/Fela_Kuti

I modsætning til den hvide danske middelklasse betød musikken noget for Fela Kuti - han sang bogstaveligt talt sine sange med livet som indsats.

Jeg holder f.eks. selv meget af hele den tyrkiske musik.....det inciterende zitarspil....de skæve rytmer ift. og takt? - ift. vestlig musik. Måske handler det også at i den skole jeg gik da jeg barn og ung (1971-1980), ja der blev vi altså introduceret til både vals og polka og indisk og kinesisk musik. Og fik en forklaring på hvorfor det var sådan - også i gymnasiet hvor jeg valgte musik fik vi en smagsprøver på denne fremmedartede musik. Og de fleste af mine kammerater kunne ikke lide det - uvist af hvilken grund ramte det en klangbund hos mig. Og gav resonans. I 1980erne og i 1990erne var der et program på enten P1 eller P2 som hed verdensmusik hvor der blev spillet jazz fra Kina, rock fra Caribien og ja, folkemusik fra Balkan eller Kenya mv. Ved ikke om programmet stadig eksiterer? Også her kunne man høre skæve stilarter.

ps: Nu hvor er vi ved det - soul og funk er da om noget skabt af afro-amerikanerne - og det swinger....

nb:
Simon Fancony interesserer sig for musik, som swinger og som er populært. Og måske er det i virkeligheden det som det handler om.
At det er populært og den brede befolkning også interesserer sig for det...

Sören Tolsgaard

@Ole Falstoft: Betegnelsen god eller dårlig musik er vel subjektiv og afhænger af smagspræferencer.

Men dette stiller os dog ikke anmelderen helt uden mere objektive værktøjer, når musikken beskrives. Den akn beskrives i henseende til stilart, mood, performance, etc. Og så kan den i hvert fald retrospektivt vurderes på den indflydelse, som den har haft i forskellige sammenhænge. Således havde en popgruppe som "Keld & Donkeys" flere store hits i 60'erne, som glædede - og måske stadig glæder - mange mennesker, men dog ikke nåede ud over Danmarks grænser. Man gør næppe denne musik uret ved at påstå, at den ikke flyttede mange kommaer i musikkens historie, men var helt igennem konventionel og konform.

Det kan man derimod næppe med rette sige om fx "The Jimi Hendrix Experience". Jimi hendrix levede i begyndelsen af sin karriere som ret anonym guitarist i temmelig mainstream soul-grupper. I kraft af sit talent fik han pludselig mulighed for at bryde igennem med sin egen gruppe, sjovt nok markedsført af - på dette tidspunkt - mere fremsynede engelske producere, som gav ham friere tøjler i henseende til både tekst og musik. Det var således Jimis held, at han levede i en tid, hvor der blev givet plads til eksperimenter, som hidtil havde været ganske uhørte. Og det må være helt i Simon Fanconys smag, at Jimi hurtigt rettede dette frontalangreb mod sine egne fans, idet han på ingen måde accepterede at blive sat i bås:

Now if six turned out to be nine
I don't mind I don't mind
If all the hippies cut off all their hair
I don't care I don't care
I have got my own life to live
and I ain't gonna copy you

Denne fandenivoldskhed - som helt objektivt betragtet ligger så fjernt fra "Keld & Donkeys" som tænkes kan, var formentlig også medvirkende til, at Jimis karriere blev så kortvarig. Han brød stadig nye musikalske grænser, bl.a.med sin sidste gruppe "Band of Gypsys", hvor budskabet bl.a. var et frontalangreb på Vietnamkrigen. Det, der var usædvanligt ved denne tid, var formentlig, at oprøret fandt genklang i vide kredse, men også kostede en del af frontløberne livet.

Jeg har vanskeligt ved at se tilsvarende tendenser, hverken i Medinas eller Lady Gagas performances. Visse historiske perioder er i højere grad præget af konformisme og tilbageskuen, men jeg vil dog ikke udelukke, at der også i nutidens ungdom florerer et farverigt oprør, som blot er vanskeligere for mig at få øje på.

Det er stadig en relevant opgave for musikanmelderen at sætte sig ind i de konkrete forhold og den historiske baggrund, og ud fra denne dybere indsigt formulere en beskrivelse, som rækker udover den subjektive smagspræference, som der dog også skal være plads til.

På baggrund af total uvidenhed kan rendyrket subjektivitet dog nemt komme til at minde om vrængende opstød fra en bebumset teenager.

Alas, græsset er altid grønnere på den anden side. Så er din kulturelle kapital i deficit, kan du starte her http://tinyurl.com/nb9kob6

Simon, du plejer at skrive fint, men dette er virkelig en om gang ævl! Det meste kan jeg heldigvis trække på skuldrene af, og afskrive som ligegyldig øregas, men en ting provokerer mig grænseløst:

At det sku være bøvet, at kunstnere, der i kraft af deres position, bruger tid på at tage politiske sager op, og tvinger os til at tage stilling til moralske problemer som fx Guantanamo.
Det virkelig tragiske er vel snarere, at de rådne journalister (Ja, sådan en som dig Simon!) er for dovne til at tage en problemstilling op før en kunstner italesætter debatten. Det er fandme JER, der ikke ringer til Amnesty, og efterfølgende forsøger for at italesætte en debat. Det er journalisterne, der svigter og hellere vil skrive totalt ligegyldige klummer som denne.

Og endelig: Hvis kunstnerne ikke brugte tid på at gøre os opmærksom på diverse sager? - Lige præcis hér har du forskellen på kunst og popmusik. Det er lige præcis dette, som gør at fx Bowie, Harvey og Springsteen er kunstnere, mens popmusikkens komplet uskadelige "I love you"-budskaber ikke er kunst.

Robert Ørsted-Jensen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Frida Henningsen

Det er vel ikke så voldsomt kompliceret - http://www.lisogper.dk/

Robert Ørsted-Jensen

"For dyb musik kan kun leveres af hvide kunstnere"
hvor har menden dog det nonsens fra - nogle af de bedste er sgu da sorte
at der er snopper til overalt - ja det er der - og hvad så

Sören Tolsgaard

Men een ting skal Simon Fancony have: Vi lader os åbenbart "trolle" af hans provokerende indspark. Denne artikel - og hans lignende opstød: "Fremtidens taber har de fineste papirer" - er pt. blandt de mest læste på Information. Det siger muligvis allermest noget om manglen på gode skribenter, men også at taktikken med at "bulshitte" fungerer. Folk kommer op af stolene, og SF er dagens mand på redaktionen. Nu fik han hævn over parnasset!

Mens jeg forlængst er ophørt med at indlade mig på den type programflader i TV, er det endnu ikke gået helt op for mig, at Information er hoppet med på bølgen, og derfor hoppper jeg med på begge ben. Det kan dog ikke nægtes, at jeg savner en mere kvalificeret tilgang til emnerne, som kunne bane vej for en mere nuanceret debat. Nu anvendes der oceaner af tid på at forholde sig til klummeskribentens højlydt proklamerede fordomme, og vi når overhovedet ikke frem til, hvad der kunne være af mere væsentlige overvejelser om emnet. Fokus forbliver - helt i tidens ånd - på manden fremfor på bolden, og SF har dermed opnået, hvad konkurrencen om de attråede vinder-positioner fordrer - han er blevet lagt mærke til.

@ Rune Hausner

"Og endelig: Hvis kunstnerne ikke brugte tid på at gøre os opmærksom på diverse sager? - Lige præcis hér har du forskellen på kunst og popmusik."

Det betyder så at "We Are The World" var stor kunst og ikke pop, glad for at vi fik det på plads.

http://www.youtube.com/watch?v=k2W4-0qUdHY

Andreas Trägårdh

Vi er jo total fraværende når vi lytter til musik. Hele verdens samlede musik tradition bygger på dette fravær. Så hvordan kan den være personlig? Det er den ikke. Der er slet ingen tilstede når der lyttes. Det er ikke andet end tradition.

Individualitet og nærvær er det første der ophører med at eksistere når der lyttes. Men åbenbart også tænkning og intelligens, og evnen til at reflekter og analysere, som ellers skulle være måden, forestiller jeg mig, at man kom sig over fraværet på, en stillingtagen hvorved man forsøgte at drage en eller anden fornuftig konklusion til det hele på.

Sider