International kommentar

Det Muslimske Broderskab søgte selv konfrontationen

Hvorfor bliver medierne ved med at rapportere om massakre på ikke-voldelige demonstranter i Egypten? De muslimske brødre er ikke fredelige. De brænder kirker og politistationer, og de skarpe skud kommer også fra deres kant
Debat
17. august 2013

Ingen ved, hvor mange Mursi-loyale demonstranter, der blev dræbt under onsdagens blodige militæraktion – regeringens officielle tal siger 525, Det Muslimske Broderskab siger over 2.000. Sandheden er sikkert, at de to parter henholdsvis underdriver og overdriver.

Påfaldende er det dog, at de samme amerikanske og europæiske ledere, som så hurtigt udtalte skarp kritik af Egyptens regering og væbnede styrker, indtil videre har forholdt sig tavse om drabene på 43 politifolk i onsdags. Yderligere 140 politifolk blev såret under de angreb på 21 politistationer, som Det Muslimske Broderskab gav ordre til. Den væbnede gruppe, der stormede politistationen i Kerdesa, nøjedes ikke med at dræbe de vagthavende politifolk, men lemlæstede også deres lig.

Der har heller ikke været megen fokus på premierminister Beblawis flere gange fremførte pointe: At regeringen længe forsøgte at forhandle om at få en fredelig afslutning på ’sit in’-aktionerne, men at Det Muslimske Broderskab stod stejlt på et ufravigeligt krav om, at Mursi først skulle genindsættes. Også Ahmed Maher, grundlægger af 6. April-bevægelsen (den liberale og venstreorienterede bevægelse, der var den vigtigste organisatoriske kraft bag demonstrationerne mod Mubarak i 2011, red.), beskylder Det Muslimske Broderskab for at have afvist alle kompromiser og for at have søgt en eskalering af krisen.

Voldelige demonstranter

Den måske mest gruopvækkende underrapporterede nyhed er dog Mursi-tilhængernes omfattende angreb på koptiske kirker. Mindst 17 kirker blev angrebet onsdag, og de første angreb skete ifølge uafhængige kilder umiddelbart efter, at sikkerhedsstyrker forstærket af panserkøretøjer og bulldozere fra hæren var begyndt at kredse om demonstranternes lejre. Alt peger på en på forhånd planlagt og koordineret aktion. Man skulle tro, at det regulære sekteriske had, som disse overgreb mod Egyptens kristne er udtryk for, ville være nok til at få den internationale presse og kritikere til at tøve med at karakterisere de Mursi-loyale demonstranter som »fredelige« og »ikke-voldelige«.

Har vi glemt vores historiebøger? Ikkevold betyder med tanke Mahatma Gandhi og Martin Luther King at afstå fra enhver fysisk modstand imod modstanderne, når de slår til mod fredelige, ikkevoldelige demonstranter.

Ikkevold er næppe ensbetydende med at bygge barrikader og i al fald ikke med at bryde brosten op for at kaste dem hovedet på politiet. BBC-videoklip optaget fra begyndelsen af onsdagens konfrontation, før et eneste skud var løsnet, viser pro-Mursi-demonstranter gå til angreb med sten og køller på en bulldozer, som forsøger at nedrive barrikaderne. Først da politiet griber til tåregas tvinges de på tilbagetog.

Og en BBC-tv-korrespondent, der kom i skudlinjen ved Rabaa al-Adawiya-moskeenfortalte, at skyderiet gik begge veje: Også fra moskeens tag blev der skudt med skarpt.

Ingen folkelig opbakning

I løbet af de sidste ugers sit-ins sendte Broderskabet grupper på et par tusinde demonstranter, på march imod diverse regeringskontorer. I flere tilfælde blev disse marcher ikke i mødt med modstand fra uropolitiet, men fra lokale borgere i de kvarterer, hvor Broderskabets demonstranter forsøgte at angribe ministerielle bygninger.

Det forhold er helt forsvundet i den internationale dækning. Ingen synes at hæfte sig ved, at konflikten ikke kun står mellem Broderskabet og salafisterne på den ene side og det statslige sikkerhedsapparat på den anden. Det er en konflikt mellem Broderskabet og et klart flertal af egyptere, der støtter de væbnede styrker, og som ifølge meningsmålinger ønskede, at Broderskabets sit-ins skulle slutte, så hverdagslivet og det økonomiske liv kunne vende tilbage sin vante gænge, og turisterne komme tilbage. I Kairo har den folkelige modstand imod Det Muslimske Broderskab hele tiden været bred og overvældende.

En massakre er ikke det samme som en konfrontation. En massakre er en uprovokeret nedslagtning af ikke-voldelige fredelige civile eller af kombattanter, der har overgivet sig. Derfor kan ordet næppe bruges om begivenhederne onsdag. De store tab af menneskeliv er tragisk, og vel blev der også skudt med skarpt mod ubevæbnede civile, men Broderskabet bør erindre sig den egyptiske talemåde, at ’nogle gange bryder man sig ikke om at få, hvad man har ønsket sig’.

Man kan ikke som De Muslimske Brødre i sit-in-lejrene hilse martyriet velkomment, påstå at man er mere end villig til at give livet for sin sag og medbringe sine søstre og hustruer, som er lige så villig til at gå i døden. Og så efterfølgende gøre anskrig i rædsel og chok og klagende råbe: »Se, politiet myrder os!«.

Det præcise forløb af onsdagens hændelser må efterforskes og klarlægges, men uanset hvad viser tragedien også, at Det Muslimske Broderskab havde undervurderet i hvor høj grad, de var blevet mål for næsten hele den øvrige befolknings vrede.

Abdallah Schleifer er professor emeritus i journalistik ved Det Amerikanske Universitet i Kairo

© Al Arabiya og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den største tikkende bombe i turbanen er det store fødselsoverskud af drengebørn i denne region – hurtigt voksende grupper af underuddannede og forsmåede ungdommelige vredesagenter, der kun venter på en mindste anledning til at kunne få udløsning for en diffus vrede mod de politiske kræfter, som de mener altid står i vejen for det gode liv de naturligvis også ønsker for sig selv, men ingen som helst realistiske forestillinger har om …

Der skal næsten ingen ting til at udløse dette vredespotentiale blandt de uoplyste masser af mandlig observans, den mindste følelse af uretfærdig behandling får det hele til at eksplodere, og i gadekampene får de så rig lejlighed til at demonstrere de medfødte testosteronbetingede voldelige reflekser på vej mod den lovede ophøjede himmelske status som martyrer i det næste liv, som af mange anses for endemålet for den elendige nuværende eksistens …

Dette reaktionære religiøse koncept, som indtil flere gange i døgnet bliver passet og plejet af landsdækkende vredesprædikanter i Det muslimske Broderskab, er ikke just fredsskabende og slet ikke i samfund, hvor begrebet demokrati enten ikke er forstået eller aldeles ukendt …

Erik Jensen , Hugo Pieterse, Per Torbensen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Hvordan kan det lade sig gøre at fremstille det som om der ikke er blevet rapporteret om drab på politifolk, angreb på kirker og politistationer mm, men stort set kun om fredelige demonstranter, hvorefter Abdallah Schleifer selv leverer flere eksempler på det modsatte?

Per Dørup Jensen

Mange ægyptere forstår hvordan det gik i Afghanistan, Irak, Libyen, og nu i Syrien, hvor moderate regimer, nu er blevet/ er på vej til at blive udskiftet med reaktionære islamistisk orienterede regimer. Og de ønsker ikke at det samme skal ske i Ægypten. Derfor støtter de hæren strategisk, selvom de ved, at det ikke er en pålidelig allieret.
Løsningen må være at skabe en social og økonomisk udvikling i landet, herunder uddannelse af de mange fattige, analfabetiske og religiøst vildfarne. Så disse samfund en dag ikke længere skal martres af religiøse illusioner, men vil kunne se virkeligheden i øjnene.
- På samme måde som Sovjet søgte at hjælpe Afghanistan i 1980 érne. - Indtil USA, Saudi Arabien (og Kina) skabte Taleban og al queda monsteret, - og kvinderne kom tilbage bag sløret.

al-Arabia er ikke på Broderskabets side. Er Information? (De deler i alt fald copyright til artiklen).

Mig bekendt er der ingen statistik over hvor mange egyptere der er for og imod Broderskabet resp. hæren. Artiklen nævner 'et klart flertal af egyptere, der støtter de militære styrker...' og ''I Kairo har den folkelige modstand imod Det Muslimske Broderskab hele tiden været bred og overvældende'. Der er lignende andre påstande. Det er muligvis sandt, men aldeles udokumenterede påstande, og artiklen kan følgelig ikke, indtil bevis foreligger, tages som andet end et partsindlæg til støtte for hæren.

Henrik Darlie

Mon ikke at spiontjenesterne, som vanligt, støtter begge sider.

Hugo Pieterse

Ja, jeg kunne godt tænke mig at vide om de forskellige angreb på enten Mursi-tilhængere, modstandere, Koptere samt de mange seksuelle overgreb på kvinder altid stammer fra dem som bliver beskyldt for det. Jeg har altså ingen mening om det her, hverken til fordel for den ene eller den anden side, men det der med sorte operationer for at miskreditere modstanderen i propagandaøjemed er vel efterhånden dagligdag?

Hvorfor skulle Mursitilhængerne / Broderskabet som går for at være ret disciplineret, have lyst til lige nu at skade sit image i den internationale presse ved at angribe 52, eller 72, (whatever) koptiske kirker?

I et rodet land som Egypten er det formentlig en let sag for nogle provokatører at sætte gang i sådanne ting.

Det kunne jeg godt tænke mig at høre Abdallah Schleifer kommentere på.

Det er dog også lige så mærkeligt, at disse overgreb som dog har fundet sted, ikke får mere opmærsomhed i pressen. Medierne ville være fyldt med store overskrifter hvis en mislykket molotovcocktail blev kastet mod en moske hvor som helst i Europa eller USA. Men når et to cifret antal kristne kirker brændes ned i Egypten, eller i Tyrkiet, så er det blot et lille sidenotat, hvis det da overhoved bliver nævnt. Hvorfor rejser Tantholdt og Steffen Jensen, og Puk Damsgaard ikke til nogle af de landsbyer hvor man myrder kristne for at få et indtryk? Men det går vel ikke så godt i spænd med TV-stationernes evige Islam og indvandrerpropaganda.

http://weekly.ahram.org.eg/News/3735/17/Copts-in-the-line-of-fire.aspx

Fra Al-Ahram 15.8.13 'Copts in the Line of Fire'

Godt man har tyske medier og ARDs ”Presseclub”. Man må medgive Ole Olsen, at dette blot er et partsindlæg og fastholde rigtigheden i Informations leder , at Vesten har handlet alt for sent. Ægypterne vil have brød og retfærdighed. Det har et militær, der sidder på 40% af BNP, ikke kunnet levere de sidste 35 år. De sekulære var med til at vælge Morsi, fordi den anden kandidat kom fra militæret.
I 1953 var USA yderst populær i Iran under Mossadegs` demokratiske styre, men så lod Eisenhower af olieinteresser sig overbevise om, at landet styrede mod kommunisme. USA lavede et kup og fik indsat Shahen. Man kan vel næppe sige, at USA har haft det nemt i forhold til Iran siden den tid. Der er noget det hedder langtidsvirkning i historien. WDR- journalist Cornelia Wegerhoff fortæller, at hun blev skubbet til i et supermarked i Kairo og spurgt om hun var amerikaner. Da hun nægtede, sagde de godt, for ellers havde hun fået skåret halsen over.
Måske skulle man trutte ren røv og sige demokrati, hvis det er det man mener, men så bliver et kup, et kup. Eller sige stabilitet og fred med Israel, hvis det er det, man mener. Det kan militæret levere i modsætning de sekulære og Broderskabet.