August er den store feriemåned i USA. De myreflittige amerikanere kan slappe af i de sædvanlige, skaldede to uger. Men en del holder slet ikke ferie, fordi de simpelthen ikke har råd. Det allerdyreste for mange gennemsnitsborgere på den anden side af Atlanten er sygeforsikring. For mange mennesker overstiger udgifterne hertil selv boligudgifter, hvilket ellers traditionelt indtager førstepladsen på husholdningsbudgettet.
Det forsøger præsident Obamas nye sundhedsreform bl.a. at rette op på. En af de mest omfattende dele af loven træder i kraft 1. oktober: Oprettelsen af en helt ny ’markedsplads’ for forsikringer. De nye såkaldte health care exchanges skal sikre, at alle borgere i USA har mulighed for at sammenligne forsikringsordninger i deres stat, så de kan vælge den, der passer dem bedst.
Det er ikke enkelt, for det nye system kommer til at sameksistere med de arbejdsgiverfinansierede forsikringer og nye støttemuligheder for de fattigste. Samtidig er loven løbet ind i massive sabotageforsøg fra diverse konservative græsrodsorganisationer og republikansk ledede stater, som har nægtet at implementere loven.
Freedom Works – en del af Teaparty-bevægelsen – opfordrer f.eks. unge amerikanere til simpelt hen at undlade at tegne forsikring som en form for civil ulydighed mod loven. Forhåbningen er »at fremskynde Obamacares sammenbrud,« som Dean Clancy, organisationens Vice President for Policy udtrykker det. Og selv om der slet ikke findes et særligt Obamacare sygesikringskort, så har det ikke hindret Freedom Works i at fremstille kortene selv. Og opfordre borgerne til at brænde dem af i symbolske aktioner i september. Ideen er kopieret fra 1970’ernes borgerrettighedsbevægelse, hvor modstandere af Vietnamkrigen i sin tid satte ild til de draft cards som indkaldte unge mænd til militærtjeneste.
Alt dette må undre borgerne i Europa, hvor man i årevis har rystet på hovedet over Amerikas enorme og konstant voksende sundhedsudgifter. For at belyse just dette emne har verdens bedste avis, New York Times, lige offentliggjort en forbilledlig serie i tre dele med titlen Paying Till It Hurts. Gennem tre sygehistorier – en koloskopi, en hofteoperation og en fødsel – viserjournalist Elisabeth Rosentahl bedre end alle statistikker, hvordan det amerikanske system medvirker til, at udgifterne blot stiger og stiger, mens patienter bliver ladt i stikken, fordi ikke engang lægerne kan fortælle dem, hvad slutregningen vil blive.
Patienten, der har brug for en ny hofte, ender med at flyve til Belgien for at blive opereret. i USA vil det koste ham mellem 100.000 og 130.000 dollar, hvoraf hans forsikring kun vil dække 60.000. I Belgien koster operationen alt inklusive 13.660 dollar. Ægteparret, der står foran en familieforøgelse får at vide, at det kan koste dem alt fra 4.000-40.000 dollar.
Og hvad er så årsagen til dette morads? Først og fremmest banker forsikringssystemet i sig selvomkostningerne op. »Jeg har min forsikring. Det koster det samme, så lad mig bare få den ekstra undersøgelse eller operation. Better safe than sorry,« tænker mange.
Derfor møder gravide amerikanske kvinder med forsikring også fire gange så mange speciallæger og får foretaget mange flere scanninger end f.eks. danske. Forpå papiret koster det ikke noget, så hvorfor ikke få lavet nogle ekstra billeder?
Dertil kommer, at de mange mellemmænd, forsikringsrådgivere og konkurrerende selskaber også skal have deres løn. Og som Elisabeth Rosentahl tørt konstaterede i et interview med radiostationen NPR i sidste uge, så konkurrerer hospitalerne indbyrdes på service, som var de hoteller. Enestuer, Starbucks, fancy menukort og kunst på væggene. »Sygehusene i Europa ser skrabede ud i sammenligning, men overlevelsesraterne for spædbørn er højere, og det gælderogså for mange operationer,«bemærkede hun.
Resultatet er forudsigeligt: Forsikringerne bliver dyrere og dyrere og udgifterne væltes over på patienterne. Og det vil Obamacare desværre ikke sætte en stopper for. At systemet er sygt helt ind i kernen er ikke for barsk en konklusion. Heller ikke selv om USA samtidig huser de allerbedste læger og hospitaler i verden.
Amerikanske tilstande
Præcis hvordan Annegrethe Rasmussens, denne gang meget interessante, historie fra USA, kommer fra Teaparty-bevægelsen 'Freedom Works' til problemerne beskrevet i "Paying Till It Hurts." forstår jeg ikke helt, men i en artikel "Danmarks velstand er overvurderet" i Børsen i dag skriver Christian Bjørnskov, professor, Økonomisk Institut, Aarhus Universitet, om problemerne med, at omregne værdien af en offentlig sektor til et Nationalregnskabstal, for dermed bl.a. at kunne sammenligne Danmarks velstand med andre landes.
Hvis vi siger at Belgiens sundhedspriser er nogenlunde at sammenligne med Danmarks sundhedspriser så er den danske sundhedssektor - i følge Annegrethe Rasmussens opgørelse af udgiften til en hofteoperation i henholdsvis Belgien og USA - ca. 10 gange mere værd end sundhedssektoren er opgjort til i det danske nationalregnskab. Dvs. 760 mia. kr. og ikke 76 mia. kr. som der står i Statistisk Årbog 2013.
Det er ikke nemt, men jeg har på fornemmelsen at vi bliver trukket rundt ved næsen af medier, politikere og økonomer.
Bekæmp privatiseringer - det må være læren af ovenstående
Eller endnu bedre; lad være med at lave tillade åndssvage systemer, der spilder ressourcer.
"For at belyse just dette emne har verdens bedste avis, New York Times..."
Fnis.
"Heller ikke selv om USA samtidig huser de allerbedste læger og hospitaler i verden.".
Fantastisk som alt bare er så forbandet godt i USA - nej ikke bare godt med VERDENS BEDSTE!
Man forstår slet ikke hvorfor de står på kollapsets rand.
USA er faktisk de uendelige muligheders land - på godt og ondt. Man kan nå helt til tops eller gå fuldstændig til grunde. Sink or swim. Det er noget af det, der gør livet herovre på en gang utroligt fascinerende og skræmmende. USA har rent faktisk nogle af verdens bedste læger, universiteter, aviser etc., men altså også nogle af de værste. Og det paradoks kan være svært at forstå for en dansker. Kodeordet for den amerikanske kultur er frihed, men det indebærer jo også friheden til at gå i hundene. Og altså også friheden til at vælge et system uden sundhedsforsikring for alle og miserabelt korte ferier, hvad jeg efter 30 år herovre stadig ikke fatter.
Og så lige til Dennis Berg: hvor tit læser du N.Y.Times? Prøv at læse søndagsudgaven som ligger på nettet. Efter at have abonneret på den i mange år er jeg nemlig helt enig med Annegrete Rasmussen.
Friheden går åbenbart ikke længere end til at sætte "the fourth amendment" ud af kraft.
http://en.wikipedia.org/wiki/Fourth_Amendment_to_the_United_States_Const...
Frihed er godt, indtil de føderale myndigheder bestemmer noget andet.
Der er vel ingen systemer der ikke kan kritiseres på enten den ene eller anden måde, og det skyldtes nok, - at ingen systemer er perfekte.
"indoktrineringen" for den "sande amerikanske ånd" om frihed i et og alt, forbyder nærmest også den amerikanske familietanke er andet system med højere skat som f.eks. i mange europæiske lande, til offentlige sygehuse.
- Det er nærmest "fy fasan", sådan noget kommunistisk noget!
Sammenligner man imidlertid hvad vi får for vore skattekroner i forskellige situationer, som f.eks. sygehuse, læger og behandling set i forhold til hvad en amerikansk familie udover deres skat skal tilkøbe sig, så giver regnestykket sikkert nogenlunde samme resultat til slut.
Helt grundlæggende arbejdes der i Danmark som i Amerika med et forsikringssystem imod sygdom, men forskellen beskrives sjældent til fordel for det danske(europæiske i mange tilfælde).
I den danske(europæiske) arbejdes der med en statslig forsikringsordning betalt via skatten, og som dækker alle, og en garanti for behandling straks du kommer på hospitalet, og skal ikke først vise dine forsikringspapirer før man bliver behandlet.
Der er altså tale om en samfundssolidarisk ordning, der økonomisk "skal hvile" i sig selv, med den administration som hører sig til.
I modsætning hertil står den amerikanske private model(hvor du ikke betaler for andre), men kun for dig selv og din familie indtil forsikringen ikke længere dækker,
- eller det bliver for dyrt for forsikringsselskabet, som så smider dig ud som kunde.
Da forsikringen er privat, er der også nogle aktionærer der skal tjene "en skilling" i forbindelse med forsikringen(de penge får du ikke behandling for).
Man kan så vælge hvilken ordning man syntes er bedst, men tilbage står, at der i begge tilfælde er der tale om forsikringsordninger.
@Espen Boegh
Hvordan kan du kalde det danske system en forsikringsordning? Man kan jo ikke vaelge det fra og der er kun en udbyder?
Den form for frihed de praktiserer i USA har vist mest at gøre med tykkelsen på tegnebogen. Og frihed for nogle bliver let til ufrihed for andre. Det er ikke frihed at skulle arbejde for 7.5 dollar i timen - en løn, der ikke engang er tilstrækkelig til at dække almindelige leveomkostninger. Det er slaveri.
Det lyder jo let at man bare kan vælge noget andet - men også i det politiske system er det tegnebogen der bestemmer. Så du kan stemme alt det du vil - det er stort set den samme ret der bliver serveret hver gang. Derfor gider rigtig mange amerikanere ikke engang at stemme mere. Måske har denne udgave af demokratiet udspillet sin rolle.
Jeg ville da ønske at den amerikanske befolkning kiggede på vores mere lige system mens det endnu fungerer. Priserne på operationen i USA og Belgien taler jo for sig selv. I et indslag i gårsdagens nyhedsudsendelse blev en læge spurgt hvorfor vi ikke kunne sende flere patienter til USA for at blive proton behandlet. En af grundene var såmænd at prisniveauet i det amerikanske sundhedssystem generelt er tårnhøjt.
Mon ikke vi skal beholde vores eget system. For hvis det er alternativet afgiver jeg gerne lidt af min frihed.
Eller for nu at blive helt kættersk, så kunne det da være, at vi kunne lære noget af det belgiske eller schweiziske f.eks.
(nååh nej, ingen kan jo lære danskere noget)