International kommentar

Opgiv ønsketænkningen om Det Arabiske Forår

Demokratiske institutioner og demokratisk sindelag opstår ikke fra den ene dag til den anden. I lang tid fremover vil Israel fortsat være Mellemøstens eneste fungerende demokrati
Debat
9. august 2013

Det såkaldte Arabiske Forår er med få undtagelser blevet mangelfuldt dækket og analyseret i vestlige medier. Ønsketænkning har forenet sig med manglende historisk viden. Hvis ikke i formidlingen af de rene arabiske fakta, så i al fald i forståelsen af den historiske kontekst, og hvad vi ved om lignende politiske omvæltninger. Alene udtrykket ’forår’ drager falske paralleller: Foråret i Prag i 1968 eller Nationernes Forår i 1848 har uendeligt lidt at gøre med, hvad der for tiden sker i den arabiske verden.

Både 1848 og 1968 handler om Europa. Men meget af det, som udspiller sig i den arabiske verden, har sit udspring i det osmanniske imperium, der satte sit præg på området igennem århundreder. Om denne arv må vi sige, at den altovervejende har med despotisme og tilbageståenhed at gøre. Demokratiske traditioner er ikkeeksisterende. Hvad der i dag måtte findes af sådanne værdier og formelle rammer, er importgods fra kolonitiden.

Demokrati tager tid

To et halvt år efter ’Forårets’ begyndelse ser dette ud til at være gået op for stadig flere iagttagere. I stedet for ’demokrati’ tales der nu oftere, i Amerika såvel som i Europa, om en ’proces’, der i sidste ende – forhåbentlig – vil kunne føre til et demokratisk samfund. De bristede illusioner har medført en vis besindelse. Vi tvinges til at acceptere, hvad vi udmærket vidste, men helst ville glemme: Demokrati kan ikke indføres per dekret.

Nye spilleregler kan indføres fra den ene dag til den anden. Men ikke de demokratiske institutioner, ikke demokratiets ånd og sindelag. For demokrati vokser ud af en historisk proces, der nødvendigvis tager tid.

Men intet i politik er så stor en mangelvare som tid. Arabisk demokrati kan være endemålet, men er på kort sigt ikke videre operationelt og desuden underlagt andre og vigtigere prioriteringer. I den arabiske verden står store strategiske interesser på spil for Vesten: Den frie trafik gennem Suezkanalen, forsyningssikkerhed for olie og gas, staten Israels sikkerhed, risikoen for massiv radikalisering i Profetens navn med nye opmarchområder for terrorisme mod Vesten til følge.

Alt dette står øverst på vores dagsorden og kan ikke afvente, at et eventuelt arabisk demokrati måske engang i fremtiden vil stille sig velvilligt over for samme dagsorden.

Vesten vil have stabilitet

Hvad Vesten i stedet efterspørger – Amerika med Europa som messetjener – er stabilitet. Ikke i første række demokrati. Med hjerte og læber bekender vi os ganske vist til det arabiske demokrati, men hvad vi finansierer og støtter i Egypten er den eneste institution, der har en chance for at garantere den ønskede stabilitet: det politi-militære kompleks. Selv Israel støtter, hvad der ikke blot er det egyptiske samfund stærkeste, men også dets eneste velfungerende institution af betydning.

Med rette beskrives sikkerhedsapparatets kompleks som en stat i staten. Finansielt uafhængigt, beskyttet imod offentlig indsigt og gennemsyret af en stærk korpsånd, selvfølelse og egen heraldik står militæret over loven.

Som stat i staten er det inspireret af Kemal Atatürks radikale reformer i den tyrkiske retsstat, der blev Det Osmanniske Rige afløser. Atatürk var ikke demokrat. Og det er Egyptens militære kaster heller ikke. Men de udgør en slags uniformkorset, der holder sammen på den moderne, sekulære og patriotiske orden, som skal forhindre et tilbagefald af de osmanniske omstændigheder. Det har gjort dem respekteret og endog populære.

Om Mohammed Mursi blev styrtet ved et militærkup eller ej, er en meningsløs semantisk diskussion. Siden Nassers kup i 1952 har militæret uafbrudt været ved magten i Egypten. Ingen kan regere på noget andet end dets nåde.

Hvad ville der ske, hvis militæret kollapsede? Det Muslimske Broderskab er sandsynligvis den eneste gruppe, der har organisatorisk rygrad og en tilstrækkelig grad af folkelig opbakning til at udfylde et sådant tomrum. Men lige så lidt som militæret er Broderskabet en demokratisk bevægelse – det beviste Mursis korte tid ved magten. Broderskabet kan naturligvis heller ikke videreføre den attatürkske tradition; det er tværtimod fundamentalistisk, restaurerende og i bogstaveligste forstand reaktionært. Sandsynligvis er borgerlige frihedsrettigheder, demokrati og frie valg ikke stort andet for Broderskabet end en anledning til at gribe magten for siden at eliminere dem.

Militær i centrum

De eneste kræfter i Egypten, som synes at stræbe oprigtigt efter demokrati, er den veluddannede elite i Kairo og andre større byer.

Men med al respekt: At fylde en offentlig plads med flere hundrede tusinde tilhængere i en by med måske 20 millioner mennesker er ikke det samme som demokrati. Det allerhøjst et civilsamfund i sin vorden. Det er rigtignok forudsætning for et velfungerende demokrati, og derfor kan ’Foråret’ udmærket ses som det første vigtige skridt i en demokratiseringsproces. Men det bør ikke forveksles med en demokratisk realisering.

Altså tyder alt på, at det politi-militære kompleks i lang tid fremover vil vedblive at være den afgørende politiske faktor i Egypten. Så længe det forbliver intakt, kan der politisk ikke ske noget uden dets samtykke. Trænet af og subsidieret af Amerika forbliver den militære kaste Vestens vigtigste allierede i vore bestræbelser på at bevare, hvad vi opfatter som stabilitet. Og denne kaste vil uden videre konsekvent forsvare sit voldsmonopol og bruge våben uden at tøve.

Hinsides spørgsmålet om, hvad der er moralsk rigtigt eller forkert, hvem der er mest forurettet, mest uforsonlig og mindst samarbejdsvillig, er Israel fremdeles regionens eneste fungerende demokrati. Og sådan vil det også være i lang tid fremover.

Måske er det regionens største tragedie.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her