Kronik

Opsvinget kommer! ... opsvinget går

Endnu engang jubler politikere og symbolanalytikere: Opsvinget kommer, mener de. De skal nok få ret. Men det er en stakket frist, for vækstøkonomien er uholdbar
Det eneste reelle bud på politisk og teknologisk innovation i dag er en storstilet grøn omstilling, men selv om der ofte tales højt og flot om netop dette, er det gammel politik, der præger såvel socialdemokratiske som borgerlige regeringer. Her klima- og energiminister Martin Lidegard (R).

Torkil Adsersen

15. august 2013

Efter fem års tørke i dansk økonomi søger økonomer og politikere rastløst efter tegn på, at der er et nyt økonomisk opsving på vej. Tallene for bruttonationalproduktet afventes hvert kvartal i stor spænding, og diverse månedlige tal granskes utålmodigt. Aktuelt giver især gode tal for forbrugertilliden og boligpriserne næring til symbolanalytikernes forhåbninger. Det er et opsving på vej, siger de. Igen. De skal nok få ret – før eller siden.

En af de mest hårdføre økonomiske tendenser er, at væksten bevæger sig i bølger af selvforstærkende op- og nedture. Samtidig viser historien dog, at det er umuligt at forudsige, præcis hvornår der sker et grundlæggende kursskifte i samfundsøkonomien. Selv nok så mange gode tal på kort sigt indikerer ikke nødvendigvis en generel vending i de økonomiske konjunkturer.

Men mere afgørende er det, at økonomisk opsving følges af økonomisk nedtur. Derfor er det ikke så meget de økonomiske bølger, men det niveau, som samfundsøkonomien svinger ud fra, der er afgørende for samfundsøkonomiens tilstand.

Her er ingen slinger i valsen for økonomerne og politikerne. Begge parter forventer en gennemsnitlig vækst på to pct. om året frem til 2020. Det står sort på hvidt i politikernes vækstplan og den seneste vismandsrapport.

Grundlaget for disse tal er enslydende økonomiske modeller, der med ukuelig optimisme forudsiger en langsigtet vækstrate på to pct., hvilket er et niveau, som skaber grundlag for stigende beskæftigelse, gode erhvervsmuligheder og sunde offentlige finanser. Der er imidlertid flere gode grunde til at antage, at de økonomiske modeller er dysfunktionelle.

Hvis vi ser på den økonomiske udvikling siden Den Anden Verdenskrig, har der ikke været et stabilt langsigtet vækstniveau i økonomien. Faktisk har der været en meget markant tendens til et generelt faldende vækstniveau. I efterkrigstiden var der et vækst-niveau på omkring fem pct. om året, men herefter er det gået støt ned ad bakke i alle rige lande. I Danmark er det aktuelle vækstniveau på den lave side af en pct. om året.

Permanent krise

Det har afgørende konsekvenser for den samfundsøkonomiske tilstand, for det betyder, at det kun er i perioder med opsving, at væksten når op over de to pct., som er nødvendige for bred samfundsøkonomisk fremgang, mens den ’normale’ udvikling og nedturene indebærer store samfundsøkonomiske problemer.

Samfundsøkonomien er præget af en permanent og lavintensiv krise, hvor voksende gæld, dårligt erhvervsklima, arbejdsløshed og udstødning bliver vedholdende fænomener.

Desuden har vi i de seneste årtier oplevet, at den finansielle sektor har fået større betydning. Det indebærer større risiko for bobler, og de er netop kendetegnet ved, at de uundgåeligt brister. De økonomiske udsving bliver hermed større, men også mere skrøbelige. Opsvinget i 00’erne skyldtes primært en boble på boligmarkedet, og da denne bristede var resultatet en brat økonomisk nedtur af historiske dimensioner.

Den aktuelle økonomiske situation hviler på et skrøbeligt fundament af oppustede aktiekurser og ditto boligpriser på grund af et langvarigt, rekordlavt rente-niveau. Og samtidig eskalerer den offentlige gæld i de rige lande. Det er umuligt at vide, om den aktuelle udvikling er holdbar på længere sigt, men sikkert er det, at den globale økonomi aktuelt balancerer på en knivsæg.

Der er intet grundlag for de økonomiske modellers forudsigelser om evig stabilitet og fremgang.

Samfundsøkonomien er præget af stor usikkerhed og stagnation. For politikerne er det en utålelig situation, og de seneste års politiske debat har da også været fokuseret på at finde en vej ud af den sejlivede økonomiske krise.

Det er sket før, at politikere har medvirket til at skabe en kriseløsning, men den aktuelle udvikling er præget af politisk stagnation, der yderligere forstærker den økonomiske stagnation.

Grønne skåltaler

Tidligere kriseløsninger i historien indebar betydelig politisk og teknologisk innovation. I efterkrigstiden var det velfærdsstaten og industrialiseringen, der var hovedelementer i kriseløsningerne, mens det i 1990’erne var nyliberalismen og internettet. Begge perioder var præget af langvarige og stabile opsving, i modsætning til opsvinget 00’erne, der snarere skyldtes bobler end innovation og større produktivitet.

Set i dette lys er problemet i dag, at politikken er låst fast i et forældet skema, hvor det er for-tidens kriseløsninger, der fremstår som de eneste muligheder. Den yderste venstrefløj vil gen-oplive velfærdsstaten, mens den resterende del af det politiske spektrum viderefører den nyliberale politik, selv om vækstpotentialerne i begge disse to former for politik ligger begravet i fortiden. Krisen i det 21. århundrede kan ikke løses med det 20. århundredes redskaber. Det eneste reelle bud på politisk og teknologisk innovation i dag er en storstilet grøn omstilling, men selv om der ofte tales højt og flot om netop dette, er det gammel politik, der præger såvel socialdemokratiske som borgerlige regeringer. De seneste to år har effektivt udryddet enhver forestilling om politiske nyskabelser på kort sigt i dansk politik.

Hvis grøn omstilling skal være motor i en kriseløsning – og det er svært at se, hvad det ellers kan være – så skal der være tale om massive investeringer kombineret med teknologiske fremskridt og social mobilisering. Det har lange udsigter.

Begyndelsen til enden

De hektiske symbolanalyser med korte mellemrum i medierne er blinde over for grundlæggende samfundsøkonomiske tendenser og problemer. Den samfunds-økonomiske udvikling er for kompleks og foranderlig til, at simple sammenhænge fra fortiden kan omsættes til solide prognoser. Skråsikre fremskrivninger på basis af kortvarige udsving i økonomiske data er dybt utroværdige.

Alligevel skal opsvinget nok komme. Til gengæld tyder alt i øjeblikket på, at opsvinget nok vil være kort, svagt og skrøbeligt. Det vil skabe et umiddelbart pusterum med økonomisk og politisk optimisme, men samtidig forstærke de underliggende ubalancer.

Hvis der skal skabes et stabilt og langvarigt opsving, forudsætter det en langt mindre skrøbelig samfundsøkonomi og et markant hævet vækstniveau. Og det er kun muligt, hvis vi ser væsentlig politisk og teknologisk innovation i fremtiden.

Den aktuelle politiske og økonomiske debat medvirker ikke hertil – snarere tværtimod. Der er faktisk ingen overbevisende bud på, hvordan de basale samfundsøkonomiske problemer løses, ikke endnu i hvert fald. Og det er lige netop derfor, at vi står i en dyb samfundsmæssig krise, som i et længere tidsperspektiv måske er begyndelsen til enden for vækstsamfundet.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Knudsen
  • Jesper Wendt
  • Michael Nissen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jarl Artild
  • Morten Lind
  • Søren Rehhoff
  • Erik Jensen
Lars Knudsen, Jesper Wendt, Michael Nissen, Lise Lotte Rahbek, Jarl Artild, Morten Lind, Søren Rehhoff og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Klausen

Bavl.

1. Den ældgamle IS-LM model har fungeret fremragende til at forudsige, hvordan økonomien vil fungere under et ekstremt fald i efterspørgslen, hvor centralbankerenterne rammer bunden uden at gøre indhug i arbejdsløsheden.

IS-LM forudsiger ligeledes, at det eneste man skal gøre er at trykke nogle penge og give dem til folk (evt. bruge pengene til at ansætte de arbejdsløse - finanspolitik, ikke?). Så fungerer økonomien igen. God, gammeldags keynesianisme.

Alle dem som Peter Nielsen der siger, at større offentligt forbrug er en "forældet" og derfor forkert løsning er faktisk selv et stort problem, fordi de uden saglig grund afviser netop de løsninger, der tidligere har vist sig at virke i sådanne ekstreme økonomiske situationer, som Europa oplever nu.

Løsningen på økonomiens problemer er meget simpel: Tryk nogle penge og giv dem til folk i stedet for bankerne. Men det vil man ikke engang overveje af politiske grunde. Det betyder ikke, at det ikke er den rigtige løsning.

2. Senhalvfemsernes opsving var faktisk båret af en aktieboble, så der var ikke tale om et "langvarigt og stabilt opsving".

Jens Thaarup Nyberg, Ib Hansen, Martin Pedersen, Rasmus Kongshøj og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Giv de fattige, den på kontanthjælp, su, førtidspension og den der kun har folkepension, 300 kr. mere om måneden.
Det vil sætte gang i forbruget her i landet, da de ikke har råd til at tage på ferie i udlandet.

Dan Johannesson

"Og det er lige netop derfor, at vi står i en dyb samfundsmæssig krise, som i et længere tidsperspektiv måske er begyndelsen til enden for vækstsamfundet."

- Man har da lov at håbe. Vækstfilosofien er klodens cancersygdom. Ubegrænset vækst i et begrænset økologisk system, er og bliver sindsygdom i aktiv udfoldelse.

Kim Rohde, morten Hansen, Lars Knudsen, Brian Pietersen, Torben Nielsen, Carsten Mortensen, Olaf Tehrani, Peter Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Scheel Andersen, Ralph Sylvestersen, Simon Olmo Larsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

der var ikke tale om et "langvarigt og stabilt opsving" skriver Henrik Klausen. Helt enig. Det bekymrer mig imidlertid mere, at jeg ikke kan finde hoved eller hale i resten heller.

Som det ofte er blevet påvist, kan man ikke afkoble økonomisk vækst fra vækst i
ressourceforbruget. Dermed begrænses vores udfoldelsesmuligheder af, at vi kun har denne ene klode til rådighed.
Evig økonomisk vækst er mao. ikke mulig.
Noget andet er så, om den ville være ønskelig.
Det er heldigvis intet, der tyder på.
Vi i Vesten vil ikke blive lykkeligere af at bliver rigere. Vi er simpelthen rige nok. Det er fordelingen, der er problemet.
Opgaven består derfor i at få indrettet et bæredygtigt ligevægtssamfund, hvor ingen forbruger for meget og heller ingen for lidt.
På den måde kunne vi måske oven i købet give planeten videre i en tilstand, der kunne give vores børn, børnebørn osv. chancen for en nogenlunde tilværelse.
Det ville da være både rimeligt og ordentligt!

Dan Johannesson, morten Hansen, Lars Knudsen, Jesper Wendt, Flemming Scheel Andersen og Ken Fred anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Hvor er det dejligt at se at en lektor i politisk økonomi tør sige mainstream-økonomernes bavl imod, og endda sætte fingeren på de ømme stedet i det politiske vrøvl og vækst, der skal "redde" vore udsatte grupper når politikerne ikke VIL.

Dan Johannesson, John Vedsegaard, morten Hansen, Lars Knudsen, Jesper Wendt og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

De seneste to år har effektivt udryddet enhver forestilling om politiske nyskabelser på kort sigt i dansk politik.
Ja.
På længere sigt er der såmænd heller ikke lys at se.

morten Hansen, Lars Knudsen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

"Al økonomisk videnskab er fup."

Rart at høre det fra en insider.

Jeg tror jeg vil give ham dispensation fra den regel, jeg agter at indføre, når jeg bliver diktator:

At økonomernes eksamensbeviser først skal afbrændes ved et helligt ritual, før de begynder at tilbagebetale de mange penge de uretmæssigt har modtaget i løn.

Brian Pietersen

vi er over 7 milliarder og bylden vokser stadigt.

det er jo fordi dem der sidder og ønsker vækst har noget ud af det lige her og nu og de vil skide på alt andet.

Kronikken virker ikke særlig dybtgående. Et hovedtema er tilsyneladende at man ikke skal stole på antagelserne om den økonomiske vækst indtil 2020 og på længere sigt som bl.a. regeringen går ud fra:

"Der er intet grundlag for de økonomiske modellers forudsigelser om evig stabilitet og fremgang."

Men hvis man kommer med sådan et udsagn, bør man også præsentere en mere konkret kritik af baggrunden for de antagelser om fortsat vækst som er gængse i disse åbenbart suspekte "modeller": Den mere langsigtede vækst i BNP forventes dels at komme fra stigninger i arbejdsstyrken, dels af højere produktivitet som i høj grad er resultatet af større viden og teknologiske fremskridt. Det sidste (teknologisk innovation) nævner kronikøren sådan set også, men hvis han mener at denne, i modsætning til hvad vi har set de sidste to-tre hundrede år, pludselig vil stoppe imorgen, skylder han at komme med en nærmere begrundelse for det. Det er først der, diskussionen vil blive interessant.

Thomas Borghus

- Er jeg (og den kommende chef for ATP, Carsten Stendevad) de eneste der er stærkt bekymrede over den bobletilstand aktiemarkedet befinder sig i, igen nu?

- Toget har retning af katastrofen, og der bliver kun trykket på speederen. (også i pengepressen, men det er jo et helt kapitel for sig. - hvornår holder vi op med at handle olie i $?)

Søren Jørgensen

Økonomisk vækst er uhensigtsmæssig, og som samfundsmål ubrugelig.. Vi har som samfund brug for en afgiftning fra materialismen, ikke en styrkelse af afhængigheden.

Michael Borregaard

Et billede siger mere end tusinde ord. Netop derfor er Martin Lidegaard et fremragende valg. Indtægterne kommer! … og går. Kunne være en overskrift.

Som eksempel kan nævnes ‘dommedags’ forhandlingerne op til Nordsø-aftalens underskrivelse. Martin Lidegaard fandt diskussionen om hvordan indtægterne skulle beskattes de næste 30-40 år, hed det sig, af mindre betydning, for efter år 2012, ville der nemlig være små mængder at beskatte: “Vi bruger fire dage i folketinget på at diskutere, hvordan man skal dele overskuddet efter år 2012, når det i bedste fald handler om beløb på 3-400 millioner om året. Det er rene peanuts, i forhold til de problemer, vi får om få år, når olieproduktionen begynder at falde”. Martin Lidegaard skal nok få ret før eller siden.

Indkomstpolitikken generelt er ikke bare et fortrinligt objekt til illustration af forholdet mellem økonomi og politik, faglig og politisk kamp og statens forhold til arbejdsmarkedets organisationer i den udviklede kapitalisme, den er politisk set det nok væsentligste aktuelle problem at beskæftige sig med. Netop derfor giver Peter Nielsens artikel god mening. Ordene grøn omstilling og social mobilisering rammer lige i skabet. Specielt vægten på investeringer i den grønne omstilling svarer til de substitutionsmuligheder som Robert Solow pegede på i slut 1950erne.

Når det kommer til social mobilisering, er det første man skal tage højde for, omallokering, dette er sammen med solidariteten den første, største og eneste opgave, når velfærdssamfundet diskuteres, ellers vil vi ende i den nuværende og ligegyldige situation som den nuværende, som ender ud i ordet velfarvelfærd. Her er tre principper i min optik vigtige, hvis man skal uddybe Peter Nielsens artikel.

Subsidiaritets-princippet siger. Det offentliges (statens) opgave er at understøtte de enkelte personers, de naturlige fællesskabers og civilsamfundets stræben efter “at være det, som de er” og til at virkeliggøre sine endemål. Samfundsfællesskabet er bygget NEDEFRA og OP - det gælder både ifølge sit væsen og historisk - hvorved hvert niveau har en understøttende funktion overfor de lavere niveauer og i sidste ende over for de enkelte personer. Staten må respektere de mindre fællesskabers legitime frihed til at stræbe efter sine endemål og må ikke vilkårligt fratage dem retten til selvbestemmelse.

Før subsidiaritets-princippet, og af betydning for, at samfundet i langt de fleste tilfælde skal sættes før forbrugeren, har man henholdsvis personalitets-princippet og solidaritets-princippet:

Personalitets-princippet siger: Hvert menneske er en person, og er som sådan et selvstændigt agerende subjekt med fornuft og fri vilje. Derfor er hver person sin egen hovedaktør i sin stræben efter sit eksistentielle mål, og dermed efter lykken. Menneskets naturlige rettigheder til liv, familie og fællesskab, ejendom, kundskab med mere udgør derved, hvad vi kan kalde de nødvendige etiske vilkår, som staten skal respektere. Disse rettigheder er en følge af vores natur - de er mere end blot givet os af staten.

Solidaritets-princippet siger: Samfundsfællesskabets endemål, og dermed fællesskabet som sådan, omfatter alle mennesker fra undfangelse til livet naturlige afslutning, uafhængig af alder, helbred, køn, hudfarve, effektivitet og så videre. Det indebærer, at vi alle har rettigheder over for samfundsfællesskabet gennem det, som kaldes “distributive rettigheder”, det vil sige, at de svageste har størst krav på støtte fra det offentlige. Men det betyder også, at vi har pligter over for samfundsfællesskabet. Vi har pligt til at arbejde for det fælles bedste gennem det, som kaldes “kontributive rettigheder”, det vil f.eks. sige at følge retfærdige love, at betale skat og så videre.

Holdes de tre principper i hævd, så er mulighederne tilstede for social mobilisering. Tanken med velfærdsstaten var jo netop, at staten skulle være en over klasserne stående indretning, der ikke blot kunne instrumentaliseres i arbejdsklassernes interesser, men også til styring og planlægning af den økonomiske udvikling - til gavn for alle. Her må man sige at den nuværende politik og debat medvirker ikke hertil - snarere tværtimod!