»De vil have, at det skal ligne et napolitansk renseri,« siger Gino, renseriets ejer, med et stort grin og en accent, der ikke kunne være mere romersk.
Informations udsendte er flyttet tilbage til det gamle arbejderkvarter Testaccio efter længere tids ufrivilligt eksil i det nordlige Rom. Her svarer det lokale renseri til en amerikansk forestilling om, hvordan Italien er, og det kan således bruges til en reklamefilm for en kæde af møntvaskerier i USA. Der skal bare møbleres lidt om, så det ligner Napoli.
En hær af producere, instruktører, art directors, lys-, lyd- og kameramænd samt en sorthåret fotomodel på høje hæle og i gennemsigtig underkjole har overtaget Ginos domæne. Han virker både fornøjet og forlegen. Med et afvæbnende smil beder han kunderne om at hente deres vasketøj en anden dag.
»Jeg håber, du tager dig godt betalt,« siger en yngre kvinde drillende. Gino svarer med en håndbevægelse, der betyder: ’Det taler vi ikke om.’ Iført en grå stropundertrøje iagttager han filmoptagelserne fra fortovskanten og kæderyger tynde filtercigaretter:
»De har plastret det hele til med Madonna-figurer, fotografier, kalendere og alt mulig andet,« siger han, »der er også et lille horn, som napolitanerne hænger op på væggen for at beskytte sig mod uheld.«Italiensk syge
»Nej, dér tisser hundene!« råber en ældre kvinde til en dreng, som sandsynligvis er hendes barnebarn. Sammen med sine legekammerater spiller drengen fodbold på Piazza Santa Maria Liberatrice i Testaccio. Da bolden triller hen i et bed rundt om et af pladsens træer, løber han efter den.
For italienere – og måske især italienske bedstemødre – er verden fyldt med helbredsfarer, som andre er lykkeligt uvidende om. Anatomi, apoteker, speciallæger og fordøjelsesproblemer er almindelige samtaleemner ved middagsselskaber. De fleste italienere kender betegnelsen på næsten alle knogler i kroppen og har en generel anatomisk viden, som man i andre lande kun finder blandt læger.
Der findes også særlige italienske lidelser, som ikke har noget navn på andre sprog. Hvis man bliver ramt af et kraftigt vindstød, colpo d’aria, kan man risikere at pådrage sig invaliderende smerter i øjnene, hovedet, ørerne eller maven. Derfor ligner de fleste børn Michelin-mænd i hele vinterhalvåret – også selv om solen skinner – mens det meste af den voksne del af befolkningen hyppigt lider af enten cervicale, hold i nakken, sciatica, iskias, eller gastrite, mavekatar. Og hvis man drikker koldt vand eller tager et koldt bad på en varm sommerdag, kan det kun føre til smerte og fortrydelse.
Drengen vælger at overhøre den velmente advarsel og samler bolden op. Da han sætter den i spil igen, gjalder den næste formaning over pladsen: »Prøv at lade være med at komme fingrene i munden!«
Roms Kreml
»Lettas børn opfører sig som engelske lords,« siger den gråhårede bartender på cafeen lige over for Testaccios kirke, Santa Maria Liberatrice. Italiens premierminister, Enrico Letta, og hans familie er faste gæster på cafeen inden søndagsmessen. Letta bor i Cremlino, Kreml, som den store okkergule bygning på Piazza Emporio ved Tiberen kaldes. Navnet skyldes, at en stor del af kommunistpartiets ledere fik tildelt de enorme lejligheder til en beskeden leje, da ejendommen tilhørte Italiens nationale forsikringsinstitut, INA.
Nu er Kreml blevet mere pluralistisk og tværpolitisk. Foruden Letta, som tilhører den kristendemokratiske fløj i centrumvenstrepartiet PD, har flere tidligere og nuværende parlamentarikere bolig her. Og i midten af april – lige inden valget af republikkens præsident og dannelsen af landets nye regering – mødtes PD’s ledelse angiveligt til et hemmeligt møde med Silvio Berlusconi i Lettas lejlighed. Derfor er bygningen uofficielt omdøbt til ’underhåndsaftalens skodhus’, palazzaccio dell’inciucio.
Lettas onkel, Gianni, er i øvrigt tidligere vicepremierminister. En anden af Berlusconis tidligere ministre, journalisten Giuliano Ferrara, bor også i det gule hus. Med sine godt 150 kilo og tre gravhunde i snor er Ferrara blandt kvarterets mest iøjnefaldende beboere:
»Hvis Berlusconi er ærlig, så er Ferrara anorektiker,« stod der engang på en nu slettet graffiti på Kremls mur.
