Kronik

Politikernes forsøg på at regulere bankerne har gjort ondt værre

Bankreguleringspakkerne konkurrence-forvrider til fordel for storbankerne og gør det mere fordelagtigt at spekulere end at sikre kapital til almindelige virksomheder. Ved politikerne overhovedet, hvad de har sagt ja til?
’Too big to fail?’ Da finanskrisen var på sit højeste, var tonen hård over for de små banker, men de store, især Danske Bank, var også i større problemer end hidtil antaget, og de nye bankreguleringspakker løser ikke problemet med de store bankers overbelåning – snarere tværtimod, mener dagens kronikør.

Kasper Palsnov

Debat
28. august 2013

I de dramatiske måneder efter finanskrisens udbrud i efteråret 2008 var mange af den opfattelse, at her var en åbning for mere radikale fornyelser af den måde, vores økonomiske og finansielle system fungerer på.

Fem år efter må vi konstatere, at alt er ved det gamle. De store banker på Wall Street tjener styrtende med penge, og det samme gør mange af de store transnationale selskaber inden for energi, it, fødevarer etc., og tilsammen koncentrerer de enorme værdier.

Og så er alt alligevel anderledes. Krisen fortsætter og har spredt sig ud i den almene økonomi, usikkerhed og måske endda arbejdsløshed er nærværende. Samtidig er det blevet betydeligt sværere at drive almindelig, klassisk bankvirksomhed: Modtagelse af indlån og finansiering af mindre og mellemstore virksomheder samt husholdninger.

Haltende bankdebat

I Danmark har forløbet haft sit eget lokale særpræg. Krisen havde sit umiddelbare udspring i en boligboble, som politikerne efterfølgende ikke har været meget for at tale om, fordi næsten ingen partier forholdt sig kritisk til den, mens den blev blæst op.

Boblen var benzin på et udlånsbål, hvor bl.a. en række lokale og regionale banker følte sig fristet til at kaste sig ud i kapløbet og kopiere de store bankers stærkt gearede forretningsmodel. Meget blev sagt og skrevet om de uansvarlige og inkompetente ’småbanker’, og først nu kommer det drypvist frem, hvor stor krisen faktisk var – også i landets største bank. Dengang lykkedes det dygtigt at sløre problemerne, og mellem møderne med Nationalbanken og politikerne havde bankens daværende direktør tid til, at belære samfundet om, at der kun var behov for 15 banker i Danmark.

Den særlige danske variant af finanskrisen har ført til, at den hjemlige debat især går ud på at skælde ud på bankerne. Men ikke mange har tydelige forestillinger om, hvilket bankvæsen man egentlig ønsker. De fleste politikere synes at være tilfredse, hvis alt bliver som før. Selv raske boligprisstigninger vil formentlig ikke møde modstand. Mange eksperter har et teknisk syn på bankvirksomhed, der fremstiller den som en forretning som enhver anden og desuden som noget særdeles indviklet, der kræver meget specialiserede kompetencer. Det får mange lægfolk og politikere til at holde lav profil og alene ytre det indlysende, efter at have taget bestik af dagens vindretning. Ingen bryder sig om at dumme sig offentligt. Selv om den finansielle sektor i høj grad vedkommer os alle, har debatten om bankerne lidt af et betydeligt demokratisk underskud. En af årsagerne er uden tvivl at reguleringen af bankerne er blevet meget mere kompliceret, end den behøver at være.

Stærke lobbyister

Fra krisens start har politikerne signaleret, at reglerne skulle strammes, så vi ikke får en tilsvarende krise igen. Men først for ganske nylig – efter fem års tovtrækkerier – er den store lovpakke, der skal regulere bankernes kapital- og likviditetsforhold m.m. blevet endeligt vedtaget i EU. Pakken kaldes CRD IV eller Basel III og træder i kraft fra 2014 – men er først fuldt indfaset i 2022.

For at forstå, hvordan den finansielle lovgivning har udviklet sig fra et forholdsvist simpelt sæt af regler, som enhver kunne sætte sig ind i og derfor også være med til at diskutere, til den nuværende tilstand, hvor Basel III-komplekset med alle bilag fylder flere tusinde sider, skal vi tilbage til første halvdel af 2000-årene.

Efter massivt pres fra de største bankers lobbyister blev det monstrøse Basel II-regelsæt vedtaget i EU. Bankerne ønskede at udnytte deres kapital maksimalt – i overensstemmelse med tidens økonomiske tankegods – og ønskede derfor at kunne lave så mange forretninger som muligt med den kapital, de havde til rådighed.

Det magiske middel hedder ’nedvægtning’. Det går ud på, at hver type aktiv tildeles en ’vægt’ i forhold til den risiko, der formodes at hvile på det. Jo lavere risiko, desto lavere vægt. Hvis et udlån f.eks. har 20 procent vægt, betyder det, at 100 kroner kun tæller som 20 kroner, når solvensen – bankens kapitalstyrke – skal beregnes. Eller med andre ord: Man kan lave fem gange så mange af denne type lån, end man kunne, hvis lånet havde normal 100 procents vægt.

Forvridende regler

Man skal læse mange siders komplicerede detaljer, før man finder ud af, hvor djævelen sidder. Hvor mange ved f.eks., at et udlån til en virksomhed med en AAA-rating fra et af de store ratingbureauer (typisk de allerstørste virksomheder) har 20 procent vægt – mens en normal mellemstor virksomhed uden rating har 100 procents vægt? Og at den detalje betyder, at den store virksomhed alene af den grund kan låne til en rentesats, der er ca. to procentpoint billigere end lånet til den mellemstore konkurrent, alene fordi den store virksomhed har en ekstern rating? Er de konkurrencebegejstrede politikere klar over, at de har vedtaget sådan en regel?

Og hvor mange ved, at lån til investering i værdipapirer kan få en meget lav vægt og derfor kun kræver en begrænset kapital for bankerne at yde? Det gælder, hvad enten det er investeringskreditter til private – som blev populære i bobleårene – eller om det er finansiering af de store hedgefondes spekulationer? Og at disse lån derfor er betydeligt mere attraktive for bankene at yde end de besværlige lån til rigtige virksomheder?

Og det stopper ikke her. De største banker fik med Basel II – via de såkaldte interne ratingmodeller – for alvor mulighed for selv at fastsætte vægtene for deres forskellige typer af lån og øvrige aktiver. Selv om det kræver masser af ressourcer at udvikle og drive disse modeller, kan det betale sig, bare banken er stor nok: Det betyder nemlig, at den skal sætte langt mindre kapital af til at sikre sig, og det stiller dermed den store bank uforholdsmæssigt bedre i konkurrencen.

Regelforenkling, tak

Der er bred enighed om, at de mange nedvægtninger var en væsentlig faktor for især de største bankers voksende gearing op til krisen. En gearing på 10 betyder, at banken har påtaget sig risici, der er 10 gange større end dens egenkapital. På Wall Street nåede man op over 30. En normal ’gammeldags’ bank vil typisk have en gearing på seks-otte.

Er der så gjort op med dette princip i Basel III? Nej, det består fortsat. Man forsøger at lappe på det ved at stille større kapitalkrav, både i almindelighed til alle banker, og særdeleshed til de såkaldte SIFI (systemically important financial institutions), altså de største banker. Men når de interne ratingmodeller stadig snurrer nedenunder, udtyndes ethvert kapitalkrav med den effekt, nedvægtningerne har.

De store banker kan et godt stykke hen ad vejen klare de øgede krav ved at justere på deres ratingmodeller. De mindre pengeinstitutter, der ikke har råd til at udvikle interne ratingmodeller, skal derimod opfylde de nye kapitalkrav fuldt ud med rigtige penge.

Der er behov for en grundlæggende debat om, hvorvidt den uendelige strøm af komplekse regler og de hensyn til særinteresser, som ofte er baggrunden for dem, tilfører nogen egentlig værdi set fra samfundets synspunkt. Eller om en betydelig mere enkel regelstruktur, der er ens for såvel store som små banker, i virkeligheden er bedre egnet til at fastholde fokus på bankernes kerneopgave: Transformation af opsparing til produktive udlån og investeringer, der skaber langsigtet værdi og arbejdspladser. En regelforenkling, som tilmed ville gøre det lettere for borgerne at deltage i debatten om bankerne. Deres banker.

Lars Pehrson er administrerende direktør for Merkur Andelskasse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leif Koldkjær

Tak Lars, fordi du endnu en gang har gjort os lidt klogere!

Et meget vigtigt indlæg, som man må håbe nogle politikere læser.

Det har længe været min fornemmelse, at det for bankerne ikke var særlig interessant, at låne ud til små virksomheder. Men, at der direkte gøres forskel på virksomheder i bankernes vægtninger i Basel reglerne er en skandale og naturligvis ødelæggende for små og mellemstore virksomheder. Ydermere, hvis Lars Pehrson´s informationer er korrekt, så er det skandaløst, at bankerne tilskønnes til ”passive spekulative” investeringer, frem for ”aktive” investeringer i virksomheder via direkte udlån til disse. Naturligvis, skal der ikke give ”carte blanche” til udlån, men man skal bestemt heller ikke lave regler, som gør en system forskel på udlån til virksomheder baseret på størrelse eller andre kriterier.

Dette sammenholdt, med den beskatning vi har af selskaber i Danmark (se min kommentar her i information den 19. august 2013) understreger, at der er noget helt galt i konkurrence vilkårene for små og mellemstore virksomheder i Danmark i dag.

Umiddelbart da jeg læste ordet "nedvægtning" med det forklaring, sprang ordet "gearing" ind i min bevidsthed.

Mindre gearinger kan selvfølgelig være nødvendigt i visse tilfælde med enkelte projekter, men er næppe nødvendige i det omfang og størrelse, som vi har set!

Konkurrenceforvridningen er sandelig til at få øje på, og de store banker må klaske sig selv på lårene af grin over reglerne, som er i de store bankers favør.

Mærkeligt nok eftersom det netop er de store bankers udlån der har givet staterne de største problemer, - som nogle staters politiske ledere har givet deres arbejdende vælgere i "gave", som en "arbejdsveksel" de skal betale med deres arbejdskraft uden velstandsforøgelse eller velfærdsforøgelse i udsigt.

Så vidt jeg husker det beskrevet i medierne, var danske banks bestyrelse også ganske hurtig på aftrækkeren efter de havde modtaget 1. bankpakke, ved at give sig selv en god lønforhøjelse, og nok også et ekstra pensionstillæg.
- Signalet var helt klart; "Vi er vil ikke bære en del af krisen"!