Kronik

Psykiatrien svinger mellem omnipotens og impotens

Når patienter behandles med antipsykotisk medicin, kan de fysiske bivirkninger let blive overset. Det kan give langvarige lidelser og i værste fald medføre døden
Illustration: Rasmus Fly/iBureauet

Illustration: Rasmus Fly/iBureauet

20. august 2013

I min omgangskreds er der ifølge min viden kun tre mennesker, som har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og fagligt set har jeg som speciallæge i patologi ikke haft meget kontakt med psykiatrien. Og dog er der noget, der undrer mig. De tre personer har ikke været diagnosticerede som psykotiske, og alligevel er to af dem blevet behandlet med antipsykotisk medicin. Begge fik svære bivirkninger. Den ene udviklede vedvarende parkinsonsymptomer efter behandling for en submani (let form for mani, red.) udløst af en livskrise i en sen alder. Han var aldrig tidligere behandlet med antipsykotisk medicin eller diagnosticeret som psykotisk. Parkinsonsymptomer er en kendt bivirkning til antipsykotisk medicin.

Den anden patient led af moderat depression og var i medicinsk behandling herfor, havde aldrig tidligere haft en psykose eller psykoselignende symptomer og var ikke tidligere blevet behandlet med antipsykotisk medicin. På grund af bekymring for, hvorvidt det var det rigtige for ham at lade sig indlægge, havde han ikke sovet natten før indlæggelsen. Om eftermiddagen på indlæggelsesdagen bad patienten derfor om noget beroligende medicin, så han kunne få en lur. På det psykiatriske center var/er det kutyme at benytte antipsykotisk medicin som førstevalgspræparat ved angst og uro hos patienter med depression, så det fik patienten ordineret. På dette tidspunkt var lægerne på centeret ikke opmærksomme på, at han var overmedicineret med antidepressiv medicin (patienten havde mere end to gange højere serumniveau end det af Lægemiddelstyrelsen anbefalede maksimum), og de vidste ikke, at han omsatte antipsykotisk medicin langsomt. Begge forhold blev først påvist ved efterfølgende undersøgelser.

Den antipsykotiske medicin gav anledning til både fysiske og psykiske bivirkninger. Førstnævnte blev overset, og sidstnævnte blev tolket som begyndende psykose. Derfor blev han behandlet med stigende doser antipsykotisk medicin i takt med, at han blev tiltagende urolig, hallucineret og højtråbende. De fysiske symptomer blev fortsat overset, og inden for det første indlæggelsesdøgn udviklede han symptomer på malignt neuroleptika syndrom (en tilstand der bl.a. kendetegnes ved rystelser, muskelsmerter og hjertesvigt, red.) – en alvorlig og ofte dødelig komplikation ved behandling med antipsykotisk medicin.

I mine øjne overlevede han alene, fordi en ung og inden for psykiatrien uerfaren reservelæge var vågen og fik ham hasteoverført til medicinsk afdeling på somatisk hospital. Da han var kommet til bevidsthed igen, nægtede han at modtage mere antipsykotisk medicin, og alle psykoselignende symptomer forsvandt i løbet af et døgn.

Mere medicin

Det tredje patient var indlagt med moderat til svær depression, og blev efter bevidst valgt fra den psykiske overlæges side behandlet med antidepressiv således, at medicinniveau i kroppen lå betydeligt over det af lægemiddelstyrelsen maksimalt anbefalede. Efter seks måneders behandling var der ikke længere symptomer på depression, men nu klagede patienten over tiltagende træthed og uoverkommelighedsfølelse. Psykiaterens reaktionen var at supplerede med endnu et antidepressivt middel. Der blev ikke foretaget nogen fysisk undersøgelse. Efter yderligere et halvt års behandling blev patienten indlagt i livstruende tilstand med vand i lungerne forårsaget af hjertesvigt udviklet som følge af hjertemuskelbetændelse og overledningsforstyrrelser. De tidligste symptomer på hjertesvigt er netop træthed og uoverkommelighedsfølelse.

De to sidstnævnte tilfælde giver et indblik i en af psykiatriens udfordringer; indsigt i og opmærksomhed på fysiske symptomer og bivirkninger. Med reference til det kan jeg berette, at jeg som patolog har obduceret en yngre mand med skizofreni. Han var forud for sin død blevet behandlet med antipsykotisk medicin i høje doser, havde haft mavesmerter og var ikke tilset af somatisk læge, eftersom sidstnævnte symptomer ikke blev taget alvorligt. Obduktionen viste, at han på grund af massiv forstoppelse – hvilket er en kendt bivirkning til mange typer antipsykotisk medicin – havde udviklet såkaldt pickwick-syndrom, der viser sig ved, at lungefunktionen er nedsat, fordi bughulen er blevet fyldt ud og presser mellemgulvet op i brysthulen. Ved nedsat lungefunktion er der øget risiko for at få lungebetændelse, og det var, hvad den yngre mand døde af.

Da jeg forklarede dødsårsagen for psykiateren, var hans svar: »Man kan da ikke dø af lungebetændelse.«

Eksemplerne viser tre potentielt problematiske forhold inden for psykiatrien; holdningen til brug af antipsykotisk medicin, opmærksomhed på bivirkninger og evne til at tolke fysiske symptomer.

Der kan ikke laves statistik på fire tilfælde, men de fire hændelser har givet anledning til en del eftertanke hos mig.

Sundhedsvæsnet bør måske overveje, om det lægefagligt set har været korrekt administrativt at adskille psykiatrien fra de hospitaler, der behandler fysiske lidelser. I mange tilfælde er de psykiatriske centre endda geografisk adskilt fra disse hospitaler. Det kan umuligt fremme samarbejdet på tværs af specialer.

Samtidig stiller jeg spørgsmålet; ser en større og større andel af psykiatere og psykiatrisk plejepersonale – i takt med den stigende biologisering af psykiatrien – i højere grad patienten som en diagnose end som et helt menneske. Og har det indflydelse på den stigmatisering af psykiatriske patienter, som efter min erfaring er mere udtalt inden for psykiatrien end i resten af samfundet?

Tillad tvivlen

Når man debatterer psykiatrien, er det nødvendigt at forstå, at psykiaterne arbejder i det allersværeste diagnostiske felt inden for lægevidenskaben. Det triste er, at mange psykiatere ikke har erkendt dette forhold – jævnfør, at det i dag ikke er ualmindeligt at holde psykiatriske førstegangskonsultationer på ned til 10 minutters varighed.

Jeg har drøftet de beskrevne hændelsesforløb med en nu pensioneret overlæge i psykiatri. Hans kommentar var: »Det er desværre sådan, at mange af vore kolleger fagligt set svinger mellem at være impotente og omnipotente.«

Det forhold, han sigter til, skyldes i mine øjne blandt andet en svaghed i den danske lægekultur, der giver sig til udtryk i forlegenhed ved at skulle erkende manglende viden over for kolleger, og ved at spørge om råd i form af en second opinion.

Det amerikanske sundhedssystem koster mere end dobbelt så meget som det danske, blandt andet fordi det af retslige hensyn er konstrueret således, at det er almindeligt, at lægerne indhenter en second opinion. Dybest set kan alle forhold i sundhedsvæsnet koges ned til spørgsmålet om cost-benefit og det at træffe det klogeste valg. Og der findes andre og billigere veje end den amerikanske til at skabe en kultur i sundhedsvæsnet, der gør det naturligt at indhente en second opinion. F.eks. kunne man skabe en mere åben debat, ansvarsfuldt anmelde utilsigtede hændelser samt mulige bivirkninger og skabe kvalitetsudvikling, der ikke bare står i en mappe på en hylde og kun tages frem, når hospitalet skal akkrediteres.

Det er kun muligt at lære af sine fejl i en kultur, hvor det er naturligt at tale åbent om dem.

Kristian Rossen er speciallæge i patologi, tidligere overlæge, tidligere formand for Udvalg for Kvalitetsudvikling under Dansk Patologiselskab, og tidligere formand for Danske Patologers Organisation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan V. Bentzen
  • Kristian Kofod
  • Marie Cæcilie Kobel
  • Jes Thomsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Hans Ditlev Nissen
  • Heidi Larsen
  • Ingrid Uma
  • Niels Mosbak
  • Slettet Bruger
  • Olav Storm Jensen
Allan V. Bentzen, Kristian Kofod, Marie Cæcilie Kobel, Jes Thomsen, Lise Lotte Rahbek, Hans Ditlev Nissen, Heidi Larsen, Ingrid Uma, Niels Mosbak, Slettet Bruger og Olav Storm Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olav Storm Jensen

Hvor er det tilfredsstillend at læse en så saglig og eftertænksom, lægefagligt kritisk kommentar til psykiatriens omgang med dens stærke kemiske virkemidler.
Og yderligere en så eftertænksom, og modig, pegen mod baggrundsproblemet (måske endda endnu dybere omkring psykiatrien som videnskabelig disciplin) som fremgår af disse citater:

"en svaghed i den danske lægekultur, der giver sig til udtryk i forlegenhed ved at skulle erkende manglende viden over for kolleger, og ved at spørge om råd i form af en second opinion."
"Det er kun muligt at lære af sine fejl i en kultur, hvor det er naturligt at tale åbent om dem."
Jvf. min 'historie om den dumme vej' fra disse to artikler http://www.sensetik.dk/krop_nu_og_virkelighed http://www.sensetik.dk/psykoterapeutens_autenticitet

Bemærk hvordan formand for Psykiatrisk Selskab og ledende overlæge ved Psykiatrisk Center København Thomas Middelboe i duel-kommentaren til kronikken 'Det handler om at skabe ordentlige rammer' slet ikke forholder sig til pointen om den 'fejlindrømmelsesfobiske' kultur. Men faktisk med sine stereotype forsvarssvar demonstrerer den: Kritikken er forfejlet fordi der er blevet strammet op på brugen af antipsykotisk medicin i de senere år - og fejl begås fordi man har for travlt.

Allan V. Bentzen, Gorm Lundshøj og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Man fristes til at sige, at hvis man ikke kan blive andet, så kan man da altid blive psykiater.

- Forholdene grænser jo til ren og skær menneskeforagt.

Tusinde tusinde tak til speciallæge Kristian Rossen for at turde fremkomme med en så åbenlys kritik af psykiatrien i offentligheden.

Jeg vil også mene, at det er kritisabelt, at psykiatriske patienter ikke på kvalificeret vis undersøges for diverse miljøforgiftninger, idet det burde være kendt viden, at der ved visse forgiftninger (f.eks. kviksølv-, bly- og kobber-forgiftning) kan ses psykiske symptomer.

erik mørk thomsen

Det kan oplyse, at vi fra LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidliger Psykiatribrugere) har afsat et beløb, for at en advokat skal fremkomme med et juridisk skrift, der skal belyse, vores muligheder for, at kræveerstatning, for tabt liv!
Og selv om, vi er i live, er det jo tabt, ingen sexliv, ingen social omgangkreds, 20 år før i graven, o.s.v..
Men tilgældni9ng ved jeg nu, hvad jeg vil indstille til LAPs pris, den der givertil den person, der uden for vores kreds, påpeger det vanvittige i systemet!
Erik Thomsen
Medlem af landsledelsen for LAP

Kristian Rossen har fuldstændig ret. Måske skulle nogen skrive om den værste bivirkning ved antipsykotisk medicin: At den er stærkt vanedannende og stort set umulig at trappe ud af efter lang tids brug. Og der findes INGEN psykiatere, der vil anerkende dette, så der er ingen hjælp at hente i det etablerede system.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

En af de uhyrligheder, Kristian Rossens artikel indirekte afslører (hans eksempel 2), er at man giver HALLUCINATIONSFREMKALDENDE "antipsykotisk" medicin til en åbenbart alvorligt deprimeret patient. Og får at "råde bod på" samme hallucinationer giver man så endnu mere af samme hallucinationsfremmende medicin (Zyprexa?), indtil patienten ryger fuldstændig ud over kanten. Det er efter min mening en grusomhed, der udmærket tåler sammenligning med nazilægernes eksperimenter i kz-lejrene. Men åbenbart udbredt praksis i Danmark i dag.

Vé psykiatriske patienter i Danmark under det nuværende sundhedssystem!

Dorthe Fauerholdt og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Her er en case-story: En behandling med antipsykotisk medicin pga. mani har nu gjort mig afhængig af medicinen på 7. år. De første 3-4 år tror man, at man kan stoppe med medicinen, når man er klar til det, og derfor tager man det ikke så tungt, f.eks i forhold til dosering, bare den ligger under den anbefalede dosis. Men på et tidspunkt kommer erkendelsen af, at man er afhængig, og samtidig begynder langtidsbivirkningerne at sætte ind: Pga. tørre slimhinder (man kan ikke holde væske i sig) bliver tænderne ødelagt (og de nye tænder skal man selv betale). Overvægt på ca.10-20 kg er almindeligt. Kolesteroltallet bliver for højt (en blodtest hvert andet år er nødvendig). Ens kognitive evner forringes (hukommelse) og svimmelhed og hovedpine er almindeligt.
Alligevel er det svar man får i psykiatrien følgende: Du er for rask til at blive i vores system, for du kan passe et arbejde og fungerer normalt.
Det kan man da kalde et lavt ambitionsniveau.
Jeg er blevet opereret flere gange, og har tit fået dette at vide af kirugen, der skal operere mig: "Jeg er den bedste til at udføre lige netop denne operation". Jeg har aldrig oplevet denne holdning i psykiatrien.

Casper Udemark

Det er godt at en læge står frem og fortæller, om end en patolog jo ikke selv har haft noget med psykiatri at gøre. Men han har da den faglige indsigt.

Man kan så bare håbe at de læger der endnu ikke er pensionerede også vil stå frem.

I Glostrup-sagen reagerede lægerne først med at finde andet arbejde, og den blev vist først afsløret fordi en tilsynskomité tilfældigvis trak nogle tal ud af statistikken for at bevise at Region H gjorde det så godt. Det var så ikke tilfældet.

Jeg har læst at der er registreres gennemsnitlig 217 dødsfald om året i dødsårsagsregistret med årsagerne ”psykose” eller ”affektiv sindslidelse”, selv om man naturligvis ikke kan dø af en psykose eller andre sindslidelser.

Selv om ovenstående indlæg naturligvis er sagligt og eftertænksom, sådan som Olav Storm Jensen bemærker ovenfor, så er det vigtigt der også er plads til patienternes egne historier. De er hovedpersonerne.

Jeg håber at folk der selv har en mening om tingene, fordi de er ofre, ikke vil blive mødt med beskyldning om usaglighed. Uanset hvordan de så udtrykker sig.

Jeg håber også psykiatriens elendighed må blive et stort emne ved regionsvalget. Og at journalisterne vil hjælpe med til at få det på bane! Det er utrolig vigtigt at det ikke glider i baggrunden. Så vidt jeg kan se er der ingen andre brændende aktuelle emner i det valg.

Da ingen regionspolitikere har levet op til deres ansvar, så har jeg ikke tænkt mig at stemme, med mindre der kommer andre på bane. Jeg tror ikke noget bestemt parti er bedre end andre. Der skal komme nogle enkeltpersoner som tør stå kritisk frem.

Det bliver ikke bedre af at offentlig ansatte eller sundhedsansatte er stærkt overrepræsenterede i regionsrådene. De er systemtro og kan slet ikke se at tingene kunne være helt anderledes.

Så stem ikke bare på nogle der gentager mantraet "flere penge til psykiatrien". (Det siger de jo allesammen). Alverdens løfter om kulegravning er heller ikke nok. (Kulegravning betyder at vende helt op og ned på jorden, men har i politik fået betydningen: "sætte jurister til at pirke lidt i sagerne med en pind, indtil alle har glemt det").

Der er nogle helt basale problemer, og det skal laves helt om. Jeg mener personlig der skulle være mange flere behandlingstilbud til de psykisk syge, at pengene skulle følge patienterne, at de skulle have valgfrihed, og jeg så også gerne privatisering eller i hvert fald andet end et 100 % offentligt regi (privat kan også være non-profit-organisationer). Men disse detaljer må være til fri debat ud fra politisk farve og overbevisning.

Jeg håber emnerne kommer op til november, og at journalisterne og politikerne ikke lader disse absolut svageste mennesker i Danmark i stikken.

Hvem er den egentlige skurk i her? I Seroquelindlægssedlen fra 2011 skrives der for første gang, at man kan få blodpropper af medicinen. 14 år efter at medicinen kom på
markedet!! Astrazeneca har altså ventet med at informere om dette, til der var tilstrækkeligt med dødsfald som følge af medicinen. Det har bedre kunnet betale sig at fortie dette, og først da der var tilstrækkeligt mange sagsanlæg, holder man op med at skjule dette!!