International kommentar

Sekterismen truer hele islams hus

Forbitrede fejder mellem sunni- og shiamuslimer og en stigende intolerance over for minoriteter og anderledes troende forhindrer den islamiske verden i at gøre fremskridt
28. august 2013

Det aktuelle politiske kaos i Egypten kan få de forfærdeligste følger – også uden for landets grænser.

Enhver muslim må være skræmt ved udsigten til, at den forstærkede sekterisme og intolerance skal brede sig fra den arabiske verdens vigtigste stat; fra det Egypten, der igennem århundreder var den vigtigste bastion for islamisk tækning, lærdom og tolerance.

Uanset hvor længe Det Muslimske Broderskab og hæren vil fortsætte med at kæmpe i Kairos gader, er et sikkert: Det er i stigende grad Egyptens sårbare koptiske kristne, der gøres til syndebuk. Kopterne beskyldes for at have stillet sig på militærets og på USA’s side, eller også forfølges de blot, fordi er anderledes. 10 procent af Egyptens 85 millioner indbyggere er kristne, og de har set dusinvis af deres kirker og helligdomme nedbrændt over de seneste to år.

I Syrien, der har otte procent kristne ud af en befolkning på 23 millioner, får de kristne også skylden for alle dårligdomme og bliver dræbt og forfulgt af både regimetro kræfter og oprørere.

I Irak har al-Qaeda og lignende grupper erklæret åben krig mod alle, der ikke vil følge terrornetværkets intolerante fortolkning af sunni-islam – her er hadet ikke kun vendt mod minoriteter, men også imod den shiamuslimske flertalsbefolkning.

Også Pakistan er i sekterismens vold med sunniekstremister, der nedskyder kristne, shiamuslimer, Ahmadi-muslimer og seneste også ismailitter, en shiamuslimsk sekt, der har spillet en stor rolle for opbygningen af Pakistans pædagogiske institutioner.

Pakistans 700.000 mand store hær samt den svage og vaklende regering synes ude af stand eller uvillig til at stoppe terrorregimentet.

Tolerante muslimer

Sandheden er, at ingen muslim i historien nogensinde har boet i en stat, der var 100 procent domineret af én og samme sekt. Profeten Muhammed levede sammen med jøder og folk fra mange religioner, herunder også folkegrupper, der blev kaldt for afgudsdyrkere eller hedninge.

Koranen har specifikke og gentagne anvisninger til, hvordan muslimer skal beskytte ikkemuslimske mindretal.

Det gav islam respekt i mange dele af den antikke verden, hvor etniske minoritetsgrupper blev udsat for forfølgelse. Således var det i vidt omfang den muslimske verden, der måtte tage imod jøderne, da de blev fortrængt fra det katolske Spanien i det 15. århundrede.

Fortidens mest blomstrende muslimske imperier var netop kendetegnet ved, at de lod flere islamiske mindretalssekter og ikkemuslimer leve i fred under deres beskyttelse. De mislykkede muslimske imperier og herskere har derimod altid insisteret på at forsøge at hævde en enkelt ren og sekterisk stat. Denne lære synes glemt i dag. Den sekterisme, som er ved at rive så mange muslimske samfund i stykker, har nået et omfang uden historisk sidestykke.

I den moderne tidsalder har ekstremisme grebet muslimsk politik på verdensplan, og ingen af de to store trosgrupper har noget at lade den anden høre.

Shiaekstremismen, der er barn af den iranske islamiske revolution anno 1979, håndhæves med tvang og med undertrykkelse, ikke mindst over for shiamuslimerne selv. Sunniekstremisten, der har barslet med internationale jihad- og terrorgrupper som al-Qaeda, har kunnet trives og vokse ved en vedvarende strøm af finansielle sponsorater fra Saudi-Arabien og andre nyrige oliekongeriger.

Hvis de penge, som Saudi-Arabien og andre Golfstater har brugt siden 1970’erne i deres bestræbelser på at udbrede wahabismens ultrareaktionære budskaber, i stedet var gået til at lære ethvert muslimsk barn at læse og skrive, ville den muslimske verden i dag kunne blive tildelt Nobelpriser frem for at være centrum for analfabetisme og uvidenhed.

Uislamisk

Vi behøver blot at se på den kristne verden for at finde skræmmeeksempler på, hvor destruktiv sekterisme kan være: I århundreder har protestanter og katolikker bekriget hinanden – mest blodigt i 30-års-krigen, der med over otte millioner dræbte var en åreladning af Europa. Masseudvandringen fra det gamle kontinents ekstreme religiøse intolerance var en vigtig faktor i Amerikas grundlæggelse.

I dag har også det metodiske vanvid, som så mange muslimske herskere tillader ved at lade sekterismen blomstre, fatale følger.

Da Pakistan blev til som nation i 1947, var 23 procent af det nye lands befolkning ikkemuslimer. I dag er tallet under tre procent. Som født i 1947 – året for Pakistans og Indiens adskillelse – og dermed medlem af Pakistans generation af såkaldte midnatsbørn, har jeg gennem alle årtierne kunnet se en støt procession af mindretal forlade mit land.

Først blev anglo-inderne drevet ud, og snart efter kom turen til hinduer og sikher. Så måtte de kristne følge trop og derefter et væld af muslimske småsekter – ismailitter, ahmedier, shiamuslimer, dawoohdi-bohraer og memoner. De ledende kræfter bag sekterismen var ikke blot ekstremistiske grupper. De var i nok så høj grad politikere, generaler og bureaukrater. Ingen magthavere var dengang eller i dag parate til at forsvare mindretallene.

Også Egypten må nu frygte nye bølger af intolerance over for sine mindretal, ikke kun som hævnakt fra politisk marginaliserede ekstremister, men også fordi det passer i den herskende elites kram som politisk ventil. Men intolerancen har intet med religionens ånd at gøre, for den strider imod alt, hvad islam lærer os.

Hvis muslimer nogensinde skulle blive tvunget til at leve sammen under en sekterisk enhedsstat, vil de ikke længere være sande muslimer, for islam tillader ikke noget sådant. Men hvem er i stand til at huske på religionens sande budskaber, når ekstremismens vildskab raser?

Ahmed Rashid er pakistansk journalist og forfatter

© Ahmed Rashid og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer