Klumme

'Jeg har ikke sovet i tre døgn'

Krigen i Afghanistan var langt væk, indtil den stirrede direkte på mig med trætte øjne i kantinen på Københavns VUC
16. august 2013

Han var en mors dreng at se til: velfriseret og pænt klædt. Men så havde han det her armbånd af gummi, et af dem folk bærer for at støtte kampen mod kræft eller hiv, hans var sort med indgraveringer i hvidt. Vi skulle gå i klasse sammen på enkeltfags-hf, og jeg gættede mig til, at fyren havde været soldat, at indgraveringerne bar spor af døde kammerater.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi faldt i snak, men der gik kun et par dage, før jeg vidste, at han havde været udstationeret på Armadillobasen i Afghanistan i den periode, hvor det gik hårdest for sig. Og ja, det hvide print på armbåndet var navne og datoer på faldne, han havde tjent sammen med.

Der gik flere veteraner på skolen. Jeg havde set mindst én af de medvirkende fra Janus Metz’ dokumentarfilm Armadillo. Da han pludselig stod foran mig i civil, fik jeg et chok. Hans ansigt havde prentet sig fast i min bevidsthed, en person, der råbende og skydende bevæger sig igennem et krat et sted på den anden side af Jorden. Et menneske jeg havde set slå andre ihjel.

Men KVUC i København udbød en såkaldt politipakke, der åbenbart tiltrak de unge kombattanter, der nu var hjemvendt fra krigen og skulle til at fungere i det civile liv. Umiddelbart er der noget i mig, der vender sig, når man tænker på, at folk, der har deltaget i krig, der med stor sandsynlighed har slået andre mennesker ihjel, senere i livet skal arbejde i politiet. Men naturligvis tiltrækker de to fag mennesker med den samme type personlighed, og min ven med armbåndet var ingen undtagelse.

Jeg tror nu ikke, voldsmonopolet tiltrak ham. Han sagde også, at han ville være en anderledes betjent på den positive måde, at han selv havde haft for mange negative oplevelser med stoddere i uniform, dengang han var yngre.

Men først og fremmest skulle han ind i korpset. Problemet var at følge undervisningen, at få dagligdagen til at fungere.

En dag mødte han ikke i skole, dagen efter kom han for sent, og det gentog sig nogle gange. Jeg spurgte ind til det, da han et par dage efter igen sad i kantinen med en kasket godt nede om ørerne og sorte rande under øjnene. Vi sad med hver vores kaffe, og jeg tror, vi havde snakket lidt om hjemmearbejdet eller om, hvad vi havde gennemgået, mens han var fraværende.

»Jeg har ikke sovet,« sagde han så. »I tre døgn. De kommer og går, perioderne uden søvn.«

Han fortalte om sine mareridt, at de afholdt ham fra at leve et almindeligt liv.

»Når jeg har det sådan, kan jeg kun træne og forsøge at sove. Træne, sove, spise.«

Jeg spurgte, om han havde kontakt med Forsvarets psykologer, og hvad de sagde til det?

Han kiggede på mig med sine trætte øjne og smilede.

»Ved du hvad? Forsvarets psykologer bliver først bekymrede, hvis man ikke har mareridt. De reagerer først, hvis din søvn ikke er forstyrret. Hvis du bare lægger dig trygt på puden og falder i søvn.«

»Altså: Krigen ødelægger dig. Hvis ikke du viser tegn på traume, er du potentielt en tikkende bombe eller psykopat,« konkluderede jeg. Min ven slog ud med armene og sukkede.

»Og,« sagde jeg, »det tager man altså for givet, når man sender unge mennesker i krig?«

»… Det gør man vel,« sagde han endelig.

Jeg fik lyst til en smøg. Til at trampe hårdt i asfalten bag skolen og se lidt himmel et sted over et hustag. Jeg var ved at rejse mig for at gå ud, da han sagde:

»Ham Janus fik sgu lavet en god film. Selvom de blev sure.«

»Hvem?«

»Dem, der var med.«

Vi kiggede rundt i kantinen.

»Han ramte ret præcist,« sagde min ven så under skyggen.

Vi sad lidt ved bordet, mens studerende og lærere hvirvlede af sted til time. Vi pillede i flamingokopperne. Han fortalte om sin barndom, om det almindelige liv han havde levet i et parcelhus et sted i provinsen. Men nu var det hele noget andet.

»Man kommer ikke rigtig hjem,« sagde han. »Man er ikke længere den person, der tog af sted.«

Jeg nikkede.

»Hvem var den person, der tog af sted?«

»En, der bare ville have en oplevelse,« sagde han.

»En, der ville prøve noget ultimativt,« tænkte jeg og krøllede mit bæger sammen og smed det ud.

Da vi var på vej op gennem trappeløbet til undervisningslokalet, vendte han sig mod mig og sagde:

»Man vælger jo selv. Ingen i det her land bliver tvunget i krig.«

Peder Frederik Jensen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Plesner

»Man vælger jo selv. Ingen i det her land bliver tvunget i krig.«

Valget er ikke et valg, når man ikke ved, hvad det indebærer. Derfor vælger man ikke "selv", men bliver påvirket til at tage afsted. Det er ikke individets, men påvirkningens, skyld. Påvirkningen er blandt andet mainstreampolitikkens ideal om den aktivistiske udenrigspolitik; den ødelægger tydeligvis manden på gulvet eller soldaten i felten, men sikrer "rigets interesser" ifølge mainstream politikken selv. Hvem er "riget" i denne forstand? Hvem arbejder staten for?

Lennart Kampmann

Der er mange meninger om hvad det perfekte liv indeholder. Nogle mener at den perfekte tilværelse bedst opnås ved at vove ganske lidt og dermed blive belønnet med en rolig død efter mange år på plejehjemmet.
Andre tænker mindre på hvordan det slutter, men koncentrerer sig om hvad det indeholder.
Imellem de to yderpunkter findes der så et kontinuum.

Soldater ved at det lys der brænder dobbelt så klart, brænder kun halvt så længe. Hjemkomst efter mission er så at vende sig til en ny måde at vise sit lys på. Indeholdt i den udfordring er kunsten at navigere mellem alle de kloge mennesker, der mener at vide alt om hvad man har gennemlevet. En gang i mellem taler man lidt med nogle der lader til at forstå noget.

For mit eget vedkommende (veteran fra unprofor) klarer jeg mig uden indblanden og uden omsorg. Det er ikke synd for mig, hvis nogen skulle spørge. Spørg hellere nogle andre...

Med venlig hilsen
Lennart

Andreas Trägårdh

Kan man bekæmpe noget man ikke kender?
De krigsførende kender det de bekæmper, for det er dem selv, kun dem selv.
Krig er skabt af flygtninge, til flygtninge, af den simple årsag at de ikke magter at være sig selv. Og denne flugt er der nogen der forstår at udnytte.