Kronik

Udviklingsbistand er et vanskeligt våben

Under Afghanistan-krigen er udviklingsbistanden blevet brugt i kampen mod Taleban. Det har gjort støtten til et partsindlæg og svækket det lokale ejerskab. I den fremtidige indsats bør man i højere grad lytte til afghanernes ønsker, også selv om det udfordrer grundprincipper i dansk udviklingsbistand
Meget dansk bistand kommer bredt ud i landet, men der har også været tale om ’fredsdividenden’, hvor man ønskede bistandsprojekter i områder, som var kommet under sikkerhedsstyrkernes kontrol.

Aref KARIMI

Debat
14. august 2013

Mens de danske kamptropper forlader Afghanistan, optrappes udviklingsbistanden til landet. Faktisk vil landet blive den største modtager af dansk udviklingsbistand. Med udviklingsministerens ord gives den for at sikre, at Afghanistan ikke falder tilbage i kaos og dermed risikerer igen at blive arnested for international terrorisme.

Det er uklart, hvordan mulighederne vil være for udviklingsarbejdet, men det er givet, at vi må ændre kurs i forhold til i dag og i langt større udstrækning give støtte på den afghanske befolknings egne præmisser. Meget tyder på, at det vil blive en udfordring i forhold til visse grundprincipper for dansk udviklingsbistand.

Bistand som partsindlæg

Først et tilbageblik. Den civile udviklingsindsats i Afghanistan siden den internationale militære intervention i 2001 har været bestemt af Vestens sikkerhedspolitiske dagsorden, ikke en udviklingspolitisk dagsorden. Dens formål har været at understøtte holdbarheden af en militær succes ved at bringe landet frem til et økonomisk og politisk stade, der skulle fjerne mulighederne for, at terrorisme atter kunne få fodfæste i landet.

Denne dagsorden har haft betydning for udvælgelsen af bistandsaktiviteter og for den geografiske prioritering. Hovedsigtet har været hurtigt at få bragt statsapparatet på fode, så det kan levere effektiv og troværdig service til landets borgere. Overordnet har der været fokus på fremme af demokrati, god regeringsførelse, lov og orden, menneskerettigheder, kvinders stilling og økonomisk udvikling. Det har været set som en væsentlig forudsætning for at kunne fremme befolkningens tillid til myndighederne og dermed troen på en fremtid uden Talebans radikalisme. Mange danskstøttede projekter har bidraget hertil.

Den sikkerhedspolitiske dagsorden kommer imidlertid let i konflikt med gængse udviklingstilgange, fordi prioriteringerne bliver stærkt politiske, og tidsperspektivet ofte bliver for snævert.

Også den geografiske prioritering har reflekteret sikkerhedsinteresserne. Meget dansk bistand kommer bredt ud i landet, men der har også været tale om ’fredsdividenden’, hvor man ønskede bistandsprojekter i områder, som var kommet under sikkerhedsstyrkernes kontrol. Befolkningen skulle hurtigt kunne se en effekt af ’freden’ og derfor vælge regeringen til og radikalismen fra.

Problemet ved en sådan tilgang har været, at den har tjent en kortsigtet interesse og tilsidesat almindelige udviklingsprincipper. Planlægningen skete tilmed ofte uden tilstrækkelig forståelse for detaljerne i den lokale socio-politiske kontekst. Uafhængige undersøgelser i forskellige afghanske provinser (bl.a. Helmand, hvor danske tropper har været stationeret) har f.eks. vist, at lokalbefolkningen opfattede bistanden, givet af den ene part i en konfliktsituation, som netop part i en konflikt og derfor ikke troværdig. Der var derfor ikke opnået lokalt ejerskab og medansvar, og det går ud over den langsigtede bæredygtighed.

Ønskescenariet

Hvilke muligheder er der for at sikre en succesfuld udviklingsbistand efter 2014?

Et ønskescenarie ville være, at de afghanske sikkerhedsstyrker selv kan klare de sikkerhedsmæssige udfordringer, og at den politiske udvikling i landet bevæger sig mod større stabilitet. Går det sådan, vil der være basis for en ’normalisering’ af bistandsarbejdet, en ændring i orientering fra krigstid til fredstid, hvor man vil få mere rum omkring planlægning og gennemførelse af arbejdet, reelt lokalt ejerskab m.m.

Behovene i Afghanistan vil fortsat være meget store, og der vil være brug for langsigtet udviklingsstøtte på alle fronter. Men en normalisering af forholdene vil give plads til et bredere felt af afghanske aktører. Der vil fortsat hovedsageligt blive arbejdet gennem det afghanske statsapparat, men supplerende muligheder i civilsamfundet vil også kunne bruges. Det vil styrke lokalt ejerskab og indflydelse og samtidig i sig selv bidrage til økonomisk udvikling gennem lokale kontrakter og serviceydelser.

Afghansk dagsorden

Ovennævnte scenario virker måske ikke udpræget realistisk. Dels er der rejst tvivl om de afghanske sikkerhedsstyrkers effektivitet og deres loyalitet over for regeringen. Dels forventes den afghanske sociopolitiske struktur, med magtsystemer baseret på etniske grupper, stammetilhørsforhold og lokalitet, at træde mere i karakter i det magtpolitiske tomrum, der ventes at opstå efter den internationale tilbagetrækning.

Vi skal forholde os til en langt mere kompleks virkelighed, end vi har gjort i de seneste år. Taleban vil meget naturligt være én af spillerne i et sådant scenario, spørgsmålet er hvordan og med hvilken styrke. Med fremmede tropper ude af ligningen kan det tænkes, at Taleban vælger det politiske kort frem for væbnet magt. Det kan ske gennem moralsk pres på den lokale dagsorden.

Hvis Taleban vælger at deltage i det lokale magtspil på linje med andre lokale aktører, bør det i sig selv ikke være en hindring for bistandssamarbejde.

Behovene for udviklingsbistand vil være de samme som under forrige scenario, men omstændighederne for at give den vil være anderledes. Regeringens decentrale strukturer vil være svækkede, og udviklingsaktiviteter uden for Kabul og visse større provinsbyer vil være underlagt lokale magtstrukturer. Danmark kan godt levere bæredygtig udviklingsbistand under sådanne forhold, men man skal arbejde gennem de rigtige strukturer – og det er ikke sikkert, det altid er statsapparatet.

Situationen vil måske minde om forholdene i begyndelsen af 1990’erne. Dengang var mange ngo’er (herunder danske) i stand til at levere bistandsarbejde og livsvigtig humanitær hjælp pga. deres forståelse af den lokale dynamik og fleksibilitet og langsigtede tilgangen til arbejdet. Fortsat dansk udviklingsbistand kan bestemt ses som et bidrag til at forhindre (yderligere) kaos, men der skal nok sluges nogle kameler i processen.

Vi kan stadig have demokrati og menneskerettigheder m.m. på dagsordenen som overordnede målsætninger, men vi skal lytte meget mere til lokalbefolkningen og tage meget mere højde for befolkningens egne ønsker i design og gennemførelse af aktiviteter. Det vil måske på den korte bane blive opfattet som tilbageslag på nogle områder (f.eks. kvinders muligheder), men det kan vindes på den lange bane. Spørgsmålet er, om den danske politiske dagsorden kan rumme en sådan tilgang.

Taleban kan smække med døren

Desværre er der mulighed for et kedeligt tredje scenario, hvis Taleban ikke opgiver den væbnede kamp. Taleban fremstår i dag ikke som militært besejret og vil næppe heller gøre det ved udgangen af 2014. Herom vidner den seneste tids mange angreb rundt om i Afghanistan. Der peges også på, at Taleban sparer på kræfterne og blot afventer de fremmede styrkers udmarch, inden de igen vil rykke ind på den afghanske scene med forøget, væbnet magt.

Skulle det føre til Talebans kontrol med store dele af eller hele landet, vil det åbne et nyt kapitel både på den sikkerhedspolitiske front og med hensyn til udviklingsbistand til landet. Det danske udviklingssamarbejde vil blive taget op til hastig genovervejelse – hvis ikke Taleban inden da allerede har smidt de udenlandske organisationer på porten.

Gorm Pedersen er u-landskonsulent

Serie

Exit Afghanistan

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her