Klumme

Velfærd i fritiden

Vi skal arbejde mere, mener økonomer og politikere. For at bevare velfærden, forstås. Men de fleste synes, at fritid er et stort velfærdsgode, og ’for meget arbejde’ hører til top fem på listen over, hvad folk fortryder på dødslejet
6. august 2013

Tænketanken Kraka har regnet ud, at hvis danskerne går med til at skære en dag af deres årlige ferie, så øges arbejdsudbuddet med 10.000 personer, de offentlige finanser forbedres med to milliarder kroner og bruttonationalproduktet stiger med seks milliarder kroner årligt.

Endnu bedre går det, hvis Danmark indfører amerikanske tilstande og helt opgiver retten til betalt ferie. Vipti, vapti, vupti – så stiger arbejdsudbuddet med hele 250.000 personer, de statslige finanser forbedres med 50 milliarder kroner og bruttonationalproduktet med 150 milliarder kroner.

Så hvorfor ikke bare gå i gang når »en uges mindre ferie og afskaffelsen af to-tre overflødige helligdage kunne løse mange problemer for Danmark,« som professor Peter Nedergaard skriver på sin Facebookside?

Det er der mindst fire gode grunde til:

For det første glemmer økonomer alt det ulønnede arbejde. I internationale sammenligninger af arbejdstiden falder skandinaver og hollændere ud som dovne med under 35 timers gennemsnitlig arbejdstid, mens grækere er hyperflittige med godt 44 timer. Billedet ændrer sig imidlertid, når man inddrager beskæftigelsesfrekvensen. Lande med kort arbejdstid har høj beskæftigelsesfrekvens – Danmark eksempelvis 16-18 procent højere end Grækenland.

Det handler om husmødre. I begyndelsen af 1960’erne, da arbejdstiden var 48 timer i Danmark, blev omkring 860.000 såkaldt hjemmegående husmødre forsørget af deres mand, som til gengæld kunne nøjes med at levere 29 minutters dagligt husarbejde. I dag er husmødre et barndomsminde, kvinders erhvervsfrekvens nærmer sig mænds, og mænds husarbejde er svulmet til to timer og 17 minutter om dagen.

Selv om danske mænds ugentlige lønnede arbejdstid er faldet med 11 timer, betyder deres indsats på hjemmefronten, at deres samlede ugentlige arbejdstid kun er faldet lidt under to timer siden 1964.

For det andet indfanger opgørelser over den formelle arbejdstid, ikke, at arbejdstiden i stadig flere jobfunktioner flyder ud over de kontraktlige 37 timer om uge, for arbejdet foregår i hovedet, eller på nettet – og begge steder er der adgang 24/7. Det er en væsentlig forklaring på, at stress og anden psykisk sygdom er en voksende årsag til sygemeldinger i Danmark.

For det tredje har nationaløkonomer det fundamentale problem, at de kun regner med den velstand, der produceres i markedssammenhænge. Et brød bagt og solgt af bageren giver bonus på både bruttonationalprodukt og beskæftigelse, det samme gør en carport bygget af en tømrer, og et barn passet i en daginstitution. Derimod fanger økonomer ikke den velstand, der produceres uden for markedet: Hjemmelavet mad, gør-det-selv i hus og have, og alt det frivillige sociale arbejde.

For det fjerde kan økonomer slet ikke opfange velfærden i den skønhed, der omgiver haveejerens knokleri, stoltheden over et vellykket selvbyggeri, glæden ved at have tid til sin familie og venner, fællesskabsfølelsen i Mødrehjælpens genbrugsbutik eller idrætsforeningen. Det er grunden til, at folk i almindelighed definerer velfærd helt anderledes end økonomerne.

Økonomerne vil øge arbejdstiden, så samfundet får et større indkomstgrundlag til at finansiere velfærdsstaten. Velfærdsstatens ve og vel bliver altså brugt som argument mod det, som folk i generationer har opfattet som et velfærdsgode: fri tid, hvor de selv bestemmer gøremål og rytme. Det er da paradoksalt!

En krølle på halen er top fem listen over, hvad døende oftest fortryder. Den findes i bogen Top Five Regrets of the Dying skrevet af en australsk hospice-sygeplejerske. Den mest almindelige fortrydelse lyder: »Gid, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger«. Den næste på listen lyder: »Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.« Denne kommentar har sygeplejersken hørt fra alle døende mænd, hun har plejet. De følte sig snydt for deres børns barndom, for samvær med deres elskede og deres venner.

Økonomer er selvfølgelig gode til at regne, men velfærd og livets mening finder de ikke med en regnemaskine.

Pia Fris Laneth er forfatter, journalist, filminstruktør og fortæller

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • Jørn Vilvig
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels-Simon Larsen
  • Jon Kjær Amundsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Johannes Lund
Inger Sundsvald, Jørn Vilvig, Rasmus Kongshøj, Niels-Simon Larsen, Jon Kjær Amundsen, Lise Lotte Rahbek og Johannes Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant emne, men pegefingeren rettes vist et lidt forkert sted hen. Hvordan ferieloven skal være, er et politisk spørgsmål, så hvis der bliver foretaget ændringer, er det fordi et flertal af de folkevalgte politikere ønsker det.

Det økonomer kan gøre, er at klargøre konsekvenserne af forskellige valg - i dette tilfælde: Mindre ferie betyder større BNP; større skatteindtægter, større privat indkomst og et velfærdstab i form af mindre fritid og dermed færre af de gavnlige aktiviteter de fleste får ud af deres fritid. Krakas notat påpeger netop begge sider og ender ikke med nogen anbefaling. Den eneste navngivne person i Pia Fris Laneths artikel som vist direkte anbefaler en afskaffelse, er Peter Nedergaard. Han er politolog og professor i statskundskab. Så med et mere korrekt hensyn til kildernes baggrund, men samme generaliseringsniveau som klummen i øvrigt betjener sig af, burde PFL vel snarere have skrevet: "Vi skal arbejde mere, mener politologer".

Niels-Simon Larsen

Sandt, smukt og godt skrevet, men det gør ikke problemet mindre: ”Hvorfor vælger vi at leve lorteliv?” Fordi vi er åndssvage, kunne svaret være. Jamen, hvorfor er vi så det? ”Vi er født sådan”, kunne næste svar være.

Jeg ved ikke, hvordan den knude skal løses. Kloge mennesker har spekuleret over det siden tidernes morgen. Vi kunne bare lade vær’, men vi kan ikke la’ vær’. Dårlige undskyldninger og forklaringer står i kø og under navnet forventningspres. Man kan jo bare lade være med at lade sig presse, når der nu er så lidt at vinde. At vi hopper på den med at arbejde mere for at redde velfærden, når vi bare kan sætte os på en bænk og nyde solskinnet, er en gåde.

Nu må jeg tilstå, at jeg selv altid laver noget, men det sker af lyst, så jeg er ikke en af dem, der vil beklage sig på dødslejet. Tværtimod glæder mig over de fleste af mine arbejdstimer.

Lige i øjet! Desværre er vores samfund gennemsyret af den snævre synsvinkel om nytteværdi. Jeg er sikker på at det er grunden til at vi bevidstløst følger trop.

Måske er tabet af de hjemmegående husmødre større end vi aner? Det er i hvert fald en stor skam at mennesker i dag stort set udelukkende måles og vurderes ud fra den indsats de leverer via et lønarbejde.

Børge Rahbech Jensen

Nationaløkonomer har også det grundlæggende problem, at de ikke forholder sig til efterspørgsel efter arbejdskraft, selvom de gerne anbefaler ændringer, som reducerer behovet for arbejdskraft, og selvom prisdannelsen på andre markeder antages at blive defineret af udbud og efterspørgsel.

De offentlige finanser forbedres kun,hvis den udbudte arbejdskraft efterspørges. I modsat fald øges bruttonationalproduktet kun, hvis købekraften forbedres hos de mennesker, der udbyder arbejdskraft, som ikke efterspørges.

Carsten Mortensen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Børge Rahbech Jensen

"Nationaløkonomer har også det grundlæggende problem, at de ikke forholder sig til efterspørgsel efter arbejdskraft ... selvom prisdannelsen på andre markeder antages at blive defineret af udbud og efterspørgsel."

I alle gængse økonomiske modeller for arbejdsmarkedet indgår nu også både udbud og efterspørgsel. Det er imidlertid sådan at den ene side ofte vil have en tendens til at tilpasse sig den anden, afhængigt af tidshorisonten. I det lange løb vil efterspørgslen have en tendens til at tilpasse sig udbuddet; på kort sigt, i konjunkturop- og nedgange, vil man ofte se det modsatte fænomen, at det er efterspørgslen der bestemmer.

randi christiansen

Hvis 'danskerne' arbejder en dag mere, svarer det til 10.000 flere i fuldtidsarbejde med deraf følgende flere skatteindtægter og større bnp - er det sådan, det skal forstås? I så fald er det mere af økonomernes verdensfjerne våserier og politiserende fantasterier, som vi har hørt alt for ofte, som ALTID skal justeres, og som altid sender regningen videre til miljøet og de fattigste. Hvordan kan man have råd til at øge arbejdstiden for et i forvejen stresset og overbelastet arbejdskorps, men ikke til at ansætte et tilsvarende antal personer (10.000) - dermed undgå disses stigende og stigmatiserende arbejdsmarkedsmarginalisering og ikke mindst udgifterne til overførselsindkomster?

Er rationalet, at den øgede indtjening og omsætning vil medføre flere end 10.000 nye arbejdspladser? Temmelig tvivlsomt og derfor er der ærlig talt mere sund sans og god forretning (sparede overførselsudgifter) i at ansætte nye folk, end i at bede de gamle løbe endnu hurtigere i retning af den eetværelses med låg.

Med mindre der er noget, jeg helt har misforstået?