Kronik

Vesten fastholdt forfejlet kurs i Afghanistan i årevis

12 års krig i Afghanistan har lært os, at krigsførende demokratier kan stå sammen om store, langvarige indsatser, men at det sker på bekostning af politisk indsigt og evnen til at justere kursen
Afghanske mænd henter mel og gryn, som uddeles af det lokale politiet i den fattige Balkh-provins.

Afghanske mænd henter mel og gryn, som uddeles af det lokale politiet i den fattige Balkh-provins.

Xinhua/Scanpix

Debat
12. august 2013

To forhold springer i øjnene, når man betragter krigen i Afghanistan. For det første at det, som startede med en krig mod Al-Qaeda, endte med at blive et statsopbygningsprojekt med Taleban som hovedfjende. For det andet at det har stået på i snart 12 år. De to forhold er intimt forbundet og peger i retning af det, som vel nok er hovedlektien fra krigen: At demokratier kan stå sammen om store, langvarige indsatser, men at det sker på bekostning af politisk indsigt og evnen til at justere kurs.

Og faktisk er det bemærkelsesværdigt, at de 12 års indsats har været drevet af demokratier. Tålmodighed er ikke en demokratisk dyd og slet ikke i sikkerhedspolitik. Opinionen bliver let oprørt og støtter intervention – tænk på Libyen eller Mali – men den er også hurtig til at efterlyse helstøbte løsninger, der virker, og som tillader demokratierne at vende hjem og lave andre ting.

Opbygningen af den afghanske stat har været denne krigs helstøbte løsning. Staten skulle være demokratisk og bygge på fundamentale menneskerettigheder. Det var opskriften allerede i november-december 2001, da afghanere og det internationale samfund i Bonn, Tyskland, lavede en køreplan for det nye Afghanistan. I de kommende år blev Bonn-planen iværksat: Afghanistan fik først en forfatning, så en præsident, et parlament, og til sidst en national udviklingsplan.

I de år, hvor George W. Bushs krig mod terror var allervarmest – i 2003-2004 med krigen i Irak, var denne plan for Afghanistan afgørende for at fastholde engagementet. Det var en retfærdig krig, som udsprang af terrorangrebet i september 2001. Det var krogen, som vestlige politikere kunne hægte sig på, når de skulle mobilisere opinionen. Og det lykkedes: demokratierne engagerede sig massivt og på den lange bane.

Liberal skyggeside

Men krig i form af liberal og demokratiskabende teknik har sin skyggeside, og med årene er den blevet stadig mere dunkel.

For det første stod projektet i for stærk opposition til den afghanske virkelighed. Virkeligheden var, at samfundet byggede på beskyttelse og vennetjenester (patronage), og i en liberal ramme bliver det til korruption. Afghanske ledere med præsident Karzai i spidsen lærte relativt hurtigt at tale liberalt, for det var de presset til, men de handlede som afghanere – naturligvis!

Demokratierne tabte altså føling med de lokale parter, som skulle bære projektet. Det blev for stift og for drevet af vestlig politisk teori.

For det andet marginaliserede projektet for alvor Taleban – det tætteste man kunne komme på det liberale projekts modsætning. Taleban blev fjenden nærmest på lige fod med Al-Qaeda. Ræsonnementet var, at vejen til Al Qaeda gik gennem et stabilt Afghanistan, som krævede en nedkæmpelse af Taleban. Igen var det stift og ude af trit med virkeligheden. Taleban var de facto blevet til en fragmenteret bevægelse, og man kunne have gjort mere for at tage luften ud af bevægelsen ved ikke kun at bekæmpe den hårde kerne men også appellere til lokale fragmenter.

Her flyder problemerne sammen, for magthaverne i den centraliserede republik designet i Bonn – dels Karzai’s klan, dels Talebans gamle fjender (Nordalliancen) – havde ikke interesse i at decentralisere republikken og åbne for lokale lokumsaftaler. Bonn-republikken tjente jo deres magt. At den samtidig mobiliserede og sammentømrede Taleban var for så vidt ikke deres problem, så længe vestlige styrker tog kampen.

Vidtrækkende vildspor

De vestlige demokratier var sene til at anerkende problemet. I årrækken 2006-2010 var svaret, at hvis bare man investerede massivt, så kunne man få Bonn-republikken sådan rigtig på fode. Man opfandt smarte nye begreber som ’samtænkning’, som skulle være garant for bedre brug af flere midler. ’Oprørsbekæmpelse’ var ganske vist ikke et nyt begreb, men det fik sin revival med præsident Obama og general McChrystals indtræden i 2009. NATO bakkede entusiastisk op. Analytikere bidrog med indsigter fra Vietnam, Malaysia, Kenya og andre historiske cases. I dag hedder løsningen ’afghanisering’. Afghanske sikkerhedsstyrker skal selv stå for sikkerheden – dog med lidt hjælp i baggrunden over en årrække. Og man begynder så småt at tage hul på den vanskeligste knude, nemlig en politisk aftale mellem Bonn-republikkens magthavere og Taleban. Det er opmuntrende.

Men det er et fremskridt skabt gennem opslidning, og det er ikke klart, at der foreligger en klar plan for, hvordan man politisk vil håndtere Afghanistan fremover. Jovist, der er ’transformationsplanen’ fra 2011, som dækker 2014-2024, men det er et diplomatisk signal, som skal omsættes til politik.

Læren af Afghanistan er altså, at demokratier kan overvinde deres indbyggede utålmodighed og stå sammen om omfattende indsatser, men det svækker evnen til at erkende et vildspor og justere kursen. Det har store omkostninger. Kursen skulle have været lagt om allerede i 2003-2005, da Bonn-republikken faldt på plads. Man skulle have åbnet en forfatningsmæssig kattelem og inviteret til politisk magtdeling centralt i Kabul såvel som lokalt.

Tyngdepunktet burde have været Afghanistans politik, men fokus blev flyttet til liberal teknik – et demokratisk projekt.

Sikkerhedspolitisk Davos

Spørgsmålet er, hvordan man kan skabe politisk indsigt og evne til at håndtere politiske relationer – og dette i multinationale sammenhænge. Lad mig give et par forslag til forbedringer:

Politiske ledere bør gøre en dyd af at fremlægge deres analyser af den internationale sikkerhedspolitik. Og her er det afgørende, at lederne selv kommer på banen og tager ansvar for analysen.

Det skal være et politisk produkt, ikke institutionelt (fra f.eks. efterretnings- eller udenrigstjeneste). Dette gælder også ’små’ lande, hvor ledere ikke bør gemme sig bag ressourcer (vi har for få …) eller stereotyper (vi plejer …).

Fremlæggelsen skal være national, men bør gentages internationalt. Der findes allerede den årlige München-konference om sikkerhedspolitik, men spørgsmålet er, om ikke klubben af NATO og EU lande burde gå sammen og lave et sikkerhedspolitisk Davos – altså kopiere det meget succesfulde World Economic Forum i Davos. Det ville samtidig bidrage til at overkomme nogle af de penible stridigheder, som forhindrer et mere effektivt NATO-EU samarbejde.

Europa skal tænke selv

De politiske engagementer er til baggrund. De danner rammen for den politik, som konkret skal føres i operationer. Her skal man ikke tage fejl af, at operationer vil tegnes af de tunge bidragsydere. Skal man kræve politisk snusfornuft af denne kerne, må man selv være en del af den. Man kan ikke med troværdighed stå på sidelinjen og plædere for større klogskab fra de lande, som sætter liv og levned på spil.

Endelig skal politiske ledere være klar til at stimulere den sikkerhedspolitiske analyse og give debatten selvstændigt liv. Problemet gælder i særdeleshed Europa, herunder Danmark, hvor det har været for nemt at overlade tankearbejdet til USA. Man høster, som man sår. Danmark og Europa er simpelthen svage, når det gælder sikkerhedspolitisk tænkning. Med mindre der kommer forandring på denne konto, har vi reelt ikke lært noget af konflikten i Afghanistan.

Sten Rynning er professor og leder af Center for War Studies ved Syddansk Universitet

Serie

Exit Afghanistan

Seneste artikler

  • Udviklingsbistand er et vanskeligt våben

    14. august 2013
    Under Afghanistan-krigen er udviklingsbistanden blevet brugt i kampen mod Taleban. Det har gjort støtten til et partsindlæg og svækket det lokale ejerskab. I den fremtidige indsats bør man i højere grad lytte til afghanernes ønsker, også selv om det udfordrer grundprincipper i dansk udviklingsbistand
  • Afghanistans civile magthavere skal have styr på militæret

    6. august 2013
    Hvis Afghanistans stabilitet skal sikres, er det afgørende, at landets militær underlægges civil kontrol. Ellers kan vi ende med et nyt Pakistan
  • Fejltrinnene i Afghanistan er svære at erkende

    5. august 2013
    Når krig er et politisk projekt, er politikerne afhængige af, at den bliver en succes. Det gør det svært at lære af sine fejl
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Scheel Andersen

Hvad var budskabet lige??

Ulf Timmermann

At demokratier ikke koloniserer, optræder imperialistisk i eller invaderer fjerne verdensdele - og ikke spionerer mod hinanden.

Simon Olmo Larsen

"Vesten fastholdt forfejlet kurs i Afghanistan i årevis"

Jeg tror ikke på at kursen er forfejlet, den er kalkuleret, hvor mange penge har de allierede lande, tilført det globale discountluxusvarehus på 12 års krig i Afghanistan og ville vesten's økonomi overhovedet kunne overleve, uden tilførelsen af den usynelige krigsskat også kaldet terrorbekæmpelse, penge de tager fra borgerne med lovning om fred og Utopia.

Ulf Timmermann

Én, bare én, af de mange amerikanske tænke-tanke, har vel i årevis advaret mod demokratiernes fremfærd i Afghanistan og givet anvisninger på, hvordan denne her afghanske ged i virkeligheden skulle barberes?

Ulf, selv om du vel er sarkastisk, har også uafhængige amerikanske tænketanke nærmest stået i kø for at påpege, at der er massevis af alternativer til tvangstanken om at bomber kan tvinge folk til at blive demokrater. Her er blot de to øverste tilfældige eksempler fra en simpel Google-søgning:
Focus and Exit: an alternative Strategy for the afghan War. Carnegie Endowment for International Peace.
Afghanistan’s Alternatives for Peace, Governance and Development: Transforming Subjects to Citizens & Rulers to Civil Servants. The Centre for International Governance Innovation.

Ulf Timmermann

Tom Paamand, hvad havde du forventet? At jeg var stand-up komiker, ligesom ... nej, min mund er lukket med 7 segl for ellers bliver jeg bare slettet af dagbladet Information's hattedame-sheriff.

Peter Andersen

Hillary Clinton: “We Created Al Qaeda”.
The Protagonists of the “Global War on Terrorism” are the Terrorists
http://www.globalresearch.ca/hillary-clinton-we-created-al-qaeda/5337222

Karsten Kølliker

Der løber en tråd i europæisk, politisk tænkning der hedder ”The Democratic Peace Theory”, som på forskellige måder redegører for, hvorfor det er meget lidt sandsynligt, at demokratier vil engagere sig i angrebskrige, og hvorfor demokratiske styreformer således må anses for at underbygge freden i verden.

Begivenhederne op til og efter 9/11 forekommer på den anden side at modsige denne teori. Godt nok betjente den amerikanske administration sig af definitionen ”krig” i forb. med terrorangrebet, men der var aldrig nogen krigserklæringer og det er også svært at se, hvordan 19 fanatiske islamisters handlinger kan berettige besættelsen af to suveræne stater i mellemøsten.

Personligt tror jeg på sandheden i ”The Democratic Peace Theory”, og når såkaldte demokratier indleder angrebskrige, er det i min optik tidspunktet for at gå de pågældende demokratier efter for, hvor demokratiske de i virkeligheden er.

Husk på hvor stærk den folkelige modstand mod disse krige var. Godt nok gav de vestlige befolkninger i en vis forstand amerikanerne mandat til at gå efter Osama Bin Laden, men da det blev klart, at dette raid var ensbetydende med besættelsen af Afghanistan stod mange mennesker helt uforstående. Og modviljen mod de militære løsninger blev helt åbenlyse forud for Irak-krigen.

Det var med overlæg, at jeg brugte udtrykket den stærke modstand fremfor den store modstand, for i den skelnen ligger der et meget væsentligt aspekt af demokratiets væsen. For nok var der måske ikke et flertal i befolkningen, som gik imod sin egen regering, og forlangte et stop for den danske indblanding i to besættelseskrige, men modstanden var netop meget stærk, fordi den kom fra de dele af samfundet, som har trænet sig selv i at tage selvstændig stilling og at stå op for sine holdninger og principper.

Jeg vil derfor tillade mig at drage den politiske legitimitet for de to krige i tvivl. Det er kun i et populistisk demokrati, hvor det kun er kvantitet der tæller, at befolkningen kan siges at have bakket op om beslutningerne om at gå i krig. Et sandt demokrati må såvel kendes på dets evne til at kunne afveje en lemfældig velvilje hos en majoritet overfor en dybtfølt modvilje hos en minoritet, eller for den sags skyld en lemfældig modvilje hos en majoriet overfor en dybtfølt velvilje hos en minoritet. Således viste det politiske lederskab ingen interesse i at gå i dialog med kritikerne med henblik på at overbevise dem om det rigtige i aktionerne, men viste tværtimod bare tilfredshed ved at have fået besnakket en tilstrækkelig stor del af befolkningen til at de turde gå videre med deres planer.

Og således vender vi tilbage til mediernes svigt. De skulle have givet kritikerne den taletid de havde en form for demokratisk ret til, således at befolkningens opbakning til krigene var blevet testet forud for planernes realisering.

Krigene i Afghanistan og Irak markerer et foreløbigt lavpunkt i vores demokratiske årvågenhed.

Ulf Timmermann

@ Karsten Kølliker

Du taler om "mediernes svigt", for nu blot at hente et af dine punkter frem: Jeg kan ikke få det til andet end, at medierne befinder sig der, hvor de altid har befundet sig - og altså ikke har svigtet i forhold til noget tidligere ståsted. Og m.h.t. demokratiet: Det havde måske en gylden periode, i Danmark, på en 5-6 årtier, hvor de respektive medlemmer af hver klasse stemte kollektivt, herunder ægtefæller på samme parti, på det parti, de mente varetog egne klasseinteresser bedst. Demokratiet var så i den periode et redskab for "institualiseret klassekamp", som jeg plejer at benævne det.