International kommentar

Hvor mange arbejdere skal dø for Qatars fodbold-VM?

FIFA må tilbagekalde Qatars fodboldværtskab, medmindre golflilleputstaten holder op med at ansætte og beskæftige fremmedarbejdere under slavelignende forhold
Debat
30. september 2013

Efter at UEFA, Det Europæiske Fodboldforbund, for nylig måtte konkludere, at verdens største turnering i nogen enkelt sportsgren umuligt kan afvikles i juni i Qatar under temperaturer på 50 grader, må vejen være banet for, at Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, tager Qatars VM-værtskab op til revision.

Hvis afholdelsen af VM-slutrunden for første gang skal flyttes til om vinteren, vil det give kludder i andre turneringers kalendere.

Langt værre er det imidlertid, at et lige så overset som ubekvemt spørgsmål står tilbage: Hvor mange flere menneskeliv skal gå tabt på grund af FIFA’s beslutning om at lægge verdens mest populære sportsbegivenhed i ørkenlilleputstaten?

»Flere arbejdere vil dø under opførelsen af VM’s infrastruktur, end antallet af spillere i selve slutrunden,« forudser Sharan Burrow, generalsekretær for Den Internationale Faglige Sammenslutning (ITUC). Selv hvis vi medregner alle reservespillere, har hun nok ret.

Hundreder af døde

Det olierige og enevældige Qatar, som styres af den fabelagtigt rige og ekstraordinært hemmelighedsfulde Al Thani-klan, fører lige så lidt statistik over arbejdsmiljøforhold, som det afholder frie valg. ITUC har selv måttet tælle lig: Alene i år har 83 indiske arbejdere mistet livet.

Qatar er i forvejen gravplads for 119 nepalesiske bygningsarbejdere, og med 202 døde fremmedarbejdere fra andre lande, alene i årets første ni måneder, er der rigelig dækning for Burrows konklusion om, at der i Qatar sker mindst et arbejdsrelateret dødsfald om dagen, hele året rundt.

Og dødstallet vil stige, for Qatar får brug for 500.000 flere fremmedarbejdere, hovedsageligt fra det indiske subkon-tinent, til at bygge stadioner, hoteller og veje frem til 2022.

Ikke alle dødsfald sker på byggepladser. Kombinationen af hårdt fysisk arbejde under farlige forhold, kvælende hede, og indkvartering i lejre uden klimaanlæg betyder, at døden kommer i mange forklædninger. Som efterladte til den afdøde fremmedarbejder Chirari Mahato fortæller, havde han ikke blot en arbejdsdag, der strakte sig fra kl. 6 til 19.

Efter fyraften var han henvist til et varmt, beklumret værelse uden ventilation, som han måtte dele med 12 andre. Men fordi han døde, mens han sov og ikke på byggepladsen, ville hans arbejdsgivere ikke tage ansvaret. I Golf-staterne må millioner arbejde under vilkår som hans.

’Absolut enevælde’ er ikke en fyldestgørende beskrivelse af et samfund som Qatar, hvor immigrantarbejdere udgør 99 pct. af den private sektors arbejdsstyrke. Sydafrika under apartheid kunne være en mere passende sammenligning.

De blot 225.000 qatarere kan danne fagforeninger og strejke – det kan de godt 1,8 millioner immigrantarbejdere ikke. Oldtidens Sparta rinder også i hu. Men i stedet for en kriger-elite, der lever af heloters arbejdskraft, har vi plutokrater og sybaritter, der vartes op af ansigtsløse hære af retsløse immigrantarbejdere.

Den officielle retfærdiggørelse af undertrykkelsesmaskineriet er – som så ofte før – religiøs. Indvandrere og arbejdsgivere er bundet sammen i det såkaldte kafalasystem, der er taget fra islamiske love om adoption af børn.

’Kafala’ stammer etymologisk fra det arabiske verbum for ’at fodre’. Men næring er det sidste, dette system afgiver. I stedet leverer det noget, der minder om moderne slaveri. Immigrantarbejdere kan ikke skifte job uden deres sponsorers – dvs. deres arbejdsgiveres – samtykke. Og bliver arbejderne væk fra jobbet eller siger op, kan deres arbejdsgivere – ’adoptivforældre’ – melde dem for at løbe af pladsen, hvorefter de kan anholdes af politiet.

Vil en immigrantarbejder forlade Qatar, skal han først opnå udrejsevisum fra sin sponsor. Den bestemmelse betyder, at han kan holdes som gidsel, hvis han f.eks. truer med at sagsøge for kontraktbrud.

Retsløshed

Ikke kun fattige bygningsarbejdere må lide. Man kunne have forventet, at FIFA ville have været mere bekymret over den skæbne, som udenlandske fodboldspillere ansat på kafalakontrakter risikerer. Abdeslam Ouaddou, der engang spillede for Fulham F.C., advarer alle spillerkolleger om aldrig at nærme sig Qatar. Han taler af erfaring. Ouaddou, der spillede for Qatar SC i Qatars hjemlige liga, fortæller, at hvis en spiller skades eller kommer ud af form, kan klubben ensidigt opsige kontrakten. Går spilleren så til en advokat, kan klubben nægte ham at forlade landet, indtil han frafalder sin sag.

Ouaddou fik reddet sig ud efter vanskelige forhandlinger, men den franske spiller Zahir Belounis, en tidligere anfører på holdet Al-Jaish, sidder fanget i landet sammen med sin familie og har ikke fået løn i to år. Da han gik til den internationale presse, blev han truet med injuriesager.

Hvad gør FIFA ved den slags? »Vi søger at fremme en dialog,« forsikrer en talsmand for fodboldforbundet mig. Ifølge Sharan Burrows kolleger i ITUC er den slags udtalelser at regne for spin og tom snak.

FIFA slår mig som en dekadent organisation, hvis adfærd modsiger det erklærede formål. Hvis den bekymrede sig for fodboldens anseelse, ville den aldrig så meget som et øjeblik overveje at lægge en turnering i Qatar. Og hvis den virkelig bekymrede sig for fodboldspilleres tarv, ville den tage Belounis-sagen op på helt anderledes kontant vis. Og hvis FIFA havde respekt for menneskeliv, ville det afvise, at kafalasystemet kunne omfatte VM-kontrakter.

Jeg ved ikke, hvor længe sportsjournalister kan få sig selv til at fortie alle de forhold, som FIFA ser skamløst igennem fingre med. VM gør på en måde alle klicheer til skamme.

»Folk siger, at fodbold er et spørgsmål om liv eller død,« sagde den skotske træner Bill Shankly. »Det passer ikke, det er langt vigtigere.« Shankly spøgte, men Qatar og FIFA mener det tilsyneladende.

Nick Cohen er journalist og forfatter

© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

I FIFA, synes blod på hænderne at være en slags anbefaling:
http://politiken.dk/sport/fodbold/ECE1300209/blatter-har-bedt-kissinger-...

Niels-Holger Nielsen

Jeg glemte vist at sige, at Nick Cohen er en varm fortaler for et amerikansk ledet angreb på Syrien. Gad vide hvad han mener om Quatars våbenleverancer til til de såkaldte oprørere i Syrien.

Dobbeltmoral er bare dobbelt så godt.