Kronik

Detailregulering er opskriften på nye kriser

Lehman Brothers kollaps for fem år siden var ikke årsagen til finanskrisen, men resultatet af bankernes forventning om, at politikerne ville redde dem, hvis de kom i uføre. Mere statslig detailregulering af finanssektoren vil blot bane vejen for nye kriser
Dagens kronikør mener – sat på spidsen – at det var rigtigt at lade Lehman Brothers gå konkurs.

JUSTIN LANE

23. september 2013

Det er fem år siden, Lehman Brothers kollapsede, og det er blevet den almindelige opfattelse, at det var hovedårsagen til finanskrisen. Hvis blot den amerikanske centralbank og regering havde reddet banken, var krisen ikke blevet så omfattende, mener mange. Blandt andre har den tidligere overvismand Christen Sørensen argumenteret for, at det at tillade Lehmans konkurs var den mest katastrofale beslutning overhovedet i hele kriseforløbet.

Der har også bredt sig den opfattelse, at det var dereguleringen af de finansielle markeder siden begyndelsen af 1980’erne, der skabte fundamentet for den risikobetonede adfærd, der kendetegnede store dele af den finansielle sektor, og som i sidste ende udløste krisen.

Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af disse opfattelser. Sat på spidsen kan der argumenteres for, at det at tillade Lehmans konkurs var det mest rigtige, de amerikanske myndigheder gjorde under krisen. Havde man reddet Lehman, ville man have plantet kimen til en endnu større fremtidig krise.

Too big to fail

I årene op til 2008 var det blevet almindelig praksis at redde store finansielle institutioner, der var kommet i problemer, gennem offentlige bailouts. Kort tid før, Lehman gik konkurs, blev investeringsbanken Bear Sterns og boligfinansieringsinstitutterne Fannie Mae og Freddie Mac reddet. De mange redninger gav ledelserne i de store banker en forventning om, at de også ville blive reddet, hvis de kom i problemer.

I den økonomiske teori fører sådanne forventninger til moral hazard-adfærd: Hvis man som bankledelse forventer at blive reddet, når man løber ind i problemer, får man incitament til at tage for meget risiko. Går det godt, scorer man selv fortjenesten. Går det dårligt, bliver man reddet af staten. Og jo oftere, man oplever, at andre finansielle institutioner bliver reddet, des større incitament får man til at drive sin egen forretning endnu mere risikofyldt.

Meget tyder på, at det kan forklare en god del af den mere og mere risikofyldte adfærd, som finanssektoren udviste i årene op til krisen. Og det forklarer, hvorfor det kom som et chok, da Lehman ikke blev reddet.

Redningsplanerne skabte uro

Efter Lehmans fallit frøs de internationale pengemarkeder til is. Banken var kun mellemstor og burde ikke kunne betegnes som ’systemisk vigtig’. Så hvorfor stivnede det finansielle system?

Det er interessant at se på kursudviklingen på finansmarkederne i dagene omkring krakket den 15. september. Som Chicago-professorerne Cochrane og Zingales har gjort opmærksom på, lå aktiemarkedet højere fire dage efter krakket end på børsdagen før krakket, og de kreditspænd, der måler risikoen og usikkerheden i pengemarkedet, steg kun marginalt i dagene umiddelbart efter krakket. Noget tyder altså på, at Lehmans kollaps i sig selv ikke blev betragtet som en systemisk katastrofe af de finansielle markeder.

Derimod steg kreditspændene dramatisk i dagene og ugerne efter 24. september. Den dag blev Kongressen præsenteret for finansminister Paulson og centralbankchef Bernankes TARP-plan (Troubled Asset Relief Program), efter hvilken staten skulle stille 700 milliarder dollar til rådighed til køb af bankernes syge boliglån. Planen blev præsenteret i al hast og med meget lidt baggrunds-information. Som Cochrane og Zingales formulerer det: »Reelt var budskabet: ’Det finansielle system er ved at kollapse. Vi kan ikke fortælle hvorfor. Vi har brug for 700 milliarder dollar. Vi kan ikke fortælle, hvad vi vil bruge dem til’. Det er en ret sikker vej til at starte en finansiel krise.«

Ikke så underligt, at finansmarkederne tænkte: ’Er der noget, vi har overset? Er USA ved at kollapse? Vi må hellere redde, hvad reddes kan’, når regeringen og centralbankchefen pludselig beder skatteyderne om 700 milliarder dollar til opkøb af bankernes værdiløse boliglån!

Med andre ord: Det var i højere grad de offentlige myndigheders uklare udmeldinger, og markedets forventninger om fremtidige redninger – forventninger skabt af en lang række tidligere redninger – end Lehmans krak i sig selv, der fik de finansielle markeder til at panikke.

Drop detailreguleringen

Bailout-politikken har resulteret i risikable ’too big to fail’-institutioner, hvis fald kan få dramatiske konsekvenser for samfundet. Derfor lader vi dem ikke falde. Men hver gang vi redder en stor finansiel institution, planter vi kimen til endnu mere risikobetonet adfærd og dermed endnu større fremtidige kriser.

Løsningen på det dilemma er ikke mere detailregulering. De offentlige myndigheders ageren op til den seneste krise og deres manglende evne til at forudsige krisen, gør mig meget skeptisk med hensyn til at give dem mere direkte mulighed for at påvirke prisdannelsen i markederne.

På toppen af boligboblen mente den amerikanske centralbank ikke, at der var en boble. Samme synspunkt havde Danmarks Nationalbank. Så sent som i foråret 2008 konkluderede Nationalbanken følgende i sin årlige stabilitetsrapport, at der var en »robust finansiel sektor i Danmark«.

Det marked, der om noget satte skub i krisen – boligmarkedet – var et af de mest overvågede og regulerede i USA. Og gennem mange år har politikernes mest direkte intervention i markedet været krav om at yde boliglån til lavindkomstfamilier, hvilket direkte førte til subprimelånene.

De seneste reguleringstiltag i USA – Dodd-Frank-lovgivningen – har vist sig at være et bureaukratisk monster på over 2.000 sider med detaljerede ad hoc-regler, som har givet advokater større indtægter og finanssektorens lobbyister kronede dage. Til gengæld er det uklart, om det har gjort finanssektoren mere sikker.

Simpel, men skrap

I en markedsøkonomi vil der altid være delvist uforudsigelige konjunkturcykler. Ubalancer, bobler og kriser vil opstå med jævne mellemrum. Hvis enkelte virksomheder eller brancher bliver så store og betydningsfulde, at de bliver ’systemisk vigtige’, må de reguleres med få og simple, men skrappe regler. Ikke med detailregulering!

Kravene til systemisk vigtige bankers egenkapital skal være så skrappe, at sandsynligheden for at de krakker, er tæt på nul – selv under store langvarige kriser. Og nyere forskning har vist, at høje kapitalkrav ikke gør det dyrere at drive bank, og dermed heller ikke dyrere at være bankkunde, i modsætning til hvad banksektoren hævder.

De, der skal kontrollere bankerne, skal være helt uafhængige. Man kunne eksempelvis lade Finanstilsynet udpege eksterne revisorer, i stedet for – som i dag – at disse vælges af bankerne selv. På samme måde bør de institutioner, der risikovurderer finansielle produkter udstedt af bankerne, være uafhængige. En væsentlig årsag til finanskrisen var, at ratingbureauerne blåstemplede produkter, som indeholdt subprimelån. At ratingbureauerne var købt og betalt af bankerne, forklarer delvist, hvordan det kunne gå til.

For at forhindre moral hazard-problemer kunne man samtidig indskrive i lovgivningen, at statslige midler under ingen omstændigheder må bruges til at redde private aktieselskaber.

Hvis svaret på krisen bliver uoverskuelig detailregulering, kombineret med fortsatte bailouts, kan vi være sikre på, at moral hazard-problemerne vil vokse ... og så er det et spørgsmål om tid, inden vi bliver ramt af en endnu større krise end den, der ramte os for fem år siden.

Tom Engsted er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan ikke andet end give en upræcis analyse, at se isoleret på den finansielle sektor. Artiklen kommer med to forslag:

Kravene til systemisk vigtige bankers egenkapital skal være så skrappe, at sandsynligheden for at de krakker, er tæt på nul

Ovenstående kan jeg kun være enig i, men forsættelsen:

For at forhindre moral hazard-problemer kunne man samtidig indskrive i lovgivningen, at statslige midler under ingen omstændigheder må bruges til at redde private aktieselskaber.

...den dur ikke.

Et sammenbrud af vigtige finansielle aktører kan betyde, at de virksomheder, der har lån eller andre forpligtelser over for denne aktør, også bryder sammen, da disse forpligtelser ofte kan kræves indløst med ret så kort varsel, selvom sigtet med engagementet oprindeligt var meget længere. I 1930'erne førte sammenbruddet af større banker øjeblikkelig til, at mange produktionsvirksomheder krakkede eller måtte fortage væsentlige indskrænkninger i produktionen, med deraf store tab af arbejdspladser, og denne dominoeffekt betød, at arbejdsløsheden på kort tid voksede sig meget større i 30'erne end i dag.

At vi så måske alligevel kan komme ud i en situation med virksomhedskrak og massearbejdsløshed, fordi de reddede banker alligevel krakker - det en situation vi nu har fået tid til at forberede os på, og det betyder at Staten straks skal gøres parat til, at træde til med økonomiske nationaliseringsplaner for landets arbejdspladstunge produktionsvirksomheder.

Michael Kongstad Nielsen

Ingen af de hidtidige redninger har handlet om nationalisering. Tvært imod har redningerne gavnet ejerne (aktionærerne), og ikke befolkningen. Så jeg kan bifalde, at redninger ikke skal være af private aktieselskaber.

Ja, lad os da få en rigtig gang uansvarlig massearbejdsløshed - næsten 350.000 var der i 1994. Og aktier og obligationerne kastet ud i et frit fald - ned med kapitalisterne. Det renser ligesom luften. (Satirisk)

Danskernes pensionsopsparing udgør knapt 4.000 mia. kr. Samtlige danske obligationer og aktier har til sammenligning en værdi af 6.300 mia. kr.

Jeg tror sgu jeg satser på en demokratisk løsning med Enhedslisten i front.

Michael, jeg kan ikke anskueliggøre min modstand mod at lade store udenlandske kapitalkoncentrationer, i tilfælde af en fallit, berige sig på danske pensionsopsparinger og danske arbejdspladser, bedre end jeg gør det i min kommentar ovenfor.

Hvis du ikke kan følge mig, så indtager du en muligvis en helt tredje position - den pro multinational kapitalistiske.

I øvrigt kan jeg sagtens følge Tom Engsteds betænkelighed ved hazard, idet det netop giver de største formuer en automatisk vinderposition, men altså skal vi heller ikke skubbe vores huse, arbejdspladser og kapitalapparat 'all in' til en kriseskabt lav markedsværdi. Jeg kan i øvrigt oplyse at jeg heller ikke går ind for det uregulerede marked.

Kurt Lindy Hansen

Jeg synes om tanken om høje kapitalkrav til systemisk vigtige banker. Det må være rigtigt, bl. a. fordi Danske Bank er imod et sådant krav. Det tiltaler mig også, at de der kontrollerer er uafhængige. Jævnfør det, der nævnes om ratingbureauernes blåstempling af tvivlsomme produkter. I det hele taget en interessant kronik.

Henrik Petersen

Nogle virksomheder er efterhånden - økonomisk set - på størrelse med lande. Ca. halvdelen af de 100 største økonomier er virksomheder.

Det kan gøre det svært at håndtere en konkurs - om man forsøger at redde dem eller lader dem gå ned kan få stort set lige fatale konsekvenser.

Men hvad værre er, det er svært at tvinge dem til at opføre sig ordentligt.