Interview

Duellen: ’Jeg tvivler på, at der findes alternativer’

EU’s kemikalielovgivning er langt hen ad vejen tilstrækkelig, når den er fuldt gennemført, mener Henrik Søren Larsen, leder af kemikaliekontoret hos Miljøstyrelsen
27. september 2013

Ifølge Miljøstyrelsen bliver der i Europa årligt brugt omkring 30.000 forskellige kemikalier i mængder over et ton. Ifølge EU-forordningen REACH skal de alle registreres, og producenten skal oplyse om eventuelle farer. Dermed adskiller REACH sig fra tidligere lovgivning på området, og det er Henrik Søren Larsen, leder af kemikaliekontoret hos Miljøstyrelsen, glad for.

»Før REACH kunne industrien frit producere og markedsføre alle eksisterende kemikalier, med mindre de var forbudt. Der var ingen specifikke krav til industrien om at undersøge, om de var farlige. Det var altså helt op til myndighederne at bevise, at et kemisk stof var farligt, og at brugen af det udgjorde en risiko, der krævede regulering, f.eks. forbud.«

Denne praksis bliver dog kritiseret af tidligere civilingeniør og professor emeritus Finn Bro-Sørensen, der mener, at et kemikalie ikke bør komme på markedet, før det er gennemtestet og godkendt.

Det ser Henrik Søren Larsen fra Kemikaliekontoret dog ikke som en mulighed:

»Det ville kræve enorme ressourcer og meget lang tid at udstede tilladelser for op mod 30.000 stoffer. Under det tidligere system tog det myndighederne mere end 10 år at vurdere mellem 130 og 140 stoffer. Det er derfor, REACH bygger på, at det industriens ansvar at sikre mennesker og miljø for langt de fleste stoffer,« siger han.

Netop industriens ansvar for at registrere de kemikalier, de bruger, har dog vist sig problematisk. Hidtil har man kun fået omkring 20 procent af de krævede data om stofferne.

»Industrien har desværre ikke levet fuldt ud op til kravene. Det fremgår bl.a. af EU-Kommissionens femårs gennemgang af REACH. Derfor er det selvfølgelig en ekstremt vigtig indsats at sikre, at de rigtige data findes i registreringerne, og det skal der arbejdes hårdt på.«

– Når industrien ikke til fulde lever op til kravene, er REACH-forordningen så ikke utilstrækkelig til at beskytte mennesker og miljø mod kemikalier?

»REACH-forordningen er verdens mest ambitiøse kemikalielov og sætter standarden for alle andre dele af verden. Og langt hen ad vejen vil REACH være tilstrækkelig, når den er fuldt gennemført. Men vi får hele tiden ny viden om kemikalier og bedre testmetoder, så der vil fortsat være brug for at udvikle lovgivningen bl.a. med hensyn til nano, hormonforstyrrende stoffer og kombinationseffekter, hvilket også er et mål for det nye miljøhandlingsprogram i EU.«

– Kan du forestille dig noget alternativ til REACH?

»Resten af verden – f.eks. Kina og Korea – udvikler lovgivning inspireret af REACH, så jeg tvivler på, at der reelt findes bedre alternativer.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu