International kommentar

Egyptens valg mellem demokrati eller idioti

Det Muslimske Broderskabs ynkelige fiasko som regeringsparti kan ikke for evigt diskvalificere det fra den politiske arena
Debat
28. september 2013

Da en egyptisk domstol for nylig forbød Det Muslimske Broderskab at deltage i enhver slags politisk aktivitet, var der tale om en idiotisk beslutning. En af dem, som autokratiske regeringer har det med at gribe til, når de ikke aner, hvordan de skal engagere sig i demokratisk pluralisme, og derfor hellere søger tilflugt i deres egen indbildte ufejlbarlighed.

Hærens og den indsatte kupregerings skridt er idiotisk i alle henseender – politisk, kulturelt, religiøst og forfatningsmæssigt. Selv om man har forsøgt sig med alt fra drab over prygl til massearrestationer for at fjerne Det Muslimske Broderskab, vil det kun midlertidigt fratage organisationen sit fodfæste – man vil aldrig komme organisationen helt til livs. Og hvad værre er: Regeringens kamp vil uden tvivl sende Egypten længere ud i en dyster spiral af politisk polarisering, lammelse og flere voldsudbrud. Egypten behøver pluralisme, forsonlighed, forhandlinger og kompromisvilje til at opbygge troværdig konsensus om centrale spørgsmål. At forbyde Broderskabet går stik imod alle disse imperativer, og vil kun gøre ondt værre.

Slut med sort-hvid

Egypten gennemlever en periode, hvor befolkningen ikke er til fals for absolutte betragtninger. Og dette gælder både med hensyn til dets væbnede styrker og til Broderskabet, som begge er centrale aktører i samfundet.

Langt størstedelen af egypterne har gentagne gange udtrykt tillid til, at hæren vil forstå at håndtere en kortvarig overgang til en legitimt og demokratisk valgt regering, præsident og parlament. Det egyptiske civilsamfund værdsætter også i vidt omfang sikkerhedsstyrkers rolle i forhold til at sikre stabilitet og sikkerhed i hele landet. Men egypterne ønsker under ingen omstændigheder, at militæret skal regere deres land. Det prøvede de i 60 år, fra 1952 til 2011, og deres revolution i januar 2011 var den klarest tænkelige afvisning af et system, der ikke har bragt Egypten andet end ynkelig stagnation, middelmådighed og dårlig ledelse. Med andre ord: Egypterne ser ikke militæret i sort-hvid.

Egypterne har heller ikke en entydig holdning til Det Muslimske Broderskab og andre islamister, for virkeligheden er mere nuanceret: Broderskabet var i årtier landets førende oppositionsbevægelse og måtte betale prisen for sit mod med fængsling og tortur af tusindvis af sine medlemmer. Dets sociale bistandsprogrammer var samtidig uhyre populære blandt millioner af fattige egyptere, og lige så leveringsdygtige var de i forhold til at indgyde tro og religiøst håb.

Broderskabet var så godt som altid til stede på det lokale plan i bykvarterer og landsbyer over hele landet. Det forstod at tale den almindelige mand og kvindes sprog og var et stærkt element i mange egypteres kerneidentitet og værdiopfattelse. Det varetog alle disse funktioner naturligt og effektivt, alt imens de gamle soldater, der regerede landet med jernnæve, næsten intet gjorde.

Naturlig valgsejr

Derfor var det heller ikke nogen stor overraskelse, at Broderskabet vandt parlaments- og præsidentvalget. Det var på alle måder kun rimeligt, at de fik chancen for at lede landet. De misrøgtede og forkludrede imidlertid totalt deres hverv, og deres dygtighed som græsrodsbaseret politisk og social oppositionsbevægelse viste sig at blive modsvaret af deres inkompetente og ufrivilligt klovneagtige optræden som regering med legitim autoritet.

Værre end klovnerierne var deres tilbøjelighed til magtarrogance og bølleadfærd, som da de søgte at bulldoze en decideret infantil og fornærmende ringe forfatning gennem en fuldstændig utroværdig ratifikationsproces. De opnåede intet andet end at udstillede deres skumle hensigter, der var at gribe og konsolidere magten én gang for alle og med alle midler.

Men Brødrene måtte, som de gamle mænd med kanonerne før dem lære, at de almindelige egyptere gennemskuede dem i en relativ og ikke absolut optik. Egypterne var glade for de mange tjenesteydelser, Broderskabet havde tilbudt dem som græsrodsbevægelse, men nu ønskede de sig også effektive offentlige tjenester, ikke opbyggelige prædikener og tomme sloganer.

I deres over et år lange periode ved magten udviste Brødrene imidlertid en generel uduelighed, som gradvis eroderede deres legitimitet. Det var grunden til, at millioner af egyptere vendte sig mod dem. Det var også derfor, at de i sidste ende blev fjernet fra magten ved de væbnede styrkers direkte indgriben.

Kerne af troværdighed

Broderskabet har ikke desto mindre stadig en kerne af troværdighed i brede lag af det egyptiske samfund, hvor man endnu husker dets overbevisende blanding af politiske håb og religiøse budskaber, af moralsk patos og social medfølelse og ikke mindst den gratis eller billige sundhedsklinik inden for gåafstand af hjemmet.

Broderskabet dumpede til den første test, da det skulle forsøge at udvide sine rolle fra at være folkelig prædikant og bestyrer af det lokale suppekøkken til også at være en operationel politisk maskine, der kunne stå i spidsen for en national ledelse. Men det kan ikke for altid diskvalificere Broderskabet fra den politiske arena. Egypten har i årtier prøvet den form for hårdhændet etparti-militærstyre, der nu aftegner sig, og det blev en katastrofe. At gentage det vil kun tilføje idioti til et egyptisk regeringssystem, der heroisk, men mislykket har forsøgt at omkonfigurere sig selv på en demokratisk og forfatningsmæssig vis.

Rami G. Khouri er redaktør ved den libanesiske avis The Daily Star

© Agence Global og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her