Kronik

Erindringen om Hitler og Stalin kan ikke samle Europa

I forsøget på at bygge en fælles europæisk identitet fokuserer EU på mindet om fælles lidelse og totalitære overgreb. Men en nations offerrolle indebærer en anden nations rolle som gerningsmand, og det fremmer ikke samhørigheden
Sovjetunionens leder Josef Stalin (t.v.) og Nazitysklands udenrigsminister Joachim von Ribbentrop underskrev den 23. august 1939 ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland, der opdelte Europa i to interessesfærer.

Süddeutsche Zeitung

26. september 2013

Morten Løkkegaard (V) og kommissionsformand José Manuel Barroso har taget initiativ til kulturprojektet A New Narrative for Europe, hvor europæiske kulturpersonligheder er inviteret til at forfatte en tekst om, hvilke europæiske værdier der skal være Europas nye fælles fortælling.

Tanken om at skabe en fælles identitet baseret på en fælles historie er ikke ny. Politikerne anser det for vigtigt, at vi europæere har en fælles historieforståelse og erindring om fortiden, og derfor arbejdes der i EU på at påvirke, hvad vi skal huske og hvordan. Det kaldes også remembrance management (erindringsforvaltning). EU’s initiativer vedrørende historie og hukommelse blev opprioriteret med vedtagelsen af Maastricht-traktaten, som handler om opbygningen af befolkningernes Europa. Efter udvidelsen af EU, specielt i 2004, har der været endnu større opmærksomhed på, at europæisk integration og sammenhængskraft afhænger af, at borgerne og nationalstaterne har en fælles forståelse af fortiden, og at alle føler sig inkluderet i den. Rationalet er, at integration ikke er mulig uden en fælles fortælling, en fælles forståelse af fortiden.

Tragisk fælles fortid

Den fælles fortid består i EU’s erindringspolitiske optik primært af tragiske begivenheder, forbrydelser og menneskelig lidelse. Disse erfaringer sammenfattes med begrebet totalitarisme. Det, vi skal huske, er, at vi alle har været ofre for politisk forfølgelse og undertrykkelse, uanset om misgerningerne er begået af totalitære regimer af kommunistisk, stalinistisk, nazistisk eller fascistisk observans. Europa kan kun forenes, hvis det er i stand til at nå frem til et fælles syn på sin historie og anerkender alle totalitære regimer og disses forbrydelser som en fælles arv.

Totalitarisme som overskrift for en fælles europæisk fortælling er med andre ord inkluderende, ophæver forskellen mellem kommunisme og nazisme og kan skabe integration ved at sammenfatte de forskellige historier i øst og vest. Den kan derved give en form for fælles europæisk identitet.

Spørgsmålet er dog, om det ikke er problematisk, hvis en følelse af fællesskab på europæisk plan skal baseres på almen lidelse og en identitet som offer, sådan som et abstrakt begreb, totalitarisme, lægger op til. Mindet om fælles lidelse: At alle Europas befolkninger har lidt på grund af krige og politiske beslutninger og ideologier, kan ganske vist give et kraftfuldt link. Det resulterer dog ikke nødvendigvis i den eftertragtede europæiske samhørighed, fordi én nations offerrolle må indebære en anden nations rolle som gerningsmand, og fordi ofre eller helte i én periode kan blive gerningsmændene bag den næste.

En anden konsekvens kan blive, at EU i forsøget på at opbygge en fælles identitet skaber borgere, der ser sig selv som passive ofre for historien, krig og politiske overgreb bliver noget, som vi ikke selv har andel i eller ansvar for, kun noget vi er ofre for. Er det virkelig den historiefortælling, vi ønsker?

Kranse og stearinlys

Historiefortællinger formes i mange sammenhænge, hvor historiske begivenheder og erfaringer gøres til genstand for fortolkning. EU er ikke kun optaget af sprogligt formulerede fortællinger, men støtter også museumsudstillinger og tager initiativer til fælles europæiske erindringssteder og markering af mindedage. Det gælder f.eks. beslutningerne om at markere den 27. januar for befrielsen af Auschwitz i 1945 som en fælleseuropæisk holocaustdag, og den 23. august for indgåelsen af ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland i 1939, der opdelte Europa i to interessesfærer, som en ny fælleseuropæisk mindedag for ofrene for totalitære regimer.

Sådanne mindehøjtideligheder med deres ritualer og aktiviteter kan, når de implementeres i de nationale kontekster, (re)producere hukommelse, tildele begivenhederne en bestemt betydning og bidrage til en historiefortælling som et sæt af fælles historiske erfaringer. Med det særlige fokus på de traumatiske begivenheder, der var forårsaget af nazismen og stalinismen, forfølgelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, kan man sige, at to negative eller tragiske grundfortællinger kommer til at udgøre grundstammen i en fælles fortælling og erindring,

Holocaustdagen er efterhånden indarbejdet i de fleste europæiske stater. Det samme gælder endnu ikke mindedagen for totalitarismens ofre den 23. august, som Europa-Parlamentet vedtog i 2009 og bekendtgjorde i Beslutningen om Den Europæiske Samvittighed og Totalitarisme. Heri henstilles til, at alle medlemsstaterne gør noget ud at fejre og højtideligholde denne mindedag, men hvordan den markeres er op til den enkelte nationalstat.

I år havde Litauen, som varetager formandskabet for EU, inviteret justitsministre samt unge ngo’er fra hele Europa til konference og efterfølgende mindehøjtidelighed på Museet for Folkemordsofre i Vilnius.

Som det var tilfældet med det polske og ungarske EU-formandskab ligger højtideligholdelsen af den 23. august det litauiske formandskab stærkt på sinde, men mindedagen markeres også i vesteuropæiske lande, eksempelvis i Sverige. Sidste år havde den svenske uddannelsesminister sammen med den private organisation Upplysning om Kommunismen inviteret borgerne til en mindeceremoni på Norrmalmstorget i Stockholm den 23. august. Ceremonien omfattede taler, afholdelse af et minuts stilhed samt kollektiv kransenedlæggelse. Deltagerne skulle medbringe stearinlys, blomster eller kranse og nationalflag, og de blev opfordret til at komme iført nationaldragt eller festtøj.

Borgerne skal huske

Det er ikke usandsynligt, at denne form for ’historiefortælling’ vil brede sig i de kommende år. Fortællingen blev først betonet politisk fra 2004, da en række øst- europæiske lande blev medlem af EU. For dem var det en vigtig dagsorden, at deres erfaringer som ofre for Stalins politiske undertrykkelse og folkemord kunne nyde lige så stor anerkendelse som ofrene for nazismen, og flere af de nye medlemslande blev drivende kræfter i EU’s fortids- og erindringsforvaltning, der kulminerede i Europa-Parlamentets beslutning af 2. april 2009 om ’Den europæiske samvittighed og totalitarisme’.

Fordi politiske beslutninger ikke anses som tilstrækkeligt til at ændre europæernes historiesyn, er det et politisk mål, at borgerne i Europa skal involveres aktivt i erindringsarbejdet, ikke bare den 23. august, men også i hverdagen. Midlet hertil er programmet Europa for Borgerne, som skal være med til at fremme en europæisk identitet ved at skabe forståelse for EU’s fælles værdier, historie og kultur. Af programmets samlede budget er cirka fire procent målrettet såkaldt aktiv europæisk erindring, som giver penge til projekter til bevarelse af de vigtigste steder og arkiver med tilknytning til deportationer og tidligere koncentrationslejre samt til mindehøjtideligheder for ofrene for masseudryddelser og massedeportationer, der fandt sted under de nazistiske og stalinistiske regimer. Desuden påtænker Kommissionen at afholde regelmæssige møder om europæisk erindring med os borgere.

Det er sandsynligt, at ét Europa kræver en fælles fortælling om positiv samhørighed, der rækker fremad, men det er tvivlsomt, om totalitarismefortællingen om de europæiske folk som ofre vil gøre Europa til ét erindringsfællesskab.

 

Lene Otto er lektor ved Saxo-Instituttet, Afdelingen for Etnologi, ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

EU's erindringsforvaltning - lyder som den skinbarlige tankekontrol og hjernevask af befolkningerne til en fælles kastrerede historie fortælling. I en uhyggelig forenklet version ganske vidst. Ikke så underligt at perspektivet og mangfoldigheden er væk, det er nemlig politikere, som sammen med deres udvalgte smagsdommere, der nu enerådig bestemmer hvad vi skal tænke og føle. Til forveksling ligner det den forestilling om totalitære stater som de påstår de vil bekæmpe. Sammen med den totale overvågning og vilkårlige arrestationer så må man da sige at vi er kommet langt ud over hvad både Stalin og Hitler kunne præstere desangående. Mit spørgsmål er hvorfor finder tænkende mennesker sig i denne totale styring?

Et godt eksempel på EU's historie simplifikation kan let ses ud fra den 23. august, der skal fejres som symbol på totalitarisme og opdeling af Europa. Du goldeste en gang vås! Hvis ikke Stalins regering havde indgået denne pagt havde vi måske været under nazismen den dag i dag. De fleste seriøse historikere er enige om at Sovjetunionen indgik denne pagt udelukket for at vinde tid til at omstille til krigsproduktion. Som I ved kære medborge lykkedes det og derfor vandt Sovjetunionen denne krig for os alle sammen, men det var med kolossale ofre. Russere kan den dag i dag generelt ikke forstå at europæerne aldrig har takket dem for deres krigsindsats. Husk på at medens Stalin tryglede England og USA om at åbne en ny front kæmpede og døde folkeslagene i Sovjetunionen hver eneste time døgnet rundt. Der gik 2 år inden USA og England reagerede positivt på Stalins bøn. Hvorfor har vi ikke en minde dag for Sovjetunionens krigs indsats der redde os alle? Og medens vi er ved minde dage så var det den sovjetiske hær som befriede Auschwitz.
PS: Her i Danmark kunne vi passende indfører en Stutthof dag!

Michael Kongstad Nielsen

Europa behøver ikke at blive samlet, det vil faktisk have bedst af at leve separat og udvikle sig ud fra egne særegenskaber og talenter. Derfor kan man godt interagere med de andre lande, men at underlægge sig en fælles standard, er usundt.

Per Torbensen, Lars R. Hansen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Hvorom alting er så kommer tosserne i EU ikke langt med deres tanke kontrol og uniformering af befolkningerne. Fælles folkelige diskurser opstår gennem fælles erfaringer og oplevelser, samt gennem meningsudvekslinger mellem mennesker af forskellige opfattelser – tror nogen på, at vi kan blive så ensporede at dialogen dør?

Den tidligere østblok tages så som gidsel for denne tankekontrols politik. Artiklen gør opmærksom på at disse lande ønsker bl.a. den 23. august som mindedag. Her tilsidesætter man igen den folkelige mangfoldigheds mange meninger. Vi er jo efterhånden blevet vand til at når der tales om disse lande mener man kun den sorteste højrefløj og deres meninger. Med støtte fra EU har denne uhyggelige nazistiske bevægelse fået medvind i samtlige tidligere Østblok lande. Litauen som fører an i kampen imod socialisme og menneskerettigheder er som alle ved en nazi rede ligesom de har segregering af befolkningen. Ungarn har indført jødelove og Ukraine er søbet ind i fascistisk nationalisme, ligesom Georgien (alle de lande der modtager penge fra Danmark gennem naboskabsprogrammet). Det borgerlige Europa har endnu engang indgået en pagt med de nazistiske kræfter i Europa i håb om endelig, at få skovlen under kommunismen, at man så samtidig sælger sin sjæl til hans majestæt Satan gør åbenbart intet!

Præcis Michael Kongstad Nielsen & den sunde interageren er kun mulig der hvor der også er plads til forskelligheder. At vi kan tillade os uden frygt at være fælles om forskellige holdninger, drømme, politikker, sædvaner, ideer!

Aksel Gasbjerg

Sovjetunionen forsøgte forgæves op gennem 1930'erne ( ved udenrigsminister Litvinov) at få en fælles front mod Hitler bestående af hhv Sovjetunionen, England og Frankrig. En sådan front ville måske have hindret anden verdenskrig.

Men England og Frankrig afstod og indgik i stedet en forbryderisk aftale med Hitler den 30. september 1938 (Munchen-forliget), der i realiteten gav Hitler frit spil til at angribe Sovjetunionen uden at frygte et angreb i ryggen fra England/Frankrig.

Skulle Stalin så blot sidde passivt og afvente Hitlers angreb? Nej, derfor indgik han en aftale med Hitler den 23. august 1939, som i princippet var en Munchen-aftale med modsat fortegn.

På den baggrund er højtidelighedsholdelse af 23.august uden at nævne den 30. september ikke erindringsforvaltning, men erindringsforskydning, hvor man forsøger at liste England/Frankrig's skændige udenrigspolitik i 1930'erne ud af historiebøgerne.

Sådan huskede Masja Rolnikite befrielsen af Auschwitz:
”Udenfor hørtes mandfolkestemmer. Mon det er soldater fra den ”Røde Hær”? Mon man tør håbe det! Jeg vil ud! Ud til dem! Men hvordan skal jeg kunne rejse mig op! ”Skal jeg hjælpe dig lille søster” Man løfter mig op – forsøger at få mig til at støtte på benene – men jeg kan slet ikke bevæge mig – mine ben ryster under mig. En mængde russere kommer løbende ind i skuret. De skynder sig hen til os – leder efter de levende og hjælper dem på benene. Og stående over for dem, som ikke mere har hjælp nødig, tager de stille huerne af. To russiske soldater fletter hænderne og laver ”guldstol” – de sætter mig i den for at bære mig ud. Nede fra byen kommer sygevognene børende hen til skuret – og russiske soldater springer af. En kommer med reb, en anden med brød, medens en tredje ofrer sine handsker. Og jeg bliver så bevæget ved deres godhed, at jeg giver mig til at græde. Soldaterne trøster og beroliger – og en af dem trækker et snavsede lommetørklæde frem og tørrer tårerne bort – som på et lille barn. ”Græd ikke mere, lille søster, vi vil ikke gøre dig noget ondt!””. (Masja Rolnikaite: Masja´s Dagbog”)

Medens jeg sad og læste denne artikel hørte jeg, et frygteligt buller nede fra Køge egnen. Det var gamle Grundtvig, som roterede helt vildt i sin gravkrypt!

Beslutningen om Europæisk Samvittighed og Totalitarisme rummer en del interessante og velmenende linjer, og mange voldsomme floskler. Og trods alt en henvisning til Vesteuropas ellers så solidt fortrængte totalitaristiske fortid, der jo gik helt frem til 1970erne, nemlig "Grækenland, Portugal og Spanien", der har "lidt under langvarige fascistiske regimer". "Landene i Central- og Østeuropa" led åbenbart ikke, mens de blot "levede under kommunistiske regimer". En del andre landes slingrekurs kunne være nævnt her.

"Personer, der aktivt modsatte sig totalitære styreformer" skal fremover hyldes som "den totalitære tidsalders helte på grund af deres pligtopfyldenhed, trofasthed mod deres idealer, æresbegreber og mod". For alle skal "anerkende nazismen, stalinismen og fascistiske og kommunistiske regimer som en fælles arv og gennemføre en ærlig og tilbundsgående debat om alle disses forbrydelser". Jeg kunne godt pege på en del aktuelle tendenser i nutiden, der minder om fortidens og også burde debatteres - men reflektionen kræves begrænset til "sidste århundrede".

Et godt omkvæd er henvisningen til "de kommissioner for sandhed og retfærdighed, som har hjulpet personer, der har levet under mange tidligere autoritære og totalitære regimer, til at sætte sig ud over deres meningsforskelle og nå til forsoning" - for der "kan ikke skabes forsoning uden sandhed og erindring". Derfor skal der ske "en indsats for at åbne det hemmelige politis arkiver, selv om der må træffes foranstaltninger til sikring af, at denne proces ikke misbruges til politiske formål". De har åbenbart hørt om Bent Jensen...

Beslutningen advarer mod "fejlfortolkninger af historien", for "intet politisk organ har monopol på fortolkning af historien" og "et parlament ikke kan lovgive om fortiden". Men samtidig kræves "en altomfattende revurdering af Europas historie", der kan "fremme forståelsen for disse landes dobbelte diktaturarv", for "Europa kun kan forenes, hvis det er i stand til at nå frem til et fælles syn på sin historie". Den gordiske knude når vist ikke længere end hensigtserklæringen.

Det man behændigt glemmer, er at befolkningerne i den tidligere Østblok ikke entydig var underlage nogen udefra kommende tvang. Mange brave og modige mennesker i disse lande arbejde aktivt for socialismen. Imidlertid havde de samme lande en ekstrem fascistoid højrefløj som nød godt at diverse penge midler fra vesten. Det er denne højrefløjs historie fortolkning som nu skal gøres til en fælles fortælling for mand og mus i EU!
Hvor om alting er – skal vi ikke have en minde dag for kapitalismens ofre? Og sammen med minde dagen vil vi proletarer gerne have en officiel undskyldning for 400 års udbytning, udnyttelse, umyndiggørelse, stigmatisering, vilkårlig fængsling, tortur, drab, tvang og diverse tilsvininger!

Vi vil også have en udskylning for børnearbejderne på jeres spinderier, fabrikker og miner. Ligesom vi vil have en udskylning for de mange seksuelle overgreb på vores mødre, søstre og døtre.
Men jeg kan forstå at en sådan folkelig fortælling ikke hører hjemme i EU's erindringsforvaltning! Ser nemlig ud til at der forligger en alvorlig erindringsforskydning således at man få den opfattelse at klassesamfundet aldrig har eksisteret.