Læserbrev

Færre kandidater er ikke vejen frem

Debat
4. september 2013

Informations journalist Simon Fancony argumenterer 1. september for nytten af kortere uddannelser i artiklen Fremtidens taber har de fineste papirer. Flere studerende skal åbenbart afbryde deres uddannelser og begive sig ud på arbejdsmarkedet som bachelorer i stedet for som kandidater.

Djøf advarer kraftigt mod dette synspunkt. Det svarer til, at man vil løse udfordringerne med et stadig varmere klima ved at skrue op for sin aircondition.

Danmark har ikke brug for mindre uddannelse. Tværtimod. Hvis vi skal løfte landet ud af krisen og sikre os en plads blandt vindernationerne i den globale konkurrence, er mere forskning og uddannelse vejen frem. Det gælder ikke blot de lange videregående uddannelser, men i hele uddannelseskæden. Alle unge skal blive dygtigere, i takt med at flere og flere ufaglærte job forsvinder ud af Danmark.

Det er helt korrekt, at vi aktuelt har et problem med høj ledighed blandt dimittenderne. Det er dyrt for samfundet, for virksomhederne og for den enkelte.

Er svaret så mindre uddannelse? Nej. I modsætning til den holdning, at Danmark har brug for et større arbejdsmarked for bachelorerne, er det særdeles veldokumenteret, hvilken positiv effekt de lange videregående uddannelser har på virksomhedernes vækst og produktivitet. Virksomheder, der ansætter højtuddannede, er mere innovative, mere produktive, har en større indtjening pr. medarbejder og ansætter flere – det gælder også medarbejdere med kortere uddannelser.

Kandidater klarer sig bedre

Man kan selvfølgelig finde solstrålehistorier om bachelorer, der har klaret sig godt, men statistikkerne viser klart, at bachelorer har højere ledighed, lavere produktivitet og lavere løn end kandidater.

I stedet for at skrue ned for optaget på universiteterne er der brug for en langt stærkere indsats for at få flere højtuddannede ud i de private virksomheder. Derfor ærgrer regeringens manglende ambitioner i det netop fremlagte forslag til finanslov for 2014 mig.

Initiativer som Videnpiloter, Akademikerkampagnen og de mange lokale og regionale aktiviteter skal fortsætte og intensiveres. Det handler om at overbevise virksomhederne om det kloge og fremadrettede i at prøve kræfter med at ansætte højtuddannede. Det er der perspektiver i.

Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her