Kommentar

Fasthold det juridiske ansvar for overgrebene i Syrien

Straffen for overgrebene i Syrien bør udmåles ved domstolene. Den skal ikke eksekveres af amerikanske kanonløb
11. september 2013

Da USA’s udenrigsminister John Kerry for nylig udfoldede sine retoriske evner i Senatets udenrigsudvalg, mindede han bl.a. om den amerikanske chefanklager Robert Jacksons kraftfulde åbningsord ved tribunalet i Nürnberg:

»De uretfærdigheder, som vi tilstræber at fordømme og straffe, har været så overlagte, så ondartede, og så ødelæggende, at civilisationen ikke kan tolerere, at de ignoreres, idet den ikke vil kunne overleve, at de gentages.«

Påmindelsen var selvmodsigende og grænsende til det absurde, for det centrale i Jacksons berømte tale lå i den efterfølgende sætning:

»At fire store nationer, overvældet af sejren og arret af deres sår, afstår fra at bruge den hævnende hånd og frivilligt overlader deres tilfangetagne fjender til lovens dom, er en af de væsentligste hyldester, Magten nogensinde har bragt til Fornuften.«

Med den amerikanske regerings tilgang til situationen i Syrien kan man være stærkt bekymret for, at Magten ikke viser større respekt for Fornuften, for slet ikke at tale om Retfærdigheden.

I civiliserede retsordener tilkommer ansvaret for at efterforske, påtale og pådømme forbrydelser politi, anklagemyndighed og domstole. Selvbestaltet magtanvendelse og voldsudøvelse betragtes som ulovlig og strafbar selvtægt, hvis der ikke er tale om lovligt nødværge.

Også inden for folkeretten er det utvivlsomt ulovligt, hvis en stat griber militært ind, medmindre det sker i selvforsvar mod et overhængende angreb eller efter bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet.

Alligevel har interessen for de militære indgreb, der overvejes på i USA og Frankrig, nu samlet sig om de indenrigspolitiske processer i de respektive lande. Får Obama Kongressen med sig? Behøver han og Hollande overhovedet at spørge folkenes repræsentanter? Hvad går Putins spil ud på?

Den danske regering kan nok så meget forsøge at sno sig uden om de juridiske kendsgerninger ved at foregive, at når et indgreb betragtes som legitimt, er det dermed også lovligt. Bombning uden grønt lys fra Sikkerhedsrådet er og bliver en krænkelse af den grundlæggende folkeret.

Noble alternativer

Det noble alternativ til militær magtanvendelse er imidlertid ikke at lade stå til, mens aktørerne i den syriske borgerkrig maltrakterer hinanden og landets civile befolkning. Dels er det helt afgørende, at der fortsat lægges pres på parterne for snarest at få taget hul på seriøse fredsforhandlinger i Geneve. Dels er det tilsyneladende gået i glemmebogen, at der tidligere blev udfoldet velbegrundede bestræbelser på at få situationen i Syrien indbragt for Den Internationale Straffedomstol, ICC, så de ansvarlige for uhyrlighederne kan blive stillet til ansvar.

Syrien har ikke ratificeret Rom-statutten, som er det traktatmæssige grundlag, ICC udleder sine beføjelser af. Så ICC kan ikke på eget initiativ indlede undersøgelser af situationen på det syriske territorium. Skal ICC ind i billedet, skal Sikkerhedsrådet anmode ICC om at træde til.

Rusland, Kina og USA er ikke begejstrede for ICC, men der er fortilfælde, hvor Domstolen er blevet aktiveret. Dette skete i 2006 med hensyn til situationen i Dafur og i 2011 vedrørende situationen i Libyen. I førstnævnte tilfælde undlod Rusland, Kina og USA at stemme, i sidstnævnte tilfælde stemte USA ligefrem for resolutionen, om end på visse betingelser.

I EU, som ellers plejer at bakke op om ICC, har der heller ikke været enighed om at inddrage Domstolen angående situationen i Syrien. Bl.a. er det blevet fremført, at flugtvejeneog mulighederne for en ’sikker exit’ ville blive blokeret for Assad og hans folk, som så blot ville blive endnu mere stålsatte. Ud fra erfaringerne i Bosnien og Kosovo er en sådan bekymring ikke nødvendigvis velbegrundet.

ICC kan ikke i sig selv stoppe konflikten. Men det hverken kan eller skal en begrænset militær indgriben jo heller ikke. Det væsentlige for en international retsorden må imidlertid være præcis det, som Jackson fremhævede i 1945, nemlig at de militært magtfulde afstår fra hævn og lader Magten hylde Fornuften.

Kald mig bare naiv; men jeg er i godt selskab med Ban Ki-moon-, Amnesty International, International Commission of Jurists, FN’s kommissær for menneskerettigheder Navi Pillay samt de 57 lande, som i for et halvt år siden stod sammen om en henvendelse til Sikkerhedsrådet. Også den danske regering var med dengang, den er først nu slået ind på en helt anden kurs.

Naturligvis skal de ansvarlige for ugerningerne i Syrien stå til ansvar. Men det bør ske med respekt et juridisk grundlag, som er værdigt for en civiliseret retsorden.

Jørn Vestergaard er professor i strafferet ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe hellum
  • Stig Bøg
  • Sören Tolsgaard
  • Jesper Wendt
  • Steen Sohn
uffe hellum, Stig Bøg, Sören Tolsgaard, Jesper Wendt og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det må være manglende information, om den seneste 'indsats' i Libyen, der gør, at nogen kan støtte endnu en intervention. Det er værd at notere sig, at sidste gang var der relativ enighed, - der var lidt mumlen i Beijing, men overordnet var det accepteret. Situationen, er en helt anden i dette tilfælde, samtidig vil FN ikke blive taget seriøst længere, såfremt der bare bombes.

Hvis ingen tager FN alvorligt, så er det nok for meget forlangt, at araberne tager Israel alvorligt. De to spor er samme side af mønten.

En gang skal være den første.

Endelig tager en juridisk kapacitet bladet fra munden og kalder en spade en spade.
Ikke alene har han været censor for mig på Københavns Universitet, hvilket han klarede aldeles udmærket, men nu fremsætter han tanker, som jeg i al ubeskedenhed har gjort mig til talsmand for i adskillige indlæg igennem den seneste tid. Med baggrund i substansen i hans holdninger ville jeg nødigt have ham som censor, hvis jeg fremsatte tanker, som var i modstrid med hans, og som jeg juridisk skulle argumentere for; tanker, som kommer til udtryk, ikke alene hos den amerikanske regering, men også den danske, med statsministeren i spidsen.

Intellektuelle har væsentlige muligheder i tilværelsen. De har privilegier, de har ressourcer, og det giver dem en omfattende række af valg, som de kan stræbe efter med en høj grad af frihed.
Derfor hviler der et meget tungt ansvar på deres skuldre for, som anstændige mennesker, med position og status, at bruge deres privilegier til at fremme sandhed, frihed, retfærdighed og fred. Det har de i en helt anden grad end mennesker med begrænsede muligheder. Man har lov til at forvente, at de taler ud, ikke blot om vore fjenders overgreb, men, og meget mere markant, om de forbrydelser, som vi spiller en hovedrolle i. Det er Jørn Vestergaards artikel et eksempel på; desværre en enlig svale.

Mht. Nürnbergprocessen kunne Jørn Vestergaard have tilføjet, at nazister blev hængt for forbrydelser, som USA har begået et væld af gange og åbenbart også påtænker at iværksætte i Syrien. Kongressens godkendelse om intervention trumfer ikke FNs charter og international lov. Tyskernes forbrydelse blev karakteriseret som "den største internationale forbrydelse, som kun afveg fra andre krigsforbrydelser, fordi den rummede i sig selv helhedens samlede ondskab.
´
Når USA truer med at indlede et militært angreb som gengældelse, er det en helt klar krænkelse af FNs charter. Det kræver, at lande afgør deres internationale tvister på fredelig vis. Art. 2(4) gør det ulovligt for et land, enten at bruge magt eller true med at bruge magt mod et andet land. Art. 2(7) forbyder intervention i en intern eller indenrigs stridighed i et andet land. Den eneste gang, hvor militær magt er legal if. charteret, er, når Sikkerhedsrådet giver grønt lys, eller if. art. 51, som tillader et land at forsvare sig selv, hvis det bliver angrebet. Brugen af kemiske våben i Syrien er ikke et bevæbnet angreb på USA.
Man kan kun henvise til art. 51 om selvforsvar, hvis svenskerne er på vej over Øresundsbroen med militære styrker; ikke 14 dage efter, at de har indledt et angreb - en påstand USA brugte som begrundelse for angreb på Afghanistan. De indledte denne intervention d.7.10.2001, uden grønt lys fra Sikkerhedsrådet. Den fik de først d.20.12.2001. Indtil da den ultimative krigsforbrydelse - but who cares.

USA og det internationale samfund har ikke taget de nødvendige, konstruktive skridt til fremme af fredsskabende initiativer, som kunne bragt krisen i Syrien til ophør. Stormagterne har i stedet ført en stedfortræderkrig for at give deres "side" stærkere kort i fremtidige forhandlinger og har kun evalueret situationen ud fra geopolitiske interesser.

Erling Jensen, cand.jur.