Klumme

Forvaltermennesket hersker

Den cykliske forudsigelighed er noget af det, jeg værdsætter allermest ved naturen. Men efterhånden dukker de små overraskelser op overalt
Debat
26. september 2013

Nu har vi passeret jævndøgn. Og dermed har solen også passeret kirketårnet på den anden side af Noret. Ved sommersolhverv går den ned til højre for sukkerpæretræet, ved vintersolhverv til venstre for smedens (hvor der dog ikke bor nogen smed mere), og et sted mellem disse to punkter passerer den Stege kirkes røde blyant, der rejser sig over byen med sine bånd af kalksten.

På stille dage med havblik står tårnet på hovedet i vandet, og stille dage har vi haft helt usædvanligt mange af i september, hvor sommeren bare er fortsat trods DMI’s stadige meldinger om vejrskifte. Men denne sommer, som begyndte så sent, blev lys og varm og herlig lang oven på den endeløse vinter.

Man er dog en smule mistænksom. For når det drejer sig om naturen, er man ikke glad for overraskelser. Faktisk er noget af det, jeg værdsætter allermest ved naturen, dens cykliske forudsigelighed. Men efterhånden dukker de små overraskelser op overalt.

Således var jeg for et par dage siden inde på en gård, hvor der stadig var svaler i reden i portrummet! Det er nærmest en fuld måned senere end normalt. Hyggeligt ja, men vil de nå deres vinterdestination i god behold, når de sådan har ladet sig lokke til magelighed af et spisekammer, som også må være en overraskelse for dem? Hvilket vejr venter der dem på vejen, når de om lidt drager mod syd, hvor klimaet har budt på overraskelser, der er mindre behagelige end vores sommervejr?

Vi ved jo godt, at både vinteren og sommeren i år sandsynligvis bærer præg af CO2-koncentrationen i atmosfæren, som sætter stadig nye rekorder. Vi ved jo godt, hvad ikke mindst denne avis hen over sommeren har gjort opmærksom på, at ’den store omstilling’ er en nødvendighed, der haster.

Netop hvad det angår, blev jeg i søndags mindet om af kirken. Ikke kirketårnet hinsides Noret, men Kirken, dens ord og dens ånd i skikkelse af Ribes biskop, Elisabeth Dons Christensen. Hun diskuterede på P1 med religionshistorikeren Jens-André Herbener, der udpegede det kristne natursyn som en central del af problemet. Han mente, at de monoteistiske religioners og især kristendommens dyrkelse af mennesket på bekostning af dyrene og resten af naturen i høj grad havde været medvirkende til at muliggøre den moderne udnyttelse og ødelæggelse af den. Og det har han temmelig sikkert ret i.

Inden kristendommen fik fodfæste, var naturen hellig. Men netop dette var det Kirken magtpåliggende at gøre op med. For med Evas syndige æbleskud var også naturen faldet i synd. Naturen kan som bekendt være både grusom og katastrofal, hvorimod skaberen, Gud, var det højeste gode. Når han alligevel kunne lade naturen opføre sig ødelæggende, skyldtes det altså synden, ræsonnerede man. Tilmed var mange af naturguddommene, ligesom Eva, mistænkeligt kvindelige. I middelalderkirkens teologi bliver Afrodite til »den hedenske Eva«, Augustin taler om »Den store Moders skændige kult«, og hvor munkene drog frem på deres missionskurs mod nord, fældede de med flid alle helliglunde og hellige træer. Mennesket skulle som Adam pløje jorden i sit ansigts sved, arbejde og korn blev den nye normal. Derefter fulgte den protestantiske etik og kapitalismens ånd, hvor fliden fik et ekstra trykseksten – resten er historie. Ribes biskop var naturligvis – undskyld udtrykket – ikke enig. Hun mente, at der i kristendommen lå et ansvar for at passe på naturen og give den videre til kommende generationer, fordi mennesket er forvalter af Guds skaberværk.

Man havde »i en eller anden åndssvag jubeloptimisme troet, at man var Jordens herskere i jakkesæt og slips,« og det kunne hun kun beklage, sagde biskoppen. At hun ikke derved løste problemet, undslap hende vist, men at udskifte herskeren med en forvalter bryder jo netop ikke med kristendommens antropocentriske tankegang.

Sandt nok er vi forbandet nødt til at forvalte naturen for at genoprette, hvad der er blevet ødelagt, men vi er også nødt til at lade den være i fred, og det indser forvaltermennesket så nødigt. For hvis nu Arktis alligevel bliver isfrit, kan vi jo lige så godt hive lidt mere olie op, mens vi omstiller os, ikke? Eller hvis slagteriarbejderne nu ville have været så venlige at gå ned i løn, så man kunne investere i endnu flere grisefabrikker, så de havde endnu flere mishandlede dyr at slagte, havde de jo haft arbejde, ikke? Forvaltermennesket hersker. Mens solen går sin gang.

 

Karen Syberg er kulturjournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Artiklen peger på noget meget centralt: det civiliserede menneskes misforståede frigørelse fra samhørighed med naturen.

Desværre er der kun få, som vil lade naturen være i fred. Den gennemgående holdning er et natursyn, som alene er baseret på nyttesynet. Den tidligere formand for Folketinget, Venstemanden Thor Petersen udtalte i DR Orientering meget præcist om naturen og han troede selv på det: Der er intet smukkere end en bølgende kornmark. Formentlig så han kun udbyttet blæse i vinden. Han kan ikke have set den monokultur, marken også er udtryk for.

Synspunktets grundlæggende præmis genfindes i næsten alle danskeres tilgang til naturen. Den skal udnyttes. Selv i fredede områder kan mam ikke forestiller sig, at naturen kan være noget i sig selv.

Først ryddede og opdyrkede vi vores urnatur og skød skadedyr og udryddede unyttige biotoper. Derefter inddrog vi stadig mere natur til byer og infrastruktur. Så svinede vi den til og udnyttede alle de råstoffer, som naturen giver anledning til. Og senest skal den inddrages til en hvilken som helst friluftsinteresse og herunder stadig flere stidannelser.

Det er ikke overraskende, at alle tiltag for at give naturen plads nærmest ikke kan gennemføres. Det skyldes at beslutningstagerne afspejler befolkningens nyttesynet.

Der er plads til forbedringer og nytænkning. Og gerne meget snart.