International kommentar

Fredsprocessen, som Israel lod dø

Oslo-aftalerne kunne have skabt fred i Mellemøsten, hvis ikke Israel havde valgt at forhandle i ond tro
Debat
17. september 2013

20 år er gået, siden Oslo-aftalerne blev underskrevet på græsplænen foran Det Hvide Hus. Trods mangler og uklarheder markerede indgåelsen af disse aftaler et historisk gennembrud i den århundrede lange konflikt mellem jøder og arabere i Palæstina.

Det var den første fredsaftale mellem konfliktens to vigtigste parter: Israelerne og palæstinenserne.

Aftalerne betød reelle fremskridt på tre fronter: PLO anerkendte staten Israel, Israel anerkendte PLO som det palæstinensiske folks legitime repræsentant, og begge parter enedes om at løse udestående uoverensstemmelser med fredelige midler. Gensidig anerkendelse trådte i stedet for gensidig afvisning.

Der tegnede sig et perspektiv af en begyndende forsoning mellem to bittert stridende nationale bevægelser.

Med det tøvende håndtryk mellem Yitzhak Rabin og Yasser Arafat blev et historisk kompromis beseglet.

Afgørende for fremgangsmåden i Oslo var de små skridts princip. Aftaleteksten løste ikke nogen af de centrale spørgsmål: Jerusalems status, 1948-flygtningenes ret til at vende tilbage, fremtiden for jødiske bosættelser på besat palæstinensisk jord eller grænsedragningen for den palæstinensiske enhed. Alle spørgsmål om ’permanent status’ blev udskudt til forhandlinger, der skulle finde sted i slutningen af en femårig overgangsperiode.

Grundlæggende var der tale om et beskedent eksperiment ud i palæstinensisk selvstyre, begyndende med Gaza-striben og vestbredbyen Jeriko.

Teksten gav intet løfte en uafhængig palæstinensisk stat ved slutningen af overgangsperioden.

Men palæstinenserne var overbevist om, at de til gengæld for at opgive deres krav på 78 procent af det historiske Palæstina ville få en uafhængig stat i de resterende 22 og får en hovedstad i Jerusalem.

Israel svigtede

Kontroverser omgav Oslo-aftalerne fra første færd. Den 21. oktober 1993 bragte London Review of Books to artikler om spørgsmålet. Forfatter Edward Said anlagde en stærkt kritisk vinkel i den første.

Han kaldte aftalerne for »et instrument for palæstinensisk overgivelse, et palæstinensisk Versailles« og hævdede, at de tilsidesatte international ret og kompromitterede det palæstinensiske folks grundlæggende nationale rettigheder. Sand palæstinensisk selvbestemmelse ville de ikke kunne fremme, for dette ville fordre frihed, suverænitet og lighed frem for evig underdanighed over for Israel.

I min egen artikel hyldede jeg Oslo-aftalerne. Jeg forudsagde, at de ville sætte gang i en gradvis, men uafvendelig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, og at det ville bane vej for en palæstinensisk stat. 20 år efter står det klart, at Said havde ret i sin analyse. Jeg tog fejl i min.

I 2000 brød Oslo-fredsprocessen sammen efter fiaskoen på Camp David-topmødet og udbruddet af den anden intifada. Hvorfor? Israelerne hævder, at palæstinenserne traf et strategisk valg om at vende tilbage til vold, og at der dermed ikke længere var en palæstinensisk partner for fred.

Som jeg ser det, var den palæstinensiske vold nok en medvirkende faktor, men ikke den vigtigste årsag. Mere afgørende var det, at Israel havde svigtet sine forpligtelser.

Sørgeligt nok lykkedes det for den jødiske fanatiker, som myrdede Rabin i 1995, at afspore fredstoget. I 1996 vendte det højrenationale Likud-parti tilbage til magten under ledelse af Benjamin Netanyahu.

Han gjorde sig ingen anstrengelser for at skjule sin dybe modvilje over for Oslo-aftalerne, som han anså for uforenelige med Israels ’ret til sikkerhed’ og med det jødiske folks ’historiske ret’ til hele Israels land. Og han brugte sine første tre år som premierminister på at forhale og undergrave de aftaler, hans Arbejderparti-forgængere havde indgået.

Forhalingens mester

Særligt ødelæggende for fredsprojektet var ekspansionspolitikken: De israelske bosættelser er ulovlige i henhold til folkeretten og udgør en enorm hindring for fred. De overtræder måske ikke Oslo-aftalerne, men krænker så afgjort deres ånd. Som et resultat af bosættelsesudvidelserne er det territorium, som er rådighed for en palæstinensisk stat, i dag svundet ind til et niveau, hvor en tostats-løsning knap er tænkelig længere.

Den såkaldte sikkerhedsbarriere/mur, som Israel har anlagt på Vestbredden, gør yderligere indhug i palæstinensisk ejet jord. Ran af jord og fredsskabelse går ikke hånd i hånd. Oslo-aftalen er altovervejende en ’jord for fred’-aftale. Ved så massivt at udvide bosættelserne har alle israelske regeringer i perioden bidraget massivt til aftalernes sammenbrud.

Tempoet i bosættelsestilvæksten på Vestbredden og det israelsk annekterede Østjerusalem er foruroligende: Ved udgangen af 1993 var der 115.700 israelske bosættere i de besatte områder – over det følgende årti blev deres antal fordoblet.

I dag overstiger antallet af israelske bosættere på Vestbredden 350.000, mens yderligere 300.000 jøder bor i bosættelser i Østjerusalem på den anden side af 1967-grænserne. Tusinder af nye bosætterhjem er planlagt eller under opførelse.

Selv om han forsøgte ihærdigt, lykkedes det ikke for USA’s udenrigsminister, John Kerry, at få Netanyahu-regeringen til at fastfryse bosættelserne som en forudsætning for at genoptage de fredsforhandlinger, der blev sat i bero i 2010.

Så længe Netanyahu sidder på magten, må det betragtes som udelukket, at der skulle komme et gennembrud ved den nye forhandlingsrunde – han er en mester i at forhale.

Oslo-aftalerne havde mange fejl. Men de var ikke dømt til at mislykkes, som deres kritikere påstår.

Oslo-aftalerne brød til sidst sammen, fordi Israels Likud-ledede regeringer forhandlede i ond tro. Den højt besungne fredsproces viste sig at være en paradeforestilling.

Den blev et dække for, at Israel ustraffet kunne fortsætte sit ulovlige og aggressive kolonialistiske projekt på Vestbredden.

Avi Shlaim er britisk-israelsk historiker

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her