Kronik

Fremtiden ligger stadig i markedets hænder

Den nuværende økonomiske krise har meget til fælles med krisen i 1930’erne. Men hvor sammenbruddet dengang gav plads til ny revolutionerede økonomisk politik, forsøger vi i dag at bekæmpe krisen med de samme midler, som skabte den. Resultatet kan blive en ny krise
Debat
20. september 2013
I Danmark håber man, at krisen går over af sig selv, at væksten vender tilbage, at huspriserne begynder stige, og dankortene kommer til at gløde igen. Troen på markedet som det eneste saliggørende ser stadig ud at være uanfægtet, mener dagens kronikør.

Kristoffer Juel Poulsen

For de fleste økonomer, centralbankfolk og politikere kom finanskrisen som en overraskelse. Det er i sig selv overraskende. For i bakspejlet er det let at se, at den nuværende krise – såvel som de foregående – var en følge af ubalancer, der fik lov til at kumulere over alt for lang tid.

De fleste økonomer vil dog påstå, at ingen kunne have forudset en krise af sådanne dimensioner. Det er også korrekt, men kun under den gældende teoridannelse som lidt forsimplet siger, at markedet altid bevæger sig mod ligevægt. Ubalancer vil komme og gå – shit happens, som man populært siger – men markedet vil uundgåeligt tilpasse sig igen.

Teorien kan være god nok, så længe der ikke er alvorlige ubalancer, men det er jo i krisetider, at behovet for at få hjælp fra en teori er størst, og der kommer standardteorierne altså til kort. Ja, faktisk kan den optimistiske tro på et selvregulerende marked ende med at lægge hindringer i vejen for indgreb, der kunne forhindre, mindske eller dæmme op for kriserne.

Hvad værre er: Finansielle kriser er langt fra sjældne. Alene i de seneste tre årtier har verden oplevet omtrent 60 alvorlige økonomiske kriser, som har haft store omkostninger. Betydningen af at forhindre den slags kriser kan ikke overvurderes.

Klare krisetegn

Et af de tegn, som varslede finanskrisen, var husprisernes himmelflugt. Den begyndte i 1995, men efter de afdragsfrie lån blev indført i 2005, steg priserne eksponentielt. Da de var på deres højeste, var de steget 170 procent mere end forbrugerpriserne. Det burde have været et stærkt signal til myndighederne om at reagere for at forhindre den efterfølgende katastrofe.

De ekstraordinært høje huspriser var kun mulige på grund af en enorm kreditudvidelse, der var forårsaget af usædvanligt lave rentesatser. Det burde have givet grund til bekymring meget tidligere. For selv om et lavt renteniveau er godt for investeringer i nye fabrikker og ny produktion, tilskynder det også til kortsigtet spekulation. Resultatet er en overophedet økonomi.

Her ligger også en stor del af forklaringen på den efterfølgende lange nedgangsperiode. En meget lav rente og forventningen om fortsat fremtidig vækst giver tilskyndelse til at tage lån. Så danskerne optog lån som aldrig før. Nu sidder mange tilbage med en alt for stor gæld og med et usælgeligt hus, som er mindre værd end huslånet, fordi forventningerne til væksten var urealistiske, bl.a. fordi de tidligere høje vækstrater var fiktive. Når fremtidsudsigterne for beskæftigelsen også er dystre, har vi opskriften på en langvarig recession.

Galoperende aktiepriser

Men det var ikke kun huspriserne, som var i ubalance før krisens udbrud. Også aktieprisernes udvikling målt med OMX 20-indekset har udvist store bevægelser siden 1995. Først var det it-boblen, der brast i begyndelsen af det nye århundrede, dernæst kom 00’ernes boble, som brast i forbindelse med Lehman Brothers-krakket. For tiden kan man se konturerne af en ny boble: Aktieprisen er næsten tilbage på det maksimale niveau fra før krisen, og dengang var aktieprisen mere end 170 procent større end det samlede danske bruttonationalprodukt, som jo måler aktiviteten i hele økonomien.

Det er denne uforenelighed mellem data og teori, som var grunden til, at traditionelle økonomiske modeller ikke var i stand til at advare de politiske beslutningstagere om den værste krise i næsten et århundrede. Der var information om den kommende krise i data, men det blev systematisk overset, fordi der er en indbygget tendens i ligevægtsmodellerne til at overse denne type ubalancer. Når der opstår en ubalance, som modsvares af andre ubalancer, kan det se ud, som om økonomien er i balance. Men det er en utrolig følsom situationen, for går det bare lidt galt ét sted, braser hele systemet sammen.

Det var det, vi oplevede med finanskrisen og med husboblen, der bristede. Vi havde haft en meget lang periode med en usædvanligt lav rente, stærkt stigende finansielle formuer, som betød en stigende efterspørgsel på boliger, og en tilsvarende voldsom stigning i boligpriserne. Det var de mange ubalancer, affødt af en vekselvirkning mellem finansmarkedet og den reale økonomi, der var med til at skabe og sløre boligboblen.

På vej mod en ny krise?

Vi er nødt til at begrænse det finansielle markeds iboende tilbøjelighed til excesser, hvis vi skal undgå en ny krise. Den finansielle sektor har vokset sig mere magtfuld end politikerne. De seneste reguleringer har i nogen grad været med til at stabilisere banksektoren, men da en stor del af det oppustede finansielle marked stadigvæk kan agere mere eller mindre frit, er det næppe nok til at forhindre en ny finansiel krise.

I dag udgør den finansielle sektor i USA 11 pct. af landets samlede BNP. Det er lige så meget som landets samlede industriproduktion. Man skal tilbage til den kriseramte verdensøkonomi i 1930’erne for at finde lignende tal, men selv dengang nåede den finansielle sektors andel af USA’s økonomi aldrig op over otte procent.

Da de kortsigtede spekulative kapitalbevægelser fylder uforholdsmæssigt meget i den finansielle sektor, bør vi skabe incitamenter, som mindsker markedets tilbøjelighed til kortsigtet spekulation og forøger lysten til at investere på langt sigt. Den meget omdiskuterede Tobin-skat vil for eksempel gøre en stor del af den computerstyrede højfrekvente spekulation ulønsom og vil derfor mindske de kortsigtede kapitalbevægelser.

Uligheden tager til

Et af de mest hårdnakkede argumenter for ikke at gribe ind over for de finansielle markeder er, at uregulerede markeder skaber mere vækst og er ogsåtil gavn for de svageste i samfundet. Det holder desværre ikke. En meget stor del af de finansielle transaktioner gavner ikke andre end den absolut rigeste del af befolkningen. De største gevinster tilfalder den finansielle sektor selv. Uligheden i verden er steget støt, siden afreguleringen af kapitalbevægelserne begyndte i 1980’erne. Også arbejdsløsheden i Europa og USA var generelt set lavere i 1960’erne og 1970’erne end i de seneste 30 år.

Men effektive indgreb over for finanssektoren møder stor modstand fra de mest indflydelsesrige i samfundet, og de bliver ofte bakket op af en økonomisk teoridannelse, som hylder frie markeder og afregulering på grundlag af nogle urealistiske antagelser. Parallellerne til 1930’ernes kollaps er mange og indlysende: I begge tilfælde havde den finansielle sektors andel af makroøkonomien været støt stigende i en lang periode, før børsen krakkede, og lønningerne i den finansielle sektor var steget urimeligt meget i sammenligning med andre sektorer.

Men der er også forskelle: Den økonomiske tænkning ændrede sig radikalt efter 1930’ernes depression som et resultat af Keynes teorier om penge og finansiel politik. I dag er der imidlertid en betydelig uvilje mod at tænke i nye baner, og Keynes får ikke længere lov til at komme til orde.

I Danmark håber man, at krisen går over af sig selv, at væksten vender tilbage, at huspriserne begynder stige, og dankortene kommer til at gløde igen. Troen på markedet som det eneste saliggørende ser stadig ud at være uanfægtet. Og mens Europas økonomier bløder efter drakoniske nedskæringer, fortsætter uligheden og den finansielle sektor med at vokse. I stedet for at tænke nyt og visionært prøver vi at bekæmpe krisen med de midler, som skabte den.

Katarina Juselius er professor i emperisk økonomi og økonometri

Serie

Fem år efter Lehman

Seneste artikler

  • Penge, ondskab og finanskrisen

    18. september 2013
    Tilliden til det finansielle system skal genoprettes. Men midt i reguleringsiveren kan lovgiverne let komme til at promovere alternativer, der er mindre stabile og mere uigennemskuelige end det nuværende system
  • Mainstream-økonomer er stadig kriseblinde

    16. september 2013
    Fem år efter finanskrisen brød ud, snubler mainstreamøkonomerne fortsat i deres kriseblinde modeller. Måske er det tid til at lære af de uortodokse økonomer, der så krisen komme?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rigtig god artikel fra en af hovedkræfterne i det nye og særdeles tiltrængte Institute for New Economic Thinking på Københavns Universitet, som tegner en del mere lovende end ligevægtmodel-tilhængerne på det gamle (måskel lidt for gamle og selvtilstrækkelige?) eksisterende Økonomisk Institut på KU.

Jeg bryder her med enhver illusion om klædelig beskedenhed og tillader mig at citere fra sidste afsnit i mit eget værk andetsteds på nettet, hvor nogle af de samme toner slås an, og hvor mulige fremtidige problemer ridses op med - indrømmet - en meget stor kniv:

Citatet er altså taget fra "Op og ned i velfærdsdebatten" på Modkraft 8. februar 2013:
http://modkraft.dk/artikel/op-og-ned-i-velf%C3%A6rdsdebatten

"Krisen nu er strukturel - på flere måder

Hvor hele måden at producere på - eller i hvert fald den grundlæggende incitamentsstruktur og forholdet mellem bytteværdi og brugsværdi - er udfordret af såvel ressourceknaphed og en voksende verdensbefolkning, så er den nuværende "konjunkturkrise" udtryk for en forskydning i selve kapitalismen i retning af stadig større virksomheder i en stadig mere globaliseret økonomi, hvor finanssektoren svinger taktstokken stadig mere - præcis hvad salig Marx i øvrigt forudså, især i bind III af Kapitalen, der netop handler om "kapitalakkumulation", og samme problemstilling er egentlig påpeget af Keynes i det, han kaldte den kronisk overopsparing.

Det forvrider simpelthen de grundlæggende økonomiske mekanismer i kapitalismen, når virksomheder bliver større end nationer og kan (og må) flytte værdierne rundt globalt efter forgodtbefindende, samtidig med at de får en utilsigtet stor indflydelse på ikke blot udbuddet, men også efterspørgslen på deres egne markeder - altså sætter en del af konkurrencen ud af spillet - sammen med alle potentielle rivaler med til tider meget destruktive metoder.

Og det forvrider kapitalismen væk fra være en 'vækstmaskine', der afstedkommer ægte produkter med brugsværdi stadig billigere med den bedst uddannede arbejdskraft, til at være en økonomi, hvor den største bytteværdi og dermed nominelle indtjening samt tiltrækning for den bedste arbejdskraft ligger i uigennemskuelige finansprodukter og et utal af uigennemskuelige handler med alskens finanspapirer, som i sidste ende kun kan betales af forbrugerne af de egentlige varer.

Men disse forbrugere er også ofte dem, der har produceret varerne oprindeligt, og jo mere man trykker lønnen der, jo mindre bliver der til forbrug, hvilket Marx såmænd også forudsagde ...

De forvridninger førte til, at finansmarkederne og deres PC-handler på deres højeste før krisen havde en nominel omsætning på over 70 gange af den reale produktion (af varer med brugsværdi) i verden, og at finanssektoren i USA gik fra i 1970'erne at stå for 5% af nationens BNP i profit, mens den reale produktionssektor stod for 10%, til at bytte plads med denne, så finanssektorens profit i Nullerne stod for 10% af BNP og den reale produktionssektor 5%.

Og de forvridninger fører også til en tendens til faldende reale vækstrater - selv på kapitalismens egne betingelser - fra op mod 20% efter 2. verdenskrig til højst 4% i dag - og til en nogenlunde kronisk arbejdsløshed i Europa og USA de seneste næsten 40 år på 6-12%.

Jamen er det så ikke en løsning på det problem? Kan vi ikke komme tilbage til en større vækst også i den 'rige' del af verden? Jo, man kan sagtens fortsætte med at lade folk i den 3. verden leve for under to dollars om dagen eller arbejde under forhold, vi her i Danmark betragter som middelalderlige, og folk i dele af Europa kan blive brugt som løntrykkere og argument for flere velfærdsbeskæringer, så der rent pengemæssigt bliver flere finanser at jonglere rundt med i finanskasinoer, mens eliten samler stadig mere magt og stadig flere formuer.

Og når man har fjernet de sidste smuler fra de fattiges bord, kan man så strides om stakkene på elitens egne borde, og efterhånden som den strid tilspidses, kommer vi nærmere en dejligt rensende verdenskrig, hvor der vil ske så megen (desværre nok ikke så "kreativ") værdiødelæggelse, og hvor der senere måske kan blive et vældigt salg i computerspil med krigens bedste slag, så man kan få vækstraterne op igen bagefter.

Hvis der er noget bagefter ..."

vh CP

Kim Houmøller, Karsten Aaen og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar

At tale om ligevægt i økonomi er idiotisk. Hvad er det for en ligevægt, man regner med vil opstå? Enhver kan se, at prissætning altid gør værdier unødvendigt dyre i forhold til hinanden. I princippet er den socialistiske tanke: at yde efter evne og nyde efter behov, langt simplere og mere gennemførlig - og for lønmodtagere kan det være et fedt, om det er fællesskabet eller kapitalisten, man yder sine timer for, blot har man mere ud af at arbejde for sig selv som part i fællesskabet. Det er kun for dem, der mener, de kan kræve mere end andre, denne tanke er et problem - og problemet er uoverstigeligt, fordi det også er dem, der har sat sig på magten.

Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Frida Henningsen

Jeg er rygende uenig i den Keynes benovelse, men artiklen er et velkomment indlæg i debatten, og hviler for en sjælden gangs skyld på en solid faglighed - mere af det tak !

Hans Jørn Storgaard Andersen

Enig med Frida Henningsen i "den Keynes benovelse" ..

Nu er der ikke kun én fremtid, der er altid mindst to: Min og din

Og jeg er holdt op med at tro på, at vi kan have en absolut ensidig styreform - det skete med Berlinmurens fald i 1989.

Så jeg går ind for den velkendte cocktail, som også tilfældigvis består af mindst to komponenter: Markeds- og samfundsøkonomien.

ps! Katarina Juselius - jeg er ikke sikker på, at Finanskrise 2008 kom som en overraskelse for nogen overhovedet. Der var lagt op til det i flere år forinden
ps2! Emperisk økonomi - hvad i alverden er det nu for en variant?

Forfatteren afslutter med: "Men der er også forskelle: Den økonomiske tænkning ændrede sig radikalt efter 1930’ernes depression som et resultat af Keynes teorier om penge og finansiel politik. I dag er der imidlertid en betydelig uvilje mod at tænke i nye baner, og Keynes får ikke længere lov til at komme til orde."

Uvilje til at tænke i nye baner - og så peger forfatteren på Keynes, der dog har overlevet i et århundrede?!

Det passer ikke sammen. Keynes var god nok i 1930erne, men hvem har sagt, at hans teorier gælder i dagens verden? Meget har ændret sig, temmelig meget - og vi skal hele tiden lære.

Så jeg går ind for nytænkning - og viljen ... den er der altid i politik.

Hvor der er en vilje, er der en vej !!

Keynes er blevet brugt til meget, men folk fatter ganske enkelt ikke Keynes økonomiske teori, de tror bare, at det gælder om at staten hælder penge ud i krisetider, mens den suger købekraft op i gode økonomiske tider. Og ja, det er da en del af Keynes's økonomiske teori. Men men men:

Vidste I at Keynes går ind for skattelettelser - til middelklassen. Vidste I at Keynes går ind for at det skal være nemmere at starte små virksomheder. Og ja, Keynes mener også, at staten i krisetider skal investere i infrastruktur (veje, bygninger, skoler mv). så de står klar, når der kommer bedre tider økonomisk. Når det går godt, skal man, ifølge Keynes, opsuge købekraften, bl.a. i form af skatter og afgifter mv.

Empirisk økonomi bygger vel på det der sker i virkeligheden, altså hvordan økonomien og folk io virkeligheden opfører sig, og ikke på teoretiske (ligevægts)modeller som påstår at alt andet lige, så vil Guds Finger eller Markedet selv sørge for en ligevægt. Den mekaniske fungerede måske omkring år 1800, og i DK sikkert helt op til omkring år 1970, måske 1980. I dag hvor vi har monopol eller investorkapitalisme med store selskaber og kæder mv. som flytter pengene derhen hvor de giver det største afkast, ja så virker denne (påståede) ligevægt altså ikke.

Og det var altså det Keynes allerede så omkring 1920 eller 1930...

Martin Pedersen, Jesper Wendt og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Problemet er vel, at kapitalens folk ikke gider realiteterne, men heller vil have ånder, spøgelser, den usynlige man, den usynlige hånd, ligevægtsprincipper og andre ikke jordnære og gennemtænke ting for et samfund, - da det ikke giver dem det spille- og frirum for deres indtjeningsmuligheder.

Hverken "den usynlige mand", eller "den usynlige hånd" står i værkstedet og producerer varerne, der skal sælges og lønne alle i organisationen.

Mig bekendt blev Tyskland ikke nær så hårdt ramt af krisen fra Amerika, hvilket skyldtes, at man ligesom Nyrup lagde lås på boligboblen.

Der er heller ikke tale om en konjukturkrise, men derimod om en velskabt kapitalkrise i jagten på fortjeneste i grådighedens altdominerende navn.
Når man slipper kapitalmekanismerne totalt fri for kontrol sker den slags, så den politiske lære må være, at det næppe er en god ide for en stabil økonomisk udvikling.

Mærkelig nok er liberalisternes mål i Amerika, at staten skal være mindre, og mindre, og mindre hele tiden, - ja faktisk så de helst staten forsvinde helt, så de selv blev herre over deres eget økonomiske kongerige.
- Men ligesom deres ambivalente forhold til våben; "som de elsker og hader på én og samme tid", er deres forhold jo egentlig også til staten.
I disse tider forlanger de en stadig mere gældsat stat pumper penge ud til oprettelse af "arbejdspladser"(?), noget jeg eller tidligere har forstået omvendt, - at det der de private der skaber arbejdspladserne(?), og staten der nærmest nasser på de private virksomheder.

- I længden bør det ikke kunne gå godt(!), og det går da også faktisk ret skidt(!), så spørgsmålet blot hvornår det bryder sammen?

Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen

Du skriver "I dag hvor vi har monopol eller investorkapitalisme med store selskaber og kæder mv. som flytter pengene derhen hvor de giver det største afkast, ja så virker denne (påståede) ligevægt altså ikke."

Du specificerer ikke lige, hvilken ligevægt du snakker om, men når investorerne søger derhen hvor de opnår størst muligt afkast så er der da netop tale om en efficient ligevægt! :)

Det størst mulige afkast opnås netop ved at de aktiver der investeres i er meget efterspurgte og dermed kan generere store afkast. Det gavner altså ikke kun investoren, men også den forbruger der får et gode stillet til rådighed vedkommende finder nyttigt.

Mon ikke KA tænker på transfer pricing.

Jo det gør han nok :)

@ Claus Piculell

Når du taler om strukturkrise, ligger der så ikke også noget i denne struktur der egentlig er totalt vanvittig, og som er skabt alene af total profitmaksimering.

Arbejdspladserne er flyttet fra Europa og Amerika til Kina for den største profitmaksimering via den ekstremt billige arbejdskraft, uden hverken arbejderbeskyttelse, pension, ordentlige arbejdsforhold, ingen "besværlige "miljøregler" osv., osv., som alt sammen koster penge der anses for unødvendige for kapitalen.
- Det er meget sigende om kapitalen forhold til nutiden miljø, og det indstilling til andre mennesker og deres arbejdsforhold!

Det har vel efterladt såvel Europa som Amerika mere i forbrugerrollen, - men uden penge fra en arbejdsindtjening til denne rolle.
- Det er i sig selv en struktur der ikke kan bære, men ikke en konjunktur!

Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Nej, man har intet lært af krisen - der tales stadig om at 'Staten pumper penge ud i samfundet'...

...nej, de private pengeinstitutter pumper penge ud i samfundet. Det er den ændring der gør, at alle de klassiske økonomer - og modeller baseret på klassisk økonomi - er forældede.

Kapitalismen er så fallit som den overhoved kan blive. Det ved alle der har bare en smule forstand og evnen til at betragte skoven lidt på afstand (altså ikke der hvor man ikke ser skoven for alle træerne) samt kender lidt til de 4 grundregningsarter.

Den (kapitalismen) er så død at den faktisk stinker ad helvede til. Alligevel tør ingen sige det højt, endsige indrømme at det er sandt, fordi i over 30 år har vi spildt tiden med at tro på mantraet "there is no alternative" og så længe alle har øjet en chance for at skumme lidt af fløden ved at generere friværdi på "boligmarkedet", som i virkeligheden er et altødelæggende pyramidespil, hvor alle med bare en lille smule kreditværdighed kunne deltage, ja så længe dette spil blev holdt kørende, var der jo ingen der havde tid til at tænke over evt. alternativer til kapitalismen.

Nu sidder vi så i lort til halsen og hvor end vi ser hen er der kun kriser at se.

Derfor lader vi som om og fortsætter med de eneste vi kan - vi gør som vi plejer, lukker øjnene og håber på det bedste.

Men det (det bedste) kommer ikke. Selv det mest optimistiske scenarie er rædselsfuldt, lige meget hvilke specialister man spørger. De som er bange for at skræmme os, fylder os med løgn om "nødvendighedens tvang" og så videre.

Vi er så rige, angivelig et af verdens rigeste samfund - men vi har ingen penge.
Den forkælede øvre middelklasse, også kaldt eliten, de som regerer landet samt embedsmændene, akademikere og den såkaldte kreative klasse vil ikke give slip på det mindste af deres privilegier som det betragter som deres gode ret at have.
Tværtimod, de vil have mere og mere, og giver sig ikke tilfreds med at have et trygt liv hvor der ikke mangler noget. De vil have abonnement på det gode liv og dertil hører at det skal blive ved med at blive bedre og bedre.
Men det koster penge. Penge som de ikke selv kan producere - de producerer jo ikke noget man kan sælge, så de penge skal hentes et andet sted fra.
Før i tiden kunne vi hente dem ved at stjæle Afrikanernes og Sydamerikanernes og Asiaternes - de såkaldte "udviklingslandes" (hvis udvikling vi i generationer har forhindret med al vores magt) naturressourcer, men den tid er ved at være forbi. På den ene side vil disse folk ikke længere finde sig i tyverierne, og så er der kineserne der giver dem bedre tilbud end os, så de har nu faktisk et valg, for første gang i verdenshistorien.

Det eneste sted hvor man kan hente penge, er sjovt nok fra de fattige, de mennesker i vores samfund som er svagest fordi de har mindst og kan derfor ikke forsvare sig og deres ejendom.
De rige (virkelighedens onkel Joakim'er) står på den ene side udenfor samfundets kontrol og på den anden side er eksisterer meget af deres rigdom jo slet ikke i virkeligheden - det er jo kun opblæste tal på en bankserver, fordi banken slet ikke råder over pengene eller anden kapital som kunne omsættes til penge.

Det er sådan jeg ville genfortælle artiklen hvis jeg skulle forklare den til mine børn. Det behøves heldigvis ikke, de har selv regnet det ud.

Europæiske lønmodtagere bør organisere sig i stærke fagforeninger for at hindre, konkurrence om laveste lønninger.

Kapitalisterne konkurrerer nemlig ikke, men aftaler priserne i porten. Prøv at sammenligne priser på dagligvarer i Danmark med samme mærkevarer i Polen.

Det gør det umuligt for en dansk lønmodtager at konkurrere mod en polsk.

Kapitalisterne begynder ikke at konkurrere indbyrdes, et sekund før lovgivningen tvinger dem til at gøre det.

EU bør have en anti-trust lovgivning der er lige så effektiv som USA's, hvor staten kan tvangsopsplitte - og i yderste konsekvens - opløse selskaber med konfiskation af formuer - straffesager mod medarbejdere o.s.v.

Indtil en sådan lovgivning er på plads på EU-plan, er stærke fagforeninger et must.

Man kan blot sammenligne Enron-skandalens juridiske konsekvenser med Roskilde Banks.

Den slappe danske lovgivning opfordrer til bedrageri - det betaler sig simpelthen.

Gorm P. ja der er meget som EU burde have og gøre men hvordan kan det ske når hele EU ledelsen er i finansverdens hænder?