Kommentar

Fri os fra sjippende, dansende og madlavende semikendte

Det hænder, at jeg får den idé at bruge en kuglepen i stedet for min finger, når jeg piller næse. Samme hjerneaktivitet lader til at indgå i ideprocessen, når tv-stationerne udvikler underholdningsprogrammer, der kaster kendte cirkusaber ud i at dirigere orkestre, lave mad, danse, spille dødbold, sjippe og hoppe fra vipper
Debat
19. september 2013

Fjernsynets fodrende hånd tilbyder fedtrig, nærings- og smagsløs ædelse. Den er rettet mod småbørn, men fodres til alle, der er for dovne til at tygge. Det er ikke madkassens indhold, der er vigtig, blot dens struktur. Fire sidestillede rum skal gøre plads til fire stykker mad af varierende, usund konsistens, som spises i bestemt rækkefølge. Hvis ikke formkravene er opfyldt, forvirres den spisende!

Programmerne bliver til ved algoritmen: Skaf en manege, find fem semikendte mennesker, der skal hives rundt i manegen samt tre semikendte mennesker, der skal bedømme deres præstationer. Det er her yderst vigtigt, at dommerpanelet består af én, der er vrissen og kritisk anlagt, én, der er neutral, og én der er glad i låget. Hermed skabes angiveligt kontrast og spænding. Med dette kan de flittige idemagere fra DR, TV 2, Kanal 4 med flere læne sig selvtilfredse tilbage i sovesofaen og nyde de høstede frugter. Tilbage er nemlig kun at udvælge en flok altid villige og kendte mennesker fra mediernes selvskabte repertoire af Master Fatmen, Amalier, Jim Lyngviller og Blachmænd – samt en idé.

Og ja, hvilke ideer. Det hænder, at jeg får ideen at ville bruge en kuglepen i stedet for min finger, når jeg piller næse. Samme hjerneaktivitet og tidsforbrug lader til at indgå i ideprocessen af disse programmer, hvoraf et udsnit bl.a. har kastet de kendte cirkusaber ud i at dirigere orkestre, lave mad, danse, spille dødbold, sjippe og hoppe ud fra vipper.

Misforstået populisme

Det er bekymrende for samfundet, når den beskæftigelse, der har størst tilslutning, og hvis udførelse i forvejen kræver minimal hjerneaktivitet, nedsætter kravet om hjerneaktivitet yderligere. DR påtog sig i tidernes morgen den noble opgave at være en public service-kanal, der uddannede folket. Sidenhen har konkurrence fra rent kommercielle kanaler lavet kanaludbuddet om til en homogen masse med tyngde på ovenstående kvaliteter (ikke at forveksle med ’god kvalitet’).

Dette kommercielle behov for at give efter for misforstået populisme er en usund tendens. Det er i bund og grund medierne selv, der bestemmer, hvad seerne interesserer sig for. Hvis en seer selv kunne vælge, ville han så sige: »Jeg vil gerne se nogle flere programmer med Amalie«? Nej. Men da intet andet bydes ham, er intet andet ham bevidst. Deri består den misforståede populisme. Og efter at et vedvarende bombardement med disse programmer har udhulet befolkningens kritiske sans, glemmer den, at dens yndlingsbeskæftigelse hverken tilbyder god kvalitet, udfordringer eller på nogen måde noget, der faktisk er interessant.

Desværre lader det til, at kerneseernes hjerner domineres af ideen om, at det, der snakkes om, bliver snakket om, fordi det er interessant. Men ligesom slik er usundt for kroppen, er kaskader af næringsforladt information usundt for hjernen. Og ligesom flere har droppet slikposen og er hoppet på motionsvognen, har mange helt droppet fjernsynskanalerne for bl.a. i stedet at abonnere på Netflix, hvor en misforstået populisme ikke dikterer seerens interesser. Men er det for meget at forlange, at man skal kunne tage sig en kanalrundfart uden at føle sig voldtaget af lav kvalitet?

Genkendelsens ulidelige glæde

Den spisende er en ureflekteret seer, hvis interesse for fjernsynsprogrammer er skabt af medierne selv, og hvis største glæde er genkendelsens. De faste strukturer holder ham i en trance, som de kommercielle kanaler kan kapitalisere på. Det handler om madkassens form, ikke indhold. I sidste ende er formen en firkant – fjernsynet – og indholdet er blevet ligegyldigt.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at medierne kan få lov til at hylde talentløshed, at Sidney Lee kan få sendetid, og at Master Fatmans bakkenbarter er kameralinsens opmærksomhed værdig. Det er ikke så mærkeligt, at lærere har meget at kæmpe med, når hovedparten af elevernes fritid tvinger deres hjerner på standby. Men kære DR, TV 2, Kanal 4 og andre skyldige – vil I ikke godt tænke på de af os, der gerne vil have noget næringsrigt indhold og ikke gider spise skumfiduser?

 

Thor Skov Sørensen er adjunkt ved EUC Nordjylland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det er skægt at tænke på,
at hvis man IKKE følger med i disse programmer,
så aner man faktisk ikke, hvem der er kendt.
Og det bedste ved det er, at man heller ikke aner, hvorfor de er kendte - og det er der ofte heller ingen andre, der ved.

Jeg føler mig lykkeligvis i stand til at passere op til flere kendte og semi-kendte TV-manegeklovne på gaden, uden overhovedet at vide, at jeg 'burde' kende dem.
Det er da sejt. ;-)

peter fonnesbech, Tino Rozzo og arne poulsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Fjernsynets fodrende hånd tilbyder fedtrig, nærings- og smagsløs ædelse. Den er rettet mod småbørn, men fodres til alle, der er for dovne til at tygge. Det er ikke madkassens indhold, der er vigtig, blot dens struktur. Fire sidestillede rum skal gøre plads til fire stykker mad af varierende, usund konsistens, som spises i bestemt rækkefølge. Hvis ikke formkravene er opfyldt, forvirres den spisende."

Sørgeligt og så sørgeligt sandt. Hvilket det følgende også er, og det uanset hvor meget mediecheferne prøver at bilde os ind, at det modsatte er tilfældet:

"Det er i bund og grund medierne selv, der bestemmer, hvad seerne interesserer sig for."

Men det er jo ikke kun de semikendte, der 'florerer' på diverse kanaler. Ligesom 'kendt-for-at-være-kendte' Gustaver og Amalier stiller op i det ene reality-concept efter det andet, gør fuldstændig det samme sig gældende for dem, der er lidt mere end blot halvkendte. Der synes næsten at være kamp om, som en hær af Tordenskjolds soldater, at stille op i så mange "Go'-hvadsomhelst"- og "debatér hvadsomhelst"-programmer som muligt.

Sidstnævnte gruppe optræder så ikke på 'tal-kanalerne' 3, 4, 5, men hovedsageligt kun på DR og TV2. Det betragtes nok som lidt finere … men egentlig er forskellen vel ikke så stor og udbyttet for seeren lige så kaloriefattigt?

Fidusen fra midiernes side er, at de giver deres tv-kiggere noget at tale om, når de er sammen med andre f.eks. på arbejdspladsen. Hvis man ikke kan tale med om de sidste udskejelse på tv, bliver man udelukket fra det gode selskab - en stærk form for gruppepres.
Dagblade (inkl. Information) og magasiner nyder oplagsmæssigt godt af udsendelserne og holder gryden i kog.
Har nogen her tænkt over de sundhedsmæssige konsekvenser af, at danskernes gennemsnitlige tv-kiggeri er over fire timer om dagen?

Børge Rahbech Jensen

er bare for gammel. Jeg har stadig et gammeldags tv med billedrør og en tænd-sluk knap på fjernbetjeningen. Hvis der ikke er noget, jeg gider se i tvet, slukker jeg det.

Det er jo meget nemt at lade være med at tænde for lortet - men ikke spor nemt at blive fri for at betale for det (via licensen) - det er for mig at se det største problem.

Public Service har 2 facetter. Som udgangspunkt er Public Service conceptet værd at betale en overordnet licens til
(Hvorfor det så ikke bare er skat og kulturbudget er lidt tåget i talesat, hvilket skyldes det såkaldt 'ukorrekte' i at sige, at det er en nogenlunde hindring for at udenlandske TV-kanaler vil have del af kagen og kommer rendende med hele det multinationale propgaganda og forfordelingsjammer i forhold til alt 'nationalt'. Det være hermed gjort).
De 2 facetter er,
1): at det faktisk er danske myndigheder, og ikke NBC, Fox aljazeera etc, der står for at oplyse befolkningen om generelle samfundsmæssige risici der måtte være, fra gasudslippet på havnen til de indkommende kinesiske bombefly. Fedt nok.
2): at levere programmer med så bred en genkendelsesflade som muligt - altså fællesskabsdannende. Men de emner der er højest på en sådan liste er mad og sex og autoriteter (derfor dette dommervanvid som er løs). Før eller siden vil således også komme således 'kendte mixer drinks med sæd (fra forskellige kendte naturligvis også), og dommerne smager og bedømmer'. Helt naturnødvendigt.
Men man skal kunne le af verden. 2) er prisen for 1). Men ville man undvære 1) ?

' De kan jo bare spise kager'. Jo flere madprogrammer, der er i tv, jo nærmere er vi på hungersnød - både i konkret forstand og sådan generelt betragtet.

Vibeke Rasmussen

Ja, eller inaktivt lade sig underholde af at betragte nogen, der bager kager (eller leger, eller gætter, eller …).

Et program på DR, hvor – vist nok såkaldte 'almindelige – mennesker konkurrerer om at bage, har efter sigende 1 million seere! En million! Hver femte af 'os'!

Men et meget godt eksempel på, som Thor Skov Sørensen meget rammende påpeger, at det er "medierne selv, der bestemmer, hvad seerne interesserer sig for"? Det er i hvert fald mere end tvivlsomt, at der forud har været udtrykt et behov for eller et krav fra den licensbetalende befolkning om netop et sådant program.