Kommentar

Denne gang må Vesten ikke vende diplomatiet ryggen

Irans præsident Rouhanis tale i FN kan revitalisere det diplomati, som jeg for mere end 10 år siden så som den eneste vej til en bedre verden – skriver Irans tidligere præsident, Mohammad Khatami, i et åbent brev i New York Times og The Guardian
Debat
25. september 2013

Mens Hassan Rouhani, Den Islamiske Republik Irans præsident, forbereder sig på at holde tale ved FN’s generalforsamling tirsdag (i går, red.) og opfordre til »konstruktivt samarbejde« i verden, tænker jeg på mine egne erfaringer som præsident for dette store land og mit eget forsøg på at fremme dialogen mellem nationer i stedet for gensidig fjendtlighed. På mit forslag blev 2001 af FN udnævnt til et år for ’dialog mellem civilisationer’. Men selv om det fik et globalt publikum, berørte budskabet om dialog knap nok de vanskeligste politiske dilemmaer, hverken hjemme eller i udlandet.

Mere end på noget andet tidspunkt i historien har begivenhederne i Mellemøsten og Nordafrika fået global betydning, og forandringerne i regionen bliver vigtigere og vigtigere. Denne transformation, som begyndte med den islamiske revolution i Iran i 1979, der kom som en overraskelse for mange i det internationale samfund, er blevet intensiveret efter Den Kolde Krigs afslutning.I dag er Mellemøsten blevet centrum for nye politiske, sociale og ideologiske kræfter. Mellemøsten er blevet et sted, hvor kræfter, der ikke hører til i regionen, samarbejder og er i konflikt med hinanden. Næsten alle problemerne i Mellemøsten og Nordafrika har i dag internationale konsekvenser. Spørgsmålet om atomkraft i Iran er et af dem, og selv om det afgjort ikke det største, afhænger håndteringen af Mellemøstens andre problemer i høj grad af, hvordan det bliver løst.

Enhver dialog må bruge politikkens og diplomatiets sprog for at blive en succes. Præsident Rouhanis udgangspunkt, der er baseret på forsigtighed og håb, handler om at oversætte ideen om dialog mellem nationer til praktisk politik. Og det er mere nødvendigt end nogensinde på et tidspunkt, hvor en række overlappende politiske kriser risikerer at udløse en global katastrofe. Med Rouhanis initiativ, der nyder udbredt støtte i næsten alle lag i det iranske samfund, håber jeg, at landet vil vise vejen mod global dialog.

Miskrediteringskampagne

Muligheden for at løse uoverensstemmelserne mellem Iran og Vesten – herunder dødvandet i spørgsmålet om atomkraft – på diplomatisk vis opstod også for mange år siden, da jeg var præsident. Af grunde, som nu er offentligt kendt, blev denne mulighed forpasset. For at forstå hvorfor behøver man blot at læse de erindringsbøger, som Jack Straw, den daværende britiske udenrigsminister, Mohamed el-Baradei, den daværende generalsekretær for Den Internationale Atomenergiagentur, eller Rouhani, den daværende chefforhandler for den iranske atomkraftdelegation, har skrevet. Selv om det for mere end et årti siden virkede muligt at opnå en aftale, slog de diplomatiske bestræbelser fejl. Efter den 11. september 2001 indledte USA kostbare krige i Irak og Afghanistan – Irak blev invaderet under det falske påskud om, at landet var ved at udvikle masseødelæggelsesvåben. I denne politiske atmosfære er det ikke overraskende, at de diplomatiske bestræbelser i forhold til Iran endte med en fiasko.

Også Israel saboterede Vestens mulighed for at opnå en aftale med Iran ved dengang at indgyde skepsis og tvivl. Umiddelbart inden Rouhanis tale i FN er Israel igen begyndt at føre en kampagne for at miskreditere ham, fordi man frygter, at spændingerne mellem Iran og Vesten ophører. De, der er fanget af bitre erfaringer, gør alt for igen at forstyrre de diplomatiske initiativer. De overser en væsentlig ting, hvad angår forholdet mellem indenrigs- og udenrigspolitik: Præsident Rouhanisregering blev valgt i et samfund, der er opsat på forandringer på et tidspunkt, hvor Iran og resten af regionen har desperat brug for forsigtighed og håb. Valget var ikke blot en sejr for en bestemt politisk formation. Mange reformtilhængere, politiske fanger og et betydeligt antal konservative havde hver deres andel i Rouhanis sejr. For første gang er der mulighed for at skabe national konsensus, som rækker udover interne uenigheder.

Vesten skal vise mod

Eksplicit offentlig støtte fra den islamiske republiks øverste leder (Ayatollah Ali Khamenei, red.) udstyrer Rouhani og hans kolleger med den nødvendige myndighed til at opnå en diplomatisk løsning med Vesten i en række udenrigspolitiske spørgsmål – ikke bare i spørgsmålet om atomkraft. Et fredssøgende Iran kan som en velvillig partner ikke blot bidrage til at løse sine egne uenigheder med globale supermagter, men også til at overvinde nogle af de kroniske politiske stridigheder i regionen. Men det kræver en vis grad af mod og optimisme fra Vestens side at lytte til det iranske folk, der har lidt under uretfærdige sanktioner.Hvis det ikke lykkes at skabe en atmosfære præget af gensidig tillid og meningsfuld dialog, vil det kun gavne ekstremistiske kræfter hos alle parter. Følgerne af en sådan fiasko vil ikke kun være regionale, men globale. Så hvis verden skal blive et bedre sted, håber jeg inderligt, at Rouhani får en varm modtagelse i FN.

I dag er Iran et andet land, end det var for år tilbage, og konsekvenserne af den islamiske revolution er stadig under udvikling. De positive og negative erfaringer, vi har gjort os de seneste 16 år, tilføjer en ekstra dimension til de reformer, Rouhani forsøger at gennemføre såvel indenrigspolitisk som internationalt.

De har beriget den islamiske republiks demokratiske kapacitet og bidraget til – håber jeg – det internationale samfunds erfaringsgrundlag.

Det iranske folks stemme på Rouhani og hans forandringsdagsorden åbner enestående muligheder for Iran, Vesten og alle lokale og regionale magthavere. Med en udenrigspolitik i hjertet af Mellemøsten, baseret på dialog og diplomati, kan vi forestille os en bedre verden – og en diplomatisk løsning på spørgsmålet om Irans atomkraft.

Oversat af Mads Frese.

Brevet blev bragt i The Guardian og The New York Times i går.

Mohammad Khatami er tidligere iransk præsident

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her