Danmark diskuterer endnu en gang overvågning. Aktuelt er årsagen whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer af, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA foretager en massiv indsamling af oplysninger om vores elektroniske kommunikation.
Desværre er debatten en rituel dans, som udføres, hver gang overvågning kommer på dags-ordenen: Den ene lejr kan ikke se problemer, for ’den, der ikke har noget at skjule, har intet at frygte’. Den anden lejr derimod er kritisk og forbinder enhver overvågning med konspirationer og undertrykkelse. Begge parter skyder forbi målet, og den nødvendige, nuancerede diskussion af et centralt samfundsfænomen udebliver.
På Christiansborg bruges overvågningsdebatten til symbolmarkeringer. Det ser vi f.eks. i oppositionens aktuelle forsøg på at presse regeringen til at få Datatilsynet til at undersøge, om NSA har indhentet oplysninger om danskere fra Facebook og Google. Undersøgelsen kan være relevant, men det er svært ikke at se kravet som politisk drilleri.
Store dele af oppositionen har tidligere stået bag massive overvågningstiltag, men nu, da den ikke længere sidder i regering, bliver den pludselig bekymret for danskernes privatliv.
Og selv hvis oppositionen skulle få undersøgelsen igennem, ville der sandsynligvis kun være tale om en let kradsen i overfladen. Det er langt fra nok at finde ud af, om NSA har indhentet informationer. Skal vi have grundlag for en seriøs debat om overvågning, skal politikerne kræve svar på spørgsmål som: Hvilke informationer indsamler NSA? Hvordan analyseres de? Og hvad skal der til for, at en dansk borger bliver udvalgt til at være genstand for særlig efterforskning? Regeringen vil ikke tvinge undersøgelsen igennem og forsvarer sig med, at statsministeren har rejst sagen over for præsident Obama under den netop overståede middag i Sverige. Det kan man i bedste fald kalde en symbolsk handling.
Det er i hvert fald ikke et seriøst forsøg på at afdække, hvilke konsekvenser NSA’s aktiviteter har haft.
Konspirationsteoretikerne
Det er ikke svært at finde argumenter for, at det er afgørende at tage debatten om overvågning. Ikke bare tapper udenlandske efterretningstjenester oplysninger om vores kommunikation. Danske politikere har med stor entusiasme vedtaget den såkaldte logningsbekendtgørelse, som forpligter teleselskaberne til at lagre informationer om alle danskeres brug af internet, mail og telefon. Samtidig bliver vi filmet af flere hundrede tusinde overvågningskameraer, når vi bevæger os gennem byen. Og snart kan vi sende kameradroner på størrelse med insekter ind til naboen.
Men den stadig mere sofistikerede overvågningsteknologi giver også mulighed for, at vi kan holde langt bedre øje med vores børn og drage bedre omsorg for demente medborgere, ligesom firmaer kan udvikle bedre service, som tilfredsstiller netop vores behov. Overvågning er således både godt og skidt, og det er vigtigt at have blik for denne dobbelthed.
Desværre afspejler overvågningsdiskussionen ikke de nuancer. Synspunktet om, at man ikke behøver at frygte overvågningen, hvis ikke man gør noget forkert, er i bedste fald naivt. Det bunder i en afgrundsdyb tillid til, at overvågeren altid vil os det bedste.
Samtidig baserer argumentet sig på en uhildet tro på, at man altid er enige om, hvad der er forkert. Det er ikke et problem, når det gælder kriminalitet som terror, mord, drab og voldtægt. Men man overser, at der er masser af eksempler på, at det for overvågeren også kan være forkert at have en bestemt hudfarve, et bestemt efternavn, de forkerte venner eller komme fra et forkert land.
Man kan bestemt have noget at frygte, selv om man ikke mener at have gjort noget forkert. Argumentet er altså en sovepude for den nuancerede debat.
I den anden lejr findes en gruppe af kritiske og højlydte røster, der ser ethvert overvågningstiltag som ondsindet og udtryk for totalitære konspirationer. Overvågning er en trussel mod danske borgere, der frarøves alle hemmeligheder. Det har imidlertid ikke hold i virkeligheden.
For det første overvurderer man overvågningens effektivitet. At der indsamles enorme mængder af information om vores liv og færden, er ikke det samme som, at nogen nu ved alt om os, og at denne viden vil blive brugt i mod os.
For det andet overser kritikerne, at en række overvågningstiltag faktisk kan være fuldt berettigede, og at overvågning i mange situationer kan medvirke til at opklare kriminalitet, bekæmpe sygdomme og sætte os i stand til at passe bedre på hinanden. Ved at skære overvågning over én kam medvirker man således til at bekæmpe den del af overvågningen, som er både legitim og ønskværdig.
Nedsæt en kommission
Selv om overvågningsdiskussionen ofte er engageret og højlydt, kommer den sjældent ud af stedet. Politikere går uden om substansen, befolkningen ser ikke problemerne, og kritikerne ser ingen muligheder. Det er et problem, for Danmark er på godt og ondt et samfund, der er gennemsyret af overvågning.
Der er brug for en erkendelse af, at vi lever i en overvågningskultur, hvor spørgsmålet ikke så meget er, om vi er for eller imod overvågning, men nærmere hvordan vi indretter os hensigtsmæssigt med den stadig mere avancerede overvågningsteknologi. Sådan en debat kommer ikke af sig selv.
En oplagt mulighed ville derfor være, at regeringen nedsætter en kommission, som på et fagligt grundlag analyserer de mest påtrængende udfordringer, overvågningen stiller os overfor. Det er langt fra nogen enkel opgave, og det kræver, at en lang række områder inddrages:
Juridisk må man forholde sig til, om den lovgivning, der regulerer overvågningen, er tilstrækkelig og hensigtsmæssig. Og man må undersøge, hvordan man kan sørge for, at lovgivningen rent faktisk bliver gjort alment kendt og overholdt; et forhold som det kniber gevaldigt med i dag.
Etisk må man forholde sig til, hvordan vi kan udvikle normer for brugen af overvågningsteknologi. Selv om en god og klar lovgivning er en forudsætning, er den ikke tilstrækkelig. Det er kun gennem konstruktiv dialog, at vi kan udvikle normer for, hvornår overvågning er legitim, og hvornår den ikke er.
Ud fra et økonomisk perspektiv må man vurdere, om brugen af en given overvågningsteknologi er pengene værd eller penge ud af vinduet.
Teknisk må man forholde sig til, om teknologier kan udvikles på måder, der beskytter borgernes privatliv, men alligevel sætter os i stand til at udnytte over-vågningens muligheder. Hvordan kan man f.eks. udvikle teknologi, som gør det muligt at overvåge ældre medborgere i eget hjem, uden at overskride deres privatsfære?
Og kulturelt må man diskutere, hvad der er for et samfund, vi får, når staten og virksomheder i stigende grad får mulighed for at holde øje med os. Og omvendt når vi i stigende grad får mulighed for at overvåge staten, virksomhederne – og hinanden.
En sådan kommission vil kunne fodre den offentlige debat. Men den kan ikke sørge for en helt nødvendig politisk besindelse på overvågning. Hvis Danmark ikke bare skal være et overvågningssamfund, men et godt overvågningssamfund kræver det, at politikerne trækker overvågningen ud af den symbolpolitiske arena og forstår, at overvågningen rejser muligheder og problemer, som de nødvendigvis må tage hånd om – også når det er ubelejligt.
Peter Lauritsen er lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation – Informationsvidenskab på Aarhus Universitet
Problemet er det simple, at de, der bør overvåges, er dem, der i stedet forestår overvågningen af alle andre. Magthaverne i samfundet skal undersøges i hoved og den anden ende 24/7 for at sikre sig imod, at de misbruger de beføjelser, befolkningen har givet dem. Sålænge de udpeges for alt for lang tid på måder, der distancerer dem fra den befolkning, de er udvalgt blandt og af, bør et webcam følge dem døgnet rundt.
Jeg vil elske at være med i den kommision, så kan jeg møde min gamle 'ven' justitsministeren. Det er næsten 20 år siden at vi talte sammen sidst. Jeg har mange spændende spørgsmål til ham ...
Efter ti år i den europiske telebranche så har jeg set, hvad der registreres. De data kan bruges til artige ting.
"Ved at skære overvågning over én kam medvirker man således til at bekæmpe den del af overvågningen, som er både legitim og ønskværdig."
Gad vide hvordan man klarede sig før internettets fremkomst. Der må jo nærmest være fløjet fly ind i skyskrabere hver anden dag, hvis man skal tro propagandaen, da de arme myndigheder ikke havde en jordisk chance for følge med i alt hvad folk gik og lavede.
Problemet med overvågning, har således nået sin løsning: Lad os overvåge overvågningen...De er skøre de romere..
"For det første overvurderer man overvågningens effektivitet. At der indsamles enorme mængder af information om vores liv og færden, er ikke det samme som, at nogen nu ved alt om os, og at denne viden vil blive brugt i mod os."
At de, der skal behandle enorme mængder data om os, ikke nødvendigvis er kompetente nok til at drage de korrekte konklusioner om os, er egentligt ikke særligt beroligende
Nej tak, ikke flere kommissioner. Det er ikke rart, hvis der skal spares på alt andet end lige kommissioner. Hvilken debat bruges ikke til symbolmarkeringer på Christiansborg?
I Danmark er noget af det værste, at debatter om Edward Snowdens afsløringer ikke omfatter overvågning, der foretages af andre myndigheder end efterretningstjenester, og heller ikke den fordel ved informationsindsamling, at det kan lette bevisbyrden betragteligt i sager i henhold til lovgivning med omvendt bevisbyrde, som i realiteten er det mest normale i Danmark. Det er vist efterhånden kun politiet herunder PET, der skal bevise mistænktes skyld, mens andre offentlige myndigheder såsom Skat og sociale myndigheder kan kræve, de mistænkte selv beviser sin uskyld. Hvordan kan fx. en enlig førtidspensionist som jeg bevise, jeg er enlig? Hvordan kan en børnefamilie bevise, at børnene ikke mistrives? Det er ikke engang til debat, at mange mennesker har som hobby at sidde på en bænk og se på mennesker, der går forbi. En sådan hobby kalder jeg overvågning.
Hvor langt kan man overhovedet komme med national lovgivning?
Lad os sige at man i et land lovgiver mod kameraer offentlige stæder.
Det forbud kan omgås ved at benytte satelliter, der er udenfor landets jurisdiktion, hvis og når det er praktisk muligt at bruge tilstrækkeligt avanceret udstyr.
Børge Rahbech Jensen:
"Kender du mund-til-øre metoden?"
Ja. Hvorfor spørger du?
"Hvordan og hvorfor det, når nu de rutefly, der kan anrette stor skade på skyskrabere, blev bygget længe efter, internettet blev opfundet?"
Hvilket belæg har du for det? I øvrigt var bemærkningen selvklart ikke bogstaveligt ment.
"Det er overvågning i øvrigt også."
Vrøvl. Overvågning har eksisteret ligeså længe der har eksisteret magthavere. Benthams panoptikon er eksempelvis fra det 18. århundrede.
Børge Rahbech Jensen:
"Det er ikke engang til debat, at mange mennesker har som hobby at sidde på en bænk og se på mennesker, der går forbi. En sådan hobby kalder jeg overvågning."
Hvorfor?
Hvorfor hvad?
Anders Feder:
"Hvilket belæg har du for det?"
En idé om, hvornår internettet blev opfundet og senere almindeligt udbredt sammenholdt med, hvornår flytyper som de, der fløj ind i World Trade Center blev bygget.
" I øvrigt var bemærkningen selvklart ikke bogstaveligt ment."
Det var ikke selvklart. Det er kun sket tre-fire gange, at rutefly er fløjet ind i skyskrabere, men terrorangreb var faktisk mere udbredte i 1970'erne dels i Europa, hvor de blev udført af socialistiske og palæstinensiske grupper, og i USA, hvor de blev udført af fx. KKK. Søg selv informationer om fx. OL i München i 1972 og attentater udført af socialistiske grupper i Tyskland og Italien. Det skete ikke hver dag, men det skete jævnligt.
"Vrøvl. Overvågning har eksisteret ligeså længe der har eksisteret magthavere. Benthams panoptikon er eksempelvis fra det 18. århundrede."
Hvornår blev internettet opfundet, når det nu er vrøvl, at overvågning fandtes, før internettet blev opfundet? Ved du overhovedet noget om det, du udtaler dig om?
Børge Rahbech Jensen:
"Hvorfor hvad?"
Hvorfor kalder du det for "overvågning" at "sidde på en bænk og se på mennesker, der går forbi"?
Man kan også kalde konsensuel sex for voldtægt - men hvorfor skulle man gøre det? Det virker, ja, åndsvagt.
Børge Rahbech Jensen:
"En idé om, hvornår internettet blev opfundet og senere almindeligt udbredt sammenholdt med, hvornår flytyper som de, der fløj ind i World Trade Center blev bygget."
Og hvilket belæg har du for at kun flytyper der er bygget samtidig eller senere end dem der fløj ind i World Trade Center "kan anrette stor skade på skyskrabere"?
"Det skete ikke hver dag, men det skete jævnligt."
Jeg er fuldt bekendt med angrebet på OL i München osv. Det skete sjældent i vores del af verden.
"Hvornår blev internettet opfundet, når det nu er vrøvl, at overvågning fandtes, før internettet blev opfundet? Ved du overhovedet noget om det, du udtaler dig om?"
Naturligvis er det jeg udtaler mig om noget jeg ved (modsat dig, der har skrevet mange indlæg om dette emne i andre tråde, som du ikke har kunnet forsvare).
Internettet regnes almindeligvis for at være opstået i 1960'erne. Her er en passage fra en biografi af den romerske kejser Hadrian fra omkring 350 e.Kr.:
"... his vigilance was not confined to his own household but extended to those of his friends, and by means of his private agents he even pried into all their secrets, and so skilfully that they were never aware that the Emperor was acquainted with their private lives until he revealed it himself. In this connection, the insertion of an incident will not be unwelcome, showing that he found out much about his friends. The wife of a certain man wrote to her husband, complaining that he was so preoccupied by pleasures and baths that he would not return home to her, and Hadrian found this out through his private agents. And so, when the husband asked for a furlough, Hadrian reproached him with his fondness for his baths and his pleasures. Whereupon the man exclaimed: 'What, did my wife write you just what she wrote to me?'"
http://www.fordham.edu/halsall/ancient/aelius-hadrian.asp
Hm. Artiklen skyder desværre forbi målet, eftersom den definere overvågningen som overvågning. I realiteten er der tale om Masseovervågning. Det er vigtigt at forstå den signifikante forskel de to former imellem, nemlig I) overvågningen og II) masseovervågningen. To korte eksempler:
a) Indkøb i supermarkedet
I) overvågning.
Ét kamera overvåger indgangen, mens et til overvåger udgangen til supermarkedet. Der har været tyverier på det sidste. Modtrækket er beslutningen om at sætte 2 kameraer op i en periode, samt at gøre opmærksom på det. Og med mindre politiet anmoder om optagelserne, slettes disse automatisk hver dag.
II) Masseovervågning.
Mellem 20 til 50 kameraer filmer samtlige kunder og ansatte i supermarkedet. Optagelserne analyseres løbende af særlig software for at forstå adfærden blandt de masseovervågede kunder og ansatte endnu bedre. Optagelserne slettes aldrig. Både kunder og ansatte opfordres til at købe "særlige tilbud" ved blot at afgive lidt få private informationer. På den måde kan personprofiler på kunder som ansatte, optimeres endnu bedre.
b) En tur med toget
I) overvågning.
Ét kamera er efter hærværk på togstationen sat op så det kan overvåge perronen og billet-automaten. Med mindre politiet anmoder om optagelserne, slettes disse automatisk hver dag.
II) masseovervågning.
Mellem 4 til 12 kameraer er sat op i hele stationsområdet. Hver perron og det omkringliggende område er masseovervåget. Toget der ruller ind på skinnerne er også masseovervåget. I toget findes der mellem 1 til 8 kameraer i hver kupe, således at al adfærd i toget kan analyseres og alle rejsende kan identificeres via ansigts-software.
---
Det er afgørende at debatten om masseovervågningssamfundet tager udgangspunkt i virkelighedens Danmark, og ikke i en svag definition af graden af overvågningen.
Vi er alle masseovervåget. De danske børn der fødes ind i vores frygtens og mistillidens samfund, de har aldrig oplevet et Danmark uden masseovervågning. De aner ikke hvad det er. Deres forældre overvåger dem endda med "Baby-Alarmer", for babyernes skyld. Deres forældre aner ikke hvilken mentalitet de dermed skaber. Men de bliver klogere om 40 år fra nu, når deres voksne børn begynder at overvåge dem selv med de nye "Ældre-Alarmer", for forældrenes skyld.
Tanken om åben civil ulydighed - i dette frygtens syge samfund - skal og må styrkes.
God artikel - hvis vi f eks vil have et miljø frit for kriminalitet, hvor vi og vores børn kan færdes i tryghed, så må kontrol og overvågning accepteres i et vidt omfang.
F eks er politiets kontrol-kampagner mod spritkørsel vel en god ting , UANSET at en række pæne og ansvarsbevidste bilister generes ved at skulle spilde tid på at blæse i alkometret - det er et godt eksempel på en alment accepteret overvågning, der griber ret stærkt ind i privat-området ( - det ubehageligt at blive vinket ind til siden til kontrol uanset hvor høfligt og korrekt betjentene optræder.)
Vi har også lagt vægt på effektiv offentlig service, og af denne grund hægtet en masse dybt private oplysninger op på vores cpr numre - og det er en selvskabt overvågning, der virkelig er uhyggeligt omfattende.
Det er let via cpr nummeret at finde folks sygejournaler, skatteforhold, indtjening, bankkonti og dan-kortbetalinger, noteringer i strafferegistret , forsikringsforhold o m a. - det er en vidtgående overvågning - men den accepteres generelt som værende OK ?
Det kunne være interessant og nyttigt med en seriøs og afslappet debat om, hvad folk skal kunne holde for sig selv og så lovgive, så også private virksomheder m v ubetinget skal respektere disse grænser og afstå fra at bede om private oplysninger..
Robert Kroll: Så fordi overvågningen er krøbet stadig længere op i røven på os over de sidste par årtier er det sikkert ikke noget problem at lade den krybe endnu længere op? At sammenligne overvågning af politiske ytringer med alkoholkontrol er absurd.
Kære Anders Feder.
Privatliv, trosfrihed, ytringsfrihed, trykkefrihed m v hænger sammen - overvågning og kontrol kan ikke "skæres til" og afgrænses, men vil altid brede sig som ringe i vandet.
Mange mennesker vil f eks gerne have overvåget visse gruppers racistiske eller homo-fjendtlige ytringer - hvis religiøse/ideologiske mennesker bliver for rabiate, så vil man også gerne have disse typer (salafister, anarkister o m a) overvåget - og når vi vil fange spritbilister, så ønsker vi en generel kontrol/overvågning af alle for at fange de få .
Og hver gang vi øger overvågningen / kontrollen, så gør vi det med et godt formål for øje, og samtidig lægger vi så op til "næste skridt" , hvor noget nyt forekommer "overvågnings-berettiget".
Om 10 år vil vi med 100%'s sikkerhed acceptere overvågnings- og kontrolforanstaltninger, som vi i dag ville afvise i enighed. Man tilvænner sig langsomt.
Robert Kroll: Vi har også vænnet os til at udlede store mængder CO2 og forurene på andre måder. Det bliver det ikke mindre skadeligt af.
@michael Nielsen
Meget enig.
Det der slog mig da jeg læste indlægget af hr Lauritzen, er at det her mere minder om et forslag til en kommision han gerne vil sidde i. Han affejer hurtigt kritikere af overvågnings samfundet som konspirationstherotikere. Ikke at der ikke er sådan nogle.. Men så er vi vist ovre i 'orbital mindcontrol lasers' og fluor i vandet...
Men Det har jo netop vist sig at dem af os, som venner og bekendte der ikke var i IT-branchen, kaldte paranoide havde ret, Big brother lytter, læser og analyserer alt hva du laver.
Det er derfor at vi er så optagede af rejsekort, slemID, samkøring af registre og adgang til offentlige data. For det er et demokratisk problem.......
// Jesper
Hej Jesper
Hm, jeg skal ikke kunne sige om artiklens forfatter har særlige motiver, men jeg læser også hans affejning af kritikere som konspirations teoretikere. Jeg er i øvrigt selv en af dem.
Men uanset om man er K-teoretiker eller ej, så er masseovervågningen det største demokratiske problem vor tid står overfor. For elektronisk som digitalt, er vi fanget i dette gigantiske net af 24/7 overvågning. Skamfuldt.
Men tanken om civil ulydighed er opstået. Det er positivt. Så selvom eksempelvis Enhedslisten stiller forslag til ophævelsen af dele af overvågningen, så er der sandsynligvis for store økonomiske og politiske interesser på spil, til at resten af folketinget, bare sådan med et håndslag beslutter sig for at opgive den igen.
Mit bud er derfor at den civile ulydighed skal debatteres åbent ved enhver given lejlighed fremover. Debatteres fra nu og frem til vi får ulydigheden manifesteret i reelle og succesfulde del-kampanger, landet over. Kampanger implementeret ind i en sikker og åben ulydigheds-strategi, som vi i mediernes tråde og eventuelt på vores egen hjemmeside, bliver i stand til at formulerer, organiserer og finansierer.
"Vi" er efter min opfattelse alle danskere der ikke mere vil Masse-Overvågnings-Samfundet, kort sagt MOS.
Derfor undrer det mig også at både artikelforfattere, journalister, virksomhedsejere, skuespillere, sangere, kunstnere, økonomer, officerer, kendte personer, redaktører osv., siger så lidt fra. Jeg mener, hvis der er nogle i vort land der må være hardcore overvåget; privatliv, arbejdsliv, indkøb, transport-adfærd, gå-i-byen-adfærd, what-ever adfærd, så må det da være dem.
Rejsekort og al elektronisk ID er som udgangspunkt kun med til at styrke MOS. Vi har brug for en meget lang, bred, teknisk, kulturel, demokratisk, sikkerhedspolitisk og dyb debat om dette enorme demokratiske problem.
Dem der bytter frihed for sikkerhed fortjener hverken eller. Og alle har tilvalgt eller tilstiende accepteret at udbytte deres frihed. Vi får blot igen hvad vi har fortjent.
*stiltiende...
Daniel Hansen: Hvad skal man med frihed når man kan få Paradise Hotel?