Læsetid 4 min.

Jeg vil helst høre en historie om mig selv

Historien om 1960’erne og 1970’erne er blevet historien om hippier, gruppesex og stoffer. Men de færreste deltog i det store flip, og hippierne havde ikke den indflydelse, de tilskrives. Det er relevant at fortælle senere generationer, for ellers får de svært ved at forstå sig selv og deres samtid
10. september 2013

I historien om Peter Plys i hundredemeterskoven spørger Jacob plysbjørnen, hvilken historie han kunne tænke sig at høre. »Jeg vil helst høre en historie om mig selv,« siger Peter Plys. Sådan tror jeg, de fleste af os har det. Vi vil helst høre en historie om os selv.

De sidste par år er der kommet flere bøger, som på forskellig vis behandler de sene 1960’ere og de tidlige 1970’ere. Tilsyneladende bliver vi aldrig færdige med den tid.

Mest udpræget er de sene 1960’eres historie behandlet i Katrine Marie Guldagers roman Den nye tid. Her står fronterne skarpt mellem sønnen Henry, som repræsenterer den nye tid, hippietiden, og hans far, Peter, som lever i den gamle tid.

Sønnen Henry har oplevet, at der er blevet drejet på ham. Han går til love-in, eksperimenterer med stoffer, bor i kollektiv og har en kæreste, som dyrker gruppesex. Målet er sandhed og frigørelse.

I Anne Lise Marstrand Jørgensens Hvad man ikke ved er fronterne mellem den gamle og nye verden ikke trukket helt så skarpt op. Til gengæld fremstår de personlige omkostninger dybere beskrevet.

Hovedpersonen Eric er tiltrukket af den nye tid. Det stille forstadsliv i Sommerfuglekvarteret med kone og tre børn, hvor sekundviseren tikker langsomt, og alt fremstår solidt og velordnet, er ikke længere nok. Eric overtaler sin smukke, usikre og hjemmegående kone, Alice, til at gå med ham i sexklub og leve i et åbent ægteskab.

Dette bliver i bogstaveligste forstand hendes død, da hun tager livet af sig selv ved at drukne sig. Ligefrem morbidt bliver det, da Alice bliver fundet i floden næsten nøgen med kjolen trukket op til navlen. Tidens strøm har revet trusser, strømper og sko af hende.

Det er ikke mærkeligt, at der fortsat bliver skrevet mange bøger om den periode. En række af de ideer, ritualer og symboler, som prægede tiden, virker med nutidens øjne bizarre og eksotiske, som hørte de en anden verden til. I den forstand giver det selvfølgelig god mening, at vi bliver ved med at vende tilbage til netop den periode. For hvad var det egentlig, der skete, og ikke mindst, hvorfor skete det, og hvilke konsekvenser fik det store flip for eftertiden?

Knap så meget gruppesex

Vi har at gøre med en periode af danmarkshistorien og de vestlige samfunds historie, hvor der bliver drejet på mangt og meget. Alle samfundets hidtidige autoriteter og bastioner bliver stormløbet. 1960’erne er et opgør med det hele. I bakspejlet kan vi dog se, at der langtfra blev gjort op med det hele, og at det langtfra var hele befolkningen, som tog del i opgøret.

Nutidens generationer kan nemt få den opfattelse, at halvdelen af Danmarks befolkning gik til love-in, tog LSD, dyrkede fri sex og boede i kollektiv. I virkelighedens verden var det dog et fåtal.

I den mindre provinsby, hvor jeg voksede op, var der f.eks. stort set ingen, som praktiserede den livsstil. Og dog. En af mine skolekammerater havde derhjemme et album med billeder, hvor hans forældre dyrkede sex med andre voksne, såkaldt gruppesex. Vi kunne simpelthen ikke tro, at det var rigtigt, hvorfor vi bad om at se billederne igen og igen.

Peter Øvig Knudsen argumenterer i et interview, i forbindelse med sit stort anlagte hippie-projekt, for, at den tid og bevægelse, han skildrer, er vigtig, fordi de ideer, den rummer, breder sig til store dele af befolkningen. Antalsmæssigt var der ikke mange, men deres betydning for eftertiden blev enorm.

Det er selvfølgelig en besnærende tanke, men spørgsmålet er, om det er rigtigt.

God underholdning

Spørgsmålet er, om hippiebevægelsen ikke kulturhistorisk efterfølgende kom til at spille så stor en rolle, fordi medierne tog den til sig. Medierne fik i højere og højere grad til opgave at underholde folk, i takt med at de nære og mere traditionsprægede relationer mellem mennesker fik vanskelige vilkår i forbindelse med 1960’ernes velfærdsfremgang.

Der var masser af gode billeder i hippietiden, hvad Øvig Knudsens projekt til fulde demonstrerer.

Hippietiden sejrede sandsynligvis også ad helvede til i medierne, fordi en række af de markante kulturpersonligheder, som var i centrum af bevægelsen, kom til at dominere den kulturelle offentlighed i årene fremefter.

Spørgsmålet er, om hippietiden og hele 1968-perioden ikke snarere bør forstås i sammenhæng med nogle underliggende historiske ændringer, og som en delvis med- og modreaktion på det velfærds- og forbrugersamfund, som så småt vokser frem fra slutningen af 1950’erne.

Set gennem aktuelle sociologers blik kan de sidste 50 års ændringer i samfund og kultur snarere forstås som et resultat af en lang historisk proces, hvor individualitet, forbrugerisme og refleksivitet spiller en central rolle.

Det danske samfund ændrede sig snarere på grund af dette end på grund hippietidens avantgardetropper.

Forsøget på at tilkende hippiebevægelsen den betydning, som f.eks. Øvig Knudsen gør, og som beskrives i de to omtalte skønlitterære bøger, er identisk med den opfattelse, som tidligere blev avantgardebevægelsen til del inden for kunsten. Forestillingen er her, at avantgarden rykker frem i første geled og viser det nye frem, som resten af samfundet derefter tøvende tilegner sig.

»Jeg vil helst høre en historie om mig selv,« siger Peter Plys. Min og de fleste andre danskeres historie er imidlertid ikke historien om det store flip.

Det er relevant at få fortalt, hvis vi skal forstå os selv og den verden, vi lever i, og især hvis de generationer, som ikke er vokset op i den tid, skal have et historisk stillads, der gør, at de kan forstå sig selv og deres samtid. Beklager, men vi var og blev ikke alle hippier for Vorherre.

Finn Wiedemann er lektor ved Institut for Kulturvidenskab ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Steffen Gliese, Ingrid Uma og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ivan  Ziz

På Sy'dansk har de alle én dagsorden: at skrue tiden tilbage til 50'eren. De bryder sig ikke om det moderne. Hvordan er det dog lykkedes at få forskere i den grad afrettet så ensformigt?

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

@ Niels Mosbak:

"Tja, det var jo et opgør med autoriteter også de akademiske "

Ironien er, at hippierne ikke deltog i de store opgør, og det er et stort spørgsmål, om der overhovedet var opgør med autoriteter.
En anden udfordring har relation til opgøret med datidens akademiske autoriteter. Kan nutidens sociologer fortælle objektivt om en tid, hvor de selv var travlt optagede af opgør?
Spørgsmålet, om der overhovedet var opgør med autoriteter, har at gøre med, at de, der var børn og unge i perioden 1968 - 1989, måske snarere tilsluttede sig nye autoriteter end gjorde op med autoriteter, hvorved det måske mest blev autoriteter med en bestemt politisk overbevisning, der gjorde op med andre autoriteter, og objektivitet blev erstattet af politiske teser af varierende kvalitet.

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Mere spam: Mere fredeligt fra den tid var det, Peter Bellis gamle sang "Kære gamle tog" (i starten af http://www.dr.dk/musik/titel/kære%20gamle%20tog/2257691-1-4) handler om, og som stadig er aktuelt. Der blev nedlagt flere danske jernbaner i 1971.

Det var også en periode med to oliekriser, hvoraf den første huskes for bl.a. bilfrie søndage, og med vindmøller først hos skolefællesskabet Tvind i Ulfborg og senere i form af produktion hos Vestas på samme egn. Tvind var også kendt for dannelsesrejser til udlandet med en socialistisk ideologi i en gammel bus. Endelig var det en periode, hvor indvandrere fra især Tyrkiet kom til landet for at arbejde, og en mand blev kendt for at bringe en flok børn fra et fattigt land til Danmark. Desværre husker jeg hverken landets el. mandens navn, men det gør andre måske.

Når jeg nu tænker over det, får hippiere og hash måske mest opmærksomhed, hvis de da får det, fordi de var fredelige og harmløse, og ikke giver anledning til debatter om de seneste 40-45 års forandringer af samfundet.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Sex er interessant fordi det er drift som man har taget patent på lige siden kristendommens opfindelse. Sex sælger. Men faktisk har jeg, og langt de fleste desværre ikke, boet i kollektiver og dyrket fri sex og så videre. Og det er den højere middelklasses forgyldninger af historiens gang, som man læser og ser i tv.

For hovedparten af danskerne var det hårdt arbejde med børn og en kernefamilie. Ingen stipendier og skattefrie lån til en videregående uddannelse, men omkring én krone i timen for en 45 timers ugentlig arbejdstid i en mester læreplads, som varede 4- 4½ år.

Derfor er det en gåde, at vi skal vedblive at se den højere middelklases historiefordrejninger og forfalskninger. Man skulle tro, at fagforbundene og deres enorme pengekasse i ATP og andre steder, kunne fortælle deres medlemmers historie. Et er at Socialdemokraterne (det tidligere Socialdemokrati), er invaderet af akademiske magtstræbere med flossede egoer og en halvparanoide tankegange om fred gennem krig og så videre.

Men noget andet er, at fagbevægelsens spidser sidder og lurerpasser for mammon og den samme narcissisme. Og ikke er til at se forskel fra deres modparts repræsentanter hos kapitalejerne. Det er noget af en socialdemokratisk gåde!

Hvad har de ud af kun at fortælle den borgerlige historie. Hvor er fagbevægelsens tv-og radiokanal, hvor er deres landsdækkende avis? Den er ingen steder. For når de endelig prøver, så undermineres de og ædes op, endda til toplønninger - af de samme borgerlige mediefolk - som de i deres utilgivelige dumhed har ansat.

Vores liv og historien om det, skal ikke reduceres til et billedblad for idioter.

Brugerbillede for Claus Oreskov

Hippier, ungdomsoprøret, flippere, provoer, 1968- et kært barn har mange navne og den enkelte deltog, somme tider i alle grupperingerne omkring de mange sociale og kulturelle bevægelser, som gik under navnet ungdomsoprøret. Jeg selv kan godt lide det amerikanske kælenavn for denne tid nemlig "baby boomers." Fordi demografien er så vigtig at få med, det var den største ungdoms årgang i verdenshistorien. De var købedygtige og man skal derfor også inkludere forskellige listige kommercielle aspekter bag facaderne. Finn Wiedemann har vel nok en pointe ingen tvivl om det. Han har ret i at de der direkte var med i bevægelsen langt fra var flertallet af unge, men han har ikke ret i at bevægelsens værdier ikke nåede ud i alle afkroge af samfundet, for det gjorde de. Man skal også medregne, at der var tale om en global bevægelse og jo den sætte markante spor! Proletarernes del at oprøret bliver sjældent berørt, måske fordi middelklasse ungdommen hurtigt sætte sig effektivt på oprøret, som dets talsmænd, men vi proletarer var med, hvis ikke man ligefrem kan sige vi startede oprøret! Se:
http://politiken.dk/debat/ECE463171/ungdomsoproerets-proletarer/

http://sfah.dk/upload_dir/pics/Tidsskrift/Aargang-2009-2010/ah09-1-debat...

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Claus Oreskov:

"Hippier, ungdomsoprøret, flippere, provoer, 1968- et kært barn har mange navne"

Både - og. Jeg mener, datidens hippier, flippere og provoer ville være kede af at blive forvekslet, og de ikke havde meget med gadekampe at gøre. Jeg tvivler på, de unge, der jævnligt besatte huse og sloges mod politiet, røg særlig meget hash, ligesom jeg tvivler på, de hippier, som røg hash, sloges ret meget mod politiet. Rockerne mangler i øvrigt i rækken. Jeg mener, rockerne var i opposition til flipperne hvad musiksmag og tøjstil angik.

Hvis målet er dækkende fortællinger fra tiden 1968 - 1989 er det næppe hensigtsmæssigt at slå alle ungdommens grupperinger sammen.

"Proletarernes del at oprøret bliver sjældent berørt"

Det kunne skyldes, proletarernes del mest var omtale på den måde, at proletarerne mest var en gruppe el. klasse, som andre grupper foregav solidaritet med. Proletarerne kaldtes også arbejderklassen, men både dengang og nu er det mest studerende og akademikere, der kæmper kampe angiveligt på vegne af proletarerne. Det gælder ikke kun i Danmark, men var også tilfældet fx. under Kinas kulturrevolution. Sjovt nok er det vist mest proletarer, der mister livet under sådanne kampe, og livet ændres sjældent til det bedre for de proletarer, der ikke mister livet.

Brugerbillede for Claus Oreskov

@Børge Rahbech Jensen. Hvis du har tid så læs mine links – her uddybes problematikken. Du skriver så: ” datidens hippier, flippere og provoer ville være kede af at blive forvekslet, og de ikke havde meget med gadekampe at gøre.” som allerede påpeget drejede det sig som regel om samme personer, som snart var det ene og snart det andet. Man skal også huske at betegnelser som: hippier, flipper, 68´er er tillagte identiteter m.a.o. konstruktioner som de der ikke deltog i ungdomsoprører opfandt. Selvom jeg gennem mange år havde min daglige gang blandt disse mennesker husker jeg ikke nogen som kaldte sig selv for en hippie. Omvendt med provo som var en organiserede (om end løst organiserede) politisk gruppe – og jo der var masser af gadekampe mellem provo og politiet f.eks. dengang provoer stormede Amalienborg Slotsplads (provo var naturligvis imod kongedømmet). Mange af dem jeg kendte som hippier med chillum og blomster – kunne mna møde om aftnen foran den amerikanske ambassade og i særdeles voldelige konfrontationer.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Børge Rahbech Jensen

"Ironien er, at hippierne ikke deltog i de store opgør, og det er et stort spørgsmål, om der overhovedet var opgør med autoriteter."

Well - da Finn Ejnar Madsen erobrede talerstolen på Københavns Universitet, tror jeg nok de fleste tænkte på det, ud over den almindelige borgerlige forargelse, som et opgør med autoriteter.
Det var imidlertid ikke min verden, men hvis du er i stand til at erindre tiden, vil de kunne erkende, at der var tale om en frigørelse fra nogle borgerlige normer omkring alt det, som man ikke kunne tale om.
Der var vild panik, da Trille sang om "Øjet i det høje", eller da man i begyndelsen af tresserne kunne tale om et "Pessar" i fjernsynet. Peter Bellis lange hår var virkelig noget der kunne få forældrene op af stolen anno damals og da han så senere fik en dom for at ryge hash var forargelsen i Dannevang stor.

Når du får rodet Byggeren og Allotria ind i Ungdomsoprøret, så er det en postgang for sent - det var i begyndelsen af 1980'erne og da havde samfundet allerede ændret sig og Byggeren blev bl.a. startskuddet til BZ-bevægelsen.