Klumme

Hvem bestemmer repertoiret?

Ministerlivet minder på mange måde om sangtalenternes rolle i tv-programmet ’Mentor’. Hvis ministeren ikke selv har en klar plan, vælger hans mentor – departementschefen – melodien for ham
21. september 2013

Normalt er fredagsshowet Mentor ikke en del af det politiske pensum. Men på anbefaling fra en af avisens mere kulturelt anlagte medarbejdere satte jeg mig til at se DR’s seneste omgang fredagsunderholdning, og jeg kan ikke fornægte, at min kollega havde ret i sin iagttagelse: Thomas Blachmans program, hvor mentorens potentiale er mere centralt end sangerens, er ikke uden ligheder med forholdet mellem departementschefer og ministre. Ligesom mentorerne skal lede og inspirere de musikalske talenter, skal departementscheferne i det daglige arbejde lede ministrene uden om faldgruber med en sikker og venlig hånd, ligesom de skal bistå med forslag til nye politiske initiativer af mere strategisk tilsnit.

»Allervigtigst er samarbejdet,« siger værtinden i Mentor med en stemmeføring, der ikke efterlader nogen tvivl. På samme måde forholder det sig i forholdet mellem minister og departementschef. Vi har både set eksempler på det dysfunktionelle samarbejde mellem departementschef og minister, når de to ikke har den rette ’kemi’. Her har tendensen i de seneste år været, at departementschefen hurtigt skiftes ud. I dag kan han eller hun nemlig langt nemmere end tidligere flyttes rundt imellem ministerierne.

Omvendt har vi også set stjerneeksempler som Anders Eldrup og Mogens Lykketoft (S), der gik så godt i spænd, fordi de forstod at definere deres indbyrdes roller. Anders Eldrup kendte den daværende finansministers svagheder, supplerede hvor det var nødvendigt og forberedte sin minister på enhver tænkelig situation.

Jeg tvivler dog på, at Anders Eldrup nogensinde har sagt til Lykketoft, at han »skal være mere nede i kroppen, når han er på«, som en af de unge sangere fik af vide i sidste uge. Også selv om ministerens evne til at klare sig på skærmen er blevet et stadig vigtigere succeskriterium og en kompetence, der tillægges selvstændig vægt, når ministre rekrutteres.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev fra begyndelsen af sin regeringstid kendt for at kræve ’musikalitet’ hos departementscheferne, fordi han forstod vigtigheden i samarbejdet mellem departementschef og minister. På et møde på Havreholm Slot for departementscheferne beskrev han sine krav til god ministerbetjening: Den skulle være fagligt og sagligt i orden, men der skulle også være mod til at udfordre forvaltningens grænser og samtidig bevare embedsapparatets integritet. Her opstod kravet om ’politisk musikalitet’, som handlede om evnen til at »spille videre på ministerens melodi«.

Det fører os frem til en anden lighed mellem Mentor og dansk politik: Om dynamikken mellem minister og departementschef har Mogens Lykketoft sagt, at man som politiker er nødt til at vise en vej – ellers gør embedsmandssystemet det: »Det er aldeles afgørende, at den enkelte minister har en klar målsætning for, hvorfor hun eller han er der. Hvis det er tilfældet, så vil embedsværket også levere.« Med andre ord, hvis du ikke kommer med dine egne sange, vælger Blach-man en for dig, og han er glad for fusionsjazz. (Selv om Folketingets formand antagelig ikke ville være glad for sammenligningen).

Vi har i årevis været udsat for X-Factor, som altid ligner sig selv, på trods af at der hvert år kommer nye deltagere. I virkeligheden sker der kun nybrud, når dommerne/mentorerne bliver skiftet ud. Det er dem, som skaber handlingen og bestemmer retningen – bortset fra i de helt sjældne tilfælde, hvor der kommer en solist, der evner at tage styringen selv. Derfor giver det god mening, at Mentor fokuserer på dem i anden række. Det gælder både her og i dansk politik. Hvis personen i front ikke selv har en klar idé om sit projekt og magter at styre det, er det personen bagved, der bestemmer repertoiret. Og så er det måske ikke så mærkeligt, hvis showet forbliver det samme, uanset om vi stemmer rødt eller blåt.

Der eksisterer dog en afgørende forskel på departementschefer og mentorer (og sikkert mange flere): Mens mentorerne – dem, der står uden for rampelyset med det kølige overblik – kan vurderes og kritiseres og stemmes hjem, er departementscheferne ikke folkevalgte og kan ikke væltes af folket. Nuvel, de kan flyttes rundt, pålægges andre opgaver eller helt fratages chefrollen, men det afhænger ikke af folkets stemmer.

 

Naja Dandanell er journalist ved Informations Christiansborg-redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu