Kronik

Hvorfor går Danmark i krig?

Fordi vi kan, fordi det er nemt, og fordi vi har vænnet os til det
I Danmark taber hensynet til FN, når muligheden byder sig for at bruge militær magt med et humanitært sigte i samarbejde med USA. Som statsministeren siger, så er der moralske, politiske og militære argumenter for det.

Jewel Samad

11. september 2013

De fleste europæiske lande siger nej til et militært angreb mod Syrien, Kina og Rusland er også imod, angrebet har ingen juridisk forankring i FN, det har et uklart militært mål, og den folkelige opbakning til det er i bedste fald diffus. Alligevel støtter Danmark en amerikansk militæraktion mod Assads regime. Den uforbeholdne støtte kan virke mærkelig. Det er den imidlertid ikke.

Beslutningen falder fint i tråd med dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som den har set ud, i hvert fald siden midten af 1990’erne. Selv om den danske position ligger langt fra f.eks. den norske og svenske regerings, så udtrykker regeringens linje kontinuitet frem for forandring. Det korte svar på, hvorfor Danmark går i krig er: Fordi vi kan, fordi det er nemt, og fordi vi har vænnet os til det. Men for at undgå, at vaner bliver til politik, er en fortsat debat om dansk udenrigspolitik vigtig.

Efter det fællesnordiske møde med Obama i Stockholm citerer Ritzau statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at støtte op om Obamas linje i Syrien »politisk, moralsk og diplomatisk«, idet amerikanerne nu har »brug for deres nærmeste allierede«. Statsministeren vil ikke tage stilling til et dansk militært bidrag. Et kvalificeret bud er dog, at regeringen vil se positivt på en amerikansk henvendelse.

Der er da også et sammenfald af politiske, moralske, diplomatiske og militære grunde til regeringens politik. De ligger i tråd med den, siden 1990’erne, i stigende grad militært aktivistiske udenrigspolitik og de politiske logikker, der driver den.

Det moralske argument

Moralsk kalder situationen i Syrien på handling. I to år har verden set borgerkrigen blive intensiveret med forfærdelige menneskelige konsekvenser. Intet tyder på en bedring. Krigen vil bittert fortsætte med flere dræbte og sårede, flere fordrevne og flygtningestrømme, med et disintegreret syrisk samfund og regional destabilisering til følge.

Den katastrofale humanitære situation medfører et pres for handling – man må gøre noget. Når man er vant til at udøve politisk magt, er det vanskeligt at se passivt til, mens krigen går sin gang. Ikke at handle er jo også et valg og indebærer derfor også et moralsk ansvar.

Netop manglende eller for sen indgriben i Bosnien og i Rwanda er stadig mørke pletter på samvittigheden hos mange vestlige beslutningstagere. Ved at bakke op om et amerikansk angreb, viser regeringen handlekraft, isolerer sig selv fra oppositionens kritik og undgår både nu og senere at blive anklaget for ikke at påtage sig sit moralske ansvar, idet man har ladet endnu et folkemord passere. Endelig ligger det at handle i klar forlængelse af den udenrigspolitiske tradition, der har ført til en humanitær intervention i Bosnien, Kosovo, Libyen og senest i Mali. Derfor er det på sin vis nemt at bakke op om en amerikansk intervention.

Det diplomatiske argument

Der findes også en klar politisk og diplomatisk logik for opbakning til USA – i hvert fald ud fra en snæver dansk realpolitisk betragtning. Hver gang danske politikere begrunder brugen af Forsvaret i internationale operationer, har argumentationen været todelt.

På den ene side er deltagelsen begrundet i operationens umiddelbare og konkrete mål. Det kan være at modvirke terror på Nørreport, reducere flygtningestrømme mod Europa, stoppe etnisk udrensning på Balkan eller sikre afghanske pigers skolegang.

På den anden side er der en slags vigtige alliancepolitiske sidegevinster. Dansk brug af væbnet magt fungerer som en symbolsk handling, der medvirker til at sikre Danmarks internationale position. Afhængigt af omstændighederne ses bidraget også altid som et middel til at styrke international orden, bakke op om NATO eller at fastholde det dansk-amerikanske forhold.

Ved at bidrage sender småstaten Danmark et signal om, at vi eksisterer. De militære bidrag giver synlighed og etablerer en taleposition for Danmark. I særdeleshed i forhold til USA siges det ofte, at danske bidrag til amerikanske operationer giver både adgang og indflydelse i Washington.

Samtidig baserer den logik sig på, at bidragene vil blive husket, så USA ’skylder’ Danmark opbakning, hvis der i fremtiden vil være brug for det. Ud fra denne logik bør Danmark støtte USA’s intervention i Syrien. Som Helle Thorning-Schmidt sagde i Stockholm har amerikanerne »brug for deres nærmeste allierede«. Opbakningen til Syrien-interventionen passer fint med denne logik, og det er paradoksalt nok måske kun en fordel, at Storbritannien og andre lande ikke følger den amerikanske linje. Netop i en situation, hvor USA står ganske alene, bliver Danmark nemt USA’s nærmeste allierede.

Endelig passer en amerikansk intervention med den mening, som brug af militær magt – dansk såvel som vestlig – tillægges i Danmark. Svaret på Hørups gamle spørgsmål, ’hvad skal det nytte’, er i dag, at det nytter. Forsvaret er ikke længere en forsikringspolice, der indbetales til i tilfælde af, at ulykken skulle ske. Tværtom, militær magt er et legitimt redskab, der pragmatisk kan bruges i udenrigspolitikken, både for at sikre danske interesser og for at gøre godt.

FN-hensynet taber altid

Danske politikeres forståelse af Forsvarets politiske funktion, forsvarets hovedopgave, og det, der definerer organisationens selvforståelse, er at bidrage til internationale operationer, udført i koalitioner, under ledelse af USA og ofte med et humanitært sigte. En intervention i Syrien fremstår derfor i fin forlængelse af eksisterende dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Derfor bør det ikke overraske, at Danmark følger USA væk fra FN. Skiftende danske regeringer har de seneste to årtier udvist et ganske pragmatisk syn på Sikkerhedsrådets rolle i at definere, hvornår militær magt bør finde anvendelse. I 1998 i Irak og i Kosovo i 1999 stod SR-regeringen bag brug af militær magt uden FN-mandat. Det samme gælder for VK-regeringen i Irak i 2003. Senest i Libyen i 2011 baserede regeringen sin politik på en ganske kreativ tolkning af Sikkerhedsrådets mandat for militær magtanvendelse.

Selv om FN og international ret spiller en central rolle i dansk udenrigspolitik, ville det have været et brud på traditionen, hvis regeringen i tilfældet Syrien var gået uden om USA og havde ladet sig begrænse af den manglende bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet.

I Danmark taber hensynet til FN, når muligheden byder sig for at bruge militær magt med et humanitært sigte i samarbejde med USA. Som statsministeren siger, så er der moralske, politiske og militære argumenter for det. Og de flugter med den historiske praksis.

Samtidig ser brugen af militær magt ud til at have få omkostninger for Danmark. Det er USA, der har ansvaret for at vinde krigen, og USA risikerer de største diplomatiske skrammer ved at intervenere i Syrien.

I skyggen af USA er dansk brug af militær magt mulig, relativt nemt og en fast forankret praksis. Men det betyder ikke, at den er uden betydning for dansk interessevaretagelse. Det er afgørende, at hensynet til at ’gøre noget’, kombineret med en udenrigspolitisk tradition for, hvordan Danmark ’gør noget’, ikke bliver til en udenrigspolitisk refleksreaktion betinget af vanetænkning.

Måske udenrigspolitiske tænkepauser er en god en idé. Også her kunne vi følge Obamas eksempel.

Kristian Søby Kristensen er seniorforsker på Center for Militære Studier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan et angiveligt forskningscenter på på et angiveligt videnskabeligt institut ved Københavns Universitet dog levere en så énsidig , overfladisk og propagandistisk 'analyse' med behørig politisk konklusion? Måske fordi det her ikke drejer sig om forskningscenter, videnskab og universitet, men statsbetalt propaganda