Klumme

Kennedys dage

Og den herskende retoriske fladhed
Debat
14. september 2013

I sommer var det 50 år siden præsident Kennedy på sin store Europa-rejse også besøgte Irland. Kennedy talte i det irske parlament i Leinster House. Havde Irland været som nu, sagde Kennedy frit oversat, var min oldefar næppe udvandret, og jeg ville måske have siddet nede blandt jer. Omvendt: hvis præsident de Valera (i midlertidigt eksil) aldrig havde forladt Brooklyn, ville han måske have stået her i stedet for mig. Kennedys tale var klassisk retorik, vittig, spækket med citater fra historie og litteratur. Om den store udvandring, tragedien efter kartoffelpesten og hungeren i 1840’erne, citerede han den irske lyriker Ethna Carbery:

They are going, going, going, and we cannot bid them stay … They are going from the valleys and the hills/ They are leaving far behind them heathery moor and mountain rills/ All the wealth of hawthorn hedges where the brown thrush sways and trills/ They are going, going, going, and we cannot bid them stay

Kennedy citerede James Joyce om Atlanterhavet som: A bowl of bitter tears. En million irere døde af sult i 1800-tallets anden halvdel, en million udvandrede, Irland gik i knæ i over 100 år. Talen var spækket med referencer til irsk og amerikansk historie, om drømme, håb, fortid og nutid. Kennedy gjorde George Bernard Shaws (socialist ikke at forglemme) ord til sine: Other People see things and say Why … I dream things that never were, and I say Why not. Kennedy citerede endnu en håndfuld åndspersoner og fremholdt med Yeats gælden til historien: Man skal ikke overlade … that great past to a trouble of fools – fæhoveders ængstelse.

Talen var et højdepunkt i Kennedys bemærkelsesværdige retorik, her hvor han stod som den første amerikanske præsident på besøg i Irland, endda af irsk afstamning.

Hvorhen Kennedy kom på øen, reciterede han Irlands poesi. Som ved afrejsen, da han talte om Shannons glancing stream.

Brightley gleaming, silent in the morning beam/ Oh, the sight entrancing/ Thus returns from travels long/ Years of exile, years of pain/ To see old Shannon’s face again/ O’er the waters dancing …

Præsidenten kom ikke tilbage som lovet. 22 november var det forbi, Camelot lukket og slukket.

Talte ikke ned til folk

Det er muligt at Kennedy var en værre én og væltede sig i fremmede damer. Det er også muligt at han ikke opnåede meget andet end at forhindre den finale atomkrig, hvilket jo i sig selv ikke er så lidt. Men unægtelig var han en betydelig taler, for hvem det var naturligt at dele sin dannelse og bagage af filosofi og litteratur med tilhørerne. Som sit retoriske forbillede Winston Churchill talte Kennedy aldrig ned til folk. Churchill vandt jo ikke hengivenhed og tillid ved at gå rundt og se bister ud med cigar i munden. Han vandt englænderne for sig ved at røre deres følelser i stadig æstetisk appel til forstanden. Som Churchill gav Kennedy ikke ved dørene, man skulle høre efter; hvis alle ikke fik det hele med, forstod de dog meningen.

Man kan i 50-året for Kennedys irske tale og hans død ikke lade være med at tænke på, hvilke overvejelser der render gennem danske politikeres hoveder, når de skal henvende sig til deres landsmænd. Enhver ved, at ministre ikke i nævneværdigt omfang selv forfatter deres offentlige indlæg; en spindoktor sætter sig til tasterne og søger en lavere fællesnævner, så få bliver stødt og færre fornøjede. Ikke for det, Kennedy brugte også taleskriver, Ted Sorensen, men Sorensen skrev, som Kennedy tænkte og udtrykte sig og besad samme fond af kultur. Litteraturen, lyrikken og historien var en naturlig del af disse mænds virkelighedsbeskrivelse og tolkning af tilværelsen, som er gode politikeres ærinde, den udtryksmåde som føjer flere dimensioner og andre udtryk til beskrivelse af det tilsyneladende velkendte – altid med henblik på at åbne tilhørernes sind og sanser for nye måder, hvorpå verden kan begribes.

Udtrykker sig som pixibøger

Tæver man børn, tæver børn, prygler man mennesker, prygler mennesker. Taler man fladt til os om fremadrettede udfordringer og danskerne mig her og der på lange og korte baner og hele registret af tomme floskler og klichéer, bliver vi alle til sidst fladere og fladere, stopfodret af det forslidte, det klichéfyldte, det dimensionsfattige.

Uforglemmelig var Mogens Lykketofts tale i det ufortjente nederlags stund i 2005, da en dansk politiker således undtagelsesvis rørte følelserne ved at tale forstandigt til forstanden – og i øvrigt citerede Kennedy. Det kunne altså være anderledes.

De politisk ansvarlige bruger i disse år mange ord i bekymring over de unges mangelfulde uddannelse. Men hvordan tror politikerne disse bestræbelser opfattes, når deres egne ytringer lyder som et aflagt kasseapparat? Hvordan skal man tage krav om stadig flere kundskaber højtideligt, når de der stiller kravene med statsministeren i spidsen, udtrykker sig som pixibøger, som om de aldrig selv fik stavet sig gennem én eneste lødig linje. Niveauet lægges utvivlsomt efter spindoktorers dårlige råd om en enkel kollektiv udtryksform, hvis stil er leflen og budskabet angst. Angst for det sublime, for den ægte patos båret af kvalitativ overbevisning – ikke kun hensynet til sidste meningsmåling.

Således taler danske ledende politikere ned til deres landsmænd uden referencer til kvaliteten i den nationale tradition som tømt for indhold fremhæves i hver anden sætning. Ikke så underligt hvis ’en kreds af borgere i Valby’ efterhånden føler sig politisk hjemløse og næste gang smider sedlen uafkrydset i kassen. Dette er måske ikke gået op for statsministeren, men hendes flade fællesnævneragtige udsagn nærer den ultimative ulyst ved hendes projekt.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Ja - Ted Sorensens allerførste bog "Kennedy" gjorde et kæmpeindtryk dengang i 60'erne.
Jeg læste også med stor fornøjelse William Safrires "Nixon before the fall". William Safrire var en af Nixons 3 centrale taleskrivere og blev senere en berømt journalist ved New York Times.
Jeg troede i årevis, at også de danske politikere arbejdede på samme intime måde med deres taleskrivere. Altså politikeren forklarer, hvad der skal siges, og taleskriveren formidler indholdet i den rette form.
Efterhånden er jeg nået til at tro, at de blot får talen stukket i hånden af spindoktoren.
Forhåbentlig er det ikke så galt; vi får se, når de erindringerne begynder at komme.

Demokratiseringen af skolegangen er nødvendig for netop at give alle mulighed for kulturelt og indsigtsfuldt at kunne hæve sig til en Kennedys niveau.

Hvem har dog nogensinde troet på dette danske pixi-dameprojekt? ...

Nå, det er nu meget sjovt, for det er ikke 15 år siden, at veltalenhed blev betragtet med den absolutte mistro i den danske befolkning, der var overbevist om, at der lå fæle bagtanker bag. Derfor kunne en Nyrup tage kegler blandt rigtig mange vælgere, selvom han var ubærligt kejtet at iagttage og lytte til.

Ja Metz,
menuen har været trist i alt for mange år.
Kejtede stivstikkere eller joviale fadbamser.
Hovedpinefremkaldende hystader, en oktav over det gængse stemmeleje,
eller gryntende landbrugsmedhjælpere i jakkesæt.
Og det evindelige, helgarderede & søvndysseagtige Djøfsprog.
Velbekomme!
Tak for klummen.
Mvh Th

..søvndyssende :-)

Børge Rahbech Jensen

"Man kan i 50-året for Kennedys irske tale og hans død ikke lade være med at tænke på, hvilke overvejelser der render gennem danske politikeres hoveder, når de skal henvende sig til deres landsmænd."

Det afhænger nok af hvilke landsmænd, der tænkes på.
Ledende, danske politikere taler jo nok klichéfyldt og dimensionsfattigt, fordi det passer bedst til pressens krav om korte, klare svar, som kan serveres på 30 sek. el. i en fængende overskrift. Jeg husker ikke Mogens Lykketofts tale i 2005, men i nederlags stund har pressen ofte god tid til formidling af grådfyldte taler. Pressen elsker stærke følelser. For nogle uger siden læste jeg i et debatoplæg på politiken.dk, at journalister helst valgte eksperter med gode formuleringsevner, fordi journalisterne ikke havde et noteapparat. Jeg forstod det således, at journalister hverken er uddannede el. har hjælpemidler til formidling af komplicerede emner. Det forklarede meget.

"Enhver ved, at ministre ikke i nævneværdigt omfang selv forfatter deres offentlige indlæg; en spindoktor sætter sig til tasterne og søger en lavere fællesnævner, så få bliver stødt og færre fornøjede. "

Nej, det ved enhver ikke. Jeg er så dum at tro, at der er forskel på pressemeddelelser og fx. opslag på Facebook, og ministre og andre politikere selv skriver i det mindste nogle af deres opslag på sociale medier.

Det minder mig om: Her er en liste over EUs officielle sider på Facebook:
http://europa.eu/contact/take-part/facebook/index_en.htm
og på Twitter: http://europa.eu/contact/take-part/twitter/index_en.htm .