Klumme

Kilden til mange sunde diskussioner

Venstresocialisterne døde i sidste uge, og dermed siger jeg farvel til endnu et stykke af min ungdom. Men mange af de ting, jeg lærte dengang, er spillevende i dag
16. september 2013

Ak! I sidste uge kunne man læse et Ritzau-telegram – her i avisen bragt som en beskeden ’note’ – hvoraf det fremgik at partiet Venstresocialisterne (VS), der var med til at danne Enhedslisten i 1989, på en generalforsamling i København den 8. september havde nedlagt sig selv.

Ritzau citerede netavisen Modkraft for, at beslutningen skete med stemmerne 14-1. Som Per Clausen – gammel VS’er, i dag gruppeformand i Enhedslisten – udtalte, giver det ikke »mening at holde liv i en forening, hvor der ikke har været nogen aktivitet af betydning i årevis.« Så sandt. En forening, hvor 15 mennesker møder op til begravelsen, fortjener ikke at leve videre.

Hvor anderledes var det ikke i 1970’erne og særligt i 1980’erne, hvor selv fraktionskampene i selvsamme parti blev fundet værdige til omtale i alenlange artikler og ledere i netop denne avis, hvis oplagsmæssige storhedstid faldt smukt sammen med Venstresocialisternes.

I 1979 kom partiet i Folketinget med over 116.000 stemmer og seks folketingsmedlemmer. Jeg meldte mig ind i 1982, da jeg gik i 2. g og grænseløst beundrede især Preben Wilhjelm, hvilket mange andre venstreorienterede, jeg kendte, også gjorde, uanset om de var SF’ere, SAP’ere, SUF’ere eller KAP’ere. DKP’erne, som stod stærkt i den danske gymnasiebevægelse, hvor jeg var næstformand for DGS i 1983-84, var knap så begejstrede, idet VS, som ældre læsere vil vide alt om, blev dannet som reaktion mod dels reformiveren i SF, dels den følgagtighed over for Sovjetunionen, som kommunisterne udviste.

Jeg tilbragte år af min ungdom i VS. I 1984 var jeg partiets ungdomskandidat til Europaparlamentsvalget og fik tildelt de afsluttende tre minutter af partiets valgudsendelse. Stolt var mit 19-årige selv, da jeg på DR fortalte nationen, at VS ville »ind i EF for at komme ud.« Ud af storkapitalens fællesskab pronto. I stedet for industriens sammenrend, skulle danskerne solidarisere sig med »de britiske strejkende minearbejdere, de danske postarbejdere samt de belgiske offentligt ansatte, der var i arbejdskamp.«

Under valgkampen mødte jeg også flere af mine idoler herunder min navnesøster Anne Grete Holmsgaard. Vel var der mange mærkværdigheder i partiet, f.eks. generede det mig, at man ikke måtte gå med make-up, den rigide introskoling og de kapitallogiske spidsfindigheder var svære for et Guds ord fra det sønderjyske opland som overtegnede. Det var heller ikke altid lige morsomt at være ung pige i et parti, hvor havnearbejdere og svejsere fra B&W var idealet (uanset at der var en massiv overvægt af studerende og overlægebørn fra Københavns nordlige forstæder), og hvor de revolutionære kadrer følte sig kaldte til at vælge og (v)rage mellem de kvinder, der var i nærheden.

Ikke desto mindre var jeg politisk lykkelig i lange perioder. For hvor klægt det end kan lyde i dag, var den fest og det fællesskab, der fandtes på den antiautoritære venstrefløj, en berusende oplevelse, uanset om ens mål var at redde polske frihedskæmpere, skabe socialisme i Nicaragua og Palæstina, fjerne atomvåben fra jordens overflade eller besætte huse på Nørrebro.

I dag er det nemt at pege fingre ad de bedrevidende, som så lyset i Marx eller ryste på hovedet af et parti, der brugte mængder af energi på at diskutere borgerlige ’demokratiopfattelser’ for slet ikke at tale om, hvilke frihedsrettigheder der skulle gælde efter revolutionen.

Men den brede, antiautoritære bevægelse som VS på godt og ondt var en del af, har været ansvarlig for mange sunde diskussioner, der lever i bedste velgående den dag i dag. Statskritikken – som Liberal Alliance i dag mener at have patent på – mødte jeg i langt mere velfunderede varianter i VS. Det samme med feminismen – der var god brug for på de indre linjer, skal jeg hilse at sige. Sloganet om, hvem der stadig laver te til revolutionen, udsprang af VS’ kvindegruppe, som med arrigskab så sig relegeret til revolutionens bagtrop igen og igen. Og den radikale ytringsfrihed, som jeg fortsat selv abonnerer på, og som f.eks. fik mig til at sympatisere med Jyllands-Posten under Muhammedkrisen, trivedes også i det parti, der døde den 8. september 2013. Æret være dets minde.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sanne Lillemor Hansen
  • Jan Weis
  • Inger Sundsvald
  • Claus Piculell
  • Torben Nielsen
Sanne Lillemor Hansen, Jan Weis, Inger Sundsvald, Claus Piculell og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, mange af de tanker og traditioner, Annegrethe Rasmussen lærte engang, er stadig spillevende. De er, og lever i bedste velgående i Enhedslisten, som VS var med til at stifte for snart 25 år siden.
Det gamle parti er nu nedlagt, R.I.P.!, - men ikke ideerne og vi er stadig dem de andre ikke må lege med. :-)
http://www.youtube.com/watch?v=8gGb6XLH7jw

Tak til Annegrethe Rasmussen for at tage pænt afsked med VS.
Ud over, at jeg gladelig tilstår stadig at se lys i store dele af Marx's enorme videnskabelige produktion, så tillader jeg mig som en af VS's tidligere konkurrenter, men også medkæmper og meddebattør, at give linket til mine mindeord over partiet VS:

"Et rødt kys farvel til VS"
9. september 2013 17:15
Nutcracker
http://www.avisen.dk/blogs/nutcracker/et-roedt-kys-farvel-til-vs_42058.aspx

vh CP

Inger Sundsvald

Per Clausen bliver samtidig afløst som gruppeformand i Enhedslisten af Stine Brix og med Pernille Skipper og Finn Sørensen som næstformænd.

Efter at have stemt på VS fra starten - til i dag som medlem af EL - kan man i filosofiske øjeblikke ikke lade være med et kort øjeblik at grunde over - hvad har det hele så nyttet - det politiske landskab ser endnu mere håbløst ud end dengang i 1979 ...

Men netop derfor - hold ud og kæmp videre - vi har mange gode forbilleder - og så er der jo også de unge kvindelige gudsbeviser i EL - venstrefløjen har altid huset de smukkeste og klogeste ... :-)

Så mangler vi bare, at SF også nedlægger sig selv, - og kommer med i Enhedslisten.
Den anden halvdel af SF, er jo gået over til SD og DF. :-)

PS til denne bemærkning ovenfor:
"En forening, hvor 15 mennesker møder op til begravelsen, fortjener ikke at leve videre."
--
Tja, til begravelsen for Karl Marx i London var der i alt 14 personer ...
Inkl. Marx! :-)

vh CP