Kommentar

De kloge har for lidt at sige, de dumme breder sig

Først var jeg til Kulturmødet på Mors. Der var hanekamp og skåltaler. Så var jeg en tur på den lukkede. Der var reflektioner over Sylfiden, og tanker om at være menneske
Debat
25. september 2013

At balancere på en linje er en anledning til at overtræde den. Kritikeren er en optrædende, god eller dårlig. Men overfladiskhed kan være storslået – tænk på heroiske personer som dr. Johnson, John Donne. Kærligheden er ikke let. »Katten får stolen, mens man selv må nøjes med kanten,« skriver Lynn Hejinian.

Det her kan lyde som en omgang skizofrent vrøvl. Hvilket gode digte kan gøre for mennesker, der ikke læser digte ofte.

Jeg er lige blevet uddannet fra Danmarks dyreste skole. Til samfundets bund. Som Morti Vizki sagde: »Jeg er alle former for marginaliseret: homoseksuel, alkoholiker, sindssyg og forfatter.« Der er ingen penge i digte. Ligesom der ikke er det i at være sindssyg. En kær liberalist takker sig selv og sine forfædre for sit lyse sind.

Sylfiden på Afdeling Ø2

Et udelukkende lyst sind kan jeg ikke bryste mig af. Jeg har lige været en tur inde på psykiatrisk. Fem dage, lige efter at være kommet hjem fra Kulturmødet på Mors. Fire kolleger var vi udsendt fra Forfatterskolen for at dykke ned i Sandemose arkivet deroppe, og skabe noget nyt på den baggrund.

Der var ikke den store forskel på Kulturmødet og den psykiatriske afdeling, jeg ugen efter var på. Som Evanthore (eventmager og iværksætter af kulturmødet) sagde: »De kloge har for lidt at sige, de dumme breder sig.«

Der var masser af kloge mennesker inde på afdeling Ø2. Og da vi sad over aftensmaden, sagde en af patienterne, en skizofren kvinde: »Vi skulle alle sammen have noget mere kultur ind med sidebenene. Kan I ikke se Svanesøen for jer, de små danserinder. Eller Sylfiden?« Hvorefter en af plejerne svarer: »Sylfiden, er det mig, du hentyder til?«

På opslagstavlen på afdelingen (en lukket afdeling) stod der: »Smil det smitter.«

Om morgenen havde en af sosu-praktikanterne på morgenmødet sagt, at vi skulle have nakketyktarm (nakketykkam rettede hun det et stykke tid efter til), og senere på dagen efter at have hældt en afmålt mængde slik op til en patient, råbte hun: »Kan du så høre efter, hvad jeg siger, gå ind på dit værelse med den tallerken, du skal ikke dele slik ud til de andre.«

Hanekamp på Mors

Hvis bare alle kunne få lidt kage, som Marie Antoinette sagde. Hvis bare de uudannede ikke bredte sig sådan. Hvis bare nogen udover Blachman (der også deltog i kulturmødet) og en cool skizofren kvinde turde sige, at vi skulle have noget mere kultur ind med sidebenene.

(Al respekt for Blachman, hans sociale indignation er reel). Men på mødet på Mors var der skåltaler og hanekamp. Jørgen Leth og Pablo Llambias stod på scenen og fik ikke mange ord indført.

Adrian var dybt fornærmet over kritik fra publikum af, at det kun var hvide mænd over 50, der stod på scenen.

»Skriv det i jeres evaluering,« sagde han.

Og Lea, min medkollega, råbte: »I don’t believe you.«

At balancere på en linje er en anledning til at overtræde den. At lave kunst er en indadvendt proces, hvor man ikke tænker på, hvem der skal modtage det, (eliten eller folket), imens man er fordybet i værket. Som Jørgen Leth sagde: »Den proces har at gøre med lidelse og tvivl. Det at være menneske.«

En skelnen mellem det elitære og det folkelige, de dumme og de kloge bliver ofte en ligegyldig diskussion, hvor Knud Romer står og råber. Hvor Clement Kjersgaard sørger for setup og payoff, og hvor der intet foregår derimellem.

I et sådant forum handler det om at sætte dagsordenen. Men ikke om at hjælpe dem på bunden af samfundet. Dem, der egentlig har en masse at sige, en masse kreativitet og kunst at byde ind med, men som ingen lytter til.

Da jeg kom ud fra Ø2, besluttede jeg mig for at kæmpe for dem. Dem der ville diskutere Svanesøen og Sylfiden. Dem der ville låne mig deres Lady Gaga-parfume, da jeg overvejede at trække stikket.

Dr. Johnson, som Lyn Hejinian taler om i sit citat, sagde: »Den, der forvandler sig til et dyr, slipper for plagen ved at være menneske.«

Da det nu engang ikke er muligt at blive et rigtigt dyr, en kat f.eks., vil jeg gerne kalde til kamp for refleksionen; for tankeaktivitet, der ikke kun går på at takke sig selv og sin familie; for at have de rigtige gener, hvilket har medført, at man er nået højest på rangstien i samfundet, har penge og koncentrerer sig om dem i stedet for at tale om Sylfiden, og om, hvordan det er at være menneske i verden.

Josefine Graakjær er forfatter og nyuddannet fra Forfatterskolen

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

..... en af plejerne svarer: »Sylfiden, er det mig, du hentyder til?«

Ok, der lød latteren spontant her !
De paranoide fører tilsynet med de schizofrene. Yay.

Verden smiler til en på de underligste tidspunkter, og fordrejer drømmene - når man forventer det guddommelige.

- Det første behag, vil altid være den sidste smag.

Ser frem til at læse noget mere.

Den store tro på genernes betydning breder sig som en pest; men vi ved ikke, kan ikke vide og skal ikke vide.

"Hvis bare de uudannede ikke bredte sig sådan" ... !
Misforstår jeg noget, eller mangler du blot indsigt?

Lyder til at grænserne mellem "den lukkede" og
"the real thing" fader ud - på den ene side beroligende...