Læsetid 5 min.

Den konservative konditor og den liberalistiske bager

Når man lægger afstand til konservatismens æstetiske dimension, ender man i Herning bag rationalitetens rustfri gitter. Det virker, men det er ikke spændende, og uden spænding klinger lyrens strenge ikke
Bageren er god til brød, men kun konditoren kender også til at bage kunstfærdige kager, og hver gang han begynder at redegøre for glasur, flødeskum og store hierarkiske sukkerkonstruktioner, afskriver bageren ham som skør. Det er både dyrt, besværligt og mætter knap nok.

Bageren er god til brød, men kun konditoren kender også til at bage kunstfærdige kager, og hver gang han begynder at redegøre for glasur, flødeskum og store hierarkiske sukkerkonstruktioner, afskriver bageren ham som skør. Det er både dyrt, besværligt og mætter knap nok.

Maria Ortmann
17. september 2013

Jeg læser med interesse, hvorledes min konservative offensiv mod det liberalistiske Danmark i Informations kronik den 10. september betegnes som udtryk for en »Disney-borgerlighed«. Det finder jeg bestemt smigrende. Det liberalistiske Danmark og venstrefløjen har dette tilfælles, at man nødigt anerkender æstetik som værende videre væsentligt, hvorfor man har søgt at påvise kritikken som værende udelukkende æstetisk. Det har den blandt meget andet også været, men så langt fra udelukkende, og det er fint, for æstetik hører snarere fremtiden end fortiden til.

Som det måske vil være flere bekendt, er jeg i Herning. Jeg er udstationeret her i byen for hver dag gennem hele måneden på Radio24syv at transmittere fra denne provinsby, der er blevet et symbol i debatten mellem konservative og liberalister.

Flad og funktionel

Jeg har på mit hotelværelse en lille altan, hvor jeg kan stå og nyde en cigaret. Her kan jeg skue over hele byen. Den er som hele landskabet flad. Det er lav, nyopført og funktionel bebyggelse i gråvejr. Det har regnet uafbrudt, siden jeg kom. I dag er her dog mere tåget, der er i luften kun en svag støvregn, gennem hvilken jeg kan se ned på gadens grå brolægning, hvor folk iler af sted til arbejde. De er fornuftigt klædt, de vidste godt, at det igen i dag ville regne. De bærer de karakteristiske windbreakers i koboltblå og orange, de går raskt til langs gadelygterne gennem støvregnen.

Disse lamper er gjort i metal, det er nogle helt ens og ca. fire meter høje pæle med en meterhøj åbning øverst, og indeni sidder nogle stærke neonrør af en art.

Her i byen arbejder alle, så der er både mænd og kvinder på gaden, jeg kan ikke rigtig se forskel på dem. De er klædt ens, og har alle sammen kort hår. Det er nemmere for en kvinde at have kort hår, det sparer tid efter badet inden arbejde. Det er som gadelamperne, der blot opfylder deres funktion og uden videre dikkedarer, krøller eller krummelurer overbringer gaden deres skarpe neonlys.

Man får ikke en enkelt bølget lok i øjnene. Det virker. Alting synes at virke i Herning. Alting er funktionelt, rationelt og virksomt, men jeg frygter, at der måske sad en skønhed i de afklippede lokkers krølle. Dette er kommunikation, ikke lyrik.

I går spiste jeg på byens italienske restaurant, som jeg kan se gennem min altans tremmer af rustfrit stål. Regnen lægger sig på det grå metal, det er solidt, så falder man ikke ud, og det ruster ikke i regnen.

Maden var ikke fantastisk, men de var venlige, og det kunne godt betale sig, for jeg lagde alligevel en 50’er i drikkepenge.

Rustfrit og rationelt

Min bøf blev serveret på en firkantet tallerken, og jeg nød hertil et glas cola. De spurgte, om det skulle være en stor eller lille cola, jeg bad om en lille, for alle steder er der fadcola, altså cola der via en sprøjtepistol skydes ned i glasset eller bægeret. Det er nemt og utvivlsomt også billigere, hvilket også kommer mig til gode som kunde, for så behøver regningen ikke at blive for stor. Alle vinder tilsyneladende.

Jeg begynder at forstå, hvorfor Herning er blevet udvalgt som symbol på vor tids liberalisme, der gennem den seneste tid har måttet se sig angrebet for at være åndløs. Man har i debatten talt meget forbi hinanden, fordi de liberalistiske debattører er bevendt med kun at argumentere i disse rustfri og rationelle termer. Man henviser til hensigtsmæssighed, omkostninger, fornuft og funktionalitet. Det er meget foreneligt med det forrige århundredes største indflydelse, USA. Det er ahistorisk, sagligt og forståeligt for enhver, og disse vilkår er så sandelig da også debattens. Der må gives fornuftige argumenter, hvilket man fra liberalistisk side er blevet dygtig til, fordi man indtil for nylig stort set udelukkende var bevendt med at debattere med den lige så rationalistiske venstrefløj.

Irrationel og romantisk

På mange måder har min nyåbnede front i det ideologiske landskab, debatten mellem konservative og liberalister, været som en diskussion mellem en bager og en konditor. Begge kender til at bage brød og anerkender levebrødet, men kun konditoren kender til også at bage konditorkager, og hver gang han begynder at redegøre for glasur, flødeskum og store hierarkiske konstruktioner, afskriver bageren ham som enfoldig. Det er både dyrt, besværligt og mætter knapt.

Der er dog i den konservative tanke en henvisning til noget irrationelt, som blev forvist af det 20. århundrede og gjort til skamme af moderniteten, det er et romantisk aspekt, som står i skærende kontrast til den golde rationalisme, nøjagtig som for 200 år siden.

Konservatisme er i vid udstrækning en irrationel tanke, og søger man at bestride dette, som mange konservative politikere desværre har gjort, for i stedet at hænge fast i både moderniteten og det 20. århundrede, ender man samme sted som liberalismen. Debattens relativt få indlæg fra det konservative parti har bedrøveligt udmærket sig ved netop at lægge afstand til den æstetiske dimension og så nøjagtig som liberalisternes handelsskolefilosofiske rapsodisk at opregne 1700-tallets tænkere.

Det sørgmodigste eksempel herpå var Anders Frandsens indlæg i Berlingske den 19. august. Således steriliseret ender man her i Herning med fadcola bag rationalitetens rustfri gitter i neonlysets skær. Det virker jo, men det er ikke så spændende, og uden spænding klinger lyrens strenge ikke.

Saglighed uden sanselighed

Begreber som nationalitet, tradition og i særdeleshed religion er alle højst irrationelle størrelser. De lader sig således vanskeligt begrunde med rationalitetens sprog, som er saglig argumentation, henvisning til hensigtsmæssighed og – et trin lavere – indtjening, hvilket enhver kan forstå, hvorfor liberalismen sælger billetter. Det er det, det handler om, ligesom ude i messecenteret eller på byens Crazy Daisy. Det, der imidlertid fra konservativ side sigtes til, er mindre tangibelt (muligt at berøre, red.). Kierkegaard skrev beundrende om Sokrates, at denne risikerede hele sit liv på et dersom. Det essentielle i hele den sokratiske argumentation er, at der argumenteres med henvisning til en transcendens, som i sig selv ikke kan gøres til genstand for beskuelse eller begrundes på anden vis. Her må hos Sokrates anelsen eller anamnesen (genanelsen, mh.) alene – ikke vidne – men formode herom. For den kristne træder troen i stedet for anelsens redskab.

Hele den sokratiske/platoniske tanke er om noget grundlaget for europæisk kultur, men forekommer i skræmmende grad fremmed for mange af de liberalistiske participanter i debatten, som lader til at tro deres historie påbegyndt i 1700-tallets rationalistiske epoke. Disse tanker er vanskeligere at kommunikere, det er ikke nemt at spille Richard Wagner i Herning Messecenter. Strengt taget kunne man måske her i byen drive en restaurant, der hed ’Restaurant det skal jo alligevel blandes nede i maven’, hvor al maden blev blendet og serveret med sugerør.

Hvorledes kan jeg gengive, at kvindernes korte hår her på hedens grå, så fjernt fra havets blå, ikke bringer mig mindelser om en ung elskedes bølgede lokker? Hvordan kan jeg gengive, at jeg i denne erhvervssdialekt af det danske sprog ikke genkender min moders stemme, der ellers som en sød musik mit hjerte når. Det kan jeg ikke, vi konditorer må acceptere, at der sælges flere brød end kager og så blot se med overbærenhed på både liberalister og socialisters evige snak om blot brød og 1700-tallets golde rationalistiske tænkning.

Mads Holger er forfatter og Ba. theol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Søren Peter Langkjær Bojsen
    Søren Peter Langkjær Bojsen
odd bjertnes og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

Kan det reduceres til "sparsommelig middelmådighed"? Eller hvad med "mangel på åndeligt overskud"?. Griner næsten altid højt når jeg læser Mads Holger.

Ville dog ønske, at det konservative overskud ville række til lidt flere krummer fra de riges bord til almuen.

Brugerbillede for Tom Paamand

Teksten er sprøjtet ud som flødeskum fra en spraydåse. Umiddelbart elegant formet, men falder sammen kort efter...

Brugerbillede for odd bjertnes

Ang: de trælse 'tvind-kællinge'-frisurer (det hedder det altså i det ældre kontantmodtagermiljø...) der skulle være udbredt i Herning , så lad os lige give et kærligt skub her til forskningen i sanser :
Betingelsen for at have det godt i et herning-miljø er nok at man klipper antennerne af sig selv. Da 'intuitiv sans' sidder i pels/hårrødderne (stor sandsynlig sammenhæng påvist af eksperimenter med indianske 'trackers' udført af USA's militær sågar) er det klart, at alle folk i miljøer som Herning er korthårede frivilligt. Alternativet er jo udvikling af mentale forstyrrelser - og det blev så deres sidste intuitive indsigt.
Generelt er det magtens drift at kupere intuitiv-antenner på undergivne. Kan ses i ethvert hierakisk system. Militære og civile.

Brugerbillede for Søren Jensen

Kære Mads Holger

I weekenden slipper jeg for min kedelige, korthårede kone, idet jeg skal til København. Har du nogle gode adresser på langhårede, kulturkonservative damer med smag og dannelse?