Kronik

Lægestudiet er reduceret til lektielæsning

Lægeuddannelsen lider under et ’kontrol og måle’-regime, som får lærelysten til at drukne i mistillid og bureaukrati. Resultatet kan blive læger, som aldrig har tænkt en selvstændig tanke, men bare har gjort, som der stod i målfortegnelsen
Dagens kronikør mener ikke, at medicinstuderende får den rigtige motivation, når universitetet udstyrer dem med tjeklister.

Dagens kronikør mener ikke, at medicinstuderende får den rigtige motivation, når universitetet udstyrer dem med tjeklister.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

5. september 2013

I det sene efterår af 2012 var jeg i klinisk uddannelsesophold som medicinstuderende på et mellemstort, dansk provinshospital. I min lomme havde jeg en hilsen fra universitetet: et lille, grønt attesthæfte. Heri stod anført de såkaldte kliniske færdigheder, som man fra universitetets side forventede, at jeg skulle tilegne mig: Gynækologisk undersøgelse, anlæggelse af intravenøs adgang, spædbarnsundersøgelse, blodprøvetagning og rektaleksploration for blot at nævne nogle få. Sidstnævnte består i at undersøge patientens endetarm med en finger. Mere om det senere.

Det grønne attesthæfte fungerede som en tjekliste, man skulle afkrydse og senere have godkendt af den undervisningsansvarlige overlæge. Når det var gjort, havde man bestået. Derfor handlede snakken blandt de studerende ofte om, hvor mange aktiviteter i målfortegnelsen man havde krydset af. Jeg overhørte flere, som i jagten på flueben åbenlyst afslørede, at tjeklisten for dem var blevet et mål i sig selv: »I dag fik jeg lavet to rektaleksplorationer,« kunne man høre.

Når et middel forvandles til et mål, vil man på et tidspunkt glemme, hvad midlets formål oprindeligt var. Hvorfor udfører man en rektaleksploration? Velsagtens for at finde en korrekt diagnose, relevant behandling, forudsige en prognose. For mig derimod var rektalundersøgelsen blevet målet i sig selv. Jeg måtte gøre det, fordi det lille, grønne attesthæfte dikterede, at jeg skulle. Det er et problem, for der er stor forskel på at stikke sin finger op i en numse og lave en rektaleksploration.

Fra studie til lektielæsning

Historien skal ses som et billede på en generel tendens. Et overdrevent fokus på formelle pensumafgrænsninger, som reducerer studerende til lektielæsere.

Hvorfor beordre lægestuderende til at udføre rektaleksplorationer? Er det frygten for en færdiguddannet læge, som aldrig har haft fingeren oppe i numsen på en patient? Den tanke kan umuligt være opstået hos et menneske med høj lægevidenskabelig faglighed.

Jeg vil vende tingene på hovedet og påstå, at det, vi burde frygte, er læger, som aldrig har tænkt en selvstændig tanke, men bare har gjort, hvad der stod i målfortegnelsen. Et ukritisk, ureflekteret menneske, der aldrig stiller spørgsmål og ikke ville vide, hvordan han skulle finde svaret.

Hvis man fra universitetets side har en fuldstændig nagelfast idé om, hvad de studerende skal kunne, og forsøger man at guide dem dertil med målfortegnelser og eksamener, ja, så får man, hvad man beder om: ensartede og eksamensfokuserede studerende.

Jovist, mange studerende beder ligefrem om en detaljeret målfortegnelse. Som jeg ser det, kan det være et udtryk for to ting: Enten at den studerende spiller spillets regler. Hun har forstået, at hun bliver evalueret for sin evne til at læse og lire af. Så hvis man gerne vil opnå karakterer til at læse en ph.d. syd for Flensborg, ja, så beder man om at få udspecificeret, hvad kravene er.

Den anden mulighed er, at det er et udtryk for umodenhed. De fleste studerende (flere end tidligere) kommer direkte fra gymnasiet og er vant til at læse lektier. Nu skal de lære, hvad det vil sige at studere. Undre sig, formulere en problemstilling, indsamle information og fremlægge resultaterne i et klart og forståe-ligt sprog. Mere enkelt kan det ikke siges.

Hvad driver os?

Når man tvinger studerende til at læse lektier, underminerer man deres motivation.

Indtil for kort tid siden havde jeg en forestilling om, at motivation var én ting og havde én variabel, som hed mængde – enten er man meget motiveret, lidt motiveret eller slet ikke. Jeg antog også, at alle midler til at frembringe motivation var lige gode, og at jo mere man motiverede nogen til at gøre noget, desto større var chancen for at målet blev nået, adfærden ændret eller handlingen udført.

Begge antagelser er meget udbredte, men forkerte. De fleste motivationsforskere er i dag enige om, at der findes to typer af motivation: Autonom motivation og kontrolleret motivation – og at netop typen af motivation er vigtigere end mængden.

Autonom motivation kommer altså indefra og indebærer, at man gør noget, fordi det, man gør, i sig selv er interessant og givende; fordi det vækker nysgerrighed og giver spændende udfordringer; fordi man kan se et højere formål med aktiviteten; fordi man udvikler sig og bliver dygtigere, og fordi man har et valg.

Kontrolleret motivation er på den anden side at gøre noget, fordi det fører til noget andet, såsom en økonomisk belønning eller undgåelse af en straf. Kontrolleret motivation er, når man søger at ændre nogens adfærd ved brug af belønninger, trusler, deadlines, overvågning, evalueringer og alle andre former for ekstern manipulation, som mennesker vil føle sig pressede eller kontrollerede af.

Problemet med kontrolleret motivation er, at når man giver nogen en belønning for at udføre deres arbejde eller truer dem med en straf for ikke at gøre det, så undermineres deres indre, autonome motivation for arbejdet. I et klassisk eksperiment fra 1990’erne udlovede man fysiske belønninger (såsom slik eller penge) for at tegne til tegneglade børn, hvorefter børnene tabte interessen for at tegne og i stedet fokuserede på belønningen.

Belønning eller straf (kontrolleret motivation) får mennesker til at tabe interessen (autonom motivation) for aktiviteten. Det betyder, at jo mere man forsøger at påvirke lægestuderende ved brug af målfortegnelser, pensumafgrænsninger, eksaminer, attesthæfter, obligatorisk undervisning og andre former for bureaukratisk manipulation, desto mere undermineres deres indre motivation for studiet.

Samtidig flyttes fokus fra lægestudiets egentlige kerneværdier til karakterer, godkendelser, papirer, certifikater, diplomer, underskrifter og akademiske grader.

Dovne eller dedikerede

At bruge kontrol og management til at påvirke studerendes adfærd er i bund og grund udtryk for et menneskesyn fyldt med mistillid. Man antager, at hvis man giver frihed og autonomi, medfører det pjæk og fravær.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at studerende i deres grundform betragtes som ugidelige og uselvstændige. Derfor laves regler og tjeklister for at kontrollere dem. Målfortegnelser og skarptskårne pensumafgrænsninger indføres, fordi man ikke stoler på de studerendes – og undervisernes – dømmekraft.

Jeg mener, at udgangspunktet i stedet burde være, at alle studerende brænder for deres fag, er motiverede og arbejdsvillige, vil bidrage og dygtiggøre sig, er selvstændige og selvtænkende. Et sådant menneskesyn antager, at mennesker vil være ansvarlige.

Indre, oprigtig motivation kan fremmes ved at give mennesker ansvar for det, de arbejder med, og selvbestemmelse over hvor de gør det, hvornår, hvordan og med hvem.

Giv de studerende ansvaret og selvbestemmelsen tilbage. Lad os bruge vores energi på at bidrage til noget virkeligt. Jeg er træt af at spilde min tid på administrative luftkasteller som eksamener og målfortegnelser. Lad os producere i stedet for at lire af og repetere.

Niels Okkels er medicinstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Ansbjerg
  • Olav Bo Hessellund
  • Hanne Koplev
  • Marie Cæcilie Kobel
  • Torben Nielsen
Søren Ansbjerg, Olav Bo Hessellund, Hanne Koplev, Marie Cæcilie Kobel og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Din analyse er tankevækkende. Det syn du fortæller om på dagens medicinstuderende har gyldighed langt ud over disse. Det er udtryk for et mere generelt menneskesyn i dagens Danmark.
Hele din tankegang om autonom motivation over for kontrolleret motivation kan umiddelbart overføres til også at gælde for den synsvinkel, man i dag anlægger på modtagere af sociale ydelser. Prøv selv at erstatte udtrykket medicinstuderende i din artikel med kontanthjælpsmodtager.

Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Hanne Koplev og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Glimrende artikel. Jeg fornemmer i baggrunden det spørgsmål, der bør smide enhver elev uden for døren: "Ska' vi ku' det her til eksamen?"

"hvorefter børnene tabte interessen for at tegne og i stedet fokuserede på belønningen"

Belønningen er måske et skud dopamin, når man kigger i karakterbogen.

God artikel Niels.

Men Niels, har du tænkt på den mulighed at medicin-studiet/de medicin-studeende helt fra starten er er gennemsyret af det du refererer til som "kontrolleret motivation"?
Det er jo nemlig sådan at det at studere medicin, og på sigt at blive læge, i sig selv jo på mange måder kan rumme denne kontrollerede motivation: Det er svært at komme ind på studiet, hvilket giver prestige, hvis du kommer ind; Senere som læge vil man konstant høste beundring fra en rigtig stor del af befolkningen; Rent økonomisk er det en særdeles god karriere.

Jeg mener altså at der eventuelt kan være en stor del af dem der vælger at læse medicin, der motiveres på den kontrollerende måde.

Ovenstående kan selvølgeligt også anvendes på enhver anden uddannelse med samme karakteristika som "medicin", altså prestige, økonomi osv..

Kære alle tre,
Tak for jeres kommentarer. Og beklager min sene respons.
Jeg tror dagens kronik fra Information vil interessere jer http://www.information.dk/485562.

@Lise: Du har ret. Kontanthjælpsmodtager, skolelærer, studerende, vuggestuebarn, læge, ... Hvem er det der finder på al den kontrol? Hvor kommer den fra?

@Torben: Jeg har selv tænkt meget over det med karakterer. Hvad er det med de karakterer? Hvorfor stjæler de altid hele billedet? Selvom jeg føler jeg har en oprigtig interesse for mit studie, så kan jeg ikke lade være med at blive sur hvis jeg får en lavere karakterer end ventet. Eller glad hvis omvendt.

@Jakob: Måske du har ret. Da jeg blev student kunne jeg bedst se mig selv som gymnasielærer. Men jeg havde et meget højt gennemsnit, og jeg tænte, 'at det måtte jeg da bruge til noget'. Så jeg valgte medicin. Og hvorfor lige medicin? Ja, bevidst eller ubevidst, så har en del af de punkter du nævner jo nok haft en indflydelse på mit valg.

God dag!