Læsetid 4 min.

Læserbreve

Læserbreve fra dagens avis
6. september 2013

Savner social ansvarlighed

Kurt A. Nissen, Slagelse

Jeg har lige hørt justitsminister Morten Bødskov (S) udtale, at han nægter at ændre i loven vedrørende familiesammenføring. Det er uanstændigt, når det viser sig, at loven ofte rammer de helt forkerte. Her tænker jeg eksempelvis på manden, der er kommet ud for en arbejdsulykke. Hvis hans kone er af udenlandsk herkomst, kan hun derefter risikere at blive udvist sammen med deres børn.

Ministeren er blind og ufølsom over for denne problematik. Jeg håber inderligt, at der er andre i regeringen, som er mere socialt ansvarlige.

Sex og tro kan kombineres

Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København (R) Manu Sareen, ligestillings- og kirkeminister, (R)

Alt for mange homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund frygter at springe ud. De er bange for, at deres familie og venner vender dem ryggen, lægger dem for had eller ligefrem gør dem fortræd, hvis de toner rent flag.

Nogle oplever også, at homomiljøet er utrygge ved dem, fordi fordommen er, at det er ’deres slags’, som begår hadforbrydelser.

Den hårde sociale kontrol gør det endnu sværere for de unge med etnisk minoritetsbaggrund at tage skridtet. Derfor glæder vi os over, at foreningen for minoritetsetniske LGBT-personer Sabaah i samarbejde med Københavns Kommune og KVINFO nu sætter fokus på tro og seksualitet ved en konference med en række muslimske personligheder fra Europa og Mellemøsten. Her inviteres mennesker, hvis fortolkning af Koranen, giver plads til en åben forståelse af den menneskelige seksualitet.

En åben diskussion af muligheder og tabuer kan forhåbentlig bidrage til at nedbryde snæversyn og give flere unge med etnisk minoritetsbaggrund det rygstød, der skal til for at fortælle sandheden til omverdenen. Det gælder for både muslimer og andre trossamfund.

Samtidig beviser konferencen, at tolerancen faktisk kan finde sit udspring i en religiøs tankegang og dermed netop være forenelig med respekten for det enkelte menneskes seksualitet. Det er både tankevækkende og opløftende.

Danish Crown skal selv betale

Ulla Jessing, Virum

Hvis danske slagteriarbejdere går ned i løn for at investere i et øget antal slagtesvin, kan man så være sikker på, at disse svin slagtes og forarbejdes af de trængte slagteriarbejdere?

Erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) finder det helt i orden, at slagteriarbejdere går ned i løn for at sikre Danish Crown nok slagtegrise fra de grådige svineproducenter i Danmark.

Danish Crown havde truet deres medarbejdere med at nedlægge hundredvis af arbejdspladser, fordi danske svineproducenter fortrækker at sende deres grise på lange, smertefulde transporter til Tyskland. Danish Crown har også slagterier i Tyskland, hvor arbejdslønnen er mindre. Grådigheden kender ingen grænser, men nu vil Danish Crown også tvinge sine danske arbejder til at acceptere en lavere løn. De skal selv sikre deres arbejdspladser, mens Danish Crown ingen planer har for at begrænse sin profit af slagtning af grise. Dens aktionærer skal også sikres.

Landbruget vil heller ikke begrænse deres gevinst på slagtegrise. Tværtimod er det arbejderen, som skal finansiere deres gevinster gennem lavere lønninger. Arbejderne er selvfølgelig bekymret for udsigten til at blive arbejdsløs, og det udnytter Danish Crown.

Erhvervsministeren ser på fra sidelinjen og gør ikke noget for at hjælpe slagteriarbejderne. I sidste ende bliver det derfor arbejderen, som skal betale for det danske landbrug og Danish Crowns grådighed.

Kurser virker ikke på terror

Michael Nedersøe, Horsens

Når integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) arbejder på, at få nogle kurser op og stå, som skal forhindre, at unge muslimer drager i hellig krig i Syrien, glemmer hun, at de også skal have lys og grønne områder. Det plejer i hvert fald være opskriften på god integration fra politisk korrekte partier som SF, EL og R.

Disse partier lever i en fantasiverden og har på grund af deres rundkredspædagogik endnu ikke fundet ud af, at man ikke kan integrere mennesker, der ikke ønsker at blive integreret. Uanset hvor mange kurser man smider efter dem.

Jeg vil foreslå, at man kigger på, hvad der sker i Sverige, som til trods for sin indvandrervenlige politik også har massive integrationsproblemer. Her i Danmark har vi indvandrer, der er godt integreret, og dem har jeg intet problem med. Da den slags ikke tager til Syrien for at slå ihjel i Allahs navn. Hvornår mon vi ser vores justitsminister Morten Bødskov (S) træde i karakter, droppe sine tomme trusler og begynde at skrue nogle udvisningsregler sammen?

Vi skal lære af vores fejl

Bjarne Gårdsvoll, København

Danskernes uvilje mod at deltage i et angreb på Syrien skyldes krigstræthed, hedder det ofte i den officielle forklaring.

Men hvorfor indrømmer man ikke bare, at det er danskernes nye bevidsthed om psykologisk krigsførelse, som har fået os til at vågne. De forskellige efterretningstjenester er blevet eksperter i at vildlede meninger. Hvis disse eksperter ikke gør deres arbejde godt nok, klarer politikerne fint selv, at tolke rapporterne i deres egen retning.

Det så vi herhjemme, da whistlebloweren Frank Grevil afslørede, at vores egen regering fordrejede fakta i forbindelse med Irakkrigen. Irak var en lærestreg. Politikerne løj dengang for befolkningen, og forhåbentlig begår de ikke samme fejl to gange.

Barselslov er gammeldags

Dorthe Sørensen, Roskilde

Er det ikke en lidt gammeldags indstilling at bruge argumentet om, at mor er bedst, i barselsdiskussionen. Kan den ikke sammenlignes med den indstillingen, som vi ellers kritiserer de muslimske samfund for at have?

Er det ikke godt for barnet, at det tidligt bliver knyttet mere til sin far. For faderen vil det ogsåhjælpe, hvis det skulle komme til en skilsmisse. For moderen vil hendes chancer for at blive fravalg af en arbejdsgiver formindskes.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu