Nu må man ikke længere sige ’sprøjtegift’

Dén havde jeg godt nok ikke set komme: Bayer og Syngenta, to af verdens største kemikoncerner, har for nylig sagsøgt Europa-Kommissionen for at få ophævet dens forbud mod brug af neonikotinoider. Det blev vedtaget som forsøgsordning i maj i år og skal foreløbig gælde for en toårig periode. Forbuddet gælder kun brugen af midlet til visse formål. Andre må de stadig gerne bruges til.

Årsagen til forbuddet var, at bidøden har nået et skræmmende omfang. Sidste vinter døde således 21 procent af de danske honningbier, men hele Nordeuropa er hårdt ramt, i Irland og Skotland har tabet været omkring 32 procent, og også uden for EU er den gal, i USA døde en tredjedel af honningbierne i vinter. Vinterens længde og strenghed kan spille ind, og bifamilier kan både være svækket af varroamiden og af andre pesticider end neonikotinoider. Men neonikotinoiderne er beregnet til at slå insekter ihjel, så det er nærliggende at mistænke dem, selv om koncernerne påberåber sig, at forbuddet er »uberettiget« og »ude af proportioner«.

Man kan indvende, at insektgifte eksisterede før neonikotinoiderne, som først kom på markedet i 1990’erne. Men den såkaldte colony collapse disorder, hvor hele bifamilier forsvinder fra stadet, blev også først observeret i 1990’erne, samtidig med neonikotinoidernes fremkomst. Mistanken går på, at neonikotinoiderne angriber biernes nervesystem, så de ikke kan orientere sig. Derfor de tomme stader: Bierne kan ikke finde hjem.

Selv hvis bierne ikke forsvinder, svækker giften dem, så de til sidst dør. Den ophobes i dem, og de kan ikke undgå neonikotinoider. Plantefrøene bades nemlig i dem, før de sås, hvilket betyder, at giften kan findes i samtlige af plantens dele, herunder i pollen og nektar. Desuden kan giften ikke regne af, så virkningen holder længere. Til gengæld ender overskuddet i jorden, hvor det angiveligt kan forblive i op til 19 år, men dog gradvis vaskes ud. Men så lander det jo grundvandet? Tjae, det gør det jo. Hvad det betyder for mikrober, mennesker og orme er ikke undersøgt.

Nu skal man aldrig tabe modet, der findes alternativer, hvis det skulle gå så galt, at honningbien uddør. Man kan for eksempel selv gå rundt med en pensel og bestøve æblerne og pærerne. Det gør de i det sydvestlige Kina, hvor menneskenes begejstring for pesticider allerede har udryddet bierne.

Og den fremsynede videnskab har ligeledes gang i et alternativ, hvis honningbien helt skulle forsvinde. På Harvard University eksperimenterer en gruppe forskere med at skabe en robobee, der selv kan flyve rundt og bestøve de afgrøder, der måtte have brug for det. »Sur, sur, sur, lille bi omkring«.

Måske kan de endda få den til at lyde som en levende bi, hvis vi til den tid kan huske, hvordan sådan en engang lød.

Men heller ikke uden håndkraft og robotbier kommer vi til at dø af sult, for visse basale fødevarer som majs, ris og flere kornsorter er selvbestøvende. Kosten bliver selvfølgelig lidt kedeligere uden æbler, pærer, asparges, avocado, broccoli, blåbær, løg, kirsebær, salat, agurk, selleri, vandmelon og blommer, der er henholdsvis 90, 80 og 65 procent afhængige af biernes bestøvning. Det er slut med at »ryste æbler af sit eget træ« som Poul Martin Møller engang så poetisk skrev i Rosen blusser alt i Danas have.

Vi kan heller ikke længere »glad bryde vores sorte, danske brød«. Rug er nemlig fremmedbestøvet. En lang række vilde plantefamilier vil ligeledes forsvinde, blandt andet lyng-, katost-, iris-, læbeblomst-, orkidé- og ærteblomstfamilien. Der bliver lidt tomt derude.

Det skal dog ikke lyde, som om jeg på forhånd er modstander af forandring. Faktisk var jeg ret positiv, da Mette Gjerskov (S) i sin fødevareministerperiode insisterede på at ændre det, der tidligere hed ’plantebeskyttelsesmidler’, til ’sprøjtegift’. Men med Karen Hækkerup (S), den nye fødevareminister, har sproget atter forandret sig. Nu må man ikke længere sige ’sprøjtegift’, nu skal det hedde ’sprøjtemidler’. Hverken ministeriet, Fødevarestyrelsen eller landbrugsorganisationerne har været glade for ’sprøjtegifte’ meddeler Ritzau. Der findes nemlig også sprøjtemidler, som ikke er giftige, lyder forklaringen, og så forstår man jo godt ubehaget. Nogle sprøjtemidler sprøjtes nemlig på blot skallen for at konservere, og nogle er stråforkortere til kornet. Stråforkorterne mistænkes dog for at være skadelige for mennesker. Så måske skal man være glad for ikke at bryde sit sorte, danske brød. Og måske risikerer man et sagsanlæg for denne klumme, der unægtelig har gjort brug af ordet ’gift’?