International kommentar

Magten forsvinder fra centrum

Hele lande bliver holdt som gidsler af særinteressegrupper og mærkesagssekter – se bare på Tea Party-bevægelsen i USA eller de britiske EU-modstandere i UKIP
3. september 2013

Magten forsvinder hastigt fra centrum. Og dette sker i takt med, at de nationale og internationale udfordringer bliver stadig mere komplekse. Det er et af de dominerende kendetegn ved vor tid.

Om de er politiske eller religiøse ledere, administrerende direktører eller femstjernede generaler, så indsnævres spillerummet for, hvad de kan gøre, hastigt.

Mønsteret går igen på tværs af alle samfund. Den digitale tidsalder, globaliseringen og højere uddannelsesniveauer giver stadig flere mennesker redskaber til at revoltere eller slutte sig til pressionsgrupper for en eller anden mærkesag. Vi lever i en verden, hvor mulighederne for at blive den nye Julian Assange, Beppe Grillo, Osama bin Laden, George Soros eller Nigel Farage vokser dag for dag. Derimod svinder magten i de embeder, hvor den skal forestille at ligge formelt. Uden at der er et nyt indlysende magtcentrum i syne.

Udhulede magtstrukturer

Som forfatter og tidligere udviklingsminister i Venezuela, Moisés Naím, påpeger i The End of Power, er der en række dynamikker, som udhuler de formelle magtstrukturer. Der er i dag flere kyndige, veluddannede mennesker verden over, der nægter at lade sig ensrette og styre. De er mobile, de flytter sig hele tiden og udveksler oplysninger i hidtil uset grad. Og deres mentalitet betyder, at de ikke længere vil tage noget for givet: De forventer, at deres stemme bliver hørt. Om det er i Kairos gader, i Kinas sociale medier eller ved protester mod udvinding af skiferolie i Sussex.

Naím er den første til at pointere, at magtens spredning for så vidt er en glædelig udvikling. Indlysende positivt er det da også, at autokratierne er i tilbagegang. I 1989 vurderede Freedom House, at kun 69 lande kunne regnes for demokratier. I dag er tallet 117.

Det er da også glædeligt, at faren for en massekrig i samme vægtklasse som dem, vi så i det 20. århundrede, er svundet ind: I en verden, hvor magten er mindre koncentreret, skal krige vindes på en anden måde end tidligere. Det har USA’s generaler i Afghanistan måttet sande.

Og som Naím bemærker, undergraver magtens henfald også de oprørske terrorgrupper. Han henviser til, at 26 ud af 45 terrororganisationer er gået i opløsning. Ikke fordi de blev slået militært, men på grund af interne stridigheder. Al-Qaedas største svaghed er dets egen fragmentering. Noget lignende gælder for Taleban.

De irrationelles hylekor

Men samtidig må denne tendens til fragmentering og det kor af ofte irrationelle røster, der kræver, at deres krav bliver opfyldt, vække den allerstørste bekymring, pointerer Naím. Det er måske nok lettere at etablere en enkeltsags-ngo, en religiøs bevægelse eller en politisk fraktion, men denne udvikling er ikke nødvendigvis gavnlig.

Nye religiøse og politiske grupperinger, blogs, tweets og hjemmesider kæmper i dag om opinionen, og konsekvenserne kan være store. Fremkomsten af karismatiske sekter udfordrer de centraliserede, tidligere magtfulde religiøse grupperinger – et eksempel er katolicismen, der er under stigende belejring af fremspirende pinsekirker og lignende i Afrika og Sydamerika.

Og opløsningens mest ondartede indflydelse mærkes i det politiske liv i almindelighed og i de politiske partier i særdeleshed. Som Naím bemærker, udgør partierne demokratiets maskinrum: De samler en konstellation af interessegrupper om et fælles sæt principper, der fungerer som kompas for, hvordan der kan regeres og føres politik. Men overalt bukker politiske partier under for stedse mere kompromisløse mærkesagsgrupper, lobbyister og sponsorer og tilbagegangen i forkæmpere for fælles værdier. Det er i dag ikke kun partier, men hele lande, der risikerer at blive holdt som gidsler af en fraktion eller interessegruppe med et alt for forenklet verdenssyn.

Det måske mest oplagte eksempel er Tea Party-bevægelsens kapring af det amerikanske republikanske parti, der som konsekvens ikke længere ser nogen værdi i kompromiser, men i stedet dyrker en feticheret forståelse af den amerikanske forfatning, der angiveligt skulle garantere den uindskrænkede natvægterstats beståen. Et andet eksempel er fremkomsten af Pirat-partier i Sverige og Tyskland.

Farvel til det fælles bedste

Interessant nok ser Naím Storbritannien som det politiske laboratorium, der bedst understøtter hans pointe. Fremmarchen for skotsk og walisisk nationalisme og for det højrepopulistiske UKIP har sammen med udhulingen af både De Konservative og Labour gjort det stadig vanskeligere at regere dette land.

Magten henfalder. Centrum går i opløsning og overføres til en myriade af nye kræfter, der ofte forvalter deres magt ud fra dagsordener, der er præget af de snævreste tvangstanker. Hvem har i dag autoritet til at tale det fælles bedstes sag? Hvem kan anlægge de overordnede synspunkter, hvem kan mægle mellem de modstridende interesser, hvem kan slå bro over konflikterne og mobilisere modet til at træffe de afgørelser, der tjener det helhedssyn, som tilgodeser alle vores interesser og ikke kun de sektionsopdelte?

Partierne har intet valg. De er nødt til at kæmpe sig tilbage i det politiske spil. Nødt til at argumentere bedre, udkrystallisere deres politik bedre, vælge kandidater, der er i stand til at tale med en bredere, mere samlende appel. Det gælder demokratiets fremtid. Den repræsentative regeringsmagt var bestemt en genial opfindelse. Nu må vi gøre, hvad vi kan for at frelse den fra de monomane, overforenklende enkeltmærkesagsgrupperingers vandaliserende stormløb.

Will Hutton er økonom og klummist

© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis "magten forsvinder fra centrum" må det siges at være et tilbageskridt fra demokrati, hvilket giver plads til diktatorer.

Måske kan vi ikke lide navnet(diktatorer), men funktionen er den samme.

Begrundelserne kan være mangfoldige som det nævnes; religiøse, økonomiske, ideologiske eller andre, men de facto er det, at disse vil forsøge at fastholde deres magt over "deres flok" enten på den ene eller anden måde.

I Afghanistan har man lens- og krigsherrer fordi centraladministrationen er svag og ikke fungerer, og en styrkeprøve med lens- og krigsherrerne vil næppe falde ud til centralregeringens fordel.

I Mellemøsten har mand forskellige etniske tilhørsforhold spredt omkring i landene, og deres etniske forhold holder dem bundet sammen.
Det er vel en tvivlsom "fornøjelse" at forlade sit etniske tilhørsforhold og træde ind i et halt andet, da accepten af den nye vil tage land tid, og denne skal starte fra bunden.

De religiøse sekter "overalt" har også deres egne normer eller religiøse ståsted, men tvivl om lederskabet skal nok ikke sættes på prøve.

Hvorom alting er, så bliver der rigeligt brug for tusinder af Joseph McCharty's slags i den sammenhæng; "vanvittige retorikere"!

En relevant kritik med en bombastisk konklusion, om at frelse den repræsentative regeringsmagt fra de monomane, overforenklende enkeltmærkesagsgrupperingers vandaliserende stormløb. Det ville nok være en rimeligere start først at rydde op i de overforenklende enkeltmærkesagspartier, for de og deres spindoktorer har valgt at kæmpe på samme monomane bane.

Samtidig er det på tide at gøre op med tyrkertroen på at "den repræsentative regeringsmagt" er den ultimative styreform - ikke mindst i de udformninger vi pt ser den i, hvor tidligere tiders klanstyrede regimer ubesværet ruller videre i demokratisk forklædning. Statistikkerne fra Freedom House har som bekendt sat målestokken lavt baseret på usanske interesser, og med meget lidt ambition om reelt at se frem mod en verden, hvor folk føler sig hørt.

Morten Buch, Niels Mosbak og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

Med internettet og stærk kryptering er der ingen grund til, at vi idag ikke kunne have en form for direkte demokrati. Vi kunne dagligt have folkeafstemninger på en række vigtige emner, hvis vi ville.
Man kunne stadig have ekspertgrupper nedsat på emner for at kvalificere debatten, og forud for afstemninger bør der foregå en grundig offentlig debat.

Ikke alle behøvede at deltage i alt. Man ville stadig med et udsnit af befolkningen få en rimelig repræsentation af folkets vilje. Jo større emnerne er, jo flere vil deltage i afstemningen.

-----------------

En anden løsning kunne være, at have et repræsentativt demokrati, hvor repræsentanter med øjeblikkelig varsel kunne miste deres mandat. Hvis en repræsentant gør noget andet end forventet, burde de borgere, som gav ham deres mandat, kunne smide ham ud igen. Øjeblikkeligt.
Alle afstemninger som en repræsentant stemmer i, burde kunne - hvis så ønskes - underkendes af mandatgiverne, inden stemmen går igennem, så beslutninger ikke træffes imod mandatgivernes interesser. En så stærk snor i repræsentanterne, ville kunne modvirke noget af den åbenbare korruption, som er resulteret i den pauvre tilstand, som det repræsentative demokrati er i.

Så ville det være slut med Socialdemokrater, som lover et op til valget og gør det stik modsatte efter.

Dennis Berg:

Lav en forening og kæmp for det. Jeg vil gerne være medlem.

Jeg har selv plæderet for løsningen med øjeblikkeligt-udsmidelige-repræsentanter i andre fora og har også hørt om grupper i Spanien der arbejdede for det, så det kan ikke være helt uden almen appel.

Dog er der komplikationer med e-valg man skal være opmærksom på: http://www.itpol.dk/politik/evalg

@Dennis Berg

Fantastiske ideer - skrev selv afhandling omkring emnet 'Det Digitale Danmark' hvor jeg også berørte ideen om at vi gennem internettet kunne opstille et vælgersystem som i bund og grund er et forum med polls (meget simplificeret).

For mig at se ville det være et sandt demokrati - og er helt vild med din tilføjelse om at representanter ville kunne smiddes på porten fra det ene øjeblik til det andet, såfremt de viser sig at være serie-lømler.

@Anders Feder

Desværre har du helt ret i at der er problemer med 'e-valg', som vi har set det fra USA. Dette kunne dog muligvis omgås ved at bruge noget i stil med Bitcoin protokollen, hvor hver borger får udstedt X antal 'valg mønter' som så indbetales på den kandidats 'wallet' som man ønsker skal representere ens synspunkter.

Der vil matematisk sat kun være det antal 'vælger coins' som der er vælgere, og alle 'transaktioner' kan følges på den 'public ledger' som protokollen tilbyder.

Sandsyneligheden for snyd med hardware/software ville være forsvindende lille. :)

HOLD DA HELT KÆFT!

Det var godt nok et navn fra fortiden, der lige dukkede op der....Moises Naim.

En kort opsummering for dem, der ikke kender bemeldte personage.

Moises Naim er ganske rigtigt tidligere minister i Venezuela, i regeringen Ca

Morten Buch: Så vidt jeg husker er Bitcoin-transaktioner ikke anonyme. Man kan muligvis foretage nogle kryptologiske krumspring for at gøre dem anonyme, men i givet fald skal man lige finde på dem og have dem undersøgt for svagheder først.

Mærkeligt - mit idlæg blev cuttet af.

I regeringen Carlos Andres Perez, hvor han var med til at søsætte et rabiat hårdt spareprogram.

Kort - Indbyggerne i Caracas kom ned fra deres bakker for at protestere, regeringen satte hæren ind, flere hundrede døde i den såkaldte Caracazo.

Og så blev en del af det venezuelanske officerskorps radikaliseret - de havde ikke lyst til at skyde på deres egne landsmænd.

Så på den måde blev Naim den politiker, der skubbede Chavez ud på den politiske scene....

Mandens nærmest autistske form for neo-liberalisme har skabt grobunden for det revulutionære venstres nye offensiv i Latinamerika. (Og tak for det).

Men....burde hans kontroversielle, pænt sagt, fortid, ikke være blevet nævnt af Information?

@Anders Feder

Nej, protokollen er ikke anonym, kun 'privat'. Men man kunne forestille sig at hver vælger fik tildelt en tilfældig addresse hver gang der blev udstedt valg - på samme måde som 'valg koder' i dag bliver genereret.

Men er helt enig i at et sådanne system skal gennemtestes og undersøges for svagheder før det kan komme på tale. Ser det blot som én mulighed for at komme 'e-valg' svindel til livs - men naturligvis skal anonymiteten være på plads også.

Måske er problemet nærmere at det politiske centrum er gennemsyret af råddenskab. I Danmark er man næsten nødt til at stemme til venstre for SF eller til højre for Venstre, hvis man ikke ønsker at stemme på en moralsk korrupt løgner der kun er i politik for sin egen personlige karrieres skyld, og som har holdninger der blæser i vinden.

Så det hér er sgu da gode nyheder. Dø, politisk centrum, dø!