Mindet om ’oktober 1943’

Selv om vi har overstatslige samarbejder, der har vedtaget resolutioner, normer og principper for at forhindre et nyt holocaust, er det i de enkelte samfund, på lokalt niveau og blandt de enkelte hjælpeorganisationer, at der bliver handlet derefter
Efter Anden Verdenskrig kunne medlemmerne af Mosaisk Trossamfund vende tilbage til synagogen i København.

Efter Anden Verdenskrig kunne medlemmerne af Mosaisk Trossamfund vende tilbage til synagogen i København.

A.E. Andersen
28. september 2013

I disse dage hyldes Danmark på ny for sin heltemodige indsats over for jøderne under Anden Verdenskrig. Aktionen for de mere end 7.000, der i oktober 1943 flygtede til Sverige, fremhæves internationalt som et af de få lys i et ellers meget tæt mørke. Og med rette. Men hvad kan vi lære af ’oktober 1943’, og hvordan skal vi i dag se på denne vellykkede redningsaktion?

I forhold til selve redningsaktionen har nyere forskning bragt os tættere på en forståelse af de forhold, der gjorde den mulig – herunder relationen mellem den tyske besættelsesmagts repræsentanter i Danmark, danske embedsmænd og politikere. Forskningen indeholder også en mere pragmatisk opfattelse af samarbejdspolitikken. Det var takket være de danske embedsmænds samarbejde med tyskerne, at redningsaktionen kunne finde sted. At der i befolkningen var en beredvillighed til at hjælpe jøder på flugt, bliver dengang som i dag opfattet som en del af modstandskampen. Således er den nationale historie-konsensus landet på et afidylliseret forhold til såvel redningsaktionen som modstandskampen under besættelsen. Danske embedsmænds snilde og diplomati fremhæves ligesom den svenske stats velvillighed i forhold til at modtage flygtningene.

Alligevel står noget tilbage, når man tager alle de rationelle forklaringer i betragtning, og det er befolkningens assistance under selve aktionen. For hvordan skal man forklare, at folk i Danmark var indstillede på at hjælpe jøderne? Var det et særligt dansk demokrati, der slog til? Eksisterer der en specifik dansk altruisme? Eller blev jøder helt enkelt opfattet som del af det danske fællesskab? Her er der fortsat plads til fortolkning, og her kan man med fordel gå tilbage til tiden før efteråret 1943.

Tiden før 1943

Hvis vi indplacerer forbrydelsen holocaust i en bredere historisk ramme og således også inddrager årene før krigen, hvordan reagerede det liberale demokrati Danmark da over for forfølgelsen af jøder i nabolandet Tyskland? Er der en sammenhæng mellem den danske befolknings reaktion på den forestående deportation af jøder fra Danmark og den måde, hvorpå det danske samfund reagerede over for nazismens anti-jødiske politik og de tysk-jødiske flygtninge, som søgte til Danmark?

Det mener jeg, at der er. Den danske stats håndtering af Hitler-flygtningene i 1930’erne fortæller noget afgørende om det danske samfunds karakter på daværende tidspunkt. Om hvem man opfattede som medlemmer, og hvordan man fortolkede centrale liberale værdier som tolerance og individets ret til asyl.

Lakmusprøven på, hvor favnende det danske samfund var i 1930’erne, blev mødet med den jødiske flygtning, der kom til Danmark for at unddrage sig nazismens forfølgelse, og som både havde penge, kontakter i landet og samtidig var rede til at arbejde eller starte en virksomhed. Knap 2.000 jødiske flygtninge fik ophold i Danmark, de fleste kom i løbet af de første år under nazismen.

Herefter blev det tiltagende sværere at få mere end kort ophold i Danmark. Flertallet af dem, som vi ved søgte til Danmark, måtte begive sig videre og enten forsøge at komme til et andet europæisk land, USA eller en anden oversøisk destination, eller få indrejsetilladelse til Palæstina.

Frygtede en strøm af jøder

Begrundelsen for den restriktive flygtningepolitik var hensynet til det danske arbejdsmarked, frygt for at for mange jødiske flygtninge ville skabe et ’jødeproblem’ og endelig en rigid administrativ praksis, hvor det var vigtigere at følge reglerne end at tage hensyn til den enkelte flygtnings situation.

»Umenneskelig vil man ikke være,« som justitsminister Steincke skrev i en kronik i 1937, »men menneskelig tør man ikke være – af hensyn til konsekvenserne«. Med konsekvenserne mente Steincke, at et for stort indtag af jødiske flygtninge fra Tyskland ville skabe ikke blot et administrativt problem, men et reelt ’jødeproblem’, fordi der da ville komme til at være for mange jøder i Danmark.

Det er klart, at inddrager man den restriktive praksis over for jødiske flygtninge før krigen i et samlet perspektiv på, hvordan den danske stat reagerede på den anti-jødiske politik i Tyskland, kommer aktionen i oktober 1943 til at fremstå i et anderledes lys. For havde aktionen været mulig uden denne praksis? Eller rettere, havde den været lige så enestående og vellykket, hvis en større andel af det jødiske samfund havde bestået af jøder uden dansk statsborgerskab?

Nødvendigt opgør

Betragtninger som disse er nødvendige for at opnå en helhedsforståelse af forbrydelsen holocaust, der fandt sted under krigen og under specifikke omstændigheder, men som tog sin begyndelse i foråret 1933, da Hitler overtog magten i Tyskland og efterfølgende indførte en anti-jødisk politik, hvor tyskere med jødisk baggrund blev frataget en række basale rettigheder. Denne politik stillede de liberale demokratier over for en udfordring, som de i vid udstrækning enten valgte at ignorere eller se igennem fingre med under forventningen om, at forfølgelsen af jøder i Tyskland ville gå over.

Det er her, de liberale demokratier fortsat har et opgør at tage med sig selv, for var den manglende erkendelse af nazisternes anti-jødiske politik med til at bane vejen for det senere folkedrab? Den analyse tog ikke blot de europæiske stater, men også USA fejl af i 1930’erne. Derfor begynder læren af holocaust her, i den måde de liberale demokratier reagerede på nazismens forfølgelse af udvalgte sociale grupper på.

I dag kan stater blive enige om at fastholde erindringen om holocaust. Der eksisterer et internationalt politisk samarbejde om denne målsætning, International Holocaust Remembrance Alliance, som også Danmark er medlem af. Målsætningen opfattes som et led i det globale samarbejde, hvor stater kan være fælles om at fordømme fortidens gerninger ud fra forventningen om at forhindre en gentagelse. Men den enighed må aldrig blive så universel, at den egentlige lære, nemlig konteksten og den proces, der førte til forbrydelsen, går tabt. Så er det, at vi intet har lært af historien.

Ansvaret er stadig lokalt

Når vi i disse dage mindes den enestående redningsaktion, som det danske samfund foranstaltede i oktober 1943, sker det samtidig med, at verden på ny oplever en situation, hvor mennesker pga. krig og forfølgelse er på flugt. Og hvor det igen diskuteres, hvad man som udenforstående stat bør gøre for at stoppe de lidelser, som tusinder af civile udsættes for, ikke mindst i Syrien. Men selv om det internationale samfund kan blive enige om, at man bør beskytte civile mod folkedrab, mod krigsforbrydelser og etnisk udrensning, er det ligesom dengang stadig de enkelte samfund, lokale initiativer, hjælpeorganisationer og menneskerettighedsaktivister, der reelt lever op til denne målsætning.

At mindes oktober 1943 er derfor også at huske, at selv om vi har overstatslige samarbejder, der har vedtaget diverse resolutioner, normer og principper for at forhindre et nyt holocaust, er det i de enkelte samfund, på lokalt niveau og blandt de enkelte hjælpeorganisationer, at der bliver handlet derefter. Det er også her, det reelle ansvar ligger.

Cecilie Felicia Stokholm Banke er seniorforsker på DIIS. Hun har netop sammen med Anders Jerichow, seniorkorrespondent på Politiken, udgivet antologien ’Holocaust og civilsamfundets reaktion’ på Syddansk Universitetsforlag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Jensen

Det er forstemmende, at historien nu - hvor de sidste frihedskæmpere er ved at være borte - bliver gjrt til historien om modige radikale, der ved at italesætte den tyske besættelse og være i dialog med nazisterne (eller sådan noget lignende) reddede de danske jøder livet og sikrede multikulturen.

Når mine unger når min alder, er Scavenius nok blevet helt hvidvasket, sabotører og frihedskæmpere gjort til nogen udemomsparlamentaiske brushoveder, der bare ikke fattede de radikales genialitet - og landbrugets eksport gjort til startskuddet på EU og det fredelige Europa.

Må jeg anbefale Katrine Lilleørs klumme i går i Berlingske: Jødernes redning er historien om, at det danske FOLK trådte i karakter.

På trods. Ikke på grund af.

Brugerbillede for Niels Engelsted

Ja, jeg øjnede også den omskrivning af historien, der dukker op i artiklen, og som også ligger bag diskussionen om et nyt og bredere Frihedsmuseum, og jeg frygter også den revision, der skal gøre samarbejdsregeringen til de egentlige helte.

På den anden side nævner forfatteren den danske regerings Tysklandsvenlige politik, der blot år tidligere sendte mange jødiske flygtninge i KZ-lejr, og man kunne også have nævnt regeringens støtte til et dansk SS-korps på Østfronten, der også spillede sin rolle i holocaust.

Jeg formoder, at en seniorforsker på DIIS ikke kan afvige alt for meget fra den konsensus, der er ved at samle sig om en NATO-venlig historierevision af 2. verdenskrig og besættelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

Niels - det ER en besynderlig forskydning, vi er vidner til.

Jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, at det - et eller andet sted - er elitens stadig mere grasserende foragt for folket, som skinner igennem.

Vi kan jo ikke have, at Danmark blev reddet af kroværter og slagteri-arbejdere fra Midtjylland, af indremissionske drenge fra Esbjerg, nordjydske bankfolk, metalarbejdere og lærlinge fra København, gymnasiepiger fra midtsjælland, DSB-ansatte og stivnakkede toldassistenter. Af nordsjællandske hotelelever og 22-årige sømænd, der nu ligger ude i Ryvangen sammen med min onkel.

Nej. Det er noget værre rod, med den historie.

Og sikke nogle fluer, den kan sætte i hovedet på unge mennesker. De kan jo tro, at de har valg, at deres land og deres fremtid er i deres hænder...at mine unger kan tænke på min onkel med stolthed. Og gør det.

Sikke noget rod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

En tilføjelse: Frank Jensen omdøbte for nogen til siden et stykke af Artilleri-bej til Wilhelm Buhls vej.

HVOR er de gader eller pladser, der er opkaldt efter medlemmerne af Danmarks Frihedsråd, opkaldt efter vores henrettede frihedskæmpere - eller som bærer Børge Outzes navn.

Lad os få en Børge Houmanns Plads, en Kim-Malthe-Bruun-gade eller en Outzes alle...

Brugerbillede for Niels Engelsted

Henrik, ja, men den er opkaldt--helt berettiget--efter en anden dansk helt:
Malthe Bruuns Vej
Opkaldt 1926 efter geografen og den samfundskritiske forfatter Malthe Bruhn. Han blev i 1797 landsforvist og derpå opholdt han sig i Frankrig. Vejen er navngivet i forbindelse med 100 – året for hans død. Landsforvisningen blev ophævet i 1826, men da var det for sent.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Robert Parkins

There are allways to sides to every story.
The Jews where made to pay for the transport across to Sweden
The so called ”flødeskumfront” where the Germans army was supplied with provisions/food etc.
and as we all know an army marches on its stomach.

The Swedes allowed the transport of Iron ore from Norway to Hitlers War
Machine.
On the other side of the North sea the people in the UK had to survive on
powderd milk, littel friut to speak of, - 1 egg per person a week - a tin of
salom was consided a luxury etc.
Food rationing finished in 1954.

Very sad!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Henrik Jensen og Niels Engelsted

Jeg straekker vaaben. Selvfoelgelig skal der vaere f.eks. en Kim Malthe Bruuns Vej m.fl. naar vi har Struenseegade, Willemoesgade etc.

Der udvikles jo i Nordhavnen - men naar frihedskaemperne ikke allerede er haedret -udover med nogle messingskilte hist og pist - skal der vel mere til end et brev til Frank Jensen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@John Robert Perkins

You are probably right about the transport payment - but despite that - listen to this story:

I have once stayed at the Beverly Hills Hilton with my wife. We are both tall and she's black so we nearly always attrachts attention. In a small group of very senior jews - apparently wealthy and involved in the movie industry -the probably 85 year old lady called me to their table when we left the breakfast. Who are you? She had spotted me being probably not american because I was eating the blue cheese. I told I was danish and my wife were british and we were here on holiday after a business event in Las Vegas.

The she introduced the rest of the table - including one holocaust survivor - a man of more than 90 - and their gratitude to the danes for the transporting of their family out of Gilleleje - perfect pronouncation of this quite difficult danish work. I could only express my respect for the obvious sufferenings of the 90 year old with a humble bow - and mention that I could not take any personal responsibility - but I had though seen the small monument marking the event in Gilleleje. That caused a good laugh - and we had to leave for the airport.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Henrik Jensen,

Selv om jeg er enig med dig i, at de danske søfolk, der sejlede i allieret tjeneste under besættelsen, fortjener større hæder end 'de radikale', er det svært at se bort fra, at der næppe ville have været ret mange danske jøder tilbage at sejle over sundet med i oktober 1943, hvis det ikke havde været for samarbejdspolitikken.

Jeg havde også en onkel med en aktie i redningsaktionen. Han var 18 år i 1943 og forhyret som jungmand på et af de skibe, modstandsbevægelsen havde 'chartret til illegal sejlads' over sundet i god tid, før jagten på de danske jøder gik ind.

Før de lagde ud på deres sidste sejlads med illegal fragt over sundet, var mandskabet blevet orienteret af skipperen om, at de hellere måtte afmønstre, hvis de ville 'fejre jul familiens skød i år'. Ingen af dem ønskede at afmønstre, og min onkel vendte sund og rask (og iført brigadens uniform) tilbage til familiens skød i maj 1945. Vistnok både skuffet og lettet over, at han ikke fik brug for sine nyerhvervede færdigheder som skiskytte, men i hvert fald med livet og livslysten i behold.

Mange år senere, spurgte jeg min onkel, om han aldrig havde været bange i de år.

Jo for fanden, sagde han. Det var vi sgu da alle sammen. Og havde vi ikke været mere bange for, at Hitler skulle gå hen og vinde krigen, så var jo vi nok også blevet hjemme under dynen, indtil det hele var overstået.

anbefalede denne kommentar