Klumme

Overhørt i New York

Borgmestervalget i New York spidser til. Men der er langt mellem de progressive ideer. Til gengæld er stor opmærksomhed om kandidaternes farverige privatliv
6. september 2013

To ældre sorte herrer ser, fjernsyn i en lejlighed i Harlem. John Kerry, USA’s udenrigsminister, toner frem på skærmen og gentager for 117. gang, at den kommende militære straffeaktion mod Syrien vil være begrænset og derfor ikke svarer til at gå i krig.

Den ene herre griber irriteret fjernbetjeningen og skifter til en lokal tv-kanal, som ikke overraskende beskæftiger sig med det kommende borgmestervalg i New York.

»Hvilken kandidat overvejer I at stemme på ved det demokratiske primærvalg næste tirsdag,« spørger jeg

Stilhed.

»Nå, hvad med den sorte kandidat Bill Thompson, der nær slog den partiuafhængige borgmester Michael Bloomberg i 2008?«

En af dem mumler noget uklart.

I 2008 foretrak et flertal af storbyens sorte vælgere Barack Obama frem for deres egen senator, Hillary Clinton. Men sorte vælgere stemmer ikke pr. automatik på en sort. I det aktuelle demokratiske primærvalg står den hvide og progressive kandidat Bill de Blasio til at få støtte fra et flertal af byens sorte og spansktalende vælgere.

Og eftersom kun én ud af hver tiende newyorker er registreret republikaner, er det højst sandsynligt, at demokraten de Blasio vil indtage borgmesterkontoret i Gracie Mansion nær Wall Street i begyndelsen af det nye år.

Ligesom de fire andre kandidater afspejler hans baggrund New Yorks enestående etniske og kulturelle forskelligartethed. De Blasios hustru er sort; og deres to børn er derfor mulatter ligesom landets præsident. Konen er desuden erklæret biseksuel, hendes tidligere partner var en kvinde.

Utraditionelle samlivsformer går igen hos andre af byrådets medlemmer. F.eks. lever Christine Quinn, formand for New Yorks byråd, i et barnløst lesbisk forhold.

Luksusboliger

Efter den sidste tv-debat mellem borgmesterkandidaterne i denne uge – valget afholdes på tirsdag – udspandt der sig en heftig debat mellem to generationer i en familie, som bor i et velstående kvarter på Manhattans Upper East Side.

Sønnen – der lige er dimitteret fra Harvard University, og som leder efter et job – kritiserede afgående borgmester Bloomberg for at begunstige opførelsen af luksuslejligheder i New York med skattelettelser.

»Det sker på bekostning af jævne mennesker. De mere velstående rykker ind i deres kvarter, huslejen stiger, og alting bliver dyrere,« sagde Alex.

Hans far, James, erkendte problemet, men replicerede: »På den anden side trækker det flere virksomheder til New York og gavner byens økonomi. Så spørgsmålet er, hvad vi foretrækker – flere eller færre folk sat i arbejde.«

Far og søn kunne dog blive enige om en ting: At den jævne New York-borger ikke tjener nok til at klare til dagen og vejen. Løsningen bør være at få arbejdsgiverne til at betale en living wage – dvs. en løn, som dækker alle de basale leveomkostninger. Flere amerikanske storbyer har vedtaget sådan en lov.

Men det stillede ikke den progressive søn helt tilfreds.

»Der burde også lægges en begrænsning på antallet af luksusboliger, som modtager byggetilladelse,« indvendte han.

Det er tilfældigvis et forslag, som den demokratiske kandidat Bill De Blasio støtter. Det er en vigtig del af hans image som økonomisk og socialt progressiv borgmesterkandidat.

Kedsommelig affære

De færreste newyorkere er gamle nok til at huske borgmestervalget i 1969, hvor forfatteren Norman Mailer stillede op, mens hans ven, den hårdtslående og farverige journalist Jimmy Breslin, forsøgte at kapre pladsen som byrådsformand. Begge forehavender mislykkedes.

Men – skriver forfatteren Lee Siegel i The New York Times – sikken en forskel, det er på et demokratisk primærvalg i 2013 og i 1969:

»I dag er valgkampen en tam affære. Enten er der pinlige brister i en kandidats karakter, eller også benytter de en vildt opskruet retorik eller venter passivt på, at en rivals kandidatur bryder sammen under sin egen vægt«. I valgkampen i 1969 kastede Mailer og Breslin derimod om sig med inspirerende ideer til løsning af storbyens tilsyneladende uoverkommelige problemer – racisme, kriminalitet, vilde strejker, dårlige finanser og beskidte gader.

»Mailer var lige så ambitiøs som New York selv. Han foreslog at gøre byen til den 51. delstat. Biler skulle forbydes på Manhattan, og cykler stilles gratis til rådighed. Der skulle gives tilskud til vuggestuer og børnehaver samt metadon til narkomisbrugere«.

Men sidst i valgkampen begyndte Mailer at fabulere. Hver bydel skulle have sin egen zoologiske have, og alle offentlige bygninger udstyres med vinduer med glasmosaik. Forfatteren kom ind som nummer næstsidst. Men i det mindste havde det været sjovt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu