Læserbrev

Skolereform med tillid - ikke trussel

Debat
24. september 2013

Skoleledere, der ikke leverer varen i form af højere karaktergennemsnit eller lavere sygefravær, skal fyres. Det meldte overborgmester Frank Jensen (S) ud, da han i denne uge skød sin valgkampagne i gang. Opsangen til skolelederne kommer netop, som vores københavnske skoler står over for at skulle virkeliggøre regeringens skolereform.

Det er altså en ualmindelig dårlig idé, at kickstarte en så omfattende reform med trusler om at fyre skoleledelsen. I stedet bør vi satse på tillid og belønning for de gode præstationer, både når det gælder ledere og medarbejdere. Det skaber motivation og engagement, og det er den cocktail, der skal bære en markant ændring af vores børns skoledag succesfuldt igennem.

De store velfærdsforbedringer kommer ikke ved, at vi giver de ansatte i velfærdssamfundets maskinrum kniven for struben. De kommer derimod, når ledere og medarbejdere tror på projektet, og bliver mødt med respekt for deres kunnen og faglighed.

Som ansvarlige politikere er vores vigtigste opgave at sikre de bedst mulige rammer, hvor ledere og medarbejdere har plads til at forbedre og udvikle sig. Vi skal fjerne de regler, der ikke giver mening, og have tillid til de ansattes faglighed. Skolerne skal turde handle selvstændigt, så børnene forlader skolen med kundskaber og appetit på at gennemføre en efterfølgende uddannelse.

Vi skal løfte i flok

Hvis der er en leder eller medarbejder, som ikke lever op til kravene, skal der selvfølgelig tages hånd om problemet. Men hovedbudskabet i den københavnske skolepolitik kan og skal ikke være truslen om at miste sit job.

Vi skal stå sammen om at belønne de bedste løsninger for vores børns skolegang. Med næste års budget har SF allerede sikret flere timer med to voksne i de små klasser og sund skolemad til de mest udsatte børn. Vi har også budgetteret med skolerenoveringer for millioner og bedre efteruddannelse til lærerne.

Jeg opfordrer til, at der med reformen også følger en større belønningskultur. Det kunne være i form af efteruddannelse eller resultatløn. Ikke individuel resultatløn.

Hvis reformen skal lykkes, må de ansatte, ledere, lærere og pædagoger løfte i flok. Derfor foreslår jeg en kollektiv belønning, hvor et hold af ansatte kunne belønnes for nedsat sygefravær, større trivsel i klassen eller et højere karaktergennemsnit.

Det vil skabe motivation for at løfte sammen, og det er nu engang vejen frem i et moderne velfærdssamfund.

Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester, SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Frank Jensen har sikkert for travlt til at svare, så lad mig lige hjælpe lidt: Skoleledere og lærere er ansat til at sørge for undervisning af vores børn i grundskolen. Formentlig den vigtigste komponent i vores uddannelsessystem, fordi resten bygger på en positiv indsats her, som ruster børn og unge til at gå friske videre med en uddannelse.

Skoleledere og lærere modtager løn for dette arbejde og det er kun naturligt, at de få, der ikke opfylder kontrakten, må ud. Det er ikke nogen trussel, men et almindeligt vilkår på arbejdsmarkedet. Når vi ser alt muligt brok fra lærerne, og nu også fra sundheds- og omsorgsborgmesteren, er det udtryk for en omfattende forsumpning i den offentlige del af arbejdsmarkedet, hvor fx 'det brune hjørne' tåles i alt for lang tid. Overborgmesteren er på rette vej med en klar linje overfor forsumpningen.

Niels P Sønderskov

Og så er der sandelig grund til at glæde sig i dag. Læs Line Hultengrens læserbrev i dagens avis, der også støtter Frank Jensen.