Læsetid 4 min.

Syrien-konflikten truer USA’s strategi om globalt lederskab

For USA kan Syrien-spørgsmålet ikke reduceres til, om man skal straffe regimet for brud på de folkeretlige principper. Det handler også om, at en optrappet konflikt i Mellemøsten kan få ødelæggende konsekvenser for de amerikanske ambitioner om at fastholde det globale lederskab
4. september 2013

USA’s præsident Obama befinder sig i et ægte dilemma. Hans retorik om røde linjer har gjort det svært at lukke øjnene for brutaliteten i Syrien. Hvis han ikke reagerer, kan det have ødelæggende konsekvenser for USA’s magt i det internationale politiske system. Vælger han derimod at holde sig i ro, kan resultatet meget vel blive det samme. I et sprængfarligt miljø som Mellemøsten kan konsekvenserne af en nålestiksoperation blive svære at kontrollere, og det vil kalde på endnu mere amerikansk engagement. Dermed kan USA få svært ved at sikre sin magt andre steder i verden.

I januar 2012 præsenterede Obama og hans administration en central sikkerheds- og udenrigspolitisk strategi, Sustained US Global leadership in the 21st Century. Den underliggende præmis er, at USA skal forhindre, at der rundt om i verdens regioner opstår dominerende regionale magter som f.eks. Rusland i Europa og Sortehavsområdet, Kina eller Indien i Sydøstasien og Brasilien i Sydamerika.

Det er ambitionen, at USA skal være til stede og balancere magten i de respektive regioner, en form for offshore balancing, for på den måde at sikre amerikanernes dominerende magtposition i verden.

Det kommer tydeligst til udtryk i strategiens målsætninger om, at det geografiske fokus på Mellemøsten reduceres til fordel for et styrket fokus på Asien.

Farvel til politimanden USA

Ifølge strategien skal det amerikanske flyvevåben og søværn styrkes, ligesom det skal være slut med krige som dem, verden har været vidne til i Afghanistan og Irak. Ræsonnementet er, at verden er en anden i dag, end den var under Den Kolde Krig, hvor bipolariteten mellem USA og Sovjetunionen herskede. Og de tider, hvor USA tronede som enehersker i en unipolær amerikansk verdensorden, er også forbi.

Der er en erkendelse af, at verden og det internationale politiske system i disse år er under forandring, og at flere stormagter, herunder Kina, vil komme til at spille en mere betydningsfuld rolle i det internationale samfund. Desuden er den amerikanske økonomi ikke gearet til at betale for lange og uhyre omkostningstunge krige på landjorden. Ressourcerne skal anvendes mere optimalt og klogt.

Det betyder ikke, at USA ikke længere skal kunne udføre slagkraftige militære aktioner rundt om i verden – det kan og vil man netop fortsat kunne på grund af de strategiske ændringer. Den sikkerheds- og udenrigspolitiske strategiske omlægning betyder i stedet, at USA ikke som tidligere vil fare frem som verdens politibetjent og slå alle mulige og umulige regimer oven i hovedet med, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Obama-administrationens mellemøstpolitik igennem de seneste fem år er et eksempel på, at man har forsøgt at tage højde for det enkelte områdes særegne problemer frem for med vold og magt at gennemføre ideologisk-demokratiske regimeændringer. Strategien har været, at USA skulle være tilbageholdende og i højere grad lade det være op til de enkelte landes befolkninger at gennemføre politiske forandringer.

Bundne ressourcer

Det kan naturligvis diskuteres, om denne strategi har været fornuftig, for det meste af Mellemøsten er enormt rodet og urolig. Men at låse sig selv fast i regionen nu vil være en alvorlig udfordring for USA’s internationale ambitioner om at fastholde det globale lederskab.

Obama-administrationen synes at frygte, at en militæraktion på en eller anden måde vil tvinge USA massivt tilbage i regionen. Til en rolle, som man i de seneste fem år har arbejdet så intenst for at komme ud af.

Sker det, tvinges man til at anvende uforholdsmæssigt mange ressourcer i et område af verden, som i årene fremover vil få mindre og mindre betydning for USA. Ressourcetabet vil kunne udnyttes af de øvrige stormagter i det internationale politiske system. Kina vil kunne bruge situationen til at føre sig mere magtfuldt frem i Sydøstasien, samtidig med at kineserne qua deres princip om ikke at blande sig i andre landes interne forhold vil kunne udbygge deres netværk og samarbejdsrelationer og dermed øge deres magt i det internationale system.

I Washington fylder Rusland også en del i bevidstheden. Siden Putins (gen)tiltrædelse som præsident har russerne forsøgt at skubbe til det globale amerikanske lederskab. Det pres fortsætter Rusland i Syrien-konflikten. Obama-administrationen finder det problematisk, at russerne så loyalt bakker op om Assad-regimet, og russernes modstand mod indgreb i Syrien i FN’s Sikkerhedsråd gør ikke ligefrem situationen nemmere for Obama. I Washington synes der dog ikke at være en frygt for, at russerne vil træde direkte ind på Assads side ved et amerikansk angreb, hvilket understøttes af de russiske meldinger om, at man ikke har interesse i en væbnet konflikt.

Worst case-scenariet for Obama-administrationen er dog, at USA ved en større militærkonflikt i Syrien vil blive så svækket, at det i fremtiden ikke vil være muligt at kunne balancere Kinas magtambitioner i det sydøstasiatiske område, Ruslands magtambitioner i Europa og Sortehavsområdet samt magtforholdene i Mellemøsten, så hverken Iran eller Saudi-Arabien bliver den dominerende magt.

For USA kan Syrien-spørgsmålet derfor ikke reduceres til, om man skal straffe regimet for brud på de folkeretlige principper. Man er også nødt til at medtænke, hvordan USA vil kunne begrænse en mulig regional konflikt i Mellemøsten, som – hvis den eksploderer – kan få ødelæggende konsekvenser for de amerikanske ambitioner om at fastholde det globale lederskab.

Peter-Christian Brøndum er lektor i samfundsfag og historie ved Øregård Gymnasium. Han har sammen med Annegrethe Rasmussen skrevet bogen ’USAs udfordringer’, der udkom på forlaget Columbus sidste år

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mark Thalmay

Artikel-citat:
”Hvis han ikke reagerer, kan det have ødelæggende konsekvenser for USA’s magt i det internationale politiske system. Vælger han derimod at holde sig i ro, kan resultatet meget vel blive det samme.”

’Ikke at reagere’ og ”holde sig i ro” er vel ikke modsætninger?

Derudover:
Artiklen forstår ’Det internationale samfund’, som et dynamisk nationalstatsligt magtspil om hvem, der skal være ”Leder”, altså ’the Big Brother’.

Ingen omtale af f.eks. mere anonyme(ofte transnationale)monetær-økonomiske magtstrukturer eller at ’kampen om ressourcerne’ (Mellemøstens store forråd af fossil olie og gas) involverer både nationale og transnationale økonomiske, militære og religiøse magtstrukturer og deres konstellationer.

Hvis man ikke vil reducere ’Det Internationale Samfund’ til den rene animalske form for samfundsdannelse, der består i magtkampe og volds-hierarkier, må man udvikle de transnationale/planetariske institutionelle rammer for det, der adskiller menneskearten fra andre rovdyr: Samtalen.

Således som det er ved at ske på ’græsrodsniveau’ med internettet, c’’,).

Og som USA på statsniveau var initiativtager til efter første verdenskrig med ’Folkeforbundet’ og efter anden verdenskrig med ’FN’, c’’,).

Med venlig hilsen

Flemming Scheel Andersen, Jens Lerdorf, Moh Abu Khassin , Philip B. Johnsen, Ulf Timmermann, Niels Mosbak og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Bøg

Peter-Christian Brøndum skriver:
For USA kan Syrien-spørgsmålet ikke reduceres til, om man skal straffe regimet for brud på de folkeretlige principper.
Hvilke folkeretlige principper bryder Syrien?

henrik hansen, Ulf Timmermann og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen
Georg Christensen

USA´s globale leder rolle er forlængst fortid, forfaldet indledte de selv med deres BUSH mand. Russernes Putin, har forlængst vist sin vilje til at være med. De eneste, som verden mangler er Kineserne?. De har kun tre muligheder: Vær med eller lad være, eller være neutrale (blive derhjemme) ,passe sig selv og ikke forstyrre, medens "ny orienteringen" finder sted. Det samme kan jeg sige til Europæernes ledere. Vil i neoliberalismens kapitaliserings proses, (alkymisternes fortsættelse) eller vil I arbejdsydelsens værdinormer. Her snakker vi ikke om højtbelagte smørrebrøds madder for de få eller leverporstej madder for de mange, men "arbejdet´s værdinormer".

.

Brugerbillede for Stig Bøg

Peter-Christian Brøndum skriver:
Siden Putins (gen)tiltrædelse som præsident har russerne forsøgt at skubbe til det globale amerikanske lederskab. Det pres fortsætter Rusland i Syrien-konflikten. Obama-administrationen finder det problematisk, at russerne så loyalt bakker op om Assad-regimet, og russernes modstand mod indgreb i Syrien i FN’s Sikkerhedsråd gør ikke ligefrem situationen nemmere for Obama.
Poul Villaume skriver bl.a. i Politiken:
For det første har USA og dets hovedallierede som Danmark hidtil blankt afvist at lade Iran indgå i de internationale Syrien-fredsforhandlinger i FN-regi, på trods af FN-mægleren Kofi Annans kritik heraf både i juni 2012 (Genève I) og i juli 2013 (før den kommende Genève II).
Den iranske regering har givetvis større indflydelse på Assad-regimet end for eksempel Rusland, og udelukkelse af Teheran har derfor været et regulært benspænd for forhandlingssporet
For det andet har USA og dets hovedallierede, igen inklusive Danmark, fra et tidligt tidspunkt insisteret på fjernelsen af Assad som betingelse for forhandlinger om en overgangsregering i Syrien.
Ganske vist blev USA og Rusland i juni 2012 og igen i maj 2013 enige om at pålægge parterne i borgerkrigen at indlede fredsforhandlinger uden forhåndsbetingelser
Men begge gange brød USA's udenrigsministre umiddelbart efter den opnåede aftale ved på ny at kræve Assads afgang. Både Kofi Annan og hans efterfølger som FN-mægler, Lakhdar Brahimi, har klart beklaget også de amerikanske blokeringer for fremskridt i forhandlingsprocessen
For det tredje har det været skadeligt for samarbejdet i FN’s Sikkerhedsråd, at de ledende vestlige stormagter – USA, Frankrig og England og igen med aktiv dansk opbakning – under Libyen-konflikten i 2011 forvred den FN-resolution, som lå til grund for den militære intervention.
Rusland og Kina undlod at nedlægge veto, fordi den udtrykkeligt handlede om beskyttelse af civilbefolkningen i Benghazi som skridt på vejen til en forhandlet magtdelingsløsning mellem parterne i den libyske borgerkrig. I stedet valgte vestmagterne at (mis)bruge resolutionen til oprørsstøtte og regimeskifte.
Det kan næppe overraske, at Ruslands og Kinas tillid til fremtidigt samarbejde med Nato-magterne i FN’s Sikkerhedsråd blev væsentligt svækket.
Det dårlige diplomatiske håndværk, som toneangivende vestmagter med efterhånden rutinemæssig konsekvens har præsteret i de mellemøstlige konflikter, de har involveret sig i i de sidste mange år, modsvares af en tilsvarende overfokusering på det militære instrument.

Ulf Timmermann, Flemming Scheel Andersen, Moh Abu Khassin , Mark Thalmay og henrik hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Dørup  Jensen
Per Dørup Jensen

Ja, hvad kan Putin gøre - andet end at slå sig i tøjret.
Måske kunne vi have haft en anden verden i dag, hvis venstrefløjen og andre progressive kræfter - frem for at have hjulpet USA- og EU-imperialismen den Kolde Krig igennem med at bekæmpe og udmatte Sovjet økonomisk - i stedet havde hjulpet Sovjet med at udvikle socialismen.
Nu har vi i stedet fået et enerådende kapitalistisk-fascistisk vilddyr, bevæbnet til tænderne, der kan, og vil smadre enhver, der ikke adlyder bæstet, eller de overnationale institutioner, det behersker.
Alt tyder på at de blodtørstige krigskræfter igen vil vinde. Denne gang i Syrien.
Og endda igen, som ethvert rationelt reflekterende, logisk tænkende og politisk-moralsk integreret væsen ved, på et forfalsket og løgnagtigt grundlag. I Kosovo var det løgnen om serbisk folkemord og etnisk fordrivelse af 100.000´er Kosovo-muslimer. I Irak, løgnen om Saddam´s masseødelæggelsesvåben. I Libyen, løgnen om en forestående massakre på Benghazi´s indbyggere. Og i Syrien, altså løgnen om Assad-styrets brug af kemiske våben.
Så nu er det de syriske mænd, kvinder og børns tur til at blive udsat for tæppe-bombardementer i månedsvis, dag og nat. Ned i beskyttelsesrum, op igen, med de livslange traumer, som mange bliver påført.
Kommunikation, vand og el-forsyning skal naturligvis også bombes, selvom det er i strid med FN-konventionerne.
Det syriske folk skal tvinges til underkastelse under et sunni-islamistisk regime, som meget få syrer ønsker, men som tjener USA´s, UK´s og Frankrigs interesser fuldt ud.
Imens går livet så videre i USA og Europa, som om alt er i den skønneste orden.
Det blev ikke til noget med 1970´ernes målsætninger om - via uddannelsesinstitutionerne - at skabe det demokratisk aktive, ansvarlige og engagerede menneske.
I stedet for at blive opdraget af samfundet, blev det formet af markedet.
Samfundet fik en uansvarlig pøbel, der blæser på miljø, klima og fred.
Barsel-sorlov til mænd er det vigtigste punkt på dagsorden i dag.
Så de fede produktions-trælle drøner rastløst afsted i deres små, lede køretøjer, fylder, larmer, sviner. Ellers kan de jo ikke få deres hverdag til at hænge sammen, som de siger. - Og skal ustandselig bekræfte hinanden på Facebook og på deres mobiler om, at de er til for noget (hvad det så end er? Det er tydeligvis ikke for at hjælpe en frederligere og bedre verden på vej)
Og ha, ha, billige og platte grin.
- Indtil den dag, hvor de eventuelt selv kommer til at smage den samme medicin, som de et eller andet sted må mene/ har valgt at mene, at irakerne, libyerne og syrerne har fortjent. Og som de ikke har villet løfte en finger for at forhindre skete. Så kan det være, at deres billige grin stivner!

Ulf Timmermann, Flemming Scheel Andersen, Jens Lerdorf, Hugo Pieterse, Mads Kjærgård, Leopold Galicki og Moh Abu Khassin anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

Jeg kan ikke få øje på bare en eneste grund til at USA skal have globalt lederskab.

Ligeledes heller ikke til at enkelte store lande skal have vetoret, noget mere udemokratisk skal man lede længe efter.

Ulf Timmermann, Jens Lerdorf, Hugo Pieterse, Mihail Larsen, Moh Abu Khassin og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

FN er et organ til beskyttelse imod krig, det giver ikke for mig meningen, at opfatte FN, som en modstandere, men jeg ser FN som en garant for beskyttelse af medmenneskelighed imod krig.

Kan man muligvis forsvare, det noget uvante udemokratiske i vetoretten, ved de er lande der kan være gigantiske modstandere i en hver krig, og se bort fra at de permanente medlemmer med absolut veto, bestået af USA, Rusland ,Storbritannien, Frankrig og Kina, har absolut veto, fordi de er sejrherrerne i 2. verdenskrig.

Det er muligt, man kan modernisere FN, men meningen med FN, var fra starten at forhindre krig og sikre økonomisk og social udvikling for hele verdens befolkning, det kan jeg godt tilslutte mig.

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

Det er vist efterhånden kun en meget lille del af ikke-amerikanere og så medløbende politikere der mener at USA skal være verdens leder.

Henrik Darlie, Ulf Timmermann, Søren Blaabjerg og Jens Lerdorf anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Lerdorf

Nu er det så bare kun vores regering i lille skødehund Danmark..

.. der mangler at blive opdateret til et anno 2013 verdens biled.

Vi kunne jo starte med vores udenrigsminister, der kalder det »et dramatisk tilbageskridt for verdens syn på kemiske våben«, der ikke har være anvendt siden den iransk-irakiske krig for 25 år siden.

Jamen for pokker Hr. Søvndal, du har vist glemt hvem der forsynede Saddam og Irak med kemiske våben dengang !!!

Brugerbillede for Søren Blaabjerg
Søren Blaabjerg

Lidt pessimistisk kan man sige, at det system vi alle i øjeblikket mere eller mindre magtesløse ofre for, er det værdifri markedsøkonomiske system, hvis anonyme dynamik i virkelighedens verden dominerer alt og alle, herunder den globale opvarning, diverse "bobler", gældskrisen, arbejdsløshedsproblematikken oma. inklusive den aktuelle amerikanske militaristiske fremfærd og negligering af FN-systemet.