Kronik

Har du talt med en anden end dit spejlbillede i dag?

Fællesskab er blevet trendy. Men initiativer som urban gardening og kulturklubber kræver mentalt og økonomisk overskud og ender med at blive for folk, der i forvejen ligner hinanden. Samtidig smuldrer de brede fællesskaber. Ny arkitektur kan skabe rum, hvor vi møder dem, der ikke ligner os selv
På Superkilen, der har hentet fysiske elementer fra hele verden, er man meget langt fra kommunale pakkeløsninger. Børnefamilier kan lade ungerne suse af sted på rulleskøjter, de unge kan høre musik, og de ældre kan sidde på en bænk og nyde synet.

Christian Lindgren

Debat
14. september 2013

Vores naboer ligner os selv, vores kollegaer har samme type uddannelse, vores børn leger med ligesindede. I min kommune taler man om at bo på den rigtige og forkerte side af Lyngbyvej, og jeg skal hilse og sige: Det er ikke for sjov.

De brede fællesskaber og tilliden som fundamentet for samhørighed smuldrer i disse år. Velfærdsstatens naturlige udgangspunkt, folkeskolen, skaber a- og b-hold for de børn, der endnu ikke er blevet forflyttet til en nærliggende privatskole. Det offentlige sundhedssystem udfordres af private forsikringer, der sender nogle frem i behandlingskøen og efterlader andre på alenlange ventelister. Boligfesten er for dem, der hoppede rettidigt med på bølgen, mens andre blev efterladt i det, vi kalder ghettoer.

Og hvad med dig og mig? Står vi konsekvent i opposition til hinanden, eller findes der stadig rum, hvor vi kan mødes og være – ja, fælles?

Mens eliten diskuterer med sig selv, hvordan vi dog skal få Danmark samlet, blomstrer forskellene. Brugerinddragelse, inklusion og medborgerskab bliver derfor tidens populære svar på den fundamentale krise, som vores velfærdssamfund står i.

Det absurde er, at mens det store fællesskab er ved at forsvinde, er de små fællesskaber med livsstilseksperternes ord blevet trendy. Men det er de små, sekulære fællesskaber blandt ligesindede. For det kræver overskud – mentalt og økonomisk – at lade sig inddrage i urban gardening-bevægelser eller kulturklubber på det lokale bibliotek. Det kræver en åbning ind i det omgivende samfund at blive inkluderet. Og det kræver en viden om, hvad det vil sige at være medborger, at blive én.

Det er velmenende at ville inddrage og inkludere, men så længe magtens sprog er funderet i koder, som tilhører det, vi kan kalde eliten, så bliver det elitens initiativer, der dominerer. Det er nemlig i hverdagen, fællesskaberne skal skabes. Det er der, hvor vi lever, bor og arbejder, at de skal trives. Det er i den daglige omgang med hinanden, at vi får tillid til hinanden.

Velfærdssamfundet kan holde til meget, så længe det kit, der knytter os sammen, er stærkere end det, som skiller os ad. Men der er en fare for, at vi mister den overligger, der opløser modsætningerne og samler os i stedet for med vold og magt at skille os ad. Og den overligger handler om vores fælles kultur. Og dermed også om arkitektur, for arkitekturen både indgår i og udspringer af vores fælles kulturelle arv.

God arkitektur lader os mødes

Vores fælles kultur er båret af vores landskaber, byer, bygninger og design – og båret af os selv, fordi kulturen er udtryk for vort fælles sindelag. Kulturens rum for fællesskaber – blandt andet skabt af fremsynede og fællesskabsbevidste arkitekter – er centrale for det gode liv og attraktive samfund. Hvad enten der er tale om de spontane frivillige initiativer, om byens museum, bibliotek eller forsamlingshus, har arkitekturen en central rolle at spille.

Gode arkitektoniske løsninger er nemlig en væsentlig del af forudsætningen for, at vi kan møde de andre; dem, der ikke nødvendigvis er som os selv, men som vi deler livet i velfærdssamfundet Danmark med.

Men er arkitekter ikke netop selv elitære smagsdommere, der taler et sprog, som resten af befolkningen ikke forstår? Og bygger de ikke kun operahuse og højhuse, der ikke er til at komme i nærheden af for det store flertal?

Danske arkitekter taler, som mange andre specialiserede faggrupper, indbyrdes i et sprog, der måske nok kan synes elitært. Men deres arbejde, deres formgivning, planlægning og design taler for sig selv. Og arkitekternes arbejde fortæller historien om en social bevidsthed og en arkitektonisk tradition, der har skabt det bærende fundament for vores velfærdssamfund.

Vores fælles kulturbærende institutioner og velfærdsbyggeri som folkeskoler og hospitaler er skabt af arkitekter, der har ønsket at sætte menneskene foran systemet. Planlægningen af vores byer og landskaber er udtænkt af arkitekter. Og arkitekter tænker i helheder, når de bygger nyt. De tænker nye bygninger ind i de eksisterende omgivelser for at skabe gode fysiske rammer for livet mellem husene.

For at fællesskabet ikke skal detroniseres i små eksklusive kaffeklubber eller presses ned over os fra oven, er det nødvendigt, at vi understøtter en kultur omkring arkitekturen, som bæres af og er rodfæstet i os alle. Og hvordan gør vi det?

En befolkningsbåret kultur omkring arkitekturen forudsætter, at viden om arkitektur bredes ud og gøres tilgængelig for alle. Derfor skal vi have arkitektur på skoleskemaet, så alle får værktøjerne til at formulere, hvad de ser som det gode liv, og kan være med til at træffe de vigtige beslutninger, som vedrører de fysiske rammer omkring vores store fællesskab – samfundet.

Det at få adgang til viden vækker nysgerrighed og giver brændstof til at tage stilling til og debattere arkitektur som en del af vores fælles kulturarv og fælles fremtid. Arkitekturen skaber nemlig Danmark for os alle. Ikke for enten dig eller mig.

Arkitektonisk kvalitet opstår, når borgernes drømme om det gode liv mødes af dygtige fagfolk, der formår at formgive og realisere projekter, som bidrager til fællesskabet og vores fælles velfærd ved at være skønt, funktionelt og holdbart. Ved at give plads til menneskelige møder og ideelt inspirere til mere fællesskab.

Væk fra parcellen

Lad mig nævne tre nyere eksempler på, at arkitektur kan skabe fællesskab.

På Nørrebro i et lille kompakt område omkring Mjølnerparken bor 50 forskellige nationaliteter. Her har BIG og kunstnerkollektivet Superflex skabt parkområdet Superkilen, der har hentet fysiske elementer fra hele verden. Her er jord fra Palæstina, en boksering fra Thailand, en dansepavillon fra USA. Vi er altså langt fra kommunale pakkeløsninger her, hvor børnefamilier kan lade ungerne suse af sted på løbecyklen, de unge kan høre musik, og de ældre kan sidde på en bænk og nyde synet.

Men det er ikke kun i det offentlige rum, arkitekturen kan skabe fællesskab. Over hele landet pibler nye bofællesskaber frem, og undersøgelser peger på, at danskere i alle aldre og alle lag drømmer sig væk fra parcellen og ind i fællesskaberne.

Flere almene boliger er på forkant med udviklingen. Tag for eksempel Skjødtgården i landsbyen Vestrup uden for Randers. Her er en gammel gård blevet bygget om til almene boliger. Når de unge tager ind på arbejde, køber de mad med hjem til de ældre, der så til gengæld passer børnene, når forældrene skal ud.

Der er også Skelagergårdene i Hasseris, der er blevet renoveret og nu oplever langt færre problemer og hærværk. Her går beboerne til undervisning i det nye multihus, hvor der også er mulighed for at få hjælp med jobsøgning eller for at dyrke gymnastik.

Jan Gehl skrev i 1971 nyklassikeren Livet mellem husene og har inspireret senere generationer af danske arkitekter til at forbedre vores byrum. Gehls tanker er stadig topmoderne, og Superkilen, Skjødtgården og Skelagergårdene er fremragende eksempler på danske arkitekters evne til at skabe arkitektoniske løsninger, der indtænker møder mellem mennesker og skaber grobund for nye fællesskaber. Fællesskaber, der i bedste fald kan (gen)skabe tilliden mellem os og dermed tjene til ikke blot at fastholde, men også udvikle vores velfærdssamfund.

 

Jane Sandberg er direktør i Arkitektforeningen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja jeg har talt med flere af mine fantasi venner i dag. En af dem blev jeg dog uvenner med, så ham har jeg slettet på min Facebook venneliste.

John Vedsegaard, Peter Taitto, Lise Lotte Rahbek og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar