Læserbrev

Tillid fremmer produktiviteten

10. september 2013

I dag kommer regeringens Produktivitetskommission med forslag til, hvordan vi kan øge produktiviteten i den offentlige sektor. Den mest oplagte er mere tillid og bedre samarbejde mellem medarbejderne og lederne på arbejdspladserne. Oxford Group laver hvert år undersøgelser, der viser, at virksomheder med høj tillid klarer sig bedre. Overskud og aktieudbytte er langt højere, og personaleomsætning og sygefraværet lavere.

Undersøgelser på amerikanske sygehuse viser helt konkret, at arbejdspladser gennemsyret af tillid udfører bedre knæ- og hofteoperationer. Herhjemme har Ålborg Kommune arbejdet intensivt med at styrke arbejdsmiljøet gennem tillid, samarbejde og retfærdighed. Et af målene var mindre sygefravær. Det opnåede kommunen i 2012, hvor de gennemsnitlige sygedage faldt med en dag per medarbejder, hvilket svarer til 75 årsværk.

Overalt kan vi se arbejdspladser, der har succes med at satse på tillid. I Holbæk Kommune ser vi tilliden skinne igennem i kampagnen Væk Med Bøvlet. Her kan medarbejderne komme med deres input til lettere arbejdsgange. For det er jo dem, der arbejder med tingene i dagligdagen, der ved, om reglerne fungerer.

Kommer borgerne til gode

Tillid kan hverken købes eller beordres. Tillid opstår, når ledelsen stoler på, at medarbejderne laver et godt stykke arbejde og vice versa.

Tillid skal gennemsyre den offentlige sektor. Det er ikke nok, at den enkelte leder stoler på sine medarbejdere, hvis politikere og embedsmænd længere oppe i systemet konstant hælder nye regler og procedurer i hovedet på arbejdspladsen. Omvendt har færre centrale regler lille effekt, hvis ikke den lokale leder stoler på medarbejdernes faglighed og ansvarlighed. OAO (Offentligt Ansattes Organisationer) arbejder for større tillid til de ansattes faglighed, erfaring og ansvarlighed. Tilliden skal give medarbejderne bedre mulighed til at vælge de løsninger, som giver de bedste resultater for borgerne.

Vi arbejder for tillid, fordi det er et kinderæg. Det giver den bedste velfærd til borgerne, et godt arbejdsmiljø for medarbejderne og en sund økonomi på arbejdspladserne. Vi samarbejder med dem, der vil være med til at sikre verdens bedste offentlige sektor nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at Produktivitetskommissionen holder fast i, at tillid og samarbejde kan øge produktiviteten i den offentlige sektor.

Flemming Vinther, formand for Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), Bodil Otto, medlem af OAO’s forretningsudvalg og forbundssektorformand for HK/Kommunal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu